Romanen til dig der er vild med romantiske tårepersere
Find din yndlingssnack og en pakke Kleenex frem, og sæt dig derefter godt til rette i dit favorit læsehjørne med Ud af ensomheden. Benedict Wells fik sit internationale gennembrud med denne rørende og dybfølte roman, der strøg til tops på bestsellerlister verden over.
Jules og hans søskende mister som barn deres forældre i en tragisk ulykke. Børnene bliver derfor sendt på kostskole, og det bliver starten på en lang periode, hvor Jules og hans to søskende kæmper med at se lyset, når det ser allermørkest ud.
Ud af ensomheden tager livtag med vanskelige emner som tab, ensomhed og spørgsmålet om, hvem man er. Vigtigst af alt er det dog en hjerteskærende kærlighedshistorie i stil med romaner af Jojo Moyes og David Nicholls.
Ud af ensomheden af Benedict Wells
★★★★★★ “En roman der har slået benene væk under mig” – LIVET I DUKKEHUSET
♥♥♥♥♥ “Dybt bevægende … en mesterlig roman” – FEMINA
★★★★★ “Jeg elskede den og havde bare lyst til at blive i dens univers” – THE BOOKWORM’S CLOSET
Benedict Wells: Ud af ensomheden
Jeg har kendt til døden længe, men nu kender døden også til mig.
Forsigtigt slår jeg øjnene op og blinker et par gange. Mørket letter efterhånden. Et nøgent rum, der kun bliver oplyst af grønne og røde lamper i de små apparater og af lampen, der skinner ind gennem sprækken i døren. Sygehusets natlige stilhed.
Det forekommer mig, at jeg er vågnet af en drøm, der har varet flere dage. Med en ulden, varm smerte i mit højre ben, i maven og i brystet. En let dunken i hovedet, som bliver stærkere. Kort efter har jeg en anelse om, hvad der må være sket.
Jeg har overlevet.
Billeder dukker op: Mig, der kører ud af byen på motorcykel, gasser op, svinget, der nærmer sig. Hjulene, der slipper grebet i vejen, træet, jeg ser komme imod mig, forsøger forgæves at undvige, lukker øjnene …
Hvad mon reddede mig?
Jeg skæver ned ad mig selv. En halskrave, det højre ben er fikseret, sandsynligvis med gips, en bandage om kravebenet. Før ulykken var jeg i god form, faktisk i ekstremt god form, min alder taget i betragtning. Måske har det hjulpet mig.
Før ulykken … Var der ikke også noget helt andet? Jeg har ikke lyst til at huske det, men tænker hellere på den dag, jeg lærte børnene at slå smut ved vandet. På min brors hænder, der flagrede i luften, når han diskuterede med mig. Italiensturen med min kone, hvor vi en tidlig morgen gik tur ved en bugt langs Amalfikysten, mens det blev lyst. Og havet skummede blidt mod klipperne …
Jeg falder hen. I drømmen står vi på altanen. Hun ser mig dybt i øjnene, som om hun har gennemskuet mig. Hun peger med hagen ned i baggården, hvor vores børn løber og leger med naboens drenge. Vores datter kravler tappert op på en mur, men vores søn holder sig tilbage og nøjes med at iagttage de andre.
”Det har han efter dig,” siger hun.
Jeg hører hende le og tager hendes hånd …
Det bipper flere gange. En sygehjælper skifter infusionspose. Det er stadig midt om natten.
September 2014 står der på en vægkalender. Jeg forsøger at sætte mig op.
”Hvilken dag er det i dag?” Min stemme lyder fremmed.
”Onsdag,” svarer sygehjælperen. ”Du har ligget i koma i to dage.”
Det virker, som om det er møntet på en anden.
”Hvordan har du det?”
Jeg læner mig tilbage igen. ”Jeg er lidt svimmel.”
”Det er helt normalt.”
”Hvornår må jeg se mine børn?”
”Jeg skal give din familie besked straks i morgen tidlig.”
Sygehjælperen går hen mod døren og standser op. ”Hvis der bliver noget, så bare kald. Overlægen kigger ind til dig om lidt.”
Da jeg ikke svarer, forlader han stuen.
Hvad bestemmer, at et liv bliver, som det bliver?
I stilheden kan jeg høre hver eneste tanke, og med ét er jeg lysvågen. Jeg genser forskellige etaper af mit liv. Ansigter, jeg troede, jeg havde glemt, kommer mig i møde, jeg ser mig selv som ung på boldbanen ved kostskolen og det røde lys i mit mørkekammer i Hamburg. Først er minderne uskarpe, men i løbet af de næste timer bliver de mere tydelige. Mine tanker forvilder sig længere tilbage i tiden, før de lander ved den katastrofe, der overskyggede min barndom.
Strømninger (1980)
Da jeg var syv år, skulle jeg med min familie på ferie i Sydfrankrig. Min far, Stéphane Moreau, stammede fra Berdillac, en landsby i nærheden af Montpellier. Atten hundrede indbyggere og boulangerie, brasserie, to vingodser, et snedkerværksted og et fodboldhold. Vi skulle besøge farmor, som ikke havde forladt byen de sidste mange år.
Som altid når vi var på længere bilture, havde far en gammel, lysebrun læderjakke på og en pibe i mundvigen. Vores mor, der havde blundet det meste af turen, lagde en kassette med Beatles-numre i afspilleren. Så vendte hun sig om mod mig.
”Den er til dig, Jules.”
Paperback Writer, min yndlingssang på det tidspunkt. Jeg sad bag hende og nynnede med. Musikken blev overdøvet af mine to søskende. Min søster havde hevet min bror i øret. Martin, som vi kaldte ”Marty”, skreg op og brokkede sig til vores forældre.
”Sladderhank.” Liz hev ham i øret igen.
Deres skænderi blev voldsommere, og til sidst vendte mor sig om og så på dem. Hendes blik havde stor effekt. Det udtrykte både forståelse for Marty over hans tarvelige søster og for Liz over hendes irriterende bror, men frem for alt viste mors blik, at det var helt unødvendigt at skændes, og at små, søde børn måske ville få en is ved den næste tankstation. Mine søskende gav omgående slip på hinanden.
”Hvorfor skal vi egentlig over til farmor hvert eneste år?” spurgte Marty. ”Hvorfor tager vi aldrig til Italien?”
”Fordi vi skylder hende det. Og fordi jeres mamie bliver glad for at se jer,” sagde far på fransk uden at tage blikket fra vejen.
”Det passer ikke. Hun kan overhovedet ikke lide os.”
”Desuden lugter hun underligt,” sagde Liz. ”Af gamle møbler.”
”Nej, hun lugter som en muggen kælder,” sagde min bror.
”Det må I ikke sige om jeres mamie!” Far manøvrerede bilen gennem en rundkørsel.
Jeg så ud ad vinduet. Timianbuske, garrigue og forkrøblede ege bredte sig i det fjerne. Luften var mere krydret i Sydfrankrig og farverne mere intense end derhjemme. Jeg stak hånden i lommen og legede med de sølvfranc, der var blevet tilovers fra sidste år.
Ved aftenstid nåede vi Berdillac. Som jeg husker byen, mindede den mig altid om en gnaven, men i bund og grund elskværdig gammel mand, der sidder og småsover hele dagen. I lighed med mange andre områder i Languedoc var husene bygget af sandsten med simple skodder for vinduerne og rødlige, forvitrede tegltage, som den lavtstående sol badede i et blødt skær.
Gruset knasede under dækkene, da vores stationcar standsede ved huset for enden af Rue Le Goff. Bygningen udstrålede en vis uhygge, facaden var overgroet med efeu, og taget pilråddent. Det lugtede langt væk af fortid.
Far steg ud først og skyndte sig hen til døren med vuggende skridt. Det må have været i hans ”bedste” år, som man siger. Midt i trediverne havde han endnu sit tætte, sorte hår og optrådte venligt imødekommende over for alle. Jeg så tit naboer og kolleger stå rundt om ham og lytte tryllebundet til det, han sagde. Hemmeligheden lå i hans stemme, der var blid, ikke for dyb, ikke for høj, kun med en ganske let accent, og den lagde sig om tilhørerne som en usynlig lasso og trak dem tættere ind til sig. Som revisor var han afholdt, og for ham var familien det vigtigste. Hver søndag lavede han mad til os, han gav sig god tid til os børn, og med sit drengede smil virkede han altid optimistisk. Når jeg senere så billeder af ham, kunne jeg imidlertid se, at der allerede dengang var noget galt. Hans øjne. De havde et strejf af smerte eller måske angst.
Farmor kom til syne i døren. Hendes mund var skæv, og hun værdigede næsten ikke sin søn et blik, som om hun skammede sig over et eller andet. Det hed sig, at farmor havde været en dygtig svømmer i sine unge dage og afholdt af hele landsbyen. Det måtte være hundrede år siden. Hendes arme virkede skrøbelige, hun havde et rynket skildpaddehoved, og hun kunne næsten ikke holde børnebørnenes larm ud. Vi var bange for hende og for det spartansk indrettede hus med de gammeldags tapeter og jernsenge. Det var os en gåde, hvorfor far ville besøge dem hver sommer. ”Man skulle tro, at han år efter år blev drevet tilbage til det sted, hvor han havde oplevet sine største ydmygelser,” skulle Marty senere bemærke.
Men der var også noget andet: duften af kaffe om morgenen. Solstråler på gulvfliserne i salonen. En svag raslen fra køkkenet, når mine søskende hentede bestik til morgenbordet. Min far sad fordybet i sin avis, min mor lagde planer for dagen. Efter morgenmaden stod den på hulevandringer, cykelture eller et spil petanque i parken.
Sidst i august blev den årlige vinfest afholdt i Berdillac. Om aftenen spillede et orkester, husene var udsmykket med papirlamper og guirlander, og duften af grillet kød bredte sig i gaderne. Mine søskende og jeg sad på den store trappe foran rådhuset og så de voksne danse på torvet. Jeg holdt godt fast i kameraet, som min far havde lånt mig. Et tungt og dyrt Mamiya-fotografiapparat. Han havde bedt mig tage billeder af festen. Det opfattede jeg som en ære, eftersom far ellers aldrig lod nogen andre bruge sine kameraer. Stolt tog jeg et par billeder, mens han elegant førte min mor hen over dansegulvet.
”Papa er en god danser,” sagde Liz voksent.
Min søster var elleve, en stor pige med lyse lokker. Allerede dengang led hun af det, min bror og jeg kaldte ”teatersyge”. Liz opførte sig konstant, som om hun stod på en scene. Hun strålede, så man skulle tro, at et hav af projektører var rettet mod hende, og hun talte højt og tydeligt, så selv dem på bagerste række uden videre kunne høre hende. Over for fremmede ville hun gerne foregive at være ældre end sin alder, men i virkeligheden var hun kun i slutningen af sin prinsessefase. Min søster tegnede og sang, legede udenfor med naboens børn, tit gik der flere dage imellem, hun tog bad, nogle gange ville hun være opfinder, andre gange drømte hun om at blive elverpige, for det virkede, som om der skete tusind ting på samme tid i hendes hoved.
Dengang begyndte de fleste piger at gøre nar ad Liz. Jeg så tit min mor sidde på hendes værelse og trøste hende, når pigerne fra klassen havde drillet hende eller gemt hendes skoletaske. Bagefter fik jeg lov til at gå ind på Liz’ værelse. Så krammede hun mig, jeg følte hendes varme ånde mod min hud, mens hun fortalte mig alt det, hun lige havde fortalt mor, og sandsynligvis mere til. Jeg elskede min søster over alt på jorden, og det ændrede sig ikke, da hun svigtede mig mange år senere.
*
Efter midnat lå den fugtige hede stadig over landsbyen. Mændene og kvinderne, som blev ved at danse – også vores forældre – skiftede partner efter hvert nummer. Jeg tog endnu et par billeder, selvom jeg næsten ikke kunne løfte Mamiya’et længere.
”Hit med det kamera,” sagde min bror.
”Nej, far gav mig lov til at låne det. Jeg skal passe godt på det.”
”Bare et øjeblik, jeg vil tage et billede. Det kan du alligevel ikke finde ud af.”
Marty rev kameraet fra mig.
”Lad nu være med at være så led ved ham,” sagde Liz. ”Han er så glad for, at han må låne det.”
”Ja, men hans fotografier er skidedårlige, han fatter ikke det med belysningen.”
”Du skal altid spille smart, jeg kan godt forstå, du ingen venner har.”
Marty tog et par billeder. Han var den mellemste. Ti år gammel, med briller og mørkt hår, et blegt og ikke videre opsigtsvækkende ansigt. Mens Liz og jeg lignede vores forældre, havde han ingen træk tilfælles med dem, hvad udseendet angik. Marty syntes at komme fra et ingenmandsland som en fremmed, der havde møvet sig ind imellem os. Jeg brød mig ikke om ham. I de film, jeg så, var storebrødre altid heltemodige drenge, som forsvarede deres mindre søskende. Min bror var derimod en enspænder, der sad på sit værelse dagen lang og legede med sin myrekoloni eller undersøgte blodprøver fra dissekerede salamandre eller mus – han havde et tilsyneladende uudtømmeligt lager af døde smådyr. Liz havde for nylig kaldt ham en ”ulækker freak”, og det var meget rammende.
Jeg husker kun nogle få brudstykker af sommerferien i Frankrig, ud over den dramatiske ulykke til sidst. Men jeg kan tydeligt huske, hvordan vi tre søskende under festen betragte de de franske børn, der spillede fodbold på torvet, og hvordan det gav os en fornemmelse af at være udenfor. Vi var alle tre født i München og følte os som tyskere. Bortset fra det franske køkken var der ingen spor af vores rødder, og vi talte næsten aldrig fransk sammen. Vores forældre havde mødt hinanden i Montpellier. Min far var flyttet dertil efter skolen, fordi han ville væk fra sin familie. Min mor var flyttet derover, fordi hun elskede Frankrig. (Og fordi hun ville væk fra sin familie). Når vores forældre fortalte om dengang, handlede det altid om aftener i biografen, og om at mor havde spillet guitar, om deres første møde ved en studenterfest hos en fælles ven, og hvordan de var flyttet til München sammen – da vores mor var blevet gravid. De historier gjorde, at mine søskende og jeg altid følte, at vi kendte vores forældre. Men senere, da de var forsvundet, måtte vi se i øjnene, at vi intet vidste om dem, overhovedet ingenting.
*
Vi skulle på tur, men før vi gik, ville vores far ikke sige, hvor vi skulle hen, og undervejs mælede han stort set ikke et ord. Alle fem vandrede vi op ad et højdedrag og nåede til en lille skov. Min far standsede foran et gigantisk egetræ på bakken.
”Kan I se, hvad der er ridset ind i barken?” spurgte han, lettere åndsfraværende.
”L’arbre d’Eric,” læste Liz. ”Erics træ.”
Vi betragtede egen. ”Der er knækket en gren af.” Marty pegede på en rund fortykkelse på stammen.
”Sørme ja,” mumlede far.
Mine søskende og jeg havde aldrig mødt farbror Eric, som efter sigende var omkommet for flere år tidligere.
”Hvorfor hedder træet det?” spurgte Liz.
Fars ansigt lyste op. ”Fordi min bror forførte pigerne ved det her træ. Han tog dem med herop, de satte sig på bænken og kiggede ned i dalen, så læste han digte op for dem, hvorefter han kyssede dem.”
”Digte?” spurgte Marty. ”Virkede det?”
”Hver gang. Og derfor har et eller andet vittigt hoved på et tidspunkt ridset ordene ind i træet.”
Far kiggede op i den kolde, blå morgenhimmel, og vores mor lænede sig op ad ham. Jeg så hen mod træet og gentog for mig selv: L’arbre d’Eric.
*
Ferien nærmede sig sin afslutning, og vi skulle på en sidste udflugt. Det havde igen regnet om natten, store dugdråber hang ned fra bladene, morgenluften lagde sig kold over min hud. Som altid når jeg stod tidligt op, havde jeg en vidunderlig følelse af at eje dagen. Kort forinden havde jeg mødt en pige fra landsbyen, Ludivine, og jeg fortalte min mor om hende. Min far var som altid ved afslutningen på Frankrigsturen lettet over endnu en gang at have den bag sig. Han standsede somme tider op og tog billeder, mens han fløjtede for sig selv. Liz gik i forvejen, Marty kom traskende allerbagerst, vi måtte næsten altid vente på ham.
I skoven nåede vi til en flod med løse sten på bunden og en væltet træstamme på tværs. Vi skulle over på den anden side, så mine søskende og jeg spurgte, om vi måtte balancere hen over stammen.
Far stillede sig op på den og mærkede efter. ”Det kan være farligt,” sagde han. ”Jeg skal ikke nyde noget af det.”
Vi sprang op på træstammen. Først nu så vi, hvor langt der var ned, hvor glat barken var, og at floden var stenet og bred. Der var små ti meter over til den anden side, og hvis man gled og faldt, ville man helt sikkert komme til skade.
”Der er jo en bro lige derhenne,” sagde Liz. Selvom hun ellers altid var med på den værste, så kneb hun udenom denne gang og gik videre, og min bror fulgte efter. Kun jeg blev tilbage. Jeg var ikke bange af mig dengang, nogle få måneder forinden var jeg som den eneste i min klasse kørt ned ad en stejl skrænt på cykel. Efter nogle få meter havde jeg mistet herredømmet, var væltet og havde brækket den ene arm. Men lige så snart bruddet var helet, og jeg fik gipsen af, var jeg på udkig efter den næste farlige udfordring.
Jeg stirrede på træstammen foran mig, og uden at tænke mig om satte jeg det ene ben foran det andet.
”Du er ikke rigtig klog,” råbte Marty, men jeg hørte ham ikke.
En enkelt gang var jeg lige ved at glide, for jeg blev svimmel af at kigge ned på den stenede flod under mig, men da var jeg allerede nået hen over midten. Mit hjerte slog hurtigere, jeg løb de sidste to meter og var glad, da jeg kunne hoppe i land på den modsatte side. Min familie gik langs den venstre flodbred hen til broen, jeg gik alene på den højre, af og til så jeg over mod dem og smilede. Jeg havde aldrig før været så stolt af mig selv.
*
Floden førte ud af skoven. Den blev bredere, og strømmen kraftigere, for de seneste dages regn havde fået vandstanden til at stige. Bredden var mudret og opblødt, et skilt advarede fodgængere mod at komme for tæt på.
”Man drukner, hvis man falder derned.” Marty stirrede på det brusende vand.
”Jeg håber, du falder derned, så vi andre kan slippe for dig,” sagde Liz.
Han sparkede ud efter hende, men hun undveg behændigt og tog mor under armen på den mest selvfølgelige og afslappede måde.
”Har du nu været fræk igen?” spurgte mor. ”Jeg tror hellere, vi må lade dig blive her hos farmor.”
”Nej,” sagde Liz rædselsslagen, halvt påtaget, halvt oprigtigt. ”Det må I ikke.”
”Du giver mig desværre ikke noget valg. Farmor skal nok passe godt på dig.” Hun efterabede farmors irettesættende blik, og Liz grinede.
Vores mor var uden tvivl familiens stjerne, i hvert fald for os børn. Hun var smuk og elegant, havde venner i hele München og holdt middage for kunstnere, musikere og teaterskuespillere, som ingen vidste, hvor hun havde lært at kende. Faktisk underdriver jeg voldsomt, når jeg kalder hende som ”smuk” og ”elegant”. Det er fattige ord, der ikke tilnærmelsesvis beskriver, hvordan det føltes at have en mor, der forenede det bedste hos Grace Kelly og Ingrid Bergman. Som barn var det mig en gåde, hvorfor hun ikke var blevet skuespiller, men var endt som en ganske almindelig lærer. Selv udførte hun sine pligter som husmor med et muntert og kærligt smil, og først senere er det gået op for mig, at hun må have følt sig bundet på hænder og fødder.
Vi holdt hvil på en eng ved flodbredden. Far stoppede piben, og vi spiste vores medbragte skinkebaguettes. Bagefter spillede mor nogle viser af Gilbert Bécaud på guitaren.
Da hun og far begyndte at synge, himlede Marty med øjnene. ”Gider I lige holde op? Det er bare så pinligt.”
”Men her er jo ingen andre,” sagde mor.
”Jo, dem dér!”
Min bror pegede over på den modsatte flodbred, hvor en anden familie netop havde slået sig ned. Børnene var på vores alder, de havde et ungt gadekryds med, som tumlede rundt imellem dem.
Det blev middag, og solen stod højt på himlen. På grund af heden tog Marty og jeg vores T-shirts af og lagde os på et tæppe. Liz kradsede noget ned på en blok; små tegninger eller sit eget navn igen og igen. Dengang eksperimenterede hun tit med, hvilken skrift der fik navnet til at se pænest ud, og hun skrev det alle vegne, på papir, på borde, i mapper og på servietter.
Liz, Liz, Liz.
Vores forældre ville gå en tur og forsvandt med armene om hinanden, mens vi tre søskende blev tilbage på engen. Landskabet var mættet af sol. Marty og Liz spillede kort, jeg klimprede lidt på guitaren, mens jeg holdt øje med familien på den modsatte flodbred. Gang på gang hørte jeg deres latter, som blandede sig med hundeglam. Drengen kastede af og til en pind ud i vandet, som gadekrydset hentede, indtil drengen åbenbart begyndte at kede sig og gemte pinden under et tæppe. Men hunden ville gerne lege videre, så den blev ved med at løbe hen til de enkelte familiemedlemmer og derefter et stykke ned ad flodbredden. En større gren var filtret ind i krattet på bredden. Hunden forsøgte at rykke den væk med munden, men uden held. Strømmen var meget stærk på det sted. Jeg betragtede optrinnet som den eneste og kunne mærke mine nakkehår rejse sig. Den unge hund rev og flåede i grenen, og af ren og skær kådhed kom den tættere og tættere på det brusende vand. Jeg skulle lige til at gøre familien overfor opmærksom på det, da jeg hørte en klynken. Et stykke af brinken var skredet ud, og hunden faldt i vandet. Med forpoterne og tænderne hagede den sig fast til grenen. Den peb og forsøgte at kæmpe sig op på den løse flodbred, men strømmen var for stærk. Dens piben lød stadigt højere.
”Åh gud,” sagde Liz.
”Den klarer det ikke,” sagde Marty. Det lød så definitivt, som om han gjorde sig til dommer over scenen.
Familien ovre på den anden side løb hen imod hunden. De var lige nået frem, da grenen løsnede sig fra buskadset og blev skyllet væk sammen med hunden.
Den holdt sig oven vande et stykke tid, inden den forsvandt i floden. Mens børnene råbte og græd, vendte jeg mig om og så på mine søskendes ansigter. Jeg vil aldrig glemme deres udtryk.
*
Om aftenen da jeg lå i min seng, kunne jeg stadig høre hundens klynken. Liz havde været nedtrykt hele dagen, Marty sagde næsten ingenting. Det mest underlige var imidlertid, at vores forældre ikke havde været der, mens det skete. Selvfølgelig havde de forsøgt at trøste os, da de kom tilbage, men det ændrede ikke på, at mine søskende og jeg havde oplevet noget, som kun berørte os.
Det meste af natten lå jeg og vendte og drejede mig. Mine tanker blev ved med at kredse om familien på den anden flodbred, hvis idyl var blevet knust på nogle få sekunder. Jeg kom igen til at tænke på min onkel Eric, og at vi engang havde fået at vide, at han var ”omkommet”. Indtil nu havde jeg levet en beskyttet tilværelse, men der fandtes åbenbart usynlige kræfter og understrømme, der med ét slag kunne vende alting på hovedet. Altså fandtes der nogle familier, som skæbnen var nådig overfor, mens andre påkaldte sig ulykker, og den nat overvejede jeg længe, om min familie måske hørte til sidstnævnte kategori.
Romanen til dig der er vild med romantiske tårepersere
Find din yndlingssnack og en pakke Kleenex frem, og sæt dig derefter godt til rette i dit favorit læsehjørne med Ud af ensomheden. Benedict Wells fik sit internationale gennembrud med denne rørende og dybfølte roman, der strøg til tops på bestsellerlister verden over.
Jules og hans søskende mister som barn deres forældre i en tragisk ulykke. Børnene bliver derfor sendt på kostskole, og det bliver starten på en lang periode, hvor Jules og hans to søskende kæmper med at se lyset, når det ser allermørkest ud.
Ud af ensomheden tager livtag med vanskelige emner som tab, ensomhed og spørgsmålet om, hvem man er. Vigtigst af alt er det dog en hjerteskærende kærlighedshistorie i stil med romaner af Jojo Moyes og David Nicholls.
Ud af ensomheden af Benedict Wells
♥♥♥♥♥ “Dybt bevægende … en mesterlig roman” – FEMINA
★★★★★ “Jeg elskede den og havde bare lyst til at blive i dens univers” – THE BOOKWORM’S CLOSET
Benedict Wells: Ud af ensomheden
Jeg har kendt til døden længe, men nu kender døden også til mig.
Forsigtigt slår jeg øjnene op og blinker et par gange. Mørket letter efterhånden. Et nøgent rum, der kun bliver oplyst af grønne og røde lamper i de små apparater og af lampen, der skinner ind gennem sprækken i døren. Sygehusets natlige stilhed.
Det forekommer mig, at jeg er vågnet af en drøm, der har varet flere dage. Med en ulden, varm smerte i mit højre ben, i maven og i brystet. En let dunken i hovedet, som bliver stærkere. Kort efter har jeg en anelse om, hvad der må være sket.
Jeg har overlevet.
Billeder dukker op: Mig, der kører ud af byen på motorcykel, gasser op, svinget, der nærmer sig. Hjulene, der slipper grebet i vejen, træet, jeg ser komme imod mig, forsøger forgæves at undvige, lukker øjnene …
Hvad mon reddede mig?
Jeg skæver ned ad mig selv. En halskrave, det højre ben er fikseret, sandsynligvis med gips, en bandage om kravebenet. Før ulykken var jeg i god form, faktisk i ekstremt god form, min alder taget i betragtning. Måske har det hjulpet mig.
Før ulykken … Var der ikke også noget helt andet? Jeg har ikke lyst til at huske det, men tænker hellere på den dag, jeg lærte børnene at slå smut ved vandet. På min brors hænder, der flagrede i luften, når han diskuterede med mig. Italiensturen med min kone, hvor vi en tidlig morgen gik tur ved en bugt langs Amalfikysten, mens det blev lyst. Og havet skummede blidt mod klipperne …
Jeg falder hen. I drømmen står vi på altanen. Hun ser mig dybt i øjnene, som om hun har gennemskuet mig. Hun peger med hagen ned i baggården, hvor vores børn løber og leger med naboens drenge. Vores datter kravler tappert op på en mur, men vores søn holder sig tilbage og nøjes med at iagttage de andre.
”Det har han efter dig,” siger hun.
Jeg hører hende le og tager hendes hånd …
Det bipper flere gange. En sygehjælper skifter infusionspose. Det er stadig midt om natten.
September 2014 står der på en vægkalender. Jeg forsøger at sætte mig op.
”Hvilken dag er det i dag?” Min stemme lyder fremmed.
”Onsdag,” svarer sygehjælperen. ”Du har ligget i koma i to dage.”
Det virker, som om det er møntet på en anden.
”Hvordan har du det?”
Jeg læner mig tilbage igen. ”Jeg er lidt svimmel.”
”Det er helt normalt.”
”Hvornår må jeg se mine børn?”
”Jeg skal give din familie besked straks i morgen tidlig.”
Sygehjælperen går hen mod døren og standser op. ”Hvis der bliver noget, så bare kald. Overlægen kigger ind til dig om lidt.”
Da jeg ikke svarer, forlader han stuen.
Hvad bestemmer, at et liv bliver, som det bliver?
I stilheden kan jeg høre hver eneste tanke, og med ét er jeg lysvågen. Jeg genser forskellige etaper af mit liv. Ansigter, jeg troede, jeg havde glemt, kommer mig i møde, jeg ser mig selv som ung på boldbanen ved kostskolen og det røde lys i mit mørkekammer i Hamburg. Først er minderne uskarpe, men i løbet af de næste timer bliver de mere tydelige. Mine tanker forvilder sig længere tilbage i tiden, før de lander ved den katastrofe, der overskyggede min barndom.
Strømninger (1980)
Da jeg var syv år, skulle jeg med min familie på ferie i Sydfrankrig. Min far, Stéphane Moreau, stammede fra Berdillac, en landsby i nærheden af Montpellier. Atten hundrede indbyggere og boulangerie, brasserie, to vingodser, et snedkerværksted og et fodboldhold. Vi skulle besøge farmor, som ikke havde forladt byen de sidste mange år.
Som altid når vi var på længere bilture, havde far en gammel, lysebrun læderjakke på og en pibe i mundvigen. Vores mor, der havde blundet det meste af turen, lagde en kassette med Beatles-numre i afspilleren. Så vendte hun sig om mod mig.
”Den er til dig, Jules.”
Paperback Writer, min yndlingssang på det tidspunkt. Jeg sad bag hende og nynnede med. Musikken blev overdøvet af mine to søskende. Min søster havde hevet min bror i øret. Martin, som vi kaldte ”Marty”, skreg op og brokkede sig til vores forældre.
”Sladderhank.” Liz hev ham i øret igen.
Deres skænderi blev voldsommere, og til sidst vendte mor sig om og så på dem. Hendes blik havde stor effekt. Det udtrykte både forståelse for Marty over hans tarvelige søster og for Liz over hendes irriterende bror, men frem for alt viste mors blik, at det var helt unødvendigt at skændes, og at små, søde børn måske ville få en is ved den næste tankstation. Mine søskende gav omgående slip på hinanden.
”Hvorfor skal vi egentlig over til farmor hvert eneste år?” spurgte Marty. ”Hvorfor tager vi aldrig til Italien?”
”Fordi vi skylder hende det. Og fordi jeres mamie bliver glad for at se jer,” sagde far på fransk uden at tage blikket fra vejen.
”Det passer ikke. Hun kan overhovedet ikke lide os.”
”Desuden lugter hun underligt,” sagde Liz. ”Af gamle møbler.”
”Nej, hun lugter som en muggen kælder,” sagde min bror.
”Det må I ikke sige om jeres mamie!” Far manøvrerede bilen gennem en rundkørsel.
Jeg så ud ad vinduet. Timianbuske, garrigue og forkrøblede ege bredte sig i det fjerne. Luften var mere krydret i Sydfrankrig og farverne mere intense end derhjemme. Jeg stak hånden i lommen og legede med de sølvfranc, der var blevet tilovers fra sidste år.
Ved aftenstid nåede vi Berdillac. Som jeg husker byen, mindede den mig altid om en gnaven, men i bund og grund elskværdig gammel mand, der sidder og småsover hele dagen. I lighed med mange andre områder i Languedoc var husene bygget af sandsten med simple skodder for vinduerne og rødlige, forvitrede tegltage, som den lavtstående sol badede i et blødt skær.
Gruset knasede under dækkene, da vores stationcar standsede ved huset for enden af Rue Le Goff. Bygningen udstrålede en vis uhygge, facaden var overgroet med efeu, og taget pilråddent. Det lugtede langt væk af fortid.
Far steg ud først og skyndte sig hen til døren med vuggende skridt. Det må have været i hans ”bedste” år, som man siger. Midt i trediverne havde han endnu sit tætte, sorte hår og optrådte venligt imødekommende over for alle. Jeg så tit naboer og kolleger stå rundt om ham og lytte tryllebundet til det, han sagde. Hemmeligheden lå i hans stemme, der var blid, ikke for dyb, ikke for høj, kun med en ganske let accent, og den lagde sig om tilhørerne som en usynlig lasso og trak dem tættere ind til sig. Som revisor var han afholdt, og for ham var familien det vigtigste. Hver søndag lavede han mad til os, han gav sig god tid til os børn, og med sit drengede smil virkede han altid optimistisk. Når jeg senere så billeder af ham, kunne jeg imidlertid se, at der allerede dengang var noget galt. Hans øjne. De havde et strejf af smerte eller måske angst.
Farmor kom til syne i døren. Hendes mund var skæv, og hun værdigede næsten ikke sin søn et blik, som om hun skammede sig over et eller andet. Det hed sig, at farmor havde været en dygtig svømmer i sine unge dage og afholdt af hele landsbyen. Det måtte være hundrede år siden. Hendes arme virkede skrøbelige, hun havde et rynket skildpaddehoved, og hun kunne næsten ikke holde børnebørnenes larm ud. Vi var bange for hende og for det spartansk indrettede hus med de gammeldags tapeter og jernsenge. Det var os en gåde, hvorfor far ville besøge dem hver sommer. ”Man skulle tro, at han år efter år blev drevet tilbage til det sted, hvor han havde oplevet sine største ydmygelser,” skulle Marty senere bemærke.
Men der var også noget andet: duften af kaffe om morgenen. Solstråler på gulvfliserne i salonen. En svag raslen fra køkkenet, når mine søskende hentede bestik til morgenbordet. Min far sad fordybet i sin avis, min mor lagde planer for dagen. Efter morgenmaden stod den på hulevandringer, cykelture eller et spil petanque i parken.
Sidst i august blev den årlige vinfest afholdt i Berdillac. Om aftenen spillede et orkester, husene var udsmykket med papirlamper og guirlander, og duften af grillet kød bredte sig i gaderne. Mine søskende og jeg sad på den store trappe foran rådhuset og så de voksne danse på torvet. Jeg holdt godt fast i kameraet, som min far havde lånt mig. Et tungt og dyrt Mamiya-fotografiapparat. Han havde bedt mig tage billeder af festen. Det opfattede jeg som en ære, eftersom far ellers aldrig lod nogen andre bruge sine kameraer. Stolt tog jeg et par billeder, mens han elegant førte min mor hen over dansegulvet.
”Papa er en god danser,” sagde Liz voksent.
Min søster var elleve, en stor pige med lyse lokker. Allerede dengang led hun af det, min bror og jeg kaldte ”teatersyge”. Liz opførte sig konstant, som om hun stod på en scene. Hun strålede, så man skulle tro, at et hav af projektører var rettet mod hende, og hun talte højt og tydeligt, så selv dem på bagerste række uden videre kunne høre hende. Over for fremmede ville hun gerne foregive at være ældre end sin alder, men i virkeligheden var hun kun i slutningen af sin prinsessefase. Min søster tegnede og sang, legede udenfor med naboens børn, tit gik der flere dage imellem, hun tog bad, nogle gange ville hun være opfinder, andre gange drømte hun om at blive elverpige, for det virkede, som om der skete tusind ting på samme tid i hendes hoved.
Dengang begyndte de fleste piger at gøre nar ad Liz. Jeg så tit min mor sidde på hendes værelse og trøste hende, når pigerne fra klassen havde drillet hende eller gemt hendes skoletaske. Bagefter fik jeg lov til at gå ind på Liz’ værelse. Så krammede hun mig, jeg følte hendes varme ånde mod min hud, mens hun fortalte mig alt det, hun lige havde fortalt mor, og sandsynligvis mere til. Jeg elskede min søster over alt på jorden, og det ændrede sig ikke, da hun svigtede mig mange år senere.
*
Efter midnat lå den fugtige hede stadig over landsbyen. Mændene og kvinderne, som blev ved at danse – også vores forældre – skiftede partner efter hvert nummer. Jeg tog endnu et par billeder, selvom jeg næsten ikke kunne løfte Mamiya’et længere.
”Hit med det kamera,” sagde min bror.
”Nej, far gav mig lov til at låne det. Jeg skal passe godt på det.”
”Bare et øjeblik, jeg vil tage et billede. Det kan du alligevel ikke finde ud af.”
Marty rev kameraet fra mig.
”Lad nu være med at være så led ved ham,” sagde Liz. ”Han er så glad for, at han må låne det.”
”Ja, men hans fotografier er skidedårlige, han fatter ikke det med belysningen.”
”Du skal altid spille smart, jeg kan godt forstå, du ingen venner har.”
Marty tog et par billeder. Han var den mellemste. Ti år gammel, med briller og mørkt hår, et blegt og ikke videre opsigtsvækkende ansigt. Mens Liz og jeg lignede vores forældre, havde han ingen træk tilfælles med dem, hvad udseendet angik. Marty syntes at komme fra et ingenmandsland som en fremmed, der havde møvet sig ind imellem os. Jeg brød mig ikke om ham. I de film, jeg så, var storebrødre altid heltemodige drenge, som forsvarede deres mindre søskende. Min bror var derimod en enspænder, der sad på sit værelse dagen lang og legede med sin myrekoloni eller undersøgte blodprøver fra dissekerede salamandre eller mus – han havde et tilsyneladende uudtømmeligt lager af døde smådyr. Liz havde for nylig kaldt ham en ”ulækker freak”, og det var meget rammende.
Jeg husker kun nogle få brudstykker af sommerferien i Frankrig, ud over den dramatiske ulykke til sidst. Men jeg kan tydeligt huske, hvordan vi tre søskende under festen betragte de de franske børn, der spillede fodbold på torvet, og hvordan det gav os en fornemmelse af at være udenfor. Vi var alle tre født i München og følte os som tyskere. Bortset fra det franske køkken var der ingen spor af vores rødder, og vi talte næsten aldrig fransk sammen. Vores forældre havde mødt hinanden i Montpellier. Min far var flyttet dertil efter skolen, fordi han ville væk fra sin familie. Min mor var flyttet derover, fordi hun elskede Frankrig. (Og fordi hun ville væk fra sin familie). Når vores forældre fortalte om dengang, handlede det altid om aftener i biografen, og om at mor havde spillet guitar, om deres første møde ved en studenterfest hos en fælles ven, og hvordan de var flyttet til München sammen – da vores mor var blevet gravid. De historier gjorde, at mine søskende og jeg altid følte, at vi kendte vores forældre. Men senere, da de var forsvundet, måtte vi se i øjnene, at vi intet vidste om dem, overhovedet ingenting.
*
Vi skulle på tur, men før vi gik, ville vores far ikke sige, hvor vi skulle hen, og undervejs mælede han stort set ikke et ord. Alle fem vandrede vi op ad et højdedrag og nåede til en lille skov. Min far standsede foran et gigantisk egetræ på bakken.
”Kan I se, hvad der er ridset ind i barken?” spurgte han, lettere åndsfraværende.
”L’arbre d’Eric,” læste Liz. ”Erics træ.”
Vi betragtede egen. ”Der er knækket en gren af.” Marty pegede på en rund fortykkelse på stammen.
”Sørme ja,” mumlede far.
Mine søskende og jeg havde aldrig mødt farbror Eric, som efter sigende var omkommet for flere år tidligere.
”Hvorfor hedder træet det?” spurgte Liz.
Fars ansigt lyste op. ”Fordi min bror forførte pigerne ved det her træ. Han tog dem med herop, de satte sig på bænken og kiggede ned i dalen, så læste han digte op for dem, hvorefter han kyssede dem.”
”Digte?” spurgte Marty. ”Virkede det?”
”Hver gang. Og derfor har et eller andet vittigt hoved på et tidspunkt ridset ordene ind i træet.”
Far kiggede op i den kolde, blå morgenhimmel, og vores mor lænede sig op ad ham. Jeg så hen mod træet og gentog for mig selv: L’arbre d’Eric.
*
Ferien nærmede sig sin afslutning, og vi skulle på en sidste udflugt. Det havde igen regnet om natten, store dugdråber hang ned fra bladene, morgenluften lagde sig kold over min hud. Som altid når jeg stod tidligt op, havde jeg en vidunderlig følelse af at eje dagen. Kort forinden havde jeg mødt en pige fra landsbyen, Ludivine, og jeg fortalte min mor om hende. Min far var som altid ved afslutningen på Frankrigsturen lettet over endnu en gang at have den bag sig. Han standsede somme tider op og tog billeder, mens han fløjtede for sig selv. Liz gik i forvejen, Marty kom traskende allerbagerst, vi måtte næsten altid vente på ham.
I skoven nåede vi til en flod med løse sten på bunden og en væltet træstamme på tværs. Vi skulle over på den anden side, så mine søskende og jeg spurgte, om vi måtte balancere hen over stammen.
Far stillede sig op på den og mærkede efter. ”Det kan være farligt,” sagde han. ”Jeg skal ikke nyde noget af det.”
Vi sprang op på træstammen. Først nu så vi, hvor langt der var ned, hvor glat barken var, og at floden var stenet og bred. Der var små ti meter over til den anden side, og hvis man gled og faldt, ville man helt sikkert komme til skade.
”Der er jo en bro lige derhenne,” sagde Liz. Selvom hun ellers altid var med på den værste, så kneb hun udenom denne gang og gik videre, og min bror fulgte efter. Kun jeg blev tilbage. Jeg var ikke bange af mig dengang, nogle få måneder forinden var jeg som den eneste i min klasse kørt ned ad en stejl skrænt på cykel. Efter nogle få meter havde jeg mistet herredømmet, var væltet og havde brækket den ene arm. Men lige så snart bruddet var helet, og jeg fik gipsen af, var jeg på udkig efter den næste farlige udfordring.
Jeg stirrede på træstammen foran mig, og uden at tænke mig om satte jeg det ene ben foran det andet.
”Du er ikke rigtig klog,” råbte Marty, men jeg hørte ham ikke.
En enkelt gang var jeg lige ved at glide, for jeg blev svimmel af at kigge ned på den stenede flod under mig, men da var jeg allerede nået hen over midten. Mit hjerte slog hurtigere, jeg løb de sidste to meter og var glad, da jeg kunne hoppe i land på den modsatte side. Min familie gik langs den venstre flodbred hen til broen, jeg gik alene på den højre, af og til så jeg over mod dem og smilede. Jeg havde aldrig før været så stolt af mig selv.
*
Floden førte ud af skoven. Den blev bredere, og strømmen kraftigere, for de seneste dages regn havde fået vandstanden til at stige. Bredden var mudret og opblødt, et skilt advarede fodgængere mod at komme for tæt på.
”Man drukner, hvis man falder derned.” Marty stirrede på det brusende vand.
”Jeg håber, du falder derned, så vi andre kan slippe for dig,” sagde Liz.
Han sparkede ud efter hende, men hun undveg behændigt og tog mor under armen på den mest selvfølgelige og afslappede måde.
”Har du nu været fræk igen?” spurgte mor. ”Jeg tror hellere, vi må lade dig blive her hos farmor.”
”Nej,” sagde Liz rædselsslagen, halvt påtaget, halvt oprigtigt. ”Det må I ikke.”
”Du giver mig desværre ikke noget valg. Farmor skal nok passe godt på dig.” Hun efterabede farmors irettesættende blik, og Liz grinede.
Vores mor var uden tvivl familiens stjerne, i hvert fald for os børn. Hun var smuk og elegant, havde venner i hele München og holdt middage for kunstnere, musikere og teaterskuespillere, som ingen vidste, hvor hun havde lært at kende. Faktisk underdriver jeg voldsomt, når jeg kalder hende som ”smuk” og ”elegant”. Det er fattige ord, der ikke tilnærmelsesvis beskriver, hvordan det føltes at have en mor, der forenede det bedste hos Grace Kelly og Ingrid Bergman. Som barn var det mig en gåde, hvorfor hun ikke var blevet skuespiller, men var endt som en ganske almindelig lærer. Selv udførte hun sine pligter som husmor med et muntert og kærligt smil, og først senere er det gået op for mig, at hun må have følt sig bundet på hænder og fødder.
Vi holdt hvil på en eng ved flodbredden. Far stoppede piben, og vi spiste vores medbragte skinkebaguettes. Bagefter spillede mor nogle viser af Gilbert Bécaud på guitaren.
Da hun og far begyndte at synge, himlede Marty med øjnene. ”Gider I lige holde op? Det er bare så pinligt.”
”Men her er jo ingen andre,” sagde mor.
”Jo, dem dér!”
Min bror pegede over på den modsatte flodbred, hvor en anden familie netop havde slået sig ned. Børnene var på vores alder, de havde et ungt gadekryds med, som tumlede rundt imellem dem.
Det blev middag, og solen stod højt på himlen. På grund af heden tog Marty og jeg vores T-shirts af og lagde os på et tæppe. Liz kradsede noget ned på en blok; små tegninger eller sit eget navn igen og igen. Dengang eksperimenterede hun tit med, hvilken skrift der fik navnet til at se pænest ud, og hun skrev det alle vegne, på papir, på borde, i mapper og på servietter.
Liz, Liz, Liz.
Vores forældre ville gå en tur og forsvandt med armene om hinanden, mens vi tre søskende blev tilbage på engen. Landskabet var mættet af sol. Marty og Liz spillede kort, jeg klimprede lidt på guitaren, mens jeg holdt øje med familien på den modsatte flodbred. Gang på gang hørte jeg deres latter, som blandede sig med hundeglam. Drengen kastede af og til en pind ud i vandet, som gadekrydset hentede, indtil drengen åbenbart begyndte at kede sig og gemte pinden under et tæppe. Men hunden ville gerne lege videre, så den blev ved med at løbe hen til de enkelte familiemedlemmer og derefter et stykke ned ad flodbredden. En større gren var filtret ind i krattet på bredden. Hunden forsøgte at rykke den væk med munden, men uden held. Strømmen var meget stærk på det sted. Jeg betragtede optrinnet som den eneste og kunne mærke mine nakkehår rejse sig. Den unge hund rev og flåede i grenen, og af ren og skær kådhed kom den tættere og tættere på det brusende vand. Jeg skulle lige til at gøre familien overfor opmærksom på det, da jeg hørte en klynken. Et stykke af brinken var skredet ud, og hunden faldt i vandet. Med forpoterne og tænderne hagede den sig fast til grenen. Den peb og forsøgte at kæmpe sig op på den løse flodbred, men strømmen var for stærk. Dens piben lød stadigt højere.
”Åh gud,” sagde Liz.
”Den klarer det ikke,” sagde Marty. Det lød så definitivt, som om han gjorde sig til dommer over scenen.
Familien ovre på den anden side løb hen imod hunden. De var lige nået frem, da grenen løsnede sig fra buskadset og blev skyllet væk sammen med hunden.
Den holdt sig oven vande et stykke tid, inden den forsvandt i floden. Mens børnene råbte og græd, vendte jeg mig om og så på mine søskendes ansigter. Jeg vil aldrig glemme deres udtryk.
*
Om aftenen da jeg lå i min seng, kunne jeg stadig høre hundens klynken. Liz havde været nedtrykt hele dagen, Marty sagde næsten ingenting. Det mest underlige var imidlertid, at vores forældre ikke havde været der, mens det skete. Selvfølgelig havde de forsøgt at trøste os, da de kom tilbage, men det ændrede ikke på, at mine søskende og jeg havde oplevet noget, som kun berørte os.
Det meste af natten lå jeg og vendte og drejede mig. Mine tanker blev ved med at kredse om familien på den anden flodbred, hvis idyl var blevet knust på nogle få sekunder. Jeg kom igen til at tænke på min onkel Eric, og at vi engang havde fået at vide, at han var ”omkommet”. Indtil nu havde jeg levet en beskyttet tilværelse, men der fandtes åbenbart usynlige kræfter og understrømme, der med ét slag kunne vende alting på hovedet. Altså fandtes der nogle familier, som skæbnen var nådig overfor, mens andre påkaldte sig ulykker, og den nat overvejede jeg længe, om min familie måske hørte til sidstnævnte kategori.
Andre læste også: