Indefra Danske krimiforfattere Mogens Blom

Mogens Blom: Det skal jeg læse i min sommerferie

Mogens Blom: Det skal jeg læse i min sommerferie

Er du nysgerrig på, hvad dem du læser, læser? På L&R er vi vilde med at høre om, hvad vores forfattere læser, hvor de henter deres inspiration, og hvem de beundrer. Derfor har vi spurgt en række forfattere, hvad de skal læse her til sommer. Her fortæller Mogens Blom.

mogens blom

‘Den blå digters kone’ af Lone Theils. Lone er tidligere London korrespondent for Politiken – vidende, engageret og nysgerrig. Hun og hendes hovedperson, Nora Sand, er rigtigt godt selskab. Jeg har smugkigget og er allerede hooked efter to sider.

‘Det bedste til mig og mine venner’ af Jakob Melander. Det er den fjerde bog om politiassistent Lars Winkler, der har en fortid i BZ-bevægelsen og Nørrebro – og kom i nøjagtig samme gader og værtshuse, hvor jeg selv tilbragte min ungdom. Rigtig gode krimier.

‘Den første sten’ af Carsten Jensen. Jeg fik den til jul og var på allerede på efter de første sider. Men det er en murstensroman på næste 600 tætskrevne sider og jeg besluttede at gemme den til sommerferien. Skal læses over to-tre intensive dage i sommerhuset.

‘The Bride of Amman’ af Fadi Zaghmout. Købt da jeg var i Amman, Jordan, i januar. Om fem unge i byen, der kun sjældent udgives romaner om på engelsk. Om deres kamp med kærlighed, social kontrol og tabu’er i et meget konservativt samfund.

‘Sekten’ af Michael Katz Krefeld. Det er tredje bind i serien om Ravn. Michael er oprindeligt manuskriptforfatter (noget jeg misunder ham) og skriver spændende, filmiske og rigtigt veldrejede krimier. Man keder sig aldrig.

Og så til august: ‘Om foråret’ af norske Karl Ove Knausgård. Han erklærede at han aldrig mere ville skrive en roman efter sine seks bind i ‘Min Kamp’. Men det troede ingen vel på. Han er forfatter med kæmpe F, og skriver fantastisk. Jeg startede i sin tid med bind to – og efter en over 50 siders beskrivelse af hvor kejtet det kan være at være far til en børnefødselsdag i en ny klasse, hvor man ikke rigtigt kender forældrene, var jeg solgt. ‘Om foråret’ siges at være bind 7 og en ny roman af Knausgård, der i et par år, kun har skrevet essays.


Mogens Blom er aktuel med Dobbeltspil i Odessa, som du kan købe hos din bogforhandler, eller online, fx hos Saxo, fra d. 13 august 2019.

Mogens Blom: Det skal jeg læse i min sommerferie