Det var først på aftenen, og sportsbaren på Vester Voldgade var fyldt op. Det store lokale genlød af 80’er-pop og råb fra gæsterne, som fulgte Champions League-kampen på storskærmen. I den anden ende af baren strakte to rækker med poolborde sig. Der var fuldt optaget, og omkring bordene blev der drukket tæt, mens spillerne ventede på deres tur.
Ved det bagerste bord gjorde Cecilie Mars sig klar til at støde. Hun var spinkel, ikke særlig høj, og hun måtte stå på tæer for at nå ind over bordet. Hun pustede sit pandehår væk fra øjnene. De tre mænd omkring bordet betragtede hende tavse med hver deres krus øl i hånden. Cecilie stødte hårdt til den hvide bal, der med et knald ramte den lilla, som fortsatte i en lige linje mod det fjerneste hul i hjørnet. Kollisionen sendte samtidig den hvide bal sideværts, så den ramte den sorte. – Nej nej nej, sagde Cecilie, mens hun betragtede den sorte bals bane mod det midterste hul. – Pis! udbrød hun, da den forsvandt ned i hullet.
– Guppy, det ser ud til, at næste omgang også er din. Lasse, der var tre hoveder højere end hende og en hel del kraftigere, lo stort. Han gav hende et kram, der fik hende til at forsvinde ind i hans stribede skjorte. Cecilie stødte kærligt albuen i siden på ham og gjorde sig fri.
– Benny, Henrik, Hoegaardens som Lasse? Hun pegede med køen på de to kollegaers glas. Begge nikkede, og Benny sendte en skål hen over bordet og tømte sin øl.
Hun lagde køen på bordet og gik op mod baren i den anden ende. På vej derop spottede hun Andreas Bostad, som sad ved hjørnet af disken sammen med to midaldrende mænd. De tre var som de eneste i sportsbaren klædt i jakkesæt, og hun gik ud fra, at de alle arbejdede for anklagemyndigheden.
– Hr. specialanklager, sagde hun med et smil og stillede sig ved siden af Andreas.
Andreas smilte igen og skød hånden gennem sit lyse krøllede hår. Han placerede hånden på hendes skulder, og hun fornemmede den varme håndflade gennem T-shirtens tynde stof. – Godt at se dig, alt vel? sagde han.
Cecilie fjernede blikket. Hun følte allerede, at hun havde set for længe på ham. Andreas lignede langt fra den gængse anklager, der var lige så sexet som en bakke leverpostej. I stedet mindede han mere om helten i en John Grisham-film, sådan lidt Matthew McConaughey-agtig.
– Min kollega Jesper Lund, sagde han, og introducerede med en håndbevægelse den midaldrende mand, der stod tættest på. – Og bag ham, Steen Holz.
– Må man byde frøkenen på en genstand? spurgte Jesper Lund med en dialekt, der placerede ham nord for København. Han smilte lummert med øjne, der svømmede af alkohol.
– Ellers tak, det er på alle måder min omgang. Hun fik bartenderens opmærksomhed. – Fire Hoes til mig og tre bourbon-shots til advokaterne.
– Jeg er nu godt nok psykolog, men tak som byder, svarede Steen Holz og smilte varmt.
– Steen er vores ekspertvidne, selv om det ikke hjalp os meget i dag, sagde Andreas.
Der lød et brøl fra gæsterne omkring dem, så ingen var i tvivl om, at der var blevet scoret på skærmen. Cecilie gjorde sig så bred som muligt for ikke at blive væltet omkuld af de nærmeste mænd, der var begyndt at hoppe jublende rundt. I det samme kom bartenderen tilbage med bestillingen. Hun skubbede de tre Jack Daniel’s-shots over mod Andreas, der fordelte dem.
– Hvad fejrer vi? spurgte Steen Holz.
– Skal der absolut være en grund?
– Det er min erfaring at de fleste har et motiv.
Hun sendte ham et anerkendende nik. – Nuvel. At vi alle sammen er i live, og at det er tirsdag. Hun greb de fire ølglas og vendte sig om. – Fortsat god aften.
Da hun kom tilbage til Lasse og de andre med øllet, hævede han glasset. – Skål for min makker, som er en allerhelvedes dygtig efterforsker, men jordens dårligste poolspiller.
– Hørt!
– Og ikke mindst tillykke med forfremmelsen, Guppy, du fortjener den om nogen.
Benny og Henrik stemte i, og hun nåede at blive rørt. – Nå, se at komme i gang, jeg skal have en revanche mod vinderen. Mens Benny stillede ballerne op, vendte Cecilie sig om mod baren. Andreas sad med siden til og stirrede ned mod hende. Han hævede sit glas, og de skålede.
Benny og Henrik begyndte at spille deres parti, og Cecilie satte sig ned og fulgte deres match.
– Jeg tror snart, jeg triller hjemad, sagde Lasse. – Hvad med dig, har du brug for et lift?
Hun rystede på hovedet. – Jeg skal have banket Benny først.
– Så bliver det en lang aften.
Hun smilte og nippede til øllen.
– Jeg mente det sgu før, sagde Lasse. – Det er fandeme godt gået, Guppy. Far her er stolt af dig.
Hun kunne ikke lade være med at grine. Lasse var et par år yngre end hende, og på trods af fuldskægget lignede han stadig det, han var: en glad knægt fra Aarhus. – Så siger jeg tak, far.
– Jeg håber, at vi kan blive ved med at være makkere. At du ikke smutter videre for hurtigt.
– Der er ikke noget, som har ændret sig. Bortset fra lidt mere papirarbejde til mig.
Han så ud i rummet. – Du kommer til at nå langt, Guppy. Hele vejen til toppen. Direktørkontoret en dag, bare vent og se.
– Jeg mangler stadig at se det indefra, selv om jeg har været i etaten i ti år. I øvrigt passer drabssektionen mig helt fint.
De skålede igen. 20 minutter efter tog han hjem, og hun begyndte at spille med Benny, dernæst to partier med Henrik og så endnu et igen med Benny. Hun tabte dem alle. Til sidst havde de begge fået gratis øl nok og betakkede sig for at spille flere omgange. Kort efter sagde de farvel og vaklede ud ad døren.
Cecilie stillede sin kø på plads og så sig om i sportsbaren. Fodboldkampen var for længst slut, og det var tyndet ud blandt gæsterne. Ved bardisken sad kun de mest sejlivede tilbage. Andreas havde tilsyneladende sagt farvel til sit selskab og tjekkede sin telefon. Cecilie slængede sin jakke over skulderen og slentrede op til ham.
– Hvad sagde du til dit følge? spurgte hun og smilte.
Andreas lagde hurtigt telefonen i jakkelommen. – At jeg var nødt til at se kampen færdig.
– Hvem spillede?
– Ingen anelse. Og dig?
– Jeg måtte spille ualmindelig meget pool, før de fik nok.
– Kan du overhovedet reglerne?
– Jeg ved, at den sorte bal først skal i til sidst.
– Samme sted? sagde han og så udfordrende på hende.
***
Cecilie sad nøgen oven på Andreas og pressede sig ned over hans lem. Langsomt bevægede hun sig op og ned i en rytme, som hun kontrollerede. Hun mærkede, hvordan han gled ind og ud af hende. Hvordan han fyldte hende og forsøgte at trænge sig længere op. Hun borede neglene i hans bryst og øgede tempoet. Hun hørte ham stønne højere under sig. Hans tag i hendes balder strammedes, og sammen fandt de rytmen. Det føltes berusende. Som svævede hun lige oppe over dem, mens hun så ned. Hun så dem kneppe på det lurvede hotelværelse, hvor den gullige gadebelysning og larmen trængte ind ad det åbne vindue. Det føltes beskidt og liderligt, og det var godt. Deres bevægelser blev hurtigere, og hans greb stadig fastere. Til sidst kom han i hende, og hun hørte ham give sig hen. Hun forsøgte at forlænge sin egen flugt, men fornemmede, at kroppen trak hende tilbage. Lidt efter lå hun slapt på hans bryst og mærkede, hvordan hans hjerte galoperede. Han duftede behageligt af sved, af parfume og af hendes skød i ansigtet. Han klemte hende ind til sig, og i et øjeblik slappede hun næsten af i hans favntag.
– For fanden … Cecilie … for fanden da, mumlede han.
I det samme rejste hun sig og steg ud af sengen. Han kiggede overrasket efter hende. – Er du okay?
– Jep. Hun fandt sine trusser på gulvet og tog dem på. Dernæst fiskede hun jeansene op.
– Vi skulle måske finde et andet sted næste gang? spurgte Andreas.
– Hvorfor? sagde hun og trak bukserne på. Hun gik hen til vinduet og så ned mod Istedgade. En gruppe hjemløse mænd stod ved indgangen til herberget på den anden side af vejen og var ved at komme op at slås.
– Jeg tænkte på et bedre hotel?
– Det her passer fint til formålet.
Han lo hult. – Du er en kyniker, Cecilie.
– Ikke mere end dig. Jeg pakker bare ikke tingene ind.
– Hvorfor ses vi så ikke hos dig i stedet for?
Hun vendte sig om for at se, om han mente det. At dømme efter hans ansigtsudtryk gjorde han. Hun trak T-shirten over hovedet. – Vi kunne også knalde hjemme hos dig?
Han så væk. – Det ville nok ikke falde i så god jord. Selv om separationen er gået igennem. Hun bed sig i læben. Det havde ikke været hendes mening at være giftig. Andreas’ familiære forhold var hende uvedkommende.
Han rejste sig fra sengen og begyndte at samle sit tøj op fra gulvet. – Hvorfor kalder de dig egentlig Guppy?
– Det er kun Lasse, som gør det, og så nogle få venner.
– Men hvorfor?
– Det stammer tilbage fra politiskolen. Cecilie blev til Sille som så blev til Sild, som Lasse igen gjorde til Guppy. En lille fisk, begavet, ikke?
Andreas knappede skjorten. – Så fra i dag skal jeg til at kalde dig for politikommissær Guppy?
– Jeg sagde jo, at det kun er noget, som mine venner kalder mig. Er vi to nu gået hen og blevet venner, Andreas?
Hun krængede sin læderjakke på og smilte til ham.
Andreas’ ellers så perfekte smil var blegnet en smule.
Det var først på aftenen, og sportsbaren på Vester Voldgade var fyldt op. Det store lokale genlød af 80’er-pop og råb fra gæsterne, som fulgte Champions League-kampen på storskærmen. I den anden ende af baren strakte to rækker med poolborde sig. Der var fuldt optaget, og omkring bordene blev der drukket tæt, mens spillerne ventede på deres tur.
Ved det bagerste bord gjorde Cecilie Mars sig klar til at støde. Hun var spinkel, ikke særlig høj, og hun måtte stå på tæer for at nå ind over bordet. Hun pustede sit pandehår væk fra øjnene. De tre mænd omkring bordet betragtede hende tavse med hver deres krus øl i hånden. Cecilie stødte hårdt til den hvide bal, der med et knald ramte den lilla, som fortsatte i en lige linje mod det fjerneste hul i hjørnet. Kollisionen sendte samtidig den hvide bal sideværts, så den ramte den sorte. – Nej nej nej, sagde Cecilie, mens hun betragtede den sorte bals bane mod det midterste hul. – Pis! udbrød hun, da den forsvandt ned i hullet.
– Guppy, det ser ud til, at næste omgang også er din. Lasse, der var tre hoveder højere end hende og en hel del kraftigere, lo stort. Han gav hende et kram, der fik hende til at forsvinde ind i hans stribede skjorte. Cecilie stødte kærligt albuen i siden på ham og gjorde sig fri.
– Benny, Henrik, Hoegaardens som Lasse? Hun pegede med køen på de to kollegaers glas. Begge nikkede, og Benny sendte en skål hen over bordet og tømte sin øl.
Hun lagde køen på bordet og gik op mod baren i den anden ende. På vej derop spottede hun Andreas Bostad, som sad ved hjørnet af disken sammen med to midaldrende mænd. De tre var som de eneste i sportsbaren klædt i jakkesæt, og hun gik ud fra, at de alle arbejdede for anklagemyndigheden.
– Hr. specialanklager, sagde hun med et smil og stillede sig ved siden af Andreas.
Andreas smilte igen og skød hånden gennem sit lyse krøllede hår. Han placerede hånden på hendes skulder, og hun fornemmede den varme håndflade gennem T-shirtens tynde stof. – Godt at se dig, alt vel? sagde han.
Cecilie fjernede blikket. Hun følte allerede, at hun havde set for længe på ham. Andreas lignede langt fra den gængse anklager, der var lige så sexet som en bakke leverpostej. I stedet mindede han mere om helten i en John Grisham-film, sådan lidt Matthew McConaughey-agtig.
– Min kollega Jesper Lund, sagde han, og introducerede med en håndbevægelse den midaldrende mand, der stod tættest på. – Og bag ham, Steen Holz.
– Må man byde frøkenen på en genstand? spurgte Jesper Lund med en dialekt, der placerede ham nord for København. Han smilte lummert med øjne, der svømmede af alkohol.
– Ellers tak, det er på alle måder min omgang. Hun fik bartenderens opmærksomhed. – Fire Hoes til mig og tre bourbon-shots til advokaterne.
– Jeg er nu godt nok psykolog, men tak som byder, svarede Steen Holz og smilte varmt.
– Steen er vores ekspertvidne, selv om det ikke hjalp os meget i dag, sagde Andreas.
Der lød et brøl fra gæsterne omkring dem, så ingen var i tvivl om, at der var blevet scoret på skærmen. Cecilie gjorde sig så bred som muligt for ikke at blive væltet omkuld af de nærmeste mænd, der var begyndt at hoppe jublende rundt. I det samme kom bartenderen tilbage med bestillingen. Hun skubbede de tre Jack Daniel’s-shots over mod Andreas, der fordelte dem.
– Hvad fejrer vi? spurgte Steen Holz.
– Skal der absolut være en grund?
– Det er min erfaring at de fleste har et motiv.
Hun sendte ham et anerkendende nik. – Nuvel. At vi alle sammen er i live, og at det er tirsdag. Hun greb de fire ølglas og vendte sig om. – Fortsat god aften.
Da hun kom tilbage til Lasse og de andre med øllet, hævede han glasset. – Skål for min makker, som er en allerhelvedes dygtig efterforsker, men jordens dårligste poolspiller.
– Hørt!
– Og ikke mindst tillykke med forfremmelsen, Guppy, du fortjener den om nogen.
Benny og Henrik stemte i, og hun nåede at blive rørt. – Nå, se at komme i gang, jeg skal have en revanche mod vinderen. Mens Benny stillede ballerne op, vendte Cecilie sig om mod baren. Andreas sad med siden til og stirrede ned mod hende. Han hævede sit glas, og de skålede.
Benny og Henrik begyndte at spille deres parti, og Cecilie satte sig ned og fulgte deres match.
– Jeg tror snart, jeg triller hjemad, sagde Lasse. – Hvad med dig, har du brug for et lift?
Hun rystede på hovedet. – Jeg skal have banket Benny først.
– Så bliver det en lang aften.
Hun smilte og nippede til øllen.
– Jeg mente det sgu før, sagde Lasse. – Det er fandeme godt gået, Guppy. Far her er stolt af dig.
Hun kunne ikke lade være med at grine. Lasse var et par år yngre end hende, og på trods af fuldskægget lignede han stadig det, han var: en glad knægt fra Aarhus. – Så siger jeg tak, far.
– Jeg håber, at vi kan blive ved med at være makkere. At du ikke smutter videre for hurtigt.
– Der er ikke noget, som har ændret sig. Bortset fra lidt mere papirarbejde til mig.
Han så ud i rummet. – Du kommer til at nå langt, Guppy. Hele vejen til toppen. Direktørkontoret en dag, bare vent og se.
– Jeg mangler stadig at se det indefra, selv om jeg har været i etaten i ti år. I øvrigt passer drabssektionen mig helt fint.
De skålede igen. 20 minutter efter tog han hjem, og hun begyndte at spille med Benny, dernæst to partier med Henrik og så endnu et igen med Benny. Hun tabte dem alle. Til sidst havde de begge fået gratis øl nok og betakkede sig for at spille flere omgange. Kort efter sagde de farvel og vaklede ud ad døren.
Cecilie stillede sin kø på plads og så sig om i sportsbaren. Fodboldkampen var for længst slut, og det var tyndet ud blandt gæsterne. Ved bardisken sad kun de mest sejlivede tilbage. Andreas havde tilsyneladende sagt farvel til sit selskab og tjekkede sin telefon. Cecilie slængede sin jakke over skulderen og slentrede op til ham.
– Hvad sagde du til dit følge? spurgte hun og smilte.
Andreas lagde hurtigt telefonen i jakkelommen. – At jeg var nødt til at se kampen færdig.
– Hvem spillede?
– Ingen anelse. Og dig?
– Jeg måtte spille ualmindelig meget pool, før de fik nok.
– Kan du overhovedet reglerne?
– Jeg ved, at den sorte bal først skal i til sidst.
– Samme sted? sagde han og så udfordrende på hende.
***
Cecilie sad nøgen oven på Andreas og pressede sig ned over hans lem. Langsomt bevægede hun sig op og ned i en rytme, som hun kontrollerede. Hun mærkede, hvordan han gled ind og ud af hende. Hvordan han fyldte hende og forsøgte at trænge sig længere op. Hun borede neglene i hans bryst og øgede tempoet. Hun hørte ham stønne højere under sig. Hans tag i hendes balder strammedes, og sammen fandt de rytmen. Det føltes berusende. Som svævede hun lige oppe over dem, mens hun så ned. Hun så dem kneppe på det lurvede hotelværelse, hvor den gullige gadebelysning og larmen trængte ind ad det åbne vindue. Det føltes beskidt og liderligt, og det var godt. Deres bevægelser blev hurtigere, og hans greb stadig fastere. Til sidst kom han i hende, og hun hørte ham give sig hen. Hun forsøgte at forlænge sin egen flugt, men fornemmede, at kroppen trak hende tilbage. Lidt efter lå hun slapt på hans bryst og mærkede, hvordan hans hjerte galoperede. Han duftede behageligt af sved, af parfume og af hendes skød i ansigtet. Han klemte hende ind til sig, og i et øjeblik slappede hun næsten af i hans favntag.
– For fanden … Cecilie … for fanden da, mumlede han.
I det samme rejste hun sig og steg ud af sengen. Han kiggede overrasket efter hende. – Er du okay?
– Jep. Hun fandt sine trusser på gulvet og tog dem på. Dernæst fiskede hun jeansene op.
– Vi skulle måske finde et andet sted næste gang? spurgte Andreas.
– Hvorfor? sagde hun og trak bukserne på. Hun gik hen til vinduet og så ned mod Istedgade. En gruppe hjemløse mænd stod ved indgangen til herberget på den anden side af vejen og var ved at komme op at slås.
– Jeg tænkte på et bedre hotel?
– Det her passer fint til formålet.
Han lo hult. – Du er en kyniker, Cecilie.
– Ikke mere end dig. Jeg pakker bare ikke tingene ind.
– Hvorfor ses vi så ikke hos dig i stedet for?
Hun vendte sig om for at se, om han mente det. At dømme efter hans ansigtsudtryk gjorde han. Hun trak T-shirten over hovedet. – Vi kunne også knalde hjemme hos dig?
Han så væk. – Det ville nok ikke falde i så god jord. Selv om separationen er gået igennem. Hun bed sig i læben. Det havde ikke været hendes mening at være giftig. Andreas’ familiære forhold var hende uvedkommende.
Han rejste sig fra sengen og begyndte at samle sit tøj op fra gulvet. – Hvorfor kalder de dig egentlig Guppy?
– Det er kun Lasse, som gør det, og så nogle få venner.
– Men hvorfor?
– Det stammer tilbage fra politiskolen. Cecilie blev til Sille som så blev til Sild, som Lasse igen gjorde til Guppy. En lille fisk, begavet, ikke?
Andreas knappede skjorten. – Så fra i dag skal jeg til at kalde dig for politikommissær Guppy?
– Jeg sagde jo, at det kun er noget, som mine venner kalder mig. Er vi to nu gået hen og blevet venner, Andreas?
Hun krængede sin læderjakke på og smilte til ham.
Andreas’ ellers så perfekte smil var blegnet en smule.
Andre læste også: