Knausgård 50 år || Danske læsere fejrer en af Nordens mest markante forfattere
Den 6. december 2018 fylder Karl Ove Knausgård 50 år. Siden udgivelsen af første bind af det monumentale seksbindsværk Min Kamp (på dansk) i 2010 har Knausgårds indflydelse på nordisk litteratur været enorm.
I dagens anledning giver vi ordet til en række danske læsere, for hvem den norske forfatters bøger har haft en særlig betydning.
Morten Pape (f. 1986) er forfatter og debuterede i 2015 med den selvbiografiske roman Planen, der modtog Debutantprisen på Bogforum. I 2018 udgav han romanen Guds bedste børn ved Politikens Forlag.
“Tilbage i 2011 var jeg i praktik på et dansk filmselskab som en såkaldt reader. Mit (ulønnede) arbejde bestod i at læse og vurdere en hulens masse indsendte manuskripter fra aspirerende forfattere og filmskabere, samt analysere de manuskripter som selskabet allerede var i fuld udvikling med i samarbejde med allerede etablerede danske filmnavne. Det meste af det, jeg læste var frygtelig ensformigt, forudsigeligt, decideret dårligt og nedtrykkende på filmmediets vegne.
Jeg læste også bøger, kriminalromaner og nyere skønlitteratur for at spore, om der lå filmisk potentiale i disse litterære oplæg. Ret hurtigt opdagede jeg, hvor nemt det var at anskaffe sig bøger gratis ved at henvende sig til de forskellige forlag og bede om et læseeksemplar. En mail, et klik, og få dage senere var der pakkepost fra forlagene. Ingen forlag ville jo gå glip af en god filmatiseringsaftale.
Omtrent samme tidspunkt så jeg en udsendelse i fjernsynet; det sidste originale litteraturprogram, som Danmarks Radio har præsteret. Det hed “Læsegruppen Sundholm”, hvor Mikael Bertelsen og Mads Brügger skabte deres egen lille læseklub blandt socialt udsatte og hjemløse.
I ét af de 8 programmer havde medlemmerne af læseklubben læst første bind af Knausgårds Min kamp. Diskussionen var mere ivrig, begejstret og opkørt, end jeg husker de øvrige episoder. Det var som om, den bog havde rykket ved læsernes sanseapparat og deres oplevelse af verden
En skamfuld klump
Dét kunne jeg ikke modstå, og jeg fik straks lyst til at kaste mig over bogen. Desværre var jeg ludfattig og ulønnet og kunne ikke lige punge trehundrede kroner ud for en bog. Det var mange penge for en på SU og med andelsboliglån. Så i stedet sank jeg en skamfuld klump, loggede ind med min arbejdsmail, og bestilte på vegne af filmselskabet de to første bind af Min Kamp med henblik på eventuel filmatisering.
Dén mail, dét klik, og den pakkepost jeg modtog få dage senere, og som jeg gjorde alt for at skjule på kontoret, skulle vise sig at vende op og ned for meget i mit (forfatter)liv.
“For hjertet er livet enkelt, det slår så længe det kan.”
Det er den første linje i Knausgårds gigantiske og vanvittige litteraturprojekt. Stærkere første sætning har jeg siden hen ledt længe efter. Jeg blev ret hurtigt suget ind i kraniet på en fremmed nordmand, som jeg ikke havde meget tilfælles med. Hverken rent socialt eller i forhold til vores kulturelle referencer eller livssituationer.
Det eneste vi havde tilfælles var, at vi var mennesker. Og det er nogle gange – selv for den mindst pladderhumanistiske kyniker – mere end nok.
Jeg mærkede noget inde i et andet menneske, og jeg mærkede noget inde i mig selv. Dette er måske en af kunstens fornemmeste opgaver. Men kunne det hele virkelig passe? Hvordan kunne han huske alt dette ned til mindste detalje? Blev man holdt for nar, eller var det den skinbarlige sandhed, der udfoldede sig på siderne?
Ikke sandhed, men ærlighed
Disse spørgsmål sad jeg ikke længe med, for det gik hurtigt op for mig, at dette projekt ikke handlede om sandhed, men om ærlighed. Det handlede om, at smerte ikke kan negligeres.
Om at selve eksistensen nogle gange er vort mest gådefulde vilkår og bindeled.
Om relationer, familie, og den eviggyldige ensomhed der tynger os alle, uanset hvor mange børn eller venner eller foreninger, vi engagerer os i.
Det handlede om et faderopgør, som jeg på mange måder kunne spejle mig kraftigst i. Det handlede om, at der også kan være stor litterær kvalitet i at beskrive, hvorledes en sjat mælk lever videre i kaffen, eller hvordan det føles, når afføring forlader tarmen.
Photo credit: Les Kaner
Derefter satte jeg mig ned ved computeren og prøvede den knausgård’ske metode af på mig selv. Det blev til en 560 sider lang debutroman. Det var lige så frygteligt, forargeligt og forløsende, som jeg selv havde hørt Knausgård beskrive sin proces i diverse interviews.
Terapeutisk læsning
Med andre ord stiftede jeg bekendtskab med Knausgårds kamp ved at bryde reglerne for min arbejdsplads, misbruge deres magt og position og lyve overfor det danske forlag, der udgiver Knausgårds bøger.
Det var ikke af ondt hjerte, men fordi jeg var på røven. Jeg ved ikke, om det har været terapeutisk for Knausgård at skrive disse bøger, men det virkede pudsigt nok terapeutisk for mig at læse dem.
På trods af de lange digressioner, trivialiteterne, de mange pludselige essays om alskens fænomener, der bryder ubelejligt ud som irriterende sange i en musical, så medførte det, at jeg turde tro på værdien i den personlige historie.
Det medførte, at jeg noget tid senere selv turde udlevere og vende mig selv og mine nærmeste på vrangen litterært. Det gav mig et forfatterskab.
Og det håber jeg trods alt, at filmselskabet og forlaget vil tilgive mig for.
Karl Ove Knausgård i sit arbejdsværelse
Mange tak, Karl Ove Knausgård.
Jeg har nok næppe været så glad som den dag jeg så et billede af dig i dit arbejdsrum, hvor min første roman står på en af boghylderne lige bag dit højre øre.
Knausgård 50 år || Danske læsere fejrer en af Nordens mest markante forfattere
Den 6. december 2018 fylder Karl Ove Knausgård 50 år. Siden udgivelsen af første bind af det monumentale seksbindsværk Min Kamp (på dansk) i 2010 har Knausgårds indflydelse på nordisk litteratur været enorm.
I dagens anledning giver vi ordet til en række danske læsere, for hvem den norske forfatters bøger har haft en særlig betydning.
“Tilbage i 2011 var jeg i praktik på et dansk filmselskab som en såkaldt reader. Mit (ulønnede) arbejde bestod i at læse og vurdere en hulens masse indsendte manuskripter fra aspirerende forfattere og filmskabere, samt analysere de manuskripter som selskabet allerede var i fuld udvikling med i samarbejde med allerede etablerede danske filmnavne. Det meste af det, jeg læste var frygtelig ensformigt, forudsigeligt, decideret dårligt og nedtrykkende på filmmediets vegne.
Læs også Nikolaj Cederholm: Knausgårds bøger giver mig lov til at leve mere end et liv
Jeg læste også bøger, kriminalromaner og nyere skønlitteratur for at spore, om der lå filmisk potentiale i disse litterære oplæg. Ret hurtigt opdagede jeg, hvor nemt det var at anskaffe sig bøger gratis ved at henvende sig til de forskellige forlag og bede om et læseeksemplar. En mail, et klik, og få dage senere var der pakkepost fra forlagene. Ingen forlag ville jo gå glip af en god filmatiseringsaftale.
I ét af de 8 programmer havde medlemmerne af læseklubben læst første bind af Knausgårds Min kamp. Diskussionen var mere ivrig, begejstret og opkørt, end jeg husker de øvrige episoder. Det var som om, den bog havde rykket ved læsernes sanseapparat og deres oplevelse af verden
En skamfuld klump
Dét kunne jeg ikke modstå, og jeg fik straks lyst til at kaste mig over bogen. Desværre var jeg ludfattig og ulønnet og kunne ikke lige punge trehundrede kroner ud for en bog. Det var mange penge for en på SU og med andelsboliglån. Så i stedet sank jeg en skamfuld klump, loggede ind med min arbejdsmail, og bestilte på vegne af filmselskabet de to første bind af Min Kamp med henblik på eventuel filmatisering.
Dén mail, dét klik, og den pakkepost jeg modtog få dage senere, og som jeg gjorde alt for at skjule på kontoret, skulle vise sig at vende op og ned for meget i mit (forfatter)liv.
Det er den første linje i Knausgårds gigantiske og vanvittige litteraturprojekt. Stærkere første sætning har jeg siden hen ledt længe efter. Jeg blev ret hurtigt suget ind i kraniet på en fremmed nordmand, som jeg ikke havde meget tilfælles med. Hverken rent socialt eller i forhold til vores kulturelle referencer eller livssituationer.
Det eneste vi havde tilfælles var, at vi var mennesker. Og det er nogle gange – selv for den mindst pladderhumanistiske kyniker – mere end nok.
Læs også Sørine Gotfredsen: Knausgård er nådesløs i sin udlevering af egen person
Jeg mærkede noget inde i et andet menneske, og jeg mærkede noget inde i mig selv. Dette er måske en af kunstens fornemmeste opgaver. Men kunne det hele virkelig passe? Hvordan kunne han huske alt dette ned til mindste detalje? Blev man holdt for nar, eller var det den skinbarlige sandhed, der udfoldede sig på siderne?
Ikke sandhed, men ærlighed
Disse spørgsmål sad jeg ikke længe med, for det gik hurtigt op for mig, at dette projekt ikke handlede om sandhed, men om ærlighed. Det handlede om, at smerte ikke kan negligeres.
Om at selve eksistensen nogle gange er vort mest gådefulde vilkår og bindeled.
Om relationer, familie, og den eviggyldige ensomhed der tynger os alle, uanset hvor mange børn eller venner eller foreninger, vi engagerer os i.
Læs også Ane Cortzen: Jeg blev til Karl Ove
Det handlede om et faderopgør, som jeg på mange måder kunne spejle mig kraftigst i. Det handlede om, at der også kan være stor litterær kvalitet i at beskrive, hvorledes en sjat mælk lever videre i kaffen, eller hvordan det føles, når afføring forlader tarmen.
Derefter satte jeg mig ned ved computeren og prøvede den knausgård’ske metode af på mig selv. Det blev til en 560 sider lang debutroman. Det var lige så frygteligt, forargeligt og forløsende, som jeg selv havde hørt Knausgård beskrive sin proces i diverse interviews.
Terapeutisk læsning
Med andre ord stiftede jeg bekendtskab med Knausgårds kamp ved at bryde reglerne for min arbejdsplads, misbruge deres magt og position og lyve overfor det danske forlag, der udgiver Knausgårds bøger.
Læs også Knud Romer: Hvor tit har du mon ønsket dig i dit forfatterskab, at du aldrig blev født?
Det var ikke af ondt hjerte, men fordi jeg var på røven. Jeg ved ikke, om det har været terapeutisk for Knausgård at skrive disse bøger, men det virkede pudsigt nok terapeutisk for mig at læse dem.
På trods af de lange digressioner, trivialiteterne, de mange pludselige essays om alskens fænomener, der bryder ubelejligt ud som irriterende sange i en musical, så medførte det, at jeg turde tro på værdien i den personlige historie.
Det medførte, at jeg noget tid senere selv turde udlevere og vende mig selv og mine nærmeste på vrangen litterært. Det gav mig et forfatterskab.
Og det håber jeg trods alt, at filmselskabet og forlaget vil tilgive mig for.
Mange tak, Karl Ove Knausgård.
Jeg har nok næppe været så glad som den dag jeg så et billede af dig i dit arbejdsrum, hvor min første roman står på en af boghylderne lige bag dit højre øre.
Tillykke med fødselsdagen.
Venlig hilsen
Morten Pape.”
Find Karl Ove Knausgårds bøger her, eller hos din foretrukne boghandler.
Andre læste også: