Den storsælgende krimiforfatter Katrine Engberg er født og opvokset i København og arbejder som både danser, koreograf og instruktør. Hun debuterede med Krokodillevogteren, som i øjeblikket bliver rost til skyerne af de amerikanske anmeldere.
Selvom hun egentlig har en helt anden uddannelse, har Katrine Engberg altid været glad for krimigenren. Hendes interesse stammer nemlig helt tilbage fra barndommen, hvor b.la. Dorothy Sayers og Ruth Rendall lagde grundstenene til Katrines krimi-kærlighed.
Krokodillevogteren er første bind i Katrine Engbergs serie om Jeppe Kørner og Anette Werner. Serien er solgt til udgivelse i 20 lande, heriblandt USA hvor bl.a. New York Post anbefaler Krokodillevogteren (på engelsk The Tenant).
Læs med her, hvor vi snakker med Katrine Engberg om ideer, plot og karakterer i Krokodillevogteren.
Hvordan får du ideerne til dine krimier?
Ideerne til mine krimier opstår ud af to forskellige ting: Enten af fysiske rum; et lokale, en plads, et glemt hjørne i byen, der på en eller anden måde fortæller en historie, eller af usædvanlige mennesker, der sparker en tankerække i gang. Sommetider finder jeg rummet først, sommetider er det mennesket. Når jeg så kombinerer de to, begynder historien at rulle helt af sig selv. Med Krokodillevogteren var det Kroneloftet og karakteren Esther, der startede det hele.
Hvor meget af plottet er på plads inde i dit hoved, før du begynder at skrive?
Kun grundideen og et løst skelet. Jeg ved meget præcist, hvad fortællingens grundfortælling er, og kender de bærende plot points. Men for mig er plottet mere en vejledende disposition end en stram struktur. Jeg har prøvet at lave plot og tidslinje først og holde mig til på forhånd udstukne regler, men det er som om mine karakterer nægter at holde sig indenfor stregerne. Så nu har jeg accepteret, at jeg skriver intuitivt, lader mine karakterer folde sig ud og rydder op bagefter.
Hvor nervøs er du for dine læseres modtagelse af bøgerne?
Jeg er mærkeligt nok både meget nervøs for læsernes modtagelse og samtidig helt rolig. Det er en helt ny følelse – sådan har jeg for eksempel aldrig haft det op til en premiere – og jeg tror, det skyldes, at det virkelig betyder ALT for mig, at verden tager godt imod min bog men at jeg samtidig står 100% ved den. Lidt ligesom hvis ens barn er til bedømmelse: omverdens dom kan potentielt såre mere end noget andet, men den kommer aldrig til at påvirke den kærlighed, man selv føler for barnet.
Er der noget af dig selv i dine hovedpersoner?
Jeg trækker rigtig meget på mig selv, min mand, venner, kolleger, familier og folk, jeg passerer på gaden. Men jeg bruger altid kun fragmenter af personligheder og historier. Det ville aldrig være interessant for mig at gengive en virkelig person 1:1. Det sjove ved fiktion er jo netop at samle byggeklodser fra alle egne af ens liv og så selv konstruere mennesker og situationer. Faktisk er min detektiv, Jeppe, en god blanding af mig selv og min mand (og en hel del andre). Det anede jeg ikke, han ville blive, da jeg jeg gik i gang med ham. Faktisk opdagede jeg først, hvor meget han lignede os begge to, da jeg havde skrevet Krokodillevogteren færdig. Pludselig var han blevet teatermand, følsom, fraskilt, fertilitetsbehandlet og alt mulig andet fra vores egen historik.
Katrine Engberg: Krokodillevogteren
En tidlig morgen i Indre København bevæger folkepensionist Gregers Hermansen sig forsigtigt ned ad bagtrappen med sin skraldepose. Hos underboen står køkkendøren på klem. Det bekymrer Gregers, som kigger diskret ind for at se, om der er noget galt, men snubler og falder ind i lejligheden. Da han kommer til sig selv, opdager han, at han ligger oven på det blodige lig af en ung kvinde.
Det bliver begyndelsen på et mareridt for beboerne i byhuset og for kriminalbetjent Jeppe Kørner og hans kollega Anette Werner. Ikke mindst fordi det snart viser sig, at en anden af husets beboere skriver på en krimi – en krimi, hvor netop en ung kvinde i lejligheden under Gregers er blevet myrdet.
En krokodillevogter er en afrikansk vadefugl, der har fået sit navn, fordi den angiveligt hjælper krokodillen med at fjerne madrester fra tænderne og derfor ikke bliver spist.
Du kan finde Krokodillevogteren som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.
Den storsælgende krimiforfatter Katrine Engberg er født og opvokset i København og arbejder som både danser, koreograf og instruktør. Hun debuterede med Krokodillevogteren, som i øjeblikket bliver rost til skyerne af de amerikanske anmeldere.
Selvom hun egentlig har en helt anden uddannelse, har Katrine Engberg altid været glad for krimigenren. Hendes interesse stammer nemlig helt tilbage fra barndommen, hvor b.la. Dorothy Sayers og Ruth Rendall lagde grundstenene til Katrines krimi-kærlighed.
Krokodillevogteren er første bind i Katrine Engbergs serie om Jeppe Kørner og Anette Werner. Serien er solgt til udgivelse i 20 lande, heriblandt USA hvor bl.a. New York Post anbefaler Krokodillevogteren (på engelsk The Tenant).
Læs med her, hvor vi snakker med Katrine Engberg om ideer, plot og karakterer i Krokodillevogteren.
Hvordan får du ideerne til dine krimier?
Ideerne til mine krimier opstår ud af to forskellige ting: Enten af fysiske rum; et lokale, en plads, et glemt hjørne i byen, der på en eller anden måde fortæller en historie, eller af usædvanlige mennesker, der sparker en tankerække i gang. Sommetider finder jeg rummet først, sommetider er det mennesket. Når jeg så kombinerer de to, begynder historien at rulle helt af sig selv. Med Krokodillevogteren var det Kroneloftet og karakteren Esther, der startede det hele.
Hvor meget af plottet er på plads inde i dit hoved, før du begynder at skrive?
Kun grundideen og et løst skelet. Jeg ved meget præcist, hvad fortællingens grundfortælling er, og kender de bærende plot points. Men for mig er plottet mere en vejledende disposition end en stram struktur. Jeg har prøvet at lave plot og tidslinje først og holde mig til på forhånd udstukne regler, men det er som om mine karakterer nægter at holde sig indenfor stregerne. Så nu har jeg accepteret, at jeg skriver intuitivt, lader mine karakterer folde sig ud og rydder op bagefter.
Hvor nervøs er du for dine læseres modtagelse af bøgerne?
Jeg er mærkeligt nok både meget nervøs for læsernes modtagelse og samtidig helt rolig. Det er en helt ny følelse – sådan har jeg for eksempel aldrig haft det op til en premiere – og jeg tror, det skyldes, at det virkelig betyder ALT for mig, at verden tager godt imod min bog men at jeg samtidig står 100% ved den. Lidt ligesom hvis ens barn er til bedømmelse: omverdens dom kan potentielt såre mere end noget andet, men den kommer aldrig til at påvirke den kærlighed, man selv føler for barnet.
Er der noget af dig selv i dine hovedpersoner?
Jeg trækker rigtig meget på mig selv, min mand, venner, kolleger, familier og folk, jeg passerer på gaden. Men jeg bruger altid kun fragmenter af personligheder og historier. Det ville aldrig være interessant for mig at gengive en virkelig person 1:1. Det sjove ved fiktion er jo netop at samle byggeklodser fra alle egne af ens liv og så selv konstruere mennesker og situationer. Faktisk er min detektiv, Jeppe, en god blanding af mig selv og min mand (og en hel del andre). Det anede jeg ikke, han ville blive, da jeg jeg gik i gang med ham. Faktisk opdagede jeg først, hvor meget han lignede os begge to, da jeg havde skrevet Krokodillevogteren færdig. Pludselig var han blevet teatermand, følsom, fraskilt, fertilitetsbehandlet og alt mulig andet fra vores egen historik.
Katrine Engberg: Krokodillevogteren
En tidlig morgen i Indre København bevæger folkepensionist Gregers Hermansen sig forsigtigt ned ad bagtrappen med sin skraldepose. Hos underboen står køkkendøren på klem. Det bekymrer Gregers, som kigger diskret ind for at se, om der er noget galt, men snubler og falder ind i lejligheden. Da han kommer til sig selv, opdager han, at han ligger oven på det blodige lig af en ung kvinde.
Det bliver begyndelsen på et mareridt for beboerne i byhuset og for kriminalbetjent Jeppe Kørner og hans kollega Anette Werner. Ikke mindst fordi det snart viser sig, at en anden af husets beboere skriver på en krimi – en krimi, hvor netop en ung kvinde i lejligheden under Gregers er blevet myrdet.
En krokodillevogter er en afrikansk vadefugl, der har fået sit navn, fordi den angiveligt hjælper krokodillen med at fjerne madrester fra tænderne og derfor ikke bliver spist.
Du kan finde Krokodillevogteren som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.
Andre læste også: