Hvad er der tilbage, når et menneske er væk? Billedkunstner Sille Jensen debuterer som romanforfatter med en smuk og rørende fortælling om en ung piges hvileløse sorg. Her fortæller Sille, hvordan Små dyr med store vinger udsprang af sorg, stedmødre (og folkeviser).
Eventyrlige drømme
Min roman begyndte som et forsøg på at skrive noget, der tog afsæt i folkeeventyrene. Jeg er meget glad for eventyr, folkeviser og anden slags folkekunst, og det er jeg jo ikke den eneste, der er: Eventyrene lever i bedste velgående, de bliver genfortalt og illustreret og nyfortolket og udgivet igen og igen.
For mig er der flere elementer i min kærlighed til dem. Dels er der selve det fantastiske og overnaturlige: talende dyr og pandekagehuse, magiske vækster, forgiftede æbler – for ikke at tale om kannibalistiske kvinder (Hans og Grete) og mænd med uendelige rigdomme og lig i kælderen (Blåskæg).
Eventyrene indeholder så mange mystiske og vilde billeder, de virker beslægtede med vores drømme. Man forstår dem måske ikke med sin fornuft eller forstand, men alligevel vækker de genklang i en. I min bog har jeg prøvet at skrive hovedpersonen Siris drømme på den måde: eventyrlige og med stærke billeder, som man måske til dels kan tolke og forstå, og som dels også bare er mystiske og eventyrlige.
Men udover det fantastiske element indeholder eventyrene også noget genkendeligt, måske nogle gange endda noget ubehageligt velkendt, som så i eventyret bliver forstørret og grotesk overdrevet. For eksempel figuren den onde stedmor.
Den onde stedmor findes stadig
Jeg hørte en dag i radioen en advokat, som fortalte, at det i sammenbragte familier ikke er ualmindeligt, at mandens børn bliver gjort arveløse. At det er kvindens børn som så at sige bliver de “rigtige” børn. Det synes jeg var ret vildt: Her, midt i vores almindelige danske virkelighed, findes den onde stedmor i levende live og manifesterer sig i folks testamenter!
Jeg fandt også spor af hende i forskellige internetfora, hvor kvinder beklagede sig over deres nye mænds børn. Børn, som de havde meget svært ved overhovedet at acceptere, uden at det lød til at være vanskelige børn. Det var bare helt almindelige små børn. Så den onde stedmor findes stadig – måske uden sorte gevandter og magiske evner, men som en rolle nogle kvinder kommer til at have i en familie.
Hvorfor hun så gør det, kan man diskutere og filosofere over, men at det er ikke ligefrem er en ønskerolle, er nok klart, for det er temmelig skamfuldt ikke at kunne lide sine stedbørn.
At fortærskede eventyr som Askepot og Snehvide på den måde stadig kan være et spejl for os – både for børn og voksne – synes jeg er meget interessant.
Vi taler ikke ret meget om stedmødre, synes jeg, hverken fra børne- eller voksenperspektiv, selvom rigtig mange kvinder kommer ud for at være en, og rigtig mange børn kommer ud for at have en, her i vores pap-/bonus-/skilsmisse-familiealder.
Jeg overvejede også undervejs om Siri skulle være skilsmissebarn, men jeg kom frem til at hun måtte have mistet sin mor. Da jeg skrev bogen sørgede jeg over min egen mor, som var død kort forinden, og det var ligesom det hele tiden sneg sig ind i de ting jeg lavede.
Der er jo faktisk ret mange børn, som mister en mor eller far, men før jeg nu selv – og altså som meget, meget voksen – mistede min mor, havde jeg ikke rigtig tænkt over, hvor uendeligt hårdt og smerteligt det er for at barn at miste en forælder.
Jeg tror mange af os voksne ikke er så gode til at forstå og acceptere børns sorg, selvom vi gerne ville være det.
Moderen under mulde
Da jeg var lidt inde i bogen stødte jeg på folkevisen om Moderen under mulde. I visen vender moren en kort stund tilbage fra de dødes rige for at se til sine børn, og for at give faren og den nye stedmor en opsang og sætte dem en skræk i livet fordi de forsømmer børnene.
Jeg har brugt visen i min fortælling på flere måder, så selvom den kun citeres ganske kort i indledningen, er den med flere steder, som man nok kan genkende, hvis man læser visen ved siden af romanen.
Der er mere af den slags i bogen: små spor og hentydninger, som er halvt skjulte, og som man skal være en ret opmærksom læser for at fange. Fx er der en detalje på illustrationen på omslaget, som giver hele tegningen en speciel betydning.
Der er også hele vejen igennem teksten et motiv med det stoflige/ materielle over for det åndelige/luftige, og der er nogle gange hvor Siri ikke er en helt pålidelig fortæller, men faktisk opfatter eller beretter om hændelser lidt anderledes end vi som læsere ved de er foregået.
Man behøver slet ikke at se eller forstå de detaljer for at kunne læse bogen, men jeg kan godt lide, at man måske alligevel fornemmer, at de er der, sådan godt begravet langt nede i teksten tror jeg, at de giver historien en særlig tone – og måske endda giver lyst til at læse bogen en gang til.
Siri bor sammen med sin far og hans kæreste Rebecca. Det er to år siden Siris mor døde, og det er på tide at få ryddet ud i hendes ting, synes Siris far.
Der skal også være plads til Rebecca. Men det er ikke alt man lige kan få til at forsvinde.
Sille Jensen (f. 1968) er billedkunstner og grafisk designer med afgang fra Hogeschool voor de Kunsten i Amsterdam og har gået på forfatterskolen for børnelitteratur. I 2015 udgav hun den grafiske biografi Hvid som jasmin om Iben Nagel Rasmussen.
Sille Jensen er datter af sangerinden Trille og kunstmaleren Carl Henrik Jensen.
Hvad er der tilbage, når et menneske er væk? Billedkunstner Sille Jensen debuterer som romanforfatter med en smuk og rørende fortælling om en ung piges hvileløse sorg. Her fortæller Sille, hvordan Små dyr med store vinger udsprang af sorg, stedmødre (og folkeviser).
Eventyrlige drømme
Min roman begyndte som et forsøg på at skrive noget, der tog afsæt i folkeeventyrene. Jeg er meget glad for eventyr, folkeviser og anden slags folkekunst, og det er jeg jo ikke den eneste, der er: Eventyrene lever i bedste velgående, de bliver genfortalt og illustreret og nyfortolket og udgivet igen og igen.
For mig er der flere elementer i min kærlighed til dem. Dels er der selve det fantastiske og overnaturlige: talende dyr og pandekagehuse, magiske vækster, forgiftede æbler – for ikke at tale om kannibalistiske kvinder (Hans og Grete) og mænd med uendelige rigdomme og lig i kælderen (Blåskæg).
Eventyrene indeholder så mange mystiske og vilde billeder, de virker beslægtede med vores drømme. Man forstår dem måske ikke med sin fornuft eller forstand, men alligevel vækker de genklang i en. I min bog har jeg prøvet at skrive hovedpersonen Siris drømme på den måde: eventyrlige og med stærke billeder, som man måske til dels kan tolke og forstå, og som dels også bare er mystiske og eventyrlige.
Men udover det fantastiske element indeholder eventyrene også noget genkendeligt, måske nogle gange endda noget ubehageligt velkendt, som så i eventyret bliver forstørret og grotesk overdrevet. For eksempel figuren den onde stedmor.
Den onde stedmor findes stadig
Jeg hørte en dag i radioen en advokat, som fortalte, at det i sammenbragte familier ikke er ualmindeligt, at mandens børn bliver gjort arveløse. At det er kvindens børn som så at sige bliver de “rigtige” børn. Det synes jeg var ret vildt: Her, midt i vores almindelige danske virkelighed, findes den onde stedmor i levende live og manifesterer sig i folks testamenter!
Jeg fandt også spor af hende i forskellige internetfora, hvor kvinder beklagede sig over deres nye mænds børn. Børn, som de havde meget svært ved overhovedet at acceptere, uden at det lød til at være vanskelige børn. Det var bare helt almindelige små børn. Så den onde stedmor findes stadig – måske uden sorte gevandter og magiske evner, men som en rolle nogle kvinder kommer til at have i en familie.
Hvorfor hun så gør det, kan man diskutere og filosofere over, men at det er ikke ligefrem er en ønskerolle, er nok klart, for det er temmelig skamfuldt ikke at kunne lide sine stedbørn.
At fortærskede eventyr som Askepot og Snehvide på den måde stadig kan være et spejl for os – både for børn og voksne – synes jeg er meget interessant.
Jeg overvejede også undervejs om Siri skulle være skilsmissebarn, men jeg kom frem til at hun måtte have mistet sin mor. Da jeg skrev bogen sørgede jeg over min egen mor, som var død kort forinden, og det var ligesom det hele tiden sneg sig ind i de ting jeg lavede.
Der er jo faktisk ret mange børn, som mister en mor eller far, men før jeg nu selv – og altså som meget, meget voksen – mistede min mor, havde jeg ikke rigtig tænkt over, hvor uendeligt hårdt og smerteligt det er for at barn at miste en forælder.
Jeg tror mange af os voksne ikke er så gode til at forstå og acceptere børns sorg, selvom vi gerne ville være det.
Moderen under mulde
Da jeg var lidt inde i bogen stødte jeg på folkevisen om Moderen under mulde. I visen vender moren en kort stund tilbage fra de dødes rige for at se til sine børn, og for at give faren og den nye stedmor en opsang og sætte dem en skræk i livet fordi de forsømmer børnene.
Jeg har brugt visen i min fortælling på flere måder, så selvom den kun citeres ganske kort i indledningen, er den med flere steder, som man nok kan genkende, hvis man læser visen ved siden af romanen.
Der er mere af den slags i bogen: små spor og hentydninger, som er halvt skjulte, og som man skal være en ret opmærksom læser for at fange. Fx er der en detalje på illustrationen på omslaget, som giver hele tegningen en speciel betydning.
Der er også hele vejen igennem teksten et motiv med det stoflige/ materielle over for det åndelige/luftige, og der er nogle gange hvor Siri ikke er en helt pålidelig fortæller, men faktisk opfatter eller beretter om hændelser lidt anderledes end vi som læsere ved de er foregået.
Man behøver slet ikke at se eller forstå de detaljer for at kunne læse bogen, men jeg kan godt lide, at man måske alligevel fornemmer, at de er der, sådan godt begravet langt nede i teksten tror jeg, at de giver historien en særlig tone – og måske endda giver lyst til at læse bogen en gang til.
LÆS OGSÅ: Vi skal turde tale og læse om sorg – Syv bøger til børn og unge
Små dyr med store vinger
Siri bor sammen med sin far og hans kæreste Rebecca. Det er to år siden Siris mor døde, og det er på tide at få ryddet ud i hendes ting, synes Siris far.
Der skal også være plads til Rebecca. Men det er ikke alt man lige kan få til at forsvinde.
Fra. ca. 10 år.
Du kan finde Små dyr med store vinger online her eller tage et kig i en gratis læseprøve her.
Om Sille Jensen
Sille Jensen (f. 1968) er billedkunstner og grafisk designer med afgang fra Hogeschool voor de Kunsten i Amsterdam og har gået på forfatterskolen for børnelitteratur. I 2015 udgav hun den grafiske biografi Hvid som jasmin om Iben Nagel Rasmussen.
Sille Jensen er datter af sangerinden Trille og kunstmaleren Carl Henrik Jensen.
Andre læste også: