Danske romaner Fiktion

Litteratur kan hive en dreng ud af blokken, men aldrig blokken ud af drengen

Litteratur kan hive en dreng ud af blokken, men aldrig blokken ud af drengen

af Sebastian Bune

2017 fik jeg indfriet en drøm, som jeg længe fik at vide var uopnåelig, men alligevel kæmpede for. Som så mange andre ting i mit liv, måtte jeg vente længe på at få kabalen til at gå op, men her står jeg altså, som 32-årig, med en anmelderrost roman i ryggen og et program i landsdækkende tv.

I samme måned som jeg optrådte i Vild med bøger på DR K, skrev jeg et kort indlæg i Informations litteraturtillæg, der kort sagt handlede om hvordan litteraturen ændrede mit syn på verden, dengang jeg stadig kun var en lille dreng. Det blev en tekst om Den lille prins, og hvordan hans rejse, og ikke mindst skildring af alle de mærkelige voksne, gav mig mod til at drømme stort.

Dagdrømme var en gribende nødvendighed

Hvorfor var det noget særligt, at turde drømme stort, spørger du nu måske? Gør alle børn ikke det?

Det gør de fleste nok.

Der er bare også lige det ved drømmene, at hvis du som barn får at vide, at du måske skulle have en mere realistisk drøm end at blive advokat, eller at du ikke er egnet til gymnasiet, selv om du har et snit på ni, og at du i øvrigt lige bør hive bukserne op, for det ser da for åndssvagt ud det tøj du har på, så mister du langsomt tilliden til de voksne.

I mange år drømte jeg mig derfor væk fra boligblokken og mine forældre, til et fiktivt univers. Det kunne være en dag i lille Virgils hus fra filmen Lille Virgil og Orla Frøsnapper, en flyvetur med Megatron fra Transformers eller jagten på Shredder sammen med Donatello, Michelangelo, Raphael og Leonardo.

Jeg tror mine dagdrømme var af gribende nødvendighed. En flugt fra den virkelighed, som jeg var sat i. Der var nemlig andre dagdrømme i form af flashbacks, der hyppigt pressede sig på, og nye grumme minder der blev til i disse år, hvor jeg levede med vold indenfor hjemmets fire vægge, og aldrig vidste om vi havde råd til mad sidst på måneden.

“Jeg skal nok vise dem” – tænkte jeg

Sebastian Bune
Foto: © Sofie Amalie Klougart

Da de voksnes stemmer derfor begyndte at tale om min fremtid, og hvad jeg ikke skulle håbe på, det var jo ikke de bedste ressourcer jeg havde med mig, skulle jeg tænke på, ja så begyndte dagdrømmene også langsomt at ændre sig.

I stedet for at bukke nakken, og adlyde min klasselærer, skolevejleder og skoleinspektørs formaninger, ja så voksede der stille og roligt en lille stemme frem i mig. Jeg skal nok vise dem, tænkte jeg for mig selv, som et mantra i mange år frem.

Jeg begyndte at skrive digte om alt hvad der var uretfærdigt i verden, jeg læste på livet løs, lige siden jeg som tiårig åbnede Den lille prins og læste den i ét stræk.

Litteraturen blev min nye dagdrøm, og her kunne jeg f.eks. følge Malcolm X’s udvikling fra dengang han blev kaldt Red og hustlede på gaden til han blev den ikoniske borgerrettighedsaktivist og stærke stemme, der råbte magthaverne op i kampen for bedre forhold og lige rettigheder for alle borgere i USA.

Det er ikke mærkeligt at litteraturen kan ændre verden

Det var derfor ikke mærkeligt, som mange har spurgt mig om, da bogen kom ud. Er det ikke mærkeligt? Spørger folk stadig, men nej, det er ikke mærkeligt, for jeg har kæmpet for denne her bog lige siden jeg var barn.

Det er heller ikke mærkeligt, at litteraturen kan ændre verden, når man tænker på hvor meget den styrker indlevelsen i det andet menneskes levede liv. At de bøger der sælger i store oplag også kan have noget vigtigt at sige om mennesket, er bestemt heller ikke mærkeligt. Tværtimod, så tror jeg på sandheden i Georg Brandes’ evigt aktuelle udsagn; ”Det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat.”

Litteraturen er politisk, litteraturen er sand, og litteraturen har noget at skulle have sagt om verden. Litteraturen rummer i sin kerne sandheden om menneskets relationer, begær og mål i livet. Spørg selv Svend Brinkmann.

Derfor er det heller ikke mærkeligt, at en dreng fra blokken kan ramme landsdækkende tv med sin roman om dét liv. Den rådne barndom, og hvordan mangel på penge, omsorg og kærlighed har sin indvirkning på barnets relationer til de voksne, kammerater og i det hele taget, menneskets relation til den anden.

Der findes stadig folk, som tror, at vi ikke lever i et klassesamfund

Det mærkelige er, at der stadig findes folk, som tror, at vi ikke lever i et klassesamfund, at der stadig er folk, i folketinget endda, som vil have genindført retten til at revse børn i eget hjem, og at der stadig findes folk, som ikke mener vi har fattige børn i Danmark. Slå det op. Statistikken findes, og nu findes litteraturen om de fattige børn også.

Det er ikke underligt, at det folkelige gennembrud har sin renæssance et hundrede år efter Jeppe Aakjær, der blev født på et husmandssted og blev en af vores mest værdsatte nationaldigtere.

De fattiges og undertryktes stemmer løftes nemlig over hele Europa lige nu, og ikke kun i vores lille andedam. Franske Edouard Louis, siger f.eks.: ”Det var ikke et arbejderkvarter, jeg voksede op i. Det var et miljø, hvor folk ikke havde arbejde, men levede af sociale ydelser. Det er en type litteratur, der aldrig rigtig er blevet beskrevet i bøger, netop fordi meget få forfattere kommer fra sådan nogle steder.”

Læs også: Interview med debutant Sebastian Bune

Om Sebastian Bunes roman Min familie

Sebastian BuneJonathan vokser op i 90’ernes Danmark sammen med sin mor, sin afroamerikanske stedfar Leon og halvbroren James. Den usædvanlige familie mødes af omverdenen med fordomme og berøringsangst, og mens Leon udadtil er charmerende er han sammen med familien ekstremt lunefuld – og voldelig. Familiens trivsel følger hans op- og nedture.

Jonathans mor er optaget af New Age-religion og har ikke blik for, hvad der foregår i hjemmet, og derfor kæmper Jonathan en ensom kamp for at holde sammen på det hele.

Vi følger Jonathan og hans familie gennem flytninger, skadestuebesøg, krisecentre, retssager og skilsmisse – men hører også om de gode øjeblikke: om at sidde bag på morens cykel under en rolig stjernehimmel, om film og pizza, musik og basketball – og om oaserne af tryghed hos bedsteforældrene og Jonathans far. Og ikke mindst om Jonathans kærlighed til halvbroderen James, som bliver grunden til, at han bliver.

Køb Min familie online her eller i din lokale boghandel