De er selv uddannede journalister, og deres hovedpersoner er – eller har været – journalister. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at avisernes aktuelle krise afspejler sig i Anne Mette Hancock, Lone Theils og Leif Davidsens krimier.
Journalister i krimier er en del af genrens klassiske persongalleri. Ligesom detektiver graver journalister sig ned i deres stof – de er stædige, nysgerrige og hårdføre.
Engang var det cool at være journalist i en krimi – tænk bare på Dan Turélls navnløse og Elsebeth Egholms Dicte. Men nu er solnedgangsscenariet for papiravisen flyttet ind i den moderne danske krimi.
Lone Theils og Leif Davidsen tager i deres seneste romaner – og Anne Mette Hancock i sin kommende – pulsen på aviserne og nyhedsjournalistikken. Og resultatet er som virkeligheden ganske nedslående.
Facebook som kæmpekonkurrent
“Jeg havde købt Le Monde og Le Figaro, som var rigtige aviser og uden skærm og klik og det imperialistiske Facebook, der var med til at lægge aviserne i graven, fordi dette amerikanske megafirma stjal annoncer fra dagbladene i et tempo, som ingen kunne eller ville forhindre,” siger hovedpersonen, freelancejournalist Susanne Carlsen, i Leif Davidsens roman Ravnens rede:
“Jeg ved ikke, om de eksisterer længere eller om journalister i dag blot er kontorfolk, der sidder fra ni til seksten og skriver til det altædende internet, hvor succes måles i antal klik. Om der klikkes på en seriøs historie om politik (sjældent) eller en historie om en skuespillers sexliv eller en hundehvalp, der falder i havnen (mest) er ligegyldigt.
Klik, klik, klik.
Det er det nye succesparameter i journalistik sammen med antallet af delinger og likes på Facebook. Heller ikke tv-journalisterne, forekom det mig, lavede reportager længere. De stod på et gadehjørne eller foran en bygning i ind eller udland og blev interviewet af en studievært, der som den udsendte havde læst de samme nyhedstelegrammer. Mit elskede fag var i frit fald. Jeg var en bitter tudemarie, som var hægtet af udviklingen.”
Læs også Leif Davidsen med et gotisk slot i lommebogen
Farvel til korrespondenterne
I Lone Theils’ Heksedrengen arbejder hovedpersonen, London-korrespondent Nora Sand, på avisen GLOBALT, hvor tingene skrider lige så stille. Medarbejderne holder faglige møder om kommende sparerunder, og hendes chef, Krebsen, synes , hun skal begynde at tage billeder med mobiltelefonen i stedet for at tage en fotograf med ud på opgaver.
I denne passage er Nora kaldt til møde med Krebsen, fordi Globalt skal overtages af en kapitalfond:
“Krebsen rømmede sig. ‘Fonden mener, at vores udlandskorps trænger til en beskæring.’
‘I London?’ Hun kunne mærke adrenalinet flyde frit i årerne, men vidste ikke, hvem hun skulle slås med. ‘Hvorfor? Med hvilken begrundelse?’
Krebsen slog ud med hænderne. ‘Vi har ikke lavet en endelig aftale, men ja, London er i spil som en af de pladser, der kan spares væk.’
‘Bullshit!’ Hun mærkede tårerne stå i øjnene. ‘Flytter du mig fra London? Er det sådan, det er?’
‘Ikke for altid. Måske bare en tid? Indtil vi får en bedre økonomi. Kunne du ikke overveje det?’
‘Jamen det kan da ikke være rimeligt!’
Krebsen så ud af vinduet. ‘Nej, Nora. Det er ikke fair. Men de økonomiske forhold er, som de er, og det er ærlig talt det eneste seriøse bud på en investering, vi har set i de seneste fem år.’
‘Der må da være andre steder at spare?’ sagde hun fortvivlet.
Krebsen nikkede. ‘Det er der. Vi kan altid fyre nogen. Eller droppe Washington, Bruxelles eller Moskva.’
‘Så kan vi vist lige så godt droppe navnet og begynde at kalde os Lokalt.’
‘Nora, du ved, hvor pressede vi er på økonomien,’ svarede Krebsen.
‘Jeg synes, det lyder mere, som om vi er pressede på journalistikken,’ svarede hun igen og stirrede ham lige i øjnene.
Han gned sig over panden. ‘Undskyld. Det er jo mig, der skal tage beslutningen i sidste ende. Men jeg ville bare lige varsle dig om, at det er de overvejelser, vi må have. Overvej, om du kan dække her fra Danmark i en periode. Måske med et par reportagerejser, når det er påkrævet.'”
Læs også London i blodet – blodet i London
Medier har svært ved at sætte dagsordenen
I Anne Mette Hancocks Mercedes-snittet, som udkommer 1. juni 2018, er det heller ikke ligefrem dagbladet, eller danske medier i det hele taget, som sætter dagsorden længere:
“Lyset i receptionen ved Demokratisk Dagblad var tændt, men velkomstskranken var tom. Heloise kørte sit adgangskort gennem den elektroniske lås og gik ind.
Hun åbnede døren ind til nyhedsredaktionen på 1. sal og kiggede hen på natholdet i den bagerste ende af etagen. Der sad tre journalister, en fotograf og den jourhavende. Et par af dem sad tilbagelænet med benene oppe på bordet, kaffekrus i hænderne. Over dem hang en række tv-skærme indstillet på forskellige nyhedskanaler: TV2 News, CNN, BBC og Al Jazeera.
Ingen af journalisterne lagde mærke til Heloise. De var optaget af skærmene over sig. Tre af kanalerne var indstillet på mute, men der var skruet op for lyden på BBC, kunne hun høre. Et breaking-indslag om et jordskælv i Pakistan: 7,4 på Richter-skalaen. Tusindvis af døde. Karachi lå i ruiner, og folk løb rundt i gaderne, dækkede af støv og blod, paniske som hovedløse kyllinger, mens tusindvis af andre lå døde eller indespærrede under murbrokkerne.
Få sekunder efter afbrød Al Jazeera sin udsendelse med samme nyheds-update. Så kom CNN på banen. Heloise slog blikket over på skærmen med TV2 News. De var i gang med et indslag om Kronprinsen og en eller anden ærespris, han havde fået for et eller andet folkeligt.
Hun lod ti hjerteslag tikke forbi.
Så blev indslaget afløst af en opdatering på Helikopter-gate; en sag, der handlede om, hvorvidt det var fair at bruge skattekroner på en ny lægehelikopter til Region Syddanmark.
Et par politikere fra hver sin fløj gestikulerede ophidset på den mutede skærm, og en lokal landmand i Kansas-bukser fik også et par ord indført – et undertekstet indslag, så københavner-seere ikke blev hægtet af på grund af mandens dialekt.
Nederst på skærmen fik jordskælvet lov at fylde hele syv ord i en horisontal rulletekst sammen med dagens andre sekundære nyheder.
Heloise rystede på hovedet. Et postkortland plaget af ikke-problemer, tænkte hun. En dag ville den virkelige verden banke på døren. Det ville ikke blive et kønt syn.”
Læs også Hancock og Hougen: Når en krimiforfatter har sin egen retsmediciner
Og her kunne man så indskyde, at det har den allerede gjort i forhold til avisernes krise. I krimien.
Vil du altid være opdateret på det nyeste fra krimiernes verden? Så følg med på Gerningsstedet.
Hvis du gerne vil have en god boganbefaling, så er du det rette sted. Se vores liste med spændende krimier her.
De er selv uddannede journalister, og deres hovedpersoner er – eller har været – journalister. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at avisernes aktuelle krise afspejler sig i Anne Mette Hancock, Lone Theils og Leif Davidsens krimier.
Journalister i krimier er en del af genrens klassiske persongalleri. Ligesom detektiver graver journalister sig ned i deres stof – de er stædige, nysgerrige og hårdføre.
Engang var det cool at være journalist i en krimi – tænk bare på Dan Turélls navnløse og Elsebeth Egholms Dicte. Men nu er solnedgangsscenariet for papiravisen flyttet ind i den moderne danske krimi.
Lone Theils og Leif Davidsen tager i deres seneste romaner – og Anne Mette Hancock i sin kommende – pulsen på aviserne og nyhedsjournalistikken. Og resultatet er som virkeligheden ganske nedslående.
Facebook som kæmpekonkurrent
“Jeg havde købt Le Monde og Le Figaro, som var rigtige aviser og uden skærm og klik og det imperialistiske Facebook, der var med til at lægge aviserne i graven, fordi dette amerikanske megafirma stjal annoncer fra dagbladene i et tempo, som ingen kunne eller ville forhindre,” siger hovedpersonen, freelancejournalist Susanne Carlsen, i Leif Davidsens roman Ravnens rede:
Klik, klik, klik.
Det er det nye succesparameter i journalistik sammen med antallet af delinger og likes på Facebook. Heller ikke tv-journalisterne, forekom det mig, lavede reportager længere. De stod på et gadehjørne eller foran en bygning i ind eller udland og blev interviewet af en studievært, der som den udsendte havde læst de samme nyhedstelegrammer. Mit elskede fag var i frit fald. Jeg var en bitter tudemarie, som var hægtet af udviklingen.”
Læs også Leif Davidsen med et gotisk slot i lommebogen
Farvel til korrespondenterne
I Lone Theils’ Heksedrengen arbejder hovedpersonen, London-korrespondent Nora Sand, på avisen GLOBALT, hvor tingene skrider lige så stille. Medarbejderne holder faglige møder om kommende sparerunder, og hendes chef, Krebsen, synes , hun skal begynde at tage billeder med mobiltelefonen i stedet for at tage en fotograf med ud på opgaver.
I denne passage er Nora kaldt til møde med Krebsen, fordi Globalt skal overtages af en kapitalfond:
“Krebsen rømmede sig. ‘Fonden mener, at vores udlandskorps trænger til en beskæring.’
‘I London?’ Hun kunne mærke adrenalinet flyde frit i årerne, men vidste ikke, hvem hun skulle slås med. ‘Hvorfor? Med hvilken begrundelse?’
Krebsen slog ud med hænderne. ‘Vi har ikke lavet en endelig aftale, men ja, London er i spil som en af de pladser, der kan spares væk.’
‘Bullshit!’ Hun mærkede tårerne stå i øjnene. ‘Flytter du mig fra London? Er det sådan, det er?’
‘Ikke for altid. Måske bare en tid? Indtil vi får en bedre økonomi. Kunne du ikke overveje det?’
‘Jamen det kan da ikke være rimeligt!’
Krebsen så ud af vinduet. ‘Nej, Nora. Det er ikke fair. Men de økonomiske forhold er, som de er, og det er ærlig talt det eneste seriøse bud på en investering, vi har set i de seneste fem år.’
‘Der må da være andre steder at spare?’ sagde hun fortvivlet.
Krebsen nikkede. ‘Det er der. Vi kan altid fyre nogen. Eller droppe Washington, Bruxelles eller Moskva.’
‘Så kan vi vist lige så godt droppe navnet og begynde at kalde os Lokalt.’
‘Nora, du ved, hvor pressede vi er på økonomien,’ svarede Krebsen.
‘Jeg synes, det lyder mere, som om vi er pressede på journalistikken,’ svarede hun igen og stirrede ham lige i øjnene.
Han gned sig over panden. ‘Undskyld. Det er jo mig, der skal tage beslutningen i sidste ende. Men jeg ville bare lige varsle dig om, at det er de overvejelser, vi må have. Overvej, om du kan dække her fra Danmark i en periode. Måske med et par reportagerejser, når det er påkrævet.'”
Læs også London i blodet – blodet i London
Medier har svært ved at sætte dagsordenen
I Anne Mette Hancocks Mercedes-snittet, som udkommer 1. juni 2018, er det heller ikke ligefrem dagbladet, eller danske medier i det hele taget, som sætter dagsorden længere:
“Lyset i receptionen ved Demokratisk Dagblad var tændt, men velkomstskranken var tom. Heloise kørte sit adgangskort gennem den elektroniske lås og gik ind.
Hun åbnede døren ind til nyhedsredaktionen på 1. sal og kiggede hen på natholdet i den bagerste ende af etagen. Der sad tre journalister, en fotograf og den jourhavende. Et par af dem sad tilbagelænet med benene oppe på bordet, kaffekrus i hænderne. Over dem hang en række tv-skærme indstillet på forskellige nyhedskanaler: TV2 News, CNN, BBC og Al Jazeera.
Ingen af journalisterne lagde mærke til Heloise. De var optaget af skærmene over sig. Tre af kanalerne var indstillet på mute, men der var skruet op for lyden på BBC, kunne hun høre. Et breaking-indslag om et jordskælv i Pakistan: 7,4 på Richter-skalaen. Tusindvis af døde. Karachi lå i ruiner, og folk løb rundt i gaderne, dækkede af støv og blod, paniske som hovedløse kyllinger, mens tusindvis af andre lå døde eller indespærrede under murbrokkerne.
Få sekunder efter afbrød Al Jazeera sin udsendelse med samme nyheds-update. Så kom CNN på banen. Heloise slog blikket over på skærmen med TV2 News. De var i gang med et indslag om Kronprinsen og en eller anden ærespris, han havde fået for et eller andet folkeligt.
Hun lod ti hjerteslag tikke forbi.
Så blev indslaget afløst af en opdatering på Helikopter-gate; en sag, der handlede om, hvorvidt det var fair at bruge skattekroner på en ny lægehelikopter til Region Syddanmark.
Et par politikere fra hver sin fløj gestikulerede ophidset på den mutede skærm, og en lokal landmand i Kansas-bukser fik også et par ord indført – et undertekstet indslag, så københavner-seere ikke blev hægtet af på grund af mandens dialekt.
Nederst på skærmen fik jordskælvet lov at fylde hele syv ord i en horisontal rulletekst sammen med dagens andre sekundære nyheder.
Heloise rystede på hovedet. Et postkortland plaget af ikke-problemer, tænkte hun. En dag ville den virkelige verden banke på døren. Det ville ikke blive et kønt syn.”
Læs også Hancock og Hougen: Når en krimiforfatter har sin egen retsmediciner
Og her kunne man så indskyde, at det har den allerede gjort i forhold til avisernes krise. I krimien.
Vil du altid være opdateret på det nyeste fra krimiernes verden? Så følg med på Gerningsstedet.
Hvis du gerne vil have en god boganbefaling, så er du det rette sted. Se vores liste med spændende krimier her.
Andre læste også: