Fiktion Amerikanske romaner Boganmeldelser Romantiske bøger

Sjov, sød og vildt romantisk: Anmeldelse af Som stjernerne står

Sjov, sød og vildt romantisk: Anmeldelse af Som stjernerne står

Det var beskrivelsen af Som stjernerne står, der solgte mig.

Jeg havde aldrig hørt om Losing It-serien, før LOVEBOOKS udgav den første del, og så snart jeg så, hvad den handlede om, vidste jeg, jeg måtte læse den.

Som stjernerne står handler om ..

som stjernerne står, losing-it, cora carmackBogen starter med hovedpersonen Bliss, der er i byen for at score en fyr, så hun endelig kan have sex for første gang.

Det er ikke fordi, hun er vildt begejstret for idéen, men at være i 20’erne og jomfru? Det er heller ikke ideelt.

På baren støder hun ind i Garrick, der med både britisk accent og et flot ydre er det perfekte valg.

Lige med det samme slår der gnister mellem dem.

Desværre ender det en del værre, end det startede, for så snart de får tøjet af hinanden, går Bliss i panik og lyver om at have en kat som undskyldning for, at hun er nødt til at forlade ham liggende nøgen i hendes seng. Det er både pinligt, men også virkelig morsomt.

Selvfølgelig viser det sig, i ægte Bridget Jones stil, at Garrick er Bliss’ nye dramalærer. Det er selvfølgelig akavet, men kemien mellem dem kan ikke ignoreres, og pludselig er det alt andet end akavet. Det er hedt, sexet og super romantisk.

Menneskelige karakterer gør romantikken mere spændende

Grunden til vi (eller i hvert fald jeg) er tiltrukket af karakterer som Bliss og Bridget Jones er, at de er så lette at relatere til. De virker menneskelige, som om det kunne være os selv i deres situation, og det gør fantasien og romantikken så meget mere spændende. For hvis den slags romantik kan ske for en karakter som Bliss, hvor pinligt det end starter ud, så kan det måske også ske for mig. I mine drømme i det mindste. Det gør hele fortællingen meget mere levende. Selvfølgelig er det idealiseret, virkeligheden ville aldrig se sådan ud, men man har lov at håbe. Og håbe det gør man, man håber på at Bliss og Garrick finder sammen, og man håber på at bogen varer bare et par sider til, så man kan få lov at blive i drømmen.

Garrick er selvfølgelig helt igennem vidunderlig, og det perfekte match for Bliss, hun skal bare lige vove at tage springet. Det burde måske være ligetil, men når det kommer til kærlighed og sex, så bliver det hurtigt meget mere kompliceret end det har brug for at være. Det er nok en følelse, vi alle kan nikke genkendende til.

Som stjernerne står er en perfekt bog til sommersolen

Som stjernerne står er umiddelbart en historie man har hørt før (pige møder dreng, ældste historie i verden), men præmisset er virkelig sjovt og den indeholder en masse fine detaljer, som gør historien så meget mere fængende. Jeg synes især om, at Bliss er dramastuderende – og de mange referencer til teaterstykker det medfører. Jeg er selv teaterfan, så det gjorde mig vildt glad.

Det er en perfekt bog til sommersolen, eller hvis man bare har brug for en lille en pause fra hverdagen.

Kirstine Sø Dieckmann er gæsteblogger på LOVEBOOKS, og blogger til dagligt på thoughtsinpurplue.wordpress.com.

som stjernerne står, losing-it, cora carmack

Cora Carmacks Losing-it serie består af tre dejlige bøger, som alle bevæger sig inden for New Adult genren, der handler om livet når man passerer de 20. Tyverne kan være svære at navigere i og New Adult-genren italesætter de problemer, som oftest fylder allermest. Kærligheden – og jagten på den spiller en hel central rolle i romanerne, når de første svære seriøse kærlighedsforhold bliver en realitet.

Losing it-trilogien udspiller sig i universitetsmiljøet og de tre bøger nåede til tops på New York Times bestsellerliste. Bøgerne er blevet udgivet i mere end 10 lande.


Hvis du stadig leder efter din næste læseoplevelse, så se vores liste med nye romaner 2023/2024.