“Årets bedste erindringsroman 2018” – USA TODAY
“Oplyst er endnu bedre end du har hørt … En bog alle vil læse med fornøjelse” – BILL GATES
“En ung kvindes bemærkelsesværdige erindringsroman” – BARACK OBAMA
“På forunderlig vis formår Westover at skildre sin exceptionelle opværkst, og samtidigt at få sin nuværende situation at se helt almindelig ud. Tankevækkende.” – NEW YORK TIMES
Oplyst
Tara Westover
Forfatterens note
Denne historie handler ikke om mormonismen. Ej heller om nogen anden form for religiøs tro. I den optræder mange forskellige slags mennesker, nogle troende, andre ikke, nogle venlige, andre ikke. Forfatteren vil bestride enhver sammenhæng, positiv eller negativ, mellem de to kategorier.
De følgende navne, oplistet i alfabetisk orden, er pseudonymer: Aaron, Audrey, Benjamin, Emily, Erin, Faye, Gene, Judy, Peter, Robert, Robin, Sadie, Shannon, Shawn, Susan, Vanessa.
Prolog
Jeg står på den røde jernbanevogn, der er blevet efterladt ved siden af stalden. Den kraftige vind pisker håret hen over mit ansigt og blæser kold luft ned i min skjorte, som er knappet op i halsen. Det stormer ofte voldsomt så tæt på bjerget, som om det er selve bjergtoppen, der puster ud. Dalen ligger fredfyldt og uforstyrret hen. Og samtidig danser vores gård: De tunge nåletræer svajer langsomt, sindigt, mens bynkerne og tidslerne skælver og bukker sig for vindstødene. Bag mig skråner en høj blidt op mod bjergets fod. Hvis jeg løfter blikket, kan jeg skelne konturerne af Indianerprinsessen.
Højen er brolagt med vild hvede. Hvis nåletræerne og bynkerne er solister, udgør hvedemarken et balletkorps; hvert strå følger de andre i bevægelserne, en million ballerinaer, som bøjer sig, den ene efter den anden, når voldsomme vindstød rammer deres gyldne hoveder. Bevægelsen varer kun et øjeblik, og det er det nærmeste, man kan komme til at se vinden.
Jeg vender mig om mod vores hus på bakken og ser en anden slags bevægelser, høje skygger, der stift skubber sig frem gennem strømmene. Mine brødre er vågne, de tjekker vejret. Jeg forestiller mig min mor ved komfuret, i færd med at bage klidpandekager. Jeg ser min far for mig, han bøjer sig ned for at binde sine stålforstærkede støvler og trække svejsehandsker over sine barkede hænder. Nedenfor, på landevejen, triller skolebussen forbi uden at standse.
Jeg er kun syv, men jeg forstår, at det er dette, mere end noget andet, som gør vores familie anderledes: Vi går ikke i skole.
Far er bange for, at staten skal tvinge os i skole, men det kan den ikke, for den ved ikke, at vi er til. Fire af mine forældres syv børn har ingen fødselsattester. Vi har ingen hospitalsjournaler, for vi blev født hjemme og har aldrig været hos en læge eller sygeplejerske. Når jeg fylder ni, får jeg udstedt en forsinket fødselsattest, men ifølge staten Idahos og forbundsregeringens offentlige registre findes jeg ikke.
Selvfølgelig fandtes jeg. Mens jeg voksede op, havde jeg forberedt mig på Vederstyggelighedens Dage, jeg havde holdt udkig efter solens mørknen, efter månens dryppen, som af blod. Når menneskenes verden gik under, ville min familie leve uanfægtet videre.
Jeg var blevet uddannet i bjergets rytmer, rytmer, som ikke indebar fundamental forandring, kun cyklisk. Den samme sol stod op hver morgen, strøg hen over dalen og sank ned bag bjergtoppen. Sneen, der faldt om vinteren, smeltede altid om foråret. Vore liv udgjorde en cyklus – dagens cyklus, årstidernes cyklus – cirkelbevægelser af bestandig forandring, som ikke førte til nogen forandring overhovedet. Jeg troede, at min familie indgik i dette udødelige mønster, at vi, på en eller anden måde, var evige. Men evigheden tilhørte kun bjerget.
Der var en historie, min far ofte fortalte om bjergtoppen. Det var en storslået gammel ting, en katedral af et bjerg. Der var andre bjerge i kæden, nogle var højere og mere monumentale, men Buck Peak var finere udformet.
Dets fod var en mile bred, det svulmede op af jorden og samlede sig til et fuldendt spir. På afstand kunne mans se aftrykket af en kvindekrop i bjergets overflade: hendes ben, dannet af enorme kløfter, hendes hår et brus af fyrretræer som bredte sig vifteformet ud over den nordlige kant. Hun stod i en bydende stilling med det ene ben strakt magtfuldt frem foran det andet.
Min far kaldte hende Indianerprinsessen. Hun dukkede frem hvert år, når sneen begyndte at smelte, hun vendte mod syd og så bøflerne komme tilbage til dalen. Far sagde, at de indianske nomader havde ventet på hendes opdukken som et forårstegn, et signal om, at bjerget tøede op, vinteren var overstået, og det var på tide at vende hjem.
Alle min fars historier handlede om vores bjerg, vores dal, vores takkede lille del af Idaho. Han fortalte mig aldrig, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg forlod bjerget, hvis jeg krydsede have og kontinenter og befandt mig i fremmede omgivelser, hvor jeg ikke længere kunne afsøge horisonten for at finde Prinsessen. Han fortalte mig aldrig, hvordan jeg ville vide, hvornår det var på tide at vende hjem.
I
Vælg det gode
Min klareste erindring er ikke en erindring. Det er noget, jeg forestillede mig, og så kom til at huske, som om det havde fundet sted.
Erindringen opstod da jeg var fem, lige før jeg fyldte seks, og den udsprang af en historie, som min far fortalte så detaljeret, at jeg og mine brødre og min søster hver for sig havde fremmanet vores egen biografversion, med skudsalver og råb.
I min version var der fårekyllinger. Det er den lyd, jeg hører, når min familie kryber sammen i køkkenet, med lyset slukket, og gemmer sig for FBI, som har omringet huset. En kvinde rækker ud efter et glas vand, og hendes silhuet oplyses af månen. Et skud smælder som et piskeslag, og hun falder om. I min erindring er det altid mor som falder, og hun holder et spædbarn i armene.
Det med babyen giver ingen mening – jeg er den yngste af min mors syv børn – men, som jeg sagde, intet af dette skete i virkeligheden.
Et år efter at min far fortalte os den historie, samledes vi en aften for at høre ham læse op fra Esajas’ Bog, en profeti om Immanuel. Han sad i vores sennepsfarvede sofa, med en stor bibel slået op i skødet. Mor sad ved siden af ham. Resten af os sad spredt ud over det tykke brune gulvtæppe.
“Tykmælk og honning skal han leve af,” brummede far med dæmpet og monoton stemme, træt efter en lang dags skrothåndtering. “Til han forstår at vrage det onde og vælge det gode.”
En tung pause fulgte. Vi sad i tavshed.
Min far var ikke nogen høj mand, men han kunne fylde et rum ud. Han havde en højtidelig aura, som et orakel. Hans hænder var tykke og læderagtige – hænder, som tilhørte en mand der havde arbejdet hårdt hele sit liv – og de havde et fast greb om Bibelen.
Han læste ordene endnu en gang, så en tredje gang og en fjerde. For hver gentagelse blev hans stemme lysere. Hans øjne, som få sekunder tidligere havde været opsvulmede af træthed, var nu klare og åbne. Der var en guddommelig doktrin her, sagde han. Han ville forhøre sig hos Herren.
Den næste morgen tømte far vores køleskab for mælk, yoghurt og ost, og da han den aften kom hjem, var hans lastbil læsset med 400 liter honning.
“Esajas siger ikke hvad det er, der er det onde, tykmælken eller honningen,” sagde far grinende, mens mine brødre slæbte de hvide bøtter ned i kælderen. “Men hvis du spørger Herren, får du svar!”
Da far læste verset for sin mor, lo hun ham lige op i ansigtet. “Jeg har nogle mønter i min pung,” sagde hun. “Dem må du hellere få.”
Farmor havde et tyndt, kantet ansigt og et endeløst lager af falske indianske smykker, alt sammen sølv og turkis, som hang i klynger fra hendes spinkle hals og fingre. Fordi hun boede længere nede ad bakken end os, nede nær landevejen, kaldte vi hende bedstemor-nede-ad-bakken. For at skelne hende fra vores mormor, som vi kaldte bedstemor-ovre-i-byen, fordi hun boede femten miles sydpå, i den eneste by i amtet, hvor der var et enkelt trafiklys og en købmandshandel.
Far og hans mor kom ud af det som to katte med sammensurrede haler. De kunne tale sammen i en uge og være uenige om alt, men i deres hengivenhed over for bjerget var de uadskillelige.
Min fars familie havde boet ved foden af Buck Peak i et halvt århundrede. Farmors døtre havde giftet sig og var flyttet bort, men min far blev og byggede et tarveligt, gult hus, som han aldrig helt fik færdigbygget, lidt højere oppe ad bakken end sin mors, ved bjergets fod, og anlagde en ophugningsplads – en af flere – ved siden af hendes sirligt passede græsplæne.
De skændtes dagligt om rodet fra ophugningspladsen, men oftere om os børn. Farmor mente, at vi burde være i skole og ikke, som hun udtrykte det, “strejfe om på bjerget som vilde.” Far sagde, at offentlige skoler var noget, staten havde fundet på for at lokke børnene væk fra Gud. “Jeg kan lige så godt overgive mine børn til djævelen selv,” sagde han, “som sende dem ned til den skole.”
Gud sagde til far, at han skulle dele sin åbenbaring med de mennesker, som boede og drev landbrug i skyggen af Buck Peak. Om søndagen samledes stort set alle ved kirken, et valnøddetræsfarvet kapel lige ved siden af landevejen, med det lille, diskrete kirketårn, som er så typisk for mormonkirker.
Far trængte andre fædre op i et hjørne, når de rejste sig fra kirkebænkene. Han begyndte med sin fætter Jim, som lyttede godmodigt, mens far viftede med sin bibel og forklarede mælkens syndighed. Jim grinede, klappede far på skulderen og sagde, at ingen retfærdig gud ville nægte en mand hjemmelavet jordbæris på en varm sommereftermiddag. Jims kone trak ham i armen. Da han passerede os, kunne jeg lige lugte en snert af gødning. Så huskede jeg det: Den store malkekvægsfarm en mile nord for Buck Peak, den var jo Jims.
Efter at far begyndte at præke mod mælk, fyldte farmor sit køleskab op med det. Hun og farfar drak kun skummetmælk, men snart var det fulde udvalg der – letmælk, sødmælk, endda chokolademælk. Det virkede, som om hun fandt det vigtigt at fastholde den linje.
Morgenmaden blev en troskabsprøve. Hver morgen sad min familie om et stort, rødt egetræsbord og spiste enten syvkornsmysli, med honning og sirup, eller syvkornspandekager, også med honning og sirup. Og eftersom vi var ni, blev pandekagerne aldrig ordentlig gennembagt. Jeg havde ikke noget mod myslien, hvis vi kunne overhælde den med mælk, lade fløden samle det tørre og opbløde det knasende, men siden far fik den åbenbaring, fik vi vand til. Det var som at spise en skål mudder.
Det varede ikke længe, før jeg begyndte at tænke på al den mælk der gik til spilde i farmors køleskab. Så gjorde jeg det til en vane at springe morgenmaden over og gå lige ud i stalden. Jeg fodrede grisene og køerne og hestene, så sprang jeg over hegnet, smuttede rundt om stalden og trådte ind gennem farmors sidedør.
Det var sådan en morgen, mens jeg sad ved køkkenbordet og så på farmor, der hældte cornflakes op i en skål, at hun sagde: “ Kunne du tænke dig at gå i skole?”
“Det kunne jeg ikke tænke mig,” sagde jeg.
“Hvor ved du det fra?” bjæffede hun. “Du har jo aldrig prøvet det.”
Hun hældte mælk på cornflakesene og rakte mig skålen, satte sig på kanten af bordet, lige over for mig, og så på, mens jeg skovlede skefuldene ind i munden.
“Vi rejser til Arizona i morgen,” sagde hun, men det vidste jeg allerede. Hun og farfar rejste altid til Arizona, når vejret begyndte at vende. Farfar sagde, at han var for gammel til vintrene i Idaho; kulden fik hans knogler til at værke. “Sørg for at stå rigtig tidligt op,” sagde farmor. “Ved femtiden. Så tager vi dig med. Og sørger for at få dig i skole.”
Jeg flyttede mig lidt på taburetten. Jeg forsøgte at forestille mig skolen, men kunne ikke. I stedet så jeg søndagsskolen for mig, hvor jeg kom hver uge, og som jeg hadede. En dreng ved navn Aaron havde fortalt alle pigerne, at jeg ikke kunne læse, fordi jeg ikke gik i skole, og nu var der ingen af dem, der ville tale med mig.
“Har far sagt, at jeg må tage med?” spurgte jeg.
“Nej,” sagde farmor, “men vi er langt væk, når han opdager, at du er borte.” Hun satte min skål i vasken og stirrede ud ad vinduet.
Farmor var en naturkraft – utålmodig, aggressiv, selvsikker. Hvis man ville se på hende, måtte man træde et skridt tilbage. Hun farvede håret sort, hvilket gjorde hendes i forvejen hårde ansigtstræk hårdere, især øjenbrynene, som hun hver morgen malede op i tykke, blæksorte buer. Hun tegnede dem for stort op, og det fik hendes ansigt til at se ud, som om det var strakt ud. Hun tegnede dem også for højt op, hvilket gav resten af ansigtet et udtryk af kedsomhed, næsten som om hun var sarkastisk.
“Du burde gå i skole,” sagde hun.
“Vil far ikke bare få dig til at køre mig hjem igen?” spurgte jeg.
“Din far kan ikke få mig til noget som helst.” Farmor rejste sig op og trak skuldrene tilbage. “Hvis han vil have dig, så må han selv komme og hente dig.” Hun tøvede, og et kort øjeblik så hun ud, som om hun skammede sig. “Jeg talte med ham i går. Der går lang tid, før han vil kunne hente dig. Han er bagud med det skur, han bygger inde i byen. Han kan ikke bare pakke bilen og køre til Arizona, ikke så længe vejret holder, og han og drengene kan tage lange arbejdsdage.”
Farmors plan var veludtænkt. I ugerne inden den første sne arbejdede far altid fra solopgang til solnedgang og forsøgte at skrabe penge nok sammen til vinteren, hvor det var svært at få noget at lave, ved ophugning og bygning af stalde og lader. Selv hvis hans mor stak af med hans yngste barn, ville han ikke kunne indstille arbejdet, ikke før gaffeltrucken var indkapslet i is.
“Jeg bliver nødt til at fodre dyrene, inden vi rejser,” sagde jeg. “Hvis køerne bryder gennem hegnet for at lede efter vand, opdager han helt sikkert, at jeg er væk.”
Jeg sov ikke den nat. Jeg sad på køkkengulvet og så timerne tikke bort. Klokken et. To. Tre.
Klokken fire rejste jeg mig op og stillede mine støvler ved bagdøren. De var indsmurt i kolort, og jeg var sikker på, at farmor ikke ville lade mig tage dem med i bilen. Jeg kunne se dem for mig, efterladt ude på terrassen, mens jeg løb barfodet til Arizona.
Jeg forestillede mig, hvad der ville ske, når min familie opdagede, at jeg var forsvundet. Min bror Richard og jeg tilbragte ofte hele dage på bjerget, så det var sandsynligt, at ingen ville bide mærke i det før ved solnedgang, når Richard kom hjem til aftensmad, og jeg ikke gjorde.
Jeg forestillede mig mine brødre åbne døren for at lede efter mig. De ville prøve ophugningspladsen først, løfte jernplader, for hvis nu et eller andet metalstykke var skredet ud og holdt mig fast. Så ville de bevæge sig længere ud og søge på hele gården, kravle op i træerne og ind på loftet over laden. Til sidst ville de vende sig om mod bjerget.
Det ville være blevet efter skumringen – det øjeblik, lige inden natten begynder, hvor landskabet kun er synligt som mørke og lysere mørke, og man føler snarere end ser verden omkring sig.
Jeg forestillede mig mine brødre sprede sig over bjerget og søge i den sorte skov. Ingen ville sige noget; alle ville tænke det samme. Det kunne gå frygtelig galt på bjerget. Klipper dukkede pludselig op. Vilde heste, som tilhørte min farfar, rendte rundt over tykke åbredder med vandgifttyde, og der var adskillige klapperslanger. Vi havde foretaget sådan en eftersøgning før, når en kalv var forsvundet fra stalden. I dalen ville man finde et såret dyr, på bjerget et dødt.
Jeg forestillede mig mor stå ved bagdøren, mens hun med øjnene afsøgte den mørke bjergryg, når min far kom hjem og fortalte hende, at de ikke havde fundet mig. Min søster Audrey ville foreslå, at man skulle spørge farmor, og mor ville sige, at farmor den morgen var rejst til Arizona. De ord ville hænge i luften et øjeblik, og så ville alle forstå, hvor jeg var taget hen. Jeg så min fars ansigt for mig, hans mørke, sammenknebne øjne, hans nedadvendte mundvige, når han vendte sig om mod min mor: “Tror du, at hun selv valgte at tage afsted?”
Hans dæmpede, sørgmodige stemme gav genklang. Så blev den overdøvet af lyde fra en anden fremtryllet erindring – fårekyllinger, fulgt af skudsalver, derefter stilhed.
Det var en berømt begivenhed, opdagede jeg senere – som massakren ved Wounded Knee eller belejringen af Waco – men dengang min far fortalte os historien, var det, som om ingen i hele verden havde hørt om den, ud over os.
Det begyndte hen imod slutningen af syltesæsonen, som andre børn sikkert kaldte for “sommer”. Min familie tilbragte altid de varme måneder med at sylte frugt, hvilket far sagde, vi ville få brug for under Vederstyggelighedens Dage. En aften var far urolig, da han kom ind fra skrotpladsen. Under aftensmaden gik han op og ned ad køkkengulvet og spiste stort set ingenting. Vi måtte have det hele på plads nu, sagde han. Der var ikke megen tid.
Hele den næste dag kogte og flåede vi ferskner. Ved solnedgang havde vi fyldt dusinvis af henkogningsglas, som stod på lige rækker, stadig varme fra trykkogeren. Far inspicerede vores arbejde, talte glassene og mumlede lidt for sig selv, inden han vendte sig om mod mor og sagde: “Det er ikke nok.”
Den aften indkaldte far til familiemøde, og vi samledes rundt om bordet i køkkenet, fordi det var langt og bredt og havde plads til os alle. Vi havde ret til at få at vide, hvad vi var oppe imod, sagde han. Han stod for enden af bordet, resten af os sad på bænkene og stirrede på de tykke, røde egeplanker.
“Der er en familie her i nærheden,” sagde far, “de er frihedskæmpere. De ville ikke lade staten hjernevaske deres børn i de offentlige skoler, så FBI kom efter dem.” Far åndede ud, længe og langsomt. “FBI omringede familiens hytte og holdt dem låst inde der i ugevis. Og da et sultent barn, en lille dreng, sneg sig ud for at gå på jagt, skød de ham – og han døde.”
Jeg kiggede på mine brødre. Jeg havde aldrig set frygt i Lukes ansigt før.
“De er stadig i hytten,” sagde far. De holder lysene slukket, og de kravler på gulvet, væk fra dørene og vinduerne. Jeg ved ikke, hvor meget mad de har. Måske dør de af sult, før FBI giver op.”
Ingen sagde noget. Til sidst spurgte Luke, som var tolv, om vi kunne hjælpe. “Nej,” sagde far. “Det kan ingen. De er fanget i deres eget hjem. Men de har deres skydevåben, og det er helt sikkert derfor, politiet ikke er trængt ind.” Han holdt en pause og satte sig med langsomme, stive bevægelser på den lave bænk. Han så gammel ud, syntes jeg, udslidt. “Vi kan ikke hjælpe dem, men vi kan hjælpe os selv. Når FBI kommer til Buck’s Peak, er vi parate.”
Den aften slæbte far en bunke gamle militærrygsække op fra kælderen. Han sagde, at de var vores “flugtrygsække”. Vi tilbragte natten med at fylde dem med forsyninger – urtemedicin, vandrensere, flint og stål. Far havde købt en vognladning FM – FærdigMåltider – fra militæret, og vi proppede så mange, vi kunne, ned i ryg sækkene, og forestillede os det øjeblik, da vi, efter at være flygtet fra huset og have gemt os i de vilde blommetræer nær bækken, ville spise dem. Nogle af mine brødre pakkede også pistoler ned, men jeg havde kun en lille kniv, og alligevel var min rygsæk lige så stor som mig, da vi var færdige. Jeg bad Luke om at lægge den op på en hylde i mit skab, men far sagde, at jeg skulle holde den nede ved gulvet, hvor jeg hurtigt kunne få fat på den, så jeg sov med den i min seng.
Jeg øvede mig i at tage rygsækken på og løbe afsted – jeg ville nødig lades tilbage. Jeg forestillede mig vores flugt, en midnatsflugt op i sikkerhed hos Prinsessen. Bjerget var vores allierede, forstod jeg. Hun kunne være venlig over for dem, som kendte hende, men over for ubudne gæster var hun fuldstændig troløs, og det ville give os en fordel.
Men på den anden side: Hvis det var meningen, at vi skulle skjule os oppe på bjerget, når forbundspolitiet kom, forstod jeg ikke, hvorfor vi syltede alle de ferskner. Vi kunne da ikke slæbe tusind tunge henkogningsglas op på bjergtoppen. Eller havde vi brug for fersknerne, så vi kunne forskanse os i huset, ligesom familien Weaver, og tage kampen op?
Det sidste forekom sandsynligt, især da far et par dage senere kom hjem med over et dusin militærrifler, de fleste af dem sovjetiske SKS-karabiner, hvis tynde, sølvblanke bajonetter lå foldet fint ind under geværløbene. Våbnene ankom i smalle metalkasser og var smurt ind i Cosmoline-rustbeskyttelse, et brunligt stof med en konsistens som svinefedt, som skulle fjernes.
Efter at riflerne var blevet renset, valgte min bror Tyler en af dem ud og lagde den på et stykke sort plastic, som han foldede sammen om riflen og forseglede med flere meter sølvfarvet gaffatape. Han tog den indpakkede riffel over skulderen, bar den ned ad bakken og lagde den på jorden ved siden af den røde jernbanevogn. Så begyndte han at grave. Da hullet var bredt og dybt, kastede han riflen ned i det, og jeg så på, mens han dækkede den med jord. Hans muskler svulmede af anstrengelsen, hans tænder var sammenbidte
Kort derefter købte far en maskine, som kunne fremstille kugler af brugte patronhylstre. Nu ville vi kunne klare os længere i en konfrontation, sagde han. Jeg tænkte på min “flugtrygsæk”, som lå i min seng og ventede på mig, og på riflen, der lå skjult ved jernbanevognen, og blev bekymret over kuglefremstillingsmaskinen. Den var stor og uhåndterlig og skruet fast til et arbejdsbord i kælderen. Hvis de overrumplede os, ville vi nok ikke kunne nå at hente den. Jeg spekulerede på, om det måske også var bedst at begrave den, sammen med riflen.
Vi blev ved med at henkoge ferskner. Jeg husker ikke, hvor mange dage der gik, eller hvor mange glas vi nåede at forøge lageret med, før far fortalte os mere af historien.
“Randy Weaver er blevet skudt,” sagde far med tynd og skælvende stemme. “Han gik ud af hytten for at hente sin søns lig, og så skød betjentene ham.” Jeg havde aldrig set min far græde før, men nu dryppede tårerne i en stadig strøm fra hans næse. Han tørrede dem ikke væk, lod dem bare dryppe ned på sin skjorte. “Hans kone hørte skuddet og løb hen til vinduet med deres lille baby i armene. Så lød det andet skud.”
Mor sad med korslagte arme, den ene hånd lå hen over brystet, den anden holdt hun for munden. Jeg stirrede på vores spættede linoleum, mens far fortalte om, hvordan babyen var blevet taget ud af sin mors arme, dens ansigt rødt af hendes blod.
Indtil det øjeblik havde jeg på en eller anden måde ønsket at FBI skulle komme, jeg havde haft lyst til eventyret. Nu blev jeg virkelig bange. Jeg forestillede mig mine brødre krybe sammen i mørket og knuge deres rifler med svedige hænder. Jeg forestillede mig trætte, tørstige mor trække sig tilbage fra vinduet. Jeg forestillede mig, at jeg selv lå fladt på gulvet, tavs og stille, mens jeg lyttede til fårekyllingernes skarpe piben ude på marken. Så så jeg mor rejse sig og række ud efter hanen over køkkenvasken. Et hvidt glimt, tordnende geværild, og hun faldt om. Jeg sprang frem for at gribe babyen.
Far fortalte os aldrig, hvordan historien endte. Vi havde hverken tv eller radio, så måske fandt han heller aldrig selv ud af, hvordan den sluttede. Det sidste, jeg husker ham sige om det, var: “Næste gang kunne det være os.”
De ord kunne jeg ikke glemme. Jeg hørte ekkoer af dem i fårekyllingernes piben, i den svuppende lyd af ferskner, som faldt ned i henkogningsglas, i den metalliske klirren af en SKS-karabin, der blev renset. Hver morgen hørte jeg dem for mit indre øre, når jeg gik forbi jernbanevognen og standsede op ved fuglegræsset og horsetidslerne, som groede, der hvor Tyler havde begravet riflen. Længe efter at far have glemt den åbenbaring i Esajas’ Bog, og mor igen stillede plasticdunke med “Western Family 2 %”-letmælk ind i køleskabet, skulle jeg stadig huske familien Weaver.
Klokken var næsten fem om morgenen.
Jeg vendte tilbage til mit værelse med hovedet fuldt af fårekyllinger og geværild. I underkøjen lå Audrey og snorkede, en dæmpet, veltilfreds summen, som gav mig lyst til at gøre det samme. Men i stedet kravlede jeg op i min seng, lagde benene over kors og så ud ad vinduet. Klokken blev fem. Så seks. Klokken syv kom farmor ud, og jeg så hende gå frem og tilbage på terrassen, mens hun med korte mellemrum stirrede op ad bakken mod vores hus. Så satte hun og farfar sig ind i deres bil og kørte ud på landevejen.
Da bilen var kørt, stod jeg ud af sengen og spiste en skål klid med vand. Udenfor mødte jeg Lukes ged Kamikaze, som nappede let i min skjorte, da jeg gik hen til stalden. Jeg passerede den gokart, Richard var ved at bygge af en gammel græsslåmaskine. Jeg fodrede grisene, fyldte truget og flyttede farfars heste til et andet græsningssted.
Da jeg var færdig, satte jeg mig ind i jernbanevognen og så ud over dalen. Det var nemt at forestille sig, at vognen bevægede sig, at den kørte hurtigt bort, at dalen hvert øjeblik kunne forsvinde bag mig. Jeg havde brugt timer på at gennemleve den fantasi i hovedet, men i dag var det, som om filmen ikke ville gå i gang. Jeg vendte mig mod vest, væk fra markerne, og så op mod bjergtinden.
Prinsessen fremstod altid klarest om foråret, lige efter at nåletræerne var dukket op af sneen, deres mørkegrønne nåle tog sig næsten sorte ud på baggrund af jordens og barkens gulbrune farver. Nu var det efterår. Jeg kunne stadig se hende, men hun var begyndt at falme, den døende sommers røde og gule farver udviskede hendes mørke skikkelse. Snart kom sneen. I dalen ville den første sne smelte igen, men oppe på bjerget ville den blive liggende og begrave Prinsessen indtil foråret, når hun atter dukkede årvågen op.
Sjældent bliver der skrevet erindringsromaner så fantastiske som Tara Westovers Oplyst. Læs et uddrag af romanen, som er anbefalet af både Barack Obama og Bill Gates.
Tara Westover (f. 1986) er phD i historie fra det prestigefyldte University of Cambridge, men hendes barndom var anderledes end de flestes. Som den yngste i en børneflok på syv voksede hun op i Idahos bjerge med forældre, der var stærkt troende mormoner.
Forældrene nærede stor mistillid til al form for offentlig indblanding og brugte al deres tid på at forberede sig på de nært forestående Vederstyggelighedens Dage. Derfor var hverken Tara eller hendes søskende i kontakt med sundhedsvæsenet, undervisningssektoren eller andre former for offentlige myndigheder.
Læs også Fra Idahos bjerge til Cambridge. Tara Westovers utrolige historie har taget verden med storm
Men Tara satte aldrig spørgsmålstegn ved sit liv. Ikke før en af hendes brødre brød ud fra den tætsammenvævede familie og kom på college, hvorefter Tara besluttede sig at gå samme vej. Hun var 17 år, da hun første gang modtog undervisning.
Oplyst er fortællingen om, hvordan Taras jagt på viden ændrede hendes livssyn og kastede hende ud i en kamp for finde sig selv og sin plads i verden. En beretning om stærk familieloyalitet og den sorg, som opstår, når man bryder båndene til sine nærmeste.
“Årets bedste erindringsroman 2018” – USA TODAY
“Oplyst er endnu bedre end du har hørt … En bog alle vil læse med fornøjelse” – BILL GATES
“En ung kvindes bemærkelsesværdige erindringsroman” – BARACK OBAMA
“På forunderlig vis formår Westover at skildre sin exceptionelle opværkst, og samtidigt at få sin nuværende situation at se helt almindelig ud. Tankevækkende.” – NEW YORK TIMES
Du kan købe Oplyst online her, eller i din lokale boghandel.
Oplyst
Tara Westover
Forfatterens note
Denne historie handler ikke om mormonismen. Ej heller om nogen anden form for religiøs tro. I den optræder mange forskellige slags mennesker, nogle troende, andre ikke, nogle venlige, andre ikke. Forfatteren vil bestride enhver sammenhæng, positiv eller negativ, mellem de to kategorier.
De følgende navne, oplistet i alfabetisk orden, er pseudonymer: Aaron, Audrey, Benjamin, Emily, Erin, Faye, Gene, Judy, Peter, Robert, Robin, Sadie, Shannon, Shawn, Susan, Vanessa.
Prolog
Jeg står på den røde jernbanevogn, der er blevet efterladt ved siden af stalden. Den kraftige vind pisker håret hen over mit ansigt og blæser kold luft ned i min skjorte, som er knappet op i halsen. Det stormer ofte voldsomt så tæt på bjerget, som om det er selve bjergtoppen, der puster ud. Dalen ligger fredfyldt og uforstyrret hen. Og samtidig danser vores gård: De tunge nåletræer svajer langsomt, sindigt, mens bynkerne og tidslerne skælver og bukker sig for vindstødene. Bag mig skråner en høj blidt op mod bjergets fod. Hvis jeg løfter blikket, kan jeg skelne konturerne af Indianerprinsessen.
Højen er brolagt med vild hvede. Hvis nåletræerne og bynkerne er solister, udgør hvedemarken et balletkorps; hvert strå følger de andre i bevægelserne, en million ballerinaer, som bøjer sig, den ene efter den anden, når voldsomme vindstød rammer deres gyldne hoveder. Bevægelsen varer kun et øjeblik, og det er det nærmeste, man kan komme til at se vinden.
Jeg vender mig om mod vores hus på bakken og ser en anden slags bevægelser, høje skygger, der stift skubber sig frem gennem strømmene. Mine brødre er vågne, de tjekker vejret. Jeg forestiller mig min mor ved komfuret, i færd med at bage klidpandekager. Jeg ser min far for mig, han bøjer sig ned for at binde sine stålforstærkede støvler og trække svejsehandsker over sine barkede hænder. Nedenfor, på landevejen, triller skolebussen forbi uden at standse.
Jeg er kun syv, men jeg forstår, at det er dette, mere end noget andet, som gør vores familie anderledes: Vi går ikke i skole.
Far er bange for, at staten skal tvinge os i skole, men det kan den ikke, for den ved ikke, at vi er til. Fire af mine forældres syv børn har ingen fødselsattester. Vi har ingen hospitalsjournaler, for vi blev født hjemme og har aldrig været hos en læge eller sygeplejerske. Når jeg fylder ni, får jeg udstedt en forsinket fødselsattest, men ifølge staten Idahos og forbundsregeringens offentlige registre findes jeg ikke.
Selvfølgelig fandtes jeg. Mens jeg voksede op, havde jeg forberedt mig på Vederstyggelighedens Dage, jeg havde holdt udkig efter solens mørknen, efter månens dryppen, som af blod. Når menneskenes verden gik under, ville min familie leve uanfægtet videre.
Jeg var blevet uddannet i bjergets rytmer, rytmer, som ikke indebar fundamental forandring, kun cyklisk. Den samme sol stod op hver morgen, strøg hen over dalen og sank ned bag bjergtoppen. Sneen, der faldt om vinteren, smeltede altid om foråret. Vore liv udgjorde en cyklus – dagens cyklus, årstidernes cyklus – cirkelbevægelser af bestandig forandring, som ikke førte til nogen forandring overhovedet. Jeg troede, at min familie indgik i dette udødelige mønster, at vi, på en eller anden måde, var evige. Men evigheden tilhørte kun bjerget.
Der var en historie, min far ofte fortalte om bjergtoppen. Det var en storslået gammel ting, en katedral af et bjerg. Der var andre bjerge i kæden, nogle var højere og mere monumentale, men Buck Peak var finere udformet.
Dets fod var en mile bred, det svulmede op af jorden og samlede sig til et fuldendt spir. På afstand kunne mans se aftrykket af en kvindekrop i bjergets overflade: hendes ben, dannet af enorme kløfter, hendes hår et brus af fyrretræer som bredte sig vifteformet ud over den nordlige kant. Hun stod i en bydende stilling med det ene ben strakt magtfuldt frem foran det andet.
Min far kaldte hende Indianerprinsessen. Hun dukkede frem hvert år, når sneen begyndte at smelte, hun vendte mod syd og så bøflerne komme tilbage til dalen. Far sagde, at de indianske nomader havde ventet på hendes opdukken som et forårstegn, et signal om, at bjerget tøede op, vinteren var overstået, og det var på tide at vende hjem.
Alle min fars historier handlede om vores bjerg, vores dal, vores takkede lille del af Idaho. Han fortalte mig aldrig, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg forlod bjerget, hvis jeg krydsede have og kontinenter og befandt mig i fremmede omgivelser, hvor jeg ikke længere kunne afsøge horisonten for at finde Prinsessen. Han fortalte mig aldrig, hvordan jeg ville vide, hvornår det var på tide at vende hjem.
I
Vælg det gode
Min klareste erindring er ikke en erindring. Det er noget, jeg forestillede mig, og så kom til at huske, som om det havde fundet sted.
Erindringen opstod da jeg var fem, lige før jeg fyldte seks, og den udsprang af en historie, som min far fortalte så detaljeret, at jeg og mine brødre og min søster hver for sig havde fremmanet vores egen biografversion, med skudsalver og råb.
I min version var der fårekyllinger. Det er den lyd, jeg hører, når min familie kryber sammen i køkkenet, med lyset slukket, og gemmer sig for FBI, som har omringet huset. En kvinde rækker ud efter et glas vand, og hendes silhuet oplyses af månen. Et skud smælder som et piskeslag, og hun falder om. I min erindring er det altid mor som falder, og hun holder et spædbarn i armene.
Det med babyen giver ingen mening – jeg er den yngste af min mors syv børn – men, som jeg sagde, intet af dette skete i virkeligheden.
Et år efter at min far fortalte os den historie, samledes vi en aften for at høre ham læse op fra Esajas’ Bog, en profeti om Immanuel. Han sad i vores sennepsfarvede sofa, med en stor bibel slået op i skødet. Mor sad ved siden af ham. Resten af os sad spredt ud over det tykke brune gulvtæppe.
“Tykmælk og honning skal han leve af,” brummede far med dæmpet og monoton stemme, træt efter en lang dags skrothåndtering. “Til han forstår at vrage det onde og vælge det gode.”
En tung pause fulgte. Vi sad i tavshed.
Min far var ikke nogen høj mand, men han kunne fylde et rum ud. Han havde en højtidelig aura, som et orakel. Hans hænder var tykke og læderagtige – hænder, som tilhørte en mand der havde arbejdet hårdt hele sit liv – og de havde et fast greb om Bibelen.
Han læste ordene endnu en gang, så en tredje gang og en fjerde. For hver gentagelse blev hans stemme lysere. Hans øjne, som få sekunder tidligere havde været opsvulmede af træthed, var nu klare og åbne. Der var en guddommelig doktrin her, sagde han. Han ville forhøre sig hos Herren.
Den næste morgen tømte far vores køleskab for mælk, yoghurt og ost, og da han den aften kom hjem, var hans lastbil læsset med 400 liter honning.
“Esajas siger ikke hvad det er, der er det onde, tykmælken eller honningen,” sagde far grinende, mens mine brødre slæbte de hvide bøtter ned i kælderen. “Men hvis du spørger Herren, får du svar!”
Da far læste verset for sin mor, lo hun ham lige op i ansigtet. “Jeg har nogle mønter i min pung,” sagde hun. “Dem må du hellere få.”
Farmor havde et tyndt, kantet ansigt og et endeløst lager af falske indianske smykker, alt sammen sølv og turkis, som hang i klynger fra hendes spinkle hals og fingre. Fordi hun boede længere nede ad bakken end os, nede nær landevejen, kaldte vi hende bedstemor-nede-ad-bakken. For at skelne hende fra vores mormor, som vi kaldte bedstemor-ovre-i-byen, fordi hun boede femten miles sydpå, i den eneste by i amtet, hvor der var et enkelt trafiklys og en købmandshandel.
Far og hans mor kom ud af det som to katte med sammensurrede haler. De kunne tale sammen i en uge og være uenige om alt, men i deres hengivenhed over for bjerget var de uadskillelige.
Min fars familie havde boet ved foden af Buck Peak i et halvt århundrede. Farmors døtre havde giftet sig og var flyttet bort, men min far blev og byggede et tarveligt, gult hus, som han aldrig helt fik færdigbygget, lidt højere oppe ad bakken end sin mors, ved bjergets fod, og anlagde en ophugningsplads – en af flere – ved siden af hendes sirligt passede græsplæne.
De skændtes dagligt om rodet fra ophugningspladsen, men oftere om os børn. Farmor mente, at vi burde være i skole og ikke, som hun udtrykte det, “strejfe om på bjerget som vilde.” Far sagde, at offentlige skoler var noget, staten havde fundet på for at lokke børnene væk fra Gud. “Jeg kan lige så godt overgive mine børn til djævelen selv,” sagde han, “som sende dem ned til den skole.”
Gud sagde til far, at han skulle dele sin åbenbaring med de mennesker, som boede og drev landbrug i skyggen af Buck Peak. Om søndagen samledes stort set alle ved kirken, et valnøddetræsfarvet kapel lige ved siden af landevejen, med det lille, diskrete kirketårn, som er så typisk for mormonkirker.
Far trængte andre fædre op i et hjørne, når de rejste sig fra kirkebænkene. Han begyndte med sin fætter Jim, som lyttede godmodigt, mens far viftede med sin bibel og forklarede mælkens syndighed. Jim grinede, klappede far på skulderen og sagde, at ingen retfærdig gud ville nægte en mand hjemmelavet jordbæris på en varm sommereftermiddag. Jims kone trak ham i armen. Da han passerede os, kunne jeg lige lugte en snert af gødning. Så huskede jeg det: Den store malkekvægsfarm en mile nord for Buck Peak, den var jo Jims.
Efter at far begyndte at præke mod mælk, fyldte farmor sit køleskab op med det. Hun og farfar drak kun skummetmælk, men snart var det fulde udvalg der – letmælk, sødmælk, endda chokolademælk. Det virkede, som om hun fandt det vigtigt at fastholde den linje.
Morgenmaden blev en troskabsprøve. Hver morgen sad min familie om et stort, rødt egetræsbord og spiste enten syvkornsmysli, med honning og sirup, eller syvkornspandekager, også med honning og sirup. Og eftersom vi var ni, blev pandekagerne aldrig ordentlig gennembagt. Jeg havde ikke noget mod myslien, hvis vi kunne overhælde den med mælk, lade fløden samle det tørre og opbløde det knasende, men siden far fik den åbenbaring, fik vi vand til. Det var som at spise en skål mudder.
Det varede ikke længe, før jeg begyndte at tænke på al den mælk der gik til spilde i farmors køleskab. Så gjorde jeg det til en vane at springe morgenmaden over og gå lige ud i stalden. Jeg fodrede grisene og køerne og hestene, så sprang jeg over hegnet, smuttede rundt om stalden og trådte ind gennem farmors sidedør.
Det var sådan en morgen, mens jeg sad ved køkkenbordet og så på farmor, der hældte cornflakes op i en skål, at hun sagde: “ Kunne du tænke dig at gå i skole?”
“Det kunne jeg ikke tænke mig,” sagde jeg.
“Hvor ved du det fra?” bjæffede hun. “Du har jo aldrig prøvet det.”
Hun hældte mælk på cornflakesene og rakte mig skålen, satte sig på kanten af bordet, lige over for mig, og så på, mens jeg skovlede skefuldene ind i munden.
“Vi rejser til Arizona i morgen,” sagde hun, men det vidste jeg allerede. Hun og farfar rejste altid til Arizona, når vejret begyndte at vende. Farfar sagde, at han var for gammel til vintrene i Idaho; kulden fik hans knogler til at værke. “Sørg for at stå rigtig tidligt op,” sagde farmor. “Ved femtiden. Så tager vi dig med. Og sørger for at få dig i skole.”
Jeg flyttede mig lidt på taburetten. Jeg forsøgte at forestille mig skolen, men kunne ikke. I stedet så jeg søndagsskolen for mig, hvor jeg kom hver uge, og som jeg hadede. En dreng ved navn Aaron havde fortalt alle pigerne, at jeg ikke kunne læse, fordi jeg ikke gik i skole, og nu var der ingen af dem, der ville tale med mig.
“Har far sagt, at jeg må tage med?” spurgte jeg.
“Nej,” sagde farmor, “men vi er langt væk, når han opdager, at du er borte.” Hun satte min skål i vasken og stirrede ud ad vinduet.
Farmor var en naturkraft – utålmodig, aggressiv, selvsikker. Hvis man ville se på hende, måtte man træde et skridt tilbage. Hun farvede håret sort, hvilket gjorde hendes i forvejen hårde ansigtstræk hårdere, især øjenbrynene, som hun hver morgen malede op i tykke, blæksorte buer. Hun tegnede dem for stort op, og det fik hendes ansigt til at se ud, som om det var strakt ud. Hun tegnede dem også for højt op, hvilket gav resten af ansigtet et udtryk af kedsomhed, næsten som om hun var sarkastisk.
“Du burde gå i skole,” sagde hun.
“Vil far ikke bare få dig til at køre mig hjem igen?” spurgte jeg.
“Din far kan ikke få mig til noget som helst.” Farmor rejste sig op og trak skuldrene tilbage. “Hvis han vil have dig, så må han selv komme og hente dig.” Hun tøvede, og et kort øjeblik så hun ud, som om hun skammede sig. “Jeg talte med ham i går. Der går lang tid, før han vil kunne hente dig. Han er bagud med det skur, han bygger inde i byen. Han kan ikke bare pakke bilen og køre til Arizona, ikke så længe vejret holder, og han og drengene kan tage lange arbejdsdage.”
Farmors plan var veludtænkt. I ugerne inden den første sne arbejdede far altid fra solopgang til solnedgang og forsøgte at skrabe penge nok sammen til vinteren, hvor det var svært at få noget at lave, ved ophugning og bygning af stalde og lader. Selv hvis hans mor stak af med hans yngste barn, ville han ikke kunne indstille arbejdet, ikke før gaffeltrucken var indkapslet i is.
“Jeg bliver nødt til at fodre dyrene, inden vi rejser,” sagde jeg. “Hvis køerne bryder gennem hegnet for at lede efter vand, opdager han helt sikkert, at jeg er væk.”
Jeg sov ikke den nat. Jeg sad på køkkengulvet og så timerne tikke bort. Klokken et. To. Tre.
Klokken fire rejste jeg mig op og stillede mine støvler ved bagdøren. De var indsmurt i kolort, og jeg var sikker på, at farmor ikke ville lade mig tage dem med i bilen. Jeg kunne se dem for mig, efterladt ude på terrassen, mens jeg løb barfodet til Arizona.
Jeg forestillede mig, hvad der ville ske, når min familie opdagede, at jeg var forsvundet. Min bror Richard og jeg tilbragte ofte hele dage på bjerget, så det var sandsynligt, at ingen ville bide mærke i det før ved solnedgang, når Richard kom hjem til aftensmad, og jeg ikke gjorde.
Jeg forestillede mig mine brødre åbne døren for at lede efter mig. De ville prøve ophugningspladsen først, løfte jernplader, for hvis nu et eller andet metalstykke var skredet ud og holdt mig fast. Så ville de bevæge sig længere ud og søge på hele gården, kravle op i træerne og ind på loftet over laden. Til sidst ville de vende sig om mod bjerget.
Det ville være blevet efter skumringen – det øjeblik, lige inden natten begynder, hvor landskabet kun er synligt som mørke og lysere mørke, og man føler snarere end ser verden omkring sig.
Jeg forestillede mig mine brødre sprede sig over bjerget og søge i den sorte skov. Ingen ville sige noget; alle ville tænke det samme. Det kunne gå frygtelig galt på bjerget. Klipper dukkede pludselig op. Vilde heste, som tilhørte min farfar, rendte rundt over tykke åbredder med vandgifttyde, og der var adskillige klapperslanger. Vi havde foretaget sådan en eftersøgning før, når en kalv var forsvundet fra stalden. I dalen ville man finde et såret dyr, på bjerget et dødt.
Jeg forestillede mig mor stå ved bagdøren, mens hun med øjnene afsøgte den mørke bjergryg, når min far kom hjem og fortalte hende, at de ikke havde fundet mig. Min søster Audrey ville foreslå, at man skulle spørge farmor, og mor ville sige, at farmor den morgen var rejst til Arizona. De ord ville hænge i luften et øjeblik, og så ville alle forstå, hvor jeg var taget hen. Jeg så min fars ansigt for mig, hans mørke, sammenknebne øjne, hans nedadvendte mundvige, når han vendte sig om mod min mor: “Tror du, at hun selv valgte at tage afsted?”
Hans dæmpede, sørgmodige stemme gav genklang. Så blev den overdøvet af lyde fra en anden fremtryllet erindring – fårekyllinger, fulgt af skudsalver, derefter stilhed.
Det var en berømt begivenhed, opdagede jeg senere – som massakren ved Wounded Knee eller belejringen af Waco – men dengang min far fortalte os historien, var det, som om ingen i hele verden havde hørt om den, ud over os.
Det begyndte hen imod slutningen af syltesæsonen, som andre børn sikkert kaldte for “sommer”. Min familie tilbragte altid de varme måneder med at sylte frugt, hvilket far sagde, vi ville få brug for under Vederstyggelighedens Dage. En aften var far urolig, da han kom ind fra skrotpladsen. Under aftensmaden gik han op og ned ad køkkengulvet og spiste stort set ingenting. Vi måtte have det hele på plads nu, sagde han. Der var ikke megen tid.
Hele den næste dag kogte og flåede vi ferskner. Ved solnedgang havde vi fyldt dusinvis af henkogningsglas, som stod på lige rækker, stadig varme fra trykkogeren. Far inspicerede vores arbejde, talte glassene og mumlede lidt for sig selv, inden han vendte sig om mod mor og sagde: “Det er ikke nok.”
Den aften indkaldte far til familiemøde, og vi samledes rundt om bordet i køkkenet, fordi det var langt og bredt og havde plads til os alle. Vi havde ret til at få at vide, hvad vi var oppe imod, sagde han. Han stod for enden af bordet, resten af os sad på bænkene og stirrede på de tykke, røde egeplanker.
“Der er en familie her i nærheden,” sagde far, “de er frihedskæmpere. De ville ikke lade staten hjernevaske deres børn i de offentlige skoler, så FBI kom efter dem.” Far åndede ud, længe og langsomt. “FBI omringede familiens hytte og holdt dem låst inde der i ugevis. Og da et sultent barn, en lille dreng, sneg sig ud for at gå på jagt, skød de ham – og han døde.”
Jeg kiggede på mine brødre. Jeg havde aldrig set frygt i Lukes ansigt før.
“De er stadig i hytten,” sagde far. De holder lysene slukket, og de kravler på gulvet, væk fra dørene og vinduerne. Jeg ved ikke, hvor meget mad de har. Måske dør de af sult, før FBI giver op.”
Ingen sagde noget. Til sidst spurgte Luke, som var tolv, om vi kunne hjælpe. “Nej,” sagde far. “Det kan ingen. De er fanget i deres eget hjem. Men de har deres skydevåben, og det er helt sikkert derfor, politiet ikke er trængt ind.” Han holdt en pause og satte sig med langsomme, stive bevægelser på den lave bænk. Han så gammel ud, syntes jeg, udslidt. “Vi kan ikke hjælpe dem, men vi kan hjælpe os selv. Når FBI kommer til Buck’s Peak, er vi parate.”
Den aften slæbte far en bunke gamle militærrygsække op fra kælderen. Han sagde, at de var vores “flugtrygsække”. Vi tilbragte natten med at fylde dem med forsyninger – urtemedicin, vandrensere, flint og stål. Far havde købt en vognladning FM – FærdigMåltider – fra militæret, og vi proppede så mange, vi kunne, ned i ryg sækkene, og forestillede os det øjeblik, da vi, efter at være flygtet fra huset og have gemt os i de vilde blommetræer nær bækken, ville spise dem. Nogle af mine brødre pakkede også pistoler ned, men jeg havde kun en lille kniv, og alligevel var min rygsæk lige så stor som mig, da vi var færdige. Jeg bad Luke om at lægge den op på en hylde i mit skab, men far sagde, at jeg skulle holde den nede ved gulvet, hvor jeg hurtigt kunne få fat på den, så jeg sov med den i min seng.
Jeg øvede mig i at tage rygsækken på og løbe afsted – jeg ville nødig lades tilbage. Jeg forestillede mig vores flugt, en midnatsflugt op i sikkerhed hos Prinsessen. Bjerget var vores allierede, forstod jeg. Hun kunne være venlig over for dem, som kendte hende, men over for ubudne gæster var hun fuldstændig troløs, og det ville give os en fordel.
Men på den anden side: Hvis det var meningen, at vi skulle skjule os oppe på bjerget, når forbundspolitiet kom, forstod jeg ikke, hvorfor vi syltede alle de ferskner. Vi kunne da ikke slæbe tusind tunge henkogningsglas op på bjergtoppen. Eller havde vi brug for fersknerne, så vi kunne forskanse os i huset, ligesom familien Weaver, og tage kampen op?
Det sidste forekom sandsynligt, især da far et par dage senere kom hjem med over et dusin militærrifler, de fleste af dem sovjetiske SKS-karabiner, hvis tynde, sølvblanke bajonetter lå foldet fint ind under geværløbene. Våbnene ankom i smalle metalkasser og var smurt ind i Cosmoline-rustbeskyttelse, et brunligt stof med en konsistens som svinefedt, som skulle fjernes.
Efter at riflerne var blevet renset, valgte min bror Tyler en af dem ud og lagde den på et stykke sort plastic, som han foldede sammen om riflen og forseglede med flere meter sølvfarvet gaffatape. Han tog den indpakkede riffel over skulderen, bar den ned ad bakken og lagde den på jorden ved siden af den røde jernbanevogn. Så begyndte han at grave. Da hullet var bredt og dybt, kastede han riflen ned i det, og jeg så på, mens han dækkede den med jord. Hans muskler svulmede af anstrengelsen, hans tænder var sammenbidte
Kort derefter købte far en maskine, som kunne fremstille kugler af brugte patronhylstre. Nu ville vi kunne klare os længere i en konfrontation, sagde han. Jeg tænkte på min “flugtrygsæk”, som lå i min seng og ventede på mig, og på riflen, der lå skjult ved jernbanevognen, og blev bekymret over kuglefremstillingsmaskinen. Den var stor og uhåndterlig og skruet fast til et arbejdsbord i kælderen. Hvis de overrumplede os, ville vi nok ikke kunne nå at hente den. Jeg spekulerede på, om det måske også var bedst at begrave den, sammen med riflen.
Vi blev ved med at henkoge ferskner. Jeg husker ikke, hvor mange dage der gik, eller hvor mange glas vi nåede at forøge lageret med, før far fortalte os mere af historien.
“Randy Weaver er blevet skudt,” sagde far med tynd og skælvende stemme. “Han gik ud af hytten for at hente sin søns lig, og så skød betjentene ham.” Jeg havde aldrig set min far græde før, men nu dryppede tårerne i en stadig strøm fra hans næse. Han tørrede dem ikke væk, lod dem bare dryppe ned på sin skjorte. “Hans kone hørte skuddet og løb hen til vinduet med deres lille baby i armene. Så lød det andet skud.”
Mor sad med korslagte arme, den ene hånd lå hen over brystet, den anden holdt hun for munden. Jeg stirrede på vores spættede linoleum, mens far fortalte om, hvordan babyen var blevet taget ud af sin mors arme, dens ansigt rødt af hendes blod.
Indtil det øjeblik havde jeg på en eller anden måde ønsket at FBI skulle komme, jeg havde haft lyst til eventyret. Nu blev jeg virkelig bange. Jeg forestillede mig mine brødre krybe sammen i mørket og knuge deres rifler med svedige hænder. Jeg forestillede mig trætte, tørstige mor trække sig tilbage fra vinduet. Jeg forestillede mig, at jeg selv lå fladt på gulvet, tavs og stille, mens jeg lyttede til fårekyllingernes skarpe piben ude på marken. Så så jeg mor rejse sig og række ud efter hanen over køkkenvasken. Et hvidt glimt, tordnende geværild, og hun faldt om. Jeg sprang frem for at gribe babyen.
Far fortalte os aldrig, hvordan historien endte. Vi havde hverken tv eller radio, så måske fandt han heller aldrig selv ud af, hvordan den sluttede. Det sidste, jeg husker ham sige om det, var: “Næste gang kunne det være os.”
De ord kunne jeg ikke glemme. Jeg hørte ekkoer af dem i fårekyllingernes piben, i den svuppende lyd af ferskner, som faldt ned i henkogningsglas, i den metalliske klirren af en SKS-karabin, der blev renset. Hver morgen hørte jeg dem for mit indre øre, når jeg gik forbi jernbanevognen og standsede op ved fuglegræsset og horsetidslerne, som groede, der hvor Tyler havde begravet riflen. Længe efter at far have glemt den åbenbaring i Esajas’ Bog, og mor igen stillede plasticdunke med “Western Family 2 %”-letmælk ind i køleskabet, skulle jeg stadig huske familien Weaver.
Klokken var næsten fem om morgenen.
Jeg vendte tilbage til mit værelse med hovedet fuldt af fårekyllinger og geværild. I underkøjen lå Audrey og snorkede, en dæmpet, veltilfreds summen, som gav mig lyst til at gøre det samme. Men i stedet kravlede jeg op i min seng, lagde benene over kors og så ud ad vinduet. Klokken blev fem. Så seks. Klokken syv kom farmor ud, og jeg så hende gå frem og tilbage på terrassen, mens hun med korte mellemrum stirrede op ad bakken mod vores hus. Så satte hun og farfar sig ind i deres bil og kørte ud på landevejen.
Da bilen var kørt, stod jeg ud af sengen og spiste en skål klid med vand. Udenfor mødte jeg Lukes ged Kamikaze, som nappede let i min skjorte, da jeg gik hen til stalden. Jeg passerede den gokart, Richard var ved at bygge af en gammel græsslåmaskine. Jeg fodrede grisene, fyldte truget og flyttede farfars heste til et andet græsningssted.
Da jeg var færdig, satte jeg mig ind i jernbanevognen og så ud over dalen. Det var nemt at forestille sig, at vognen bevægede sig, at den kørte hurtigt bort, at dalen hvert øjeblik kunne forsvinde bag mig. Jeg havde brugt timer på at gennemleve den fantasi i hovedet, men i dag var det, som om filmen ikke ville gå i gang. Jeg vendte mig mod vest, væk fra markerne, og så op mod bjergtinden.
Prinsessen fremstod altid klarest om foråret, lige efter at nåletræerne var dukket op af sneen, deres mørkegrønne nåle tog sig næsten sorte ud på baggrund af jordens og barkens gulbrune farver. Nu var det efterår. Jeg kunne stadig se hende, men hun var begyndt at falme, den døende sommers røde og gule farver udviskede hendes mørke skikkelse. Snart kom sneen. I dalen ville den første sne smelte igen, men oppe på bjerget ville den blive liggende og begrave Prinsessen indtil foråret, når hun atter dukkede årvågen op.
Andre læste også: