Amalie Langballes debutroman forsvindingsnumre er en hudløs ærlig roman om en ung kvinde i sorg – og om at forsøge at finde fodfæste i livet efter at have mistet nogen, man ikke kan undvære.
Her kan du læse med i bogens indledende sider.
Amalie Langballe
forsvindingsnumre
Prolog
Hvordan klarer I andre det, om jeg må spørge. Hvordan står I op om morgenen og sætter kaffe over til endnu en dag uden at dø. Hvordan finder I jeres nem-id frem uden at dø. Hvordan går I til fredagsbar med de kolleger, som I engang holdt af, men det er i hvert fald fire julefrokoster siden, uden at dø. Hvordan står I i kø i Netto for 23. år i træk uden at dø. Hvordan ringer I til jeres pensionsselskab og forhandler, hvad end man forhandler med et pensionsselskab, uden at dø. Hvordan overlever I dage, der ligner hinanden, uden at dø. Hvordan ringer I til banken og omlægger jeres lån uden at dø. Hvordan går I op i køkkenredskaber uden at dø. Hvordan husker I folks fødselsdage uden at dø inden. Hvordan får I børn som alle andre uden at dø. Hvordan henter I de samme børn dag efter dag og år efter år fra vuggestue, børnehave og fritidsordning og gymnasiefester og Roskilde-festivaler og i lufthavnen efter sabbatår uden at dø. Hvordan overlever I at miste jeres elskede uden selv at dø.
Vær sød at sige det, jeg har brug for at vide det.
1
Jeg cykler gennem regn på en sensommerdag, og jeg er på vej hjem til Mathias, og jeg tror, vi skal være sammen, fordi han giver mig ro og sprøjteorgasmer. Regnen gennembløder mig ind til knoglerne, men for enden af København står jeg i en mørk entre på Frederiksberg, og vi krammer, og Mathias kigger på mig og siger, at han har savnet mig, selvom jeg er besværlig og underlig. Vi har stadig samme øjenfarve, gullig med en mørkegrøn ring om iris. Det er en normal farve, som min musiklærer i 3. klasse kaldte plumret, og det er ikke noget, der binder os sammen eller gør os som skabt for hinanden. Det er bare en ting, jeg bemærker. Ligesom når hunde ligner deres ejere og omvendt.
Det ser jeg altid.
Jeg spørger Mathias, om jeg kan låne et par bukser, for mine ben er gennemblødte og kolde.
”Jeg er begyndt at se en anden,” svarer han og går ind i soveværelset efter tørre bukser. Jeg bliver stående i entreen og tager mine våde bukser af, der klæber til mig og forstærker følelsen af at være kold og forblive kold. Mine lår fryser især. Blodårerne er tydelige gennem huden og ligner et blålilla edderkoppenet spundet omhyggeligt og vidtforgrenet fra hofte til knæ.
Mathias kommer tilbage med et par sorte træningsbukser.
”Det er de mindste, jeg har,” og jeg tager imod dem, men jeg tager dem ikke på, og jeg står i mine laksefarvede trusser med blonder. Det er de pæneste, jeg har. Mine lår er stadig kolde.
”Kunne du tænke dig en kop te?” spørger han, og jeg takker ja. Han sætter kedlen over og putter teblade i tefilter, og mens vandet koger, rykker jeg mig tættere på ham for at kunne høre, hvad han siger, for kedlen larmer, og vi står med parallelle synsretninger tæt på hinanden. Det efter sigende ideelle udgangspunkt for svære samtaler. Dampen fra kedlen dugger Mathias’ briller, og han tager dem af og tørrer dem i sin T-shirt. Gennem støjen forklarer han mig, at han ikke tror på mig, når jeg siger, jeg ikke vil have børn, og alt det der. Han siger, han tror, at der under mit fuglekiggeri og min babymodstand gemmer sig en kvinde, der drømmer om en mand og to børn og et fast arbejde og et feriehus i Spanien og et fastforrentet lån og måske også et fitnessabonnement.
Jeg tænker, at den kvinde i så fald gemmer sig godt, for jeg har ikke mødt hende endnu, og jeg har en følelse af, at hvis der bor nogen i mig, så er det en stor, fed grædekone, der virkelig ikke vil dø. Nogle gange er hun en fugl på min skulder, og andre gange, når hun græder, presser hun sig op gennem min underhud og ud over mit ansigt, og hun er en skygge, når der er sol, og hun er en solstråle, når det er dårligt vejr, og det er hende, der bor her.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare ham. Jeg ved ikke, om jeg skal svare ham. Vi har set hinanden i tre måneder, men hvem har han kigget på, mens jeg troede, han kiggede på mig.
Teen gør sig klar, og vi sætter os i sofaen, og jeg tager stadig ikke bukser på. Mathias skænker op i hvide kopper og fortæller, at den smager af hvid jasmin, hvilket hos mig frembringer lige præcis nul associationer i forhold til smag og lugt, men selve lejligheden lugter af olie og værksted, som den plejer. Det er en beskidt lugt, som jeg har savnet.
På taget har Mathias højbede med krydderurter. Han bruger det som terrasse om sommeren, men nu er der regn. Engang har han også haft en skør ekskæreste på taget, fordi hun var kravlet op den vej og ville ind til ham gennem lugen i taget, men jeg tror, han elskede hende alligevel.
Det var Vibe, der fortalte mig historien om den skøre ekskæreste på taget, og da Mathias fandt ud af, at jeg kendte den, blev han ked af det, fordi den skøre ekskæreste på taget ikke er stolt af den historie, og faktisk håber hun, at så få som muligt kommer til at kende den. Jeg var så til gengæld blevet ked af, at Mathias ikke vidste, at hvis der er en skør kvinde i en hvilken som helst historie på et hvilket som helst tidspunkt i en hvilken som helst kontekst, så holder jeg med hende.
Vi sidder i sofaen og drikker te, og hvid jasmin smager virkelig ikke af særlig meget og jeg kigger mig omkring i lejligheden. Væggene er stadig petroleumsgrønne, han har stadig det samme billede af en dreng i mørke hængende, og der ligger stadig de samme tæpper fra Marokko på gulvene.
”Er det i orden, hvis jeg lige booker flybilletter? Jeg nåede det ikke, før du kom.”
”Fyr den af.”
Han skal til Italien med nogle venner og veninder. Jeg spørger ikke, om hende den nye skal med.
”Jeg var ellers blevet glad for dig,” siger jeg i stedet.
”Jeg kan godt få dig til at forelske dig i mig,” svarer han og tager en slurk af sin te, som om han har sagt noget trivielt om for eksempel vejret eller sit foretrukne morgenmadsprodukt som barn. Begge er ting, der måske er sjove nok at vide, men ikke vigtige eller på nogen særlige måder betydningsfulde.
”Nu har du jo en ny,” svarer jeg tilbage, for hvad siger man ellers. Siger man ja tak, siger man nej tak, siger man for sent, siger man endelig, siger man ikke lige nu, siger man hold nu din kæft, siger man skrid ad helvede til, eller siger man: Det ved jeg godt.
Det har jeg vidst et stykke tid.
”Hun kan ikke noget af det, du har gang i,” svarer han, og jeg har gang i et par kolde lår og en fugtig fisse, og jeg er god sex, men jeg sover ikke om natten. Hende den anden har sikkert gang i en ivrig livmoder og et velfungerende modergen, og hun har vel også rolige øjne uden helvede og højvande.
Han booker sine flybilletter og stiller sin computer fra sig.
”Skal vi ligge lidt?” spørger han. Igen det samme trivielle tonefald.
Jeg kryber ind til ham i sofaen som en slange eller en kæreste, og hans armhule lugter af sved, for han tror ikke på deodorant.
Jeg ser scenen oppefra. Han ligger på ryggen, og jeg ligger på siden, så der er plads til os begge, og vi ligner en masse, vi ikke er. Vi taler ikke, og jeg ligger med tilbageholdt åndedræt, indtil jeg fører mit knæ forsigtigt hen over hans pik, der er blevet stiv under de sorte shorts.
”Du skal ikke gøre mere. Det her er allerede for meget,” siger han og masserer sin spidse næsetip, så hans skildpaddefarvede mediebriller kommer i uorden, men han bliver også bare liggende.
”Agnes er ligeglad med, at det her er en dårlig ide,” siger han så, ”Agnes vil bare gerne kneppes, vil hun ikke?” fortsætter han.
Jeg vil have alt det, jeg troede, jeg allerede havde.
Han rejser sig op.
”Jeg skal have så mange point på kvindekontoen for det her,” siger han så, og jeg påpeger ikke, at han kunne have ladet være med at takke ja til at se mig, hvis han virkelig var opsat på ikke at have sex med mig, fordi fysisk afstand nok havde været den sikre vej frem, hans tvivlsomme viljestyrke taget i betragtning.
”Jeg burde få en præmie for ikke at gennemkneppe dig lige nu og her. Københavns Kommune med overborgmesteren i spidsen og resten af borgerrepræsentationen bag sig burde rejse en statue af mig på Rådhuspladsen,” fortsætter han.
Jeg fortsætter med ikke at svare og trækker i stedet et tæppe i blågrønne nuancer over mig. Det kradser mod mine lår, fordi det er et eller andet økologisk og uforarbejdet uldmateriale, der kræver tre menneskealdre, før det er så meget som tåleligt rent blødhedsmæssigt.
Mathias bliver stille, og han kigger ud ad vinduet i skråvæggen ned i gården, hvor der vokser stokroser. De er hvide og mørkviolette, og de vokser langs de orangegule husmure. Det regner og regner.
”Du skal gå, Agnes.”
”Jeg har noget, jeg gerne vil gøre færdigt først.”
”Rører du ved dig selv nu?”
”Måske,” siger jeg, og det er sådan her, min krop får sin vilje. Den får altid sin vilje til sidst.
Mathias løfter tæppet og kigger på mine fingre massere mine skamlæber. Han sætter sig bag ved mig i sofaen og trækker mig op, som om jeg er et badedyr eller noget andet hverdagsagtigt. Han holder begge mine arme fast ind mod min krop i en korslagt position, og hans skægstubbe kradser min kind, da han begynder at snakke.
”Hør her. Vi skal have sex hver nat. Hver nat og hele tiden. Bare ikke lige nu. Jeg er nødt til at se, hvad der kan komme ud af det andet, så lige nu har jeg brug for, at du tager hjem.”
Men det er ham, der burde vide, at al tid er binær. Der er et nu, og der er et aldrig, og i fremtiden er kun dårlige ting som forsinkede busser og døde mennesker sikre.
Derfor frigør jeg mine arme og trækker op i min bluse og ned i min bh, der matcher mine laksefarvede trusser, og jeg tager Mathias’ hænder og klemmer dem om mine bryster, og jeg siger:
”Vær nu sød ved mig, Mathias.”
Jeg vender mig og sætter mig overskrævs på ham, og jeg putter mit bryst i hans mund. Han sutter mine brystvorter stive. Jeg vil gerne komme, så jeg gnider mig op og ned ad hans tykke mave.
”Kan du komme sådan?” spørger han.
Det kan jeg, og jeg siger,
”Jeg kommer.”
”Sig det igen.”
”Jeg kommer.”
”Sig det igen.” Jeg piber i stedet.
”Nu skal du altså skride,” siger han, og han ryster mig af sig.
”Må jeg lade min telefon lidt op? Jeg kan ikke lide at cykle uden musik.”
”Hvordan kan du være så langsom.”
Han putter min telefon i oplader, mens jeg tager bukser på, mine egne bukser, der er tørret en smule, men stadig klæber. Vi sætter os ved det lange spisebord i mørkt træ, hvor der kan sidde mange gæster og have det festligt, men der kan så også bare sidde to mennesker og have det mindre end festligt. Jeg kigger på hans sprøjteorgasmehænder, der har sendt mig op og ned ad vægge hele sommeren. Det er hænder så kraftige og solide som værktøj.
Jeg tjekker min telefon for strøm, og jeg vender min røv til ham. Han rejser sig op og stiller sig bag ved mig.
”For helvede,” siger han så og trækker mine bukser af og mine trusser ned. Han smækker mig, og han bliver ved med at smække, smække, smække, og han stikker fingre op i mig, og min krop får sin vilje igen. Jeg får overbalance og falder ned på alle fire, men han følger ned efter mig.
”Kom,” siger han, og ikke andet end det, og det var det her, jeg mente, da jeg sagde: Vær sød ved mig.
Han afkræver min krop sprøjteorgasmer, og jeg står magtesløs over for dem. De er ikke mine at give, og de er ikke mine at tilbageholde. Det eneste, jeg ved om dem, er, at de ligner et slid at frembringe, for Mathias sveddrypper ned i mig og er i det hele taget hårdhændet, som jeg forestiller mig en slagter eller en dyrlæge ved en kofødsel nogle gange er nødt til at være det.
”Kom.”
”Jeg kommer,” og det sprøjter, og jeg får fred i cirka ti sekunder, for når jeg kommer, er jeg ingen steder i verden. Det er fraværet af alting, jeg ikke vil eller kan undvære. Mathias samler mig op fra gulvet og putter mig i spænd mellem sig selv og en af lejlighedens bærende bjælker.
”Nu skal du virkelig skride,” og han putter sine fingre i min mund. Jeg slikker dem rene. Jeg smager syrligt af græs.
Det regner stadigvæk, og det er først, da jeg cykler tilbage mod Østerbro på min gamle damecykel med løs kæde, at det slår mig, at regnen selvfølgelig betyder, at sommeren er forbi.
2
Som barn havde jeg en undulat ved navn Pip-Hans. Jeg arvede ham efter en af mors kolleger, hvis søn havde mistet interessen for fugle generelt og Pip-Hans i særdeleshed. Vi fortsatte med at kalde ham Pip-Hans, selvom jeg syntes, det var et uoriginalt navn, for mor insisterede på, at det var uhensigtsmæssigt at omdøbe ham. Hans fjerdragt var gul og grøn, og ned langs vingerne løb det karakteristiske sorte stregmønster. Han var efter alt at dømme en helt normal undulat.
Allerede dengang elskede jeg fugle, men jeg var dårlig til at passe på Pip-Hans. Jeg mistede ligesom den foregående ejer interessen for ham i samme sekund, som han blev min.
Det kedede mig at skifte hans vand hver dag og rense hans messingbur en gang om ugen, og jeg skammede mig hele tiden over hans ensomhed. Pip-Hans levede og døde uden at finde ud af, at der var andre undulater i verden end ham, medmindre han havde en fjern erindring om de undulatkyllinger, han blev klækket med, og han fik alle hirsekolber i verden, men han fik aldrig noget frihed.
Nogle bøger anbefalede, at man anskaffede et spejl til undulaten, hvis den var alene, men andre bøger påpegede det ondskabsfulde ved at anskaffe sig et dyr, der så kunne bruge sit liv på at miste forstanden til sit eget spejlbillede. I sidste ende forærede jeg ham aldrig et spejl. I stedet lod jeg indimellem Pip-Hans flyve rundt på mit værelse, som han så overdængede med sine sort-hvide fugleklatter. Ikke at det var et problem. Det var mere det, at han altid skulle tilbage i buret igen, og hans lille fugleknoglekrop var så skrøbelig i min knyttede hånd.
Jeg ved ikke, hvor hele spejl/ikke-spejl-diskussionen er henne i dag, og om undulateksperter på nogen måde er nået til enighed om, hvad der er det hensigtsmæssige og mest dyrevelfærdsagtige at gøre, hvis man kun har én undulat. Jeg forestiller mig, diskussionen også er relevant for undulatejere, der har flere undulater, men gerne vil trappe ud af deres undulatejerskab og derfor nødvendigvis til sidst må sidde tilbage med en enkelt undulat, der skal dø alene, fordi fugle jo sjældent dør samtidig. Så man står i dilemmaet: Skal jeg anskaffe en ny, eller skal den gamle dø alene, og hvis ikke man på et tidspunkt træffer en beslutning om, at nu er det slut med undulater, så ender man i den her erstatningscyklus, hvor man hele tiden skaffer en gammel fugl en ny, ung ledsager, og det rejser igen en række etiske dilemmaer i forhold til den hensigtsmæssige og ikke-pædofilagtige aldersforskel hos undulatpar.
Den slags overvejelser undgik jeg ved at lade Pip-Hans leve og dø alene, selvom hans ensomhed så var kilde til mange andre bekymringer. I fjernsynet så jeg på et tidspunkt et program om vilde undulater i Australien, og der var optagelser af de frie fugle, når de fløj i flok i hundredvis, og det skar mit hjerte itu. Kontrasten til Pip-Hans’ tilværelse i messingburet på min reol i krydsfiner på mit værelse i et parcelhus på Fyn kunne ikke have været større.
Hans uinteressante liv og det faktum, at jeg bar en stor del af ansvaret for, at hans liv var blevet, hvad der i bedste fald kan beskrives som jævnt dårligt, forfulgte mig lang tid efter hans død. Mange år efter havde jeg stadig drømme, hvor jeg kom hjem til Fyn og fandt Pip-Hans vanrøgtet og svært deprimeret i sit bur. I mine drømme havde han stået og manglet mig i alle de år, hvor jeg havde været væk.
Det var efter Pip-Hans, at jeg besluttede mig for, at jeg aldrig ville have børn.
forsvindingsnumre af Amalie Langballe
Når noget forsvinder forventer man, at det kan findes igen. Sådan har Agnes det med sin mor, som er død.
Men Agnes er ikke god til at finde noget. Ting bliver væk for hende, fugle, mennesker og virkelighedsfornemmelse. Hun leder efter alle de ting på steder, hvor de ikke er. I Berlin, i København og i Tel Aviv.
Indtil noget umuligt en dag dukker op i hendes lejlighed. Noget, som måske kan hjælpe hende tilbage til virkeligheden.
Amalie Langballes debutroman forsvindingsnumre er en hudløs ærlig roman om en ung kvinde i sorg – og om at forsøge at finde fodfæste i livet efter at have mistet nogen, man ikke kan undvære.
Her kan du læse med i bogens indledende sider.
Læs et interview med Amalie Langballe om sorg og arbejdet med forsvindingsnumre
Amalie Langballe
forsvindingsnumre
Prolog
Hvordan klarer I andre det, om jeg må spørge. Hvordan står I op om morgenen og sætter kaffe over til endnu en dag uden at dø. Hvordan finder I jeres nem-id frem uden at dø. Hvordan går I til fredagsbar med de kolleger, som I engang holdt af, men det er i hvert fald fire julefrokoster siden, uden at dø. Hvordan står I i kø i Netto for 23. år i træk uden at dø. Hvordan ringer I til jeres pensionsselskab og forhandler, hvad end man forhandler med et pensionsselskab, uden at dø. Hvordan overlever I dage, der ligner hinanden, uden at dø. Hvordan ringer I til banken og omlægger jeres lån uden at dø. Hvordan går I op i køkkenredskaber uden at dø. Hvordan husker I folks fødselsdage uden at dø inden. Hvordan får I børn som alle andre uden at dø. Hvordan henter I de samme børn dag efter dag og år efter år fra vuggestue, børnehave og fritidsordning og gymnasiefester og Roskilde-festivaler og i lufthavnen efter sabbatår uden at dø. Hvordan overlever I at miste jeres elskede uden selv at dø.
Vær sød at sige det, jeg har brug for at vide det.
1
Jeg cykler gennem regn på en sensommerdag, og jeg er på vej hjem til Mathias, og jeg tror, vi skal være sammen, fordi han giver mig ro og sprøjteorgasmer. Regnen gennembløder mig ind til knoglerne, men for enden af København står jeg i en mørk entre på Frederiksberg, og vi krammer, og Mathias kigger på mig og siger, at han har savnet mig, selvom jeg er besværlig og underlig. Vi har stadig samme øjenfarve, gullig med en mørkegrøn ring om iris. Det er en normal farve, som min musiklærer i 3. klasse kaldte plumret, og det er ikke noget, der binder os sammen eller gør os som skabt for hinanden. Det er bare en ting, jeg bemærker. Ligesom når hunde ligner deres ejere og omvendt.
Det ser jeg altid.
Jeg spørger Mathias, om jeg kan låne et par bukser, for mine ben er gennemblødte og kolde.
”Jeg er begyndt at se en anden,” svarer han og går ind i soveværelset efter tørre bukser. Jeg bliver stående i entreen og tager mine våde bukser af, der klæber til mig og forstærker følelsen af at være kold og forblive kold. Mine lår fryser især. Blodårerne er tydelige gennem huden og ligner et blålilla edderkoppenet spundet omhyggeligt og vidtforgrenet fra hofte til knæ.
Mathias kommer tilbage med et par sorte træningsbukser.
”Det er de mindste, jeg har,” og jeg tager imod dem, men jeg tager dem ikke på, og jeg står i mine laksefarvede trusser med blonder. Det er de pæneste, jeg har. Mine lår er stadig kolde.
”Kunne du tænke dig en kop te?” spørger han, og jeg takker ja. Han sætter kedlen over og putter teblade i tefilter, og mens vandet koger, rykker jeg mig tættere på ham for at kunne høre, hvad han siger, for kedlen larmer, og vi står med parallelle synsretninger tæt på hinanden. Det efter sigende ideelle udgangspunkt for svære samtaler. Dampen fra kedlen dugger Mathias’ briller, og han tager dem af og tørrer dem i sin T-shirt. Gennem støjen forklarer han mig, at han ikke tror på mig, når jeg siger, jeg ikke vil have børn, og alt det der. Han siger, han tror, at der under mit fuglekiggeri og min babymodstand gemmer sig en kvinde, der drømmer om en mand og to børn og et fast arbejde og et feriehus i Spanien og et fastforrentet lån og måske også et fitnessabonnement.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare ham. Jeg ved ikke, om jeg skal svare ham. Vi har set hinanden i tre måneder, men hvem har han kigget på, mens jeg troede, han kiggede på mig.
Teen gør sig klar, og vi sætter os i sofaen, og jeg tager stadig ikke bukser på. Mathias skænker op i hvide kopper og fortæller, at den smager af hvid jasmin, hvilket hos mig frembringer lige præcis nul associationer i forhold til smag og lugt, men selve lejligheden lugter af olie og værksted, som den plejer. Det er en beskidt lugt, som jeg har savnet.
På taget har Mathias højbede med krydderurter. Han bruger det som terrasse om sommeren, men nu er der regn. Engang har han også haft en skør ekskæreste på taget, fordi hun var kravlet op den vej og ville ind til ham gennem lugen i taget, men jeg tror, han elskede hende alligevel.
Det var Vibe, der fortalte mig historien om den skøre ekskæreste på taget, og da Mathias fandt ud af, at jeg kendte den, blev han ked af det, fordi den skøre ekskæreste på taget ikke er stolt af den historie, og faktisk håber hun, at så få som muligt kommer til at kende den. Jeg var så til gengæld blevet ked af, at Mathias ikke vidste, at hvis der er en skør kvinde i en hvilken som helst historie på et hvilket som helst tidspunkt i en hvilken som helst kontekst, så holder jeg med hende.
Vi sidder i sofaen og drikker te, og hvid jasmin smager virkelig ikke af særlig meget og jeg kigger mig omkring i lejligheden. Væggene er stadig petroleumsgrønne, han har stadig det samme billede af en dreng i mørke hængende, og der ligger stadig de samme tæpper fra Marokko på gulvene.
”Er det i orden, hvis jeg lige booker flybilletter? Jeg nåede det ikke, før du kom.”
”Fyr den af.”
Han skal til Italien med nogle venner og veninder. Jeg spørger ikke, om hende den nye skal med.
”Jeg var ellers blevet glad for dig,” siger jeg i stedet.
”Jeg kan godt få dig til at forelske dig i mig,” svarer han og tager en slurk af sin te, som om han har sagt noget trivielt om for eksempel vejret eller sit foretrukne morgenmadsprodukt som barn. Begge er ting, der måske er sjove nok at vide, men ikke vigtige eller på nogen særlige måder betydningsfulde.
”Nu har du jo en ny,” svarer jeg tilbage, for hvad siger man ellers. Siger man ja tak, siger man nej tak, siger man for sent, siger man endelig, siger man ikke lige nu, siger man hold nu din kæft, siger man skrid ad helvede til, eller siger man: Det ved jeg godt.
Det har jeg vidst et stykke tid.
”Hun kan ikke noget af det, du har gang i,” svarer han, og jeg har gang i et par kolde lår og en fugtig fisse, og jeg er god sex, men jeg sover ikke om natten. Hende den anden har sikkert gang i en ivrig livmoder og et velfungerende modergen, og hun har vel også rolige øjne uden helvede og højvande.
Han booker sine flybilletter og stiller sin computer fra sig.
”Skal vi ligge lidt?” spørger han. Igen det samme trivielle tonefald.
Jeg kryber ind til ham i sofaen som en slange eller en kæreste, og hans armhule lugter af sved, for han tror ikke på deodorant.
Jeg ser scenen oppefra. Han ligger på ryggen, og jeg ligger på siden, så der er plads til os begge, og vi ligner en masse, vi ikke er. Vi taler ikke, og jeg ligger med tilbageholdt åndedræt, indtil jeg fører mit knæ forsigtigt hen over hans pik, der er blevet stiv under de sorte shorts.
”Du skal ikke gøre mere. Det her er allerede for meget,” siger han og masserer sin spidse næsetip, så hans skildpaddefarvede mediebriller kommer i uorden, men han bliver også bare liggende.
”Agnes er ligeglad med, at det her er en dårlig ide,” siger han så, ”Agnes vil bare gerne kneppes, vil hun ikke?” fortsætter han.
Jeg vil have alt det, jeg troede, jeg allerede havde.
Han rejser sig op.
”Jeg skal have så mange point på kvindekontoen for det her,” siger han så, og jeg påpeger ikke, at han kunne have ladet være med at takke ja til at se mig, hvis han virkelig var opsat på ikke at have sex med mig, fordi fysisk afstand nok havde været den sikre vej frem, hans tvivlsomme viljestyrke taget i betragtning.
”Jeg burde få en præmie for ikke at gennemkneppe dig lige nu og her. Københavns Kommune med overborgmesteren i spidsen og resten af borgerrepræsentationen bag sig burde rejse en statue af mig på Rådhuspladsen,” fortsætter han.
Jeg fortsætter med ikke at svare og trækker i stedet et tæppe i blågrønne nuancer over mig. Det kradser mod mine lår, fordi det er et eller andet økologisk og uforarbejdet uldmateriale, der kræver tre menneskealdre, før det er så meget som tåleligt rent blødhedsmæssigt.
Mathias bliver stille, og han kigger ud ad vinduet i skråvæggen ned i gården, hvor der vokser stokroser. De er hvide og mørkviolette, og de vokser langs de orangegule husmure. Det regner og regner.
”Du skal gå, Agnes.”
”Jeg har noget, jeg gerne vil gøre færdigt først.”
”Rører du ved dig selv nu?”
”Måske,” siger jeg, og det er sådan her, min krop får sin vilje. Den får altid sin vilje til sidst.
Mathias løfter tæppet og kigger på mine fingre massere mine skamlæber. Han sætter sig bag ved mig i sofaen og trækker mig op, som om jeg er et badedyr eller noget andet hverdagsagtigt. Han holder begge mine arme fast ind mod min krop i en korslagt position, og hans skægstubbe kradser min kind, da han begynder at snakke.
”Hør her. Vi skal have sex hver nat. Hver nat og hele tiden. Bare ikke lige nu. Jeg er nødt til at se, hvad der kan komme ud af det andet, så lige nu har jeg brug for, at du tager hjem.”
Derfor frigør jeg mine arme og trækker op i min bluse og ned i min bh, der matcher mine laksefarvede trusser, og jeg tager Mathias’ hænder og klemmer dem om mine bryster, og jeg siger:
”Vær nu sød ved mig, Mathias.”
Jeg vender mig og sætter mig overskrævs på ham, og jeg putter mit bryst i hans mund. Han sutter mine brystvorter stive. Jeg vil gerne komme, så jeg gnider mig op og ned ad hans tykke mave.
”Kan du komme sådan?” spørger han.
Det kan jeg, og jeg siger,
”Jeg kommer.”
”Sig det igen.”
”Jeg kommer.”
”Sig det igen.” Jeg piber i stedet.
”Nu skal du altså skride,” siger han, og han ryster mig af sig.
”Må jeg lade min telefon lidt op? Jeg kan ikke lide at cykle uden musik.”
”Hvordan kan du være så langsom.”
Han putter min telefon i oplader, mens jeg tager bukser på, mine egne bukser, der er tørret en smule, men stadig klæber. Vi sætter os ved det lange spisebord i mørkt træ, hvor der kan sidde mange gæster og have det festligt, men der kan så også bare sidde to mennesker og have det mindre end festligt. Jeg kigger på hans sprøjteorgasmehænder, der har sendt mig op og ned ad vægge hele sommeren. Det er hænder så kraftige og solide som værktøj.
Jeg tjekker min telefon for strøm, og jeg vender min røv til ham. Han rejser sig op og stiller sig bag ved mig.
”For helvede,” siger han så og trækker mine bukser af og mine trusser ned. Han smækker mig, og han bliver ved med at smække, smække, smække, og han stikker fingre op i mig, og min krop får sin vilje igen. Jeg får overbalance og falder ned på alle fire, men han følger ned efter mig.
”Kom,” siger han, og ikke andet end det, og det var det her, jeg mente, da jeg sagde: Vær sød ved mig.
Han afkræver min krop sprøjteorgasmer, og jeg står magtesløs over for dem. De er ikke mine at give, og de er ikke mine at tilbageholde. Det eneste, jeg ved om dem, er, at de ligner et slid at frembringe, for Mathias sveddrypper ned i mig og er i det hele taget hårdhændet, som jeg forestiller mig en slagter eller en dyrlæge ved en kofødsel nogle gange er nødt til at være det.
”Kom.”
”Jeg kommer,” og det sprøjter, og jeg får fred i cirka ti sekunder, for når jeg kommer, er jeg ingen steder i verden. Det er fraværet af alting, jeg ikke vil eller kan undvære. Mathias samler mig op fra gulvet og putter mig i spænd mellem sig selv og en af lejlighedens bærende bjælker.
”Nu skal du virkelig skride,” og han putter sine fingre i min mund. Jeg slikker dem rene. Jeg smager syrligt af græs.
Det regner stadigvæk, og det er først, da jeg cykler tilbage mod Østerbro på min gamle damecykel med løs kæde, at det slår mig, at regnen selvfølgelig betyder, at sommeren er forbi.
2
Som barn havde jeg en undulat ved navn Pip-Hans. Jeg arvede ham efter en af mors kolleger, hvis søn havde mistet interessen for fugle generelt og Pip-Hans i særdeleshed. Vi fortsatte med at kalde ham Pip-Hans, selvom jeg syntes, det var et uoriginalt navn, for mor insisterede på, at det var uhensigtsmæssigt at omdøbe ham. Hans fjerdragt var gul og grøn, og ned langs vingerne løb det karakteristiske sorte stregmønster. Han var efter alt at dømme en helt normal undulat.
Allerede dengang elskede jeg fugle, men jeg var dårlig til at passe på Pip-Hans. Jeg mistede ligesom den foregående ejer interessen for ham i samme sekund, som han blev min.
Det kedede mig at skifte hans vand hver dag og rense hans messingbur en gang om ugen, og jeg skammede mig hele tiden over hans ensomhed. Pip-Hans levede og døde uden at finde ud af, at der var andre undulater i verden end ham, medmindre han havde en fjern erindring om de undulatkyllinger, han blev klækket med, og han fik alle hirsekolber i verden, men han fik aldrig noget frihed.
Jeg ved ikke, hvor hele spejl/ikke-spejl-diskussionen er henne i dag, og om undulateksperter på nogen måde er nået til enighed om, hvad der er det hensigtsmæssige og mest dyrevelfærdsagtige at gøre, hvis man kun har én undulat. Jeg forestiller mig, diskussionen også er relevant for undulatejere, der har flere undulater, men gerne vil trappe ud af deres undulatejerskab og derfor nødvendigvis til sidst må sidde tilbage med en enkelt undulat, der skal dø alene, fordi fugle jo sjældent dør samtidig. Så man står i dilemmaet: Skal jeg anskaffe en ny, eller skal den gamle dø alene, og hvis ikke man på et tidspunkt træffer en beslutning om, at nu er det slut med undulater, så ender man i den her erstatningscyklus, hvor man hele tiden skaffer en gammel fugl en ny, ung ledsager, og det rejser igen en række etiske dilemmaer i forhold til den hensigtsmæssige og ikke-pædofilagtige aldersforskel hos undulatpar.
Den slags overvejelser undgik jeg ved at lade Pip-Hans leve og dø alene, selvom hans ensomhed så var kilde til mange andre bekymringer. I fjernsynet så jeg på et tidspunkt et program om vilde undulater i Australien, og der var optagelser af de frie fugle, når de fløj i flok i hundredvis, og det skar mit hjerte itu. Kontrasten til Pip-Hans’ tilværelse i messingburet på min reol i krydsfiner på mit værelse i et parcelhus på Fyn kunne ikke have været større.
Hans uinteressante liv og det faktum, at jeg bar en stor del af ansvaret for, at hans liv var blevet, hvad der i bedste fald kan beskrives som jævnt dårligt, forfulgte mig lang tid efter hans død. Mange år efter havde jeg stadig drømme, hvor jeg kom hjem til Fyn og fandt Pip-Hans vanrøgtet og svært deprimeret i sit bur. I mine drømme havde han stået og manglet mig i alle de år, hvor jeg havde været væk.
Det var efter Pip-Hans, at jeg besluttede mig for, at jeg aldrig ville have børn.
forsvindingsnumre af Amalie Langballe
Når noget forsvinder forventer man, at det kan findes igen. Sådan har Agnes det med sin mor, som er død.
Men Agnes er ikke god til at finde noget. Ting bliver væk for hende, fugle, mennesker og virkelighedsfornemmelse. Hun leder efter alle de ting på steder, hvor de ikke er. I Berlin, i København og i Tel Aviv.
Indtil noget umuligt en dag dukker op i hendes lejlighed. Noget, som måske kan hjælpe hende tilbage til virkeligheden.
Læs mere og køb forsvindingsnumre af Amalie Langballe her
Andre læste også: