Som ung og karrierebevidst advokat tilbragte Michelle Obama langt størstedelen af sine vågne timer på kontoret. Hun havde ikke tid til en kæreste, og hun havde heller ikke mødt nogen, der var tilpas interessant til at udfylde den rolle. Det ændrede sig, da hun en sommer blev mentor for en særdeles charmerende jurastuderende.
I Min historie fortæller Michelle Obama varmt og åbenhjertigt om sit liv. Det er både fortællinger om tiden i Det Hvide Hus, hvor hun og manden Barack Obama skrev sig ind i historien som det første afroamerikanske præsidentpar nogensinde, men det er også fortællinger fra hendes liv før og efter årene på verdens mest berømte adresse.
Du kan købe Min historie online, fx hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Michelle Obamas historie er nemlig meget mere end fortællingen om hendes tid som amerikansk førstedame. Det er historien om en pige, der voksede op i Chicagos South Side, et af USA’s mest barske nabolag, og alligevel har formået at begå sig blandt den amerikanske elite på prestigefyldte universiteter som Princeton og Harvard.
Det er historien om en kvinde, der har formået at balancere moderskab og karriere, og som utrætteligt har kæmpet for at forbedre vilkårene for kvinder, minoriteter og samfundets svageste. Det er kort sagt fortællingen om en kvinde, der gang på gang har overgået alles forventninger, og som har viet sit liv til at hjælpe andre med at gøre det samme.
I nedenstående eksklusive uddrag fra Min historie kan du læse om den varme sommer i Chicago, hvor Michelle og Barack mødte hinanden.
Michelle Obama
Min historie
Barack Obama kom for sent den første dag. Jeg sad på mit kontor på seksogfyrretyvende etage og ventede og ventede ikke på, at han skulle komme. Som de fleste førsteårsadvokater havde jeg travlt. Jeg tilbragte lange timer på Sidley & Austin, spiste ofte både frokost og aftensmad ved mit skrivebord, mens jeg kæmpede med en stadig strøm af dokumenter, der alle var skrevet i præcist og passende advokatsprog. Jeg læste notater, jeg skrev notater, jeg redigerede andre folks notater. På et tidspunkt opfattede jeg nærmest mig selv som tresproget. Jeg kendte South Sides afslappede dialekt og den højrøvede diktion i Ivy League, og nu talte jeg så også advokatsprog.
Jeg var blevet ansat i firmaets marketing- og intellektuel ejendomsgruppe, som internt blev betragtet som mere ustruktureret og kreativ end andre grupper, sikkert fordi vi, i det mindste i noget af tiden, beskæftigede os med reklamer. Den del af mit job involverede at granske manuskripter til vores klienters tv- og radioreklamer og sikre, at de ikke overtrådte Federal Communications Commissions standarder. Jeg fik senere æren af at tage mig af de juridiske spørgsmål vedrørende Barney the Dinosaur. (Ja, det var det, der blev betragtet som at køre på frihjul i advokatfirmaet).
Problemet for mig var, at mit arbejde som yngre medarbejder ikke satte mig ret meget i kontakt med klienterne, og jeg var en Robinson, opfostret i min storfamilies larmende flok og formet af min fars instinktive kærlighed til en flok. Jeg tørstede efter en eller anden form for samspil. For at jage ensomheden bort pjattede jeg med Lorraine, min assistent, en hyperorganiseret, godmodig afroamerikansk kvinde, som var betydeligt ældre end mig, og som sad lige uden for mit kontor og passede min telefon. Jeg havde venlige, faglige relationer til nogle af seniorpartnerne og livede op, hver gang jeg fik en chance for at sludre med mine kolleger, men generelt var alle overbebyrdede med arbejde og passede på ikke at spilde et eneste minut af dagen, som der kunne faktureres for. Så der sad jeg så alene ved mit skrivebord igen med mine dokumenter.
Hvis jeg skulle tilbringe halvfjerds timer hver uge et sted, så var mit kontor ikke det værste sted at være. Jeg havde en læderstol, et blankpoleret skrivebord af valnød og store vinduer med udsigt over den sydøstlige del af byen. Jeg kunne se ud over det kaotiske forretningskvarter og se de hvide skumtoppe på Lake Michigan, der om sommeren var fyldt med sejlbådenes lyse pletter. Hvis jeg stillede mig i en bestemt vinkel, kunne jeg skelne kystlinjen og få et glimt af South Sides smalle stribe med de lave tage og sporadiske træbevoksninger.
Derfra, hvor jeg sad, så kvartererne fredsommelige og næsten legetøjsagtige ud, men virkeligheden var i mange tilfælde en helt anden. Dele af South Side var blevet til trøstesløse, øde områder, efterhånden som butikkerne måtte lukke, og familierne fortsatte med at flytte væk. Stålværkerne, som engang havde sørget for stabilitet, nedlagde tusindvis af job. Crackepidemien, der havde hærget afroamerikanske samfund på steder som Detroit og New York, var først lige nået til Chicago, men opførte sig ikke mindre destruktivt. Bander sloges om markedsandele og rekrutterede unge drenge til at køre deres gadehjørneoperationer, hvilket var farligt, men langt mere lukrativt end at gå i skole. Byens mordrate var begyndt at stige – et tegn på, at der ville komme endnu flere problemer.
Jeg tjente godt hos Sidley, men var pragmatisk nok til at tage en fugl i hånden, når det gjaldt boligen. Siden jeg havde afsluttet jurastudiet, havde jeg igen boet i mit gamle South Shore-kvarter, som stadig var relativt uberørt af bander og stoffer. Mine forældre var flyttet nedenunder i Robbie og Terrys gamle lejlighed, og efter opfordring fra dem havde jeg overtaget lejligheden ovenpå, hvor vi boede, da jeg var barn, og fikset den op med en ny, hvid sofa og indrammede batiktryk på væggene. Jeg skrev nu og da en check ud til mine forældre, der løseligt dækkede mit forbrug af vand og strøm. Det gjorde det ikke rigtig ud for en husleje, men de insisterede på, at det var rigeligt.
Selvom min lejlighed havde egen indgang, vadede jeg som regel gennem køkkenet nedenunder på vej til og fra arbejde – delvist fordi mine forældres bagdør førte direkte ud til garagen, og delvist fordi jeg stadig var og altid ville være en Robinson. Selvom jeg nu forestillede mig selv som den slags habitklædte, Saab-kørende selvstændige unge erhvervsaktive, som jeg altid havde drømt om at være, brød jeg mig ikke rigtig om at være alene. Jeg stivede mig af med daglige indtjekninger hos min mor og far. Jeg gav dem et kram netop den morgen, inden jeg styrtede ud ad døren og kørte gennem kraftigt regnvejr for at komme på arbejde. For at komme på arbejde til tiden, skulle jeg måske tilføje.
Jeg så på mit ur.
”Har han vist sig?” råbte jeg til Lorraine.
Man kunne tydeligt høre hendes suk. ”Nej, min pige,” råbte hun tilbage. Jeg kunne se, at hun syntes, det var morsomt. Hun vidste, at det drev mig til vanvid, når folk kom for sent – at jeg opfattede det som hybris.
Barack Obama havde allerede skabt en del røre i firmaet. Han havde blandt andet kun lige afsluttet sit første år på jurastudiet, og normalt ansatte vi kun andetårsstuderende til sommerjob. Men det rygtedes, at han var enestående, og en af hans lærere på Harvard – en datter af en partner i firmaet – hævdede, at han var den mest begavede jurastuderende, hun nogensinde havde mødt. Nogle af sekretærerne, som havde set ham, da han var til ansættelsessamtale, sagde, at ud over at han tilsyneladende var kanondygtig, så var han også lækker.
Jeg var skeptisk over for det hele. Giv en bare halvintelligent sort mand et jakkesæt på, og så bliver hvide mennesker ellevilde, det var min erfaring. Jeg tvivlede på, at han havde gjort sig fortjent til al den hype. Jeg havde kigget på fotoet af ham i sommerudgaven af vores liste over ansatte – et ikke særligt flatterende underbelyst foto af et mandehoved med et stort smil og noget lidt nørdet over sig – og det lod mig kold. Ifølge hans biografi kom han oprindelig fra Hawaii, hvilket i det mindste gjorde ham til en relativt eksotisk nørd. Men ellers var der ikke noget, der skilte sig ud. Den eneste overraskelse havde jeg fået et par uger tidligere, da jeg nød- tvunget ringede ham op for at præsentere mig selv. Jeg var blevet behageligt overrasket over stemmen i den anden ende af linjen – en fyldig, endog sexet baryton, der overhovedet ikke syntes at modsvare fotoet af ham.
Der gik ti minutter til, inden han meldte sig i receptionen på vores etage, og jeg gik ud for at møde ham og fandt ham siddende i en sofa – en Barack Obama, klædt i et mørkt jakkesæt og stadig lidt våd efter regnen. Han grinede fåret og undskyldte forsinkelsen, da han trykkede mig i hånden. Han havde et bredt smil og var højere og tyndere, end jeg havde forestillet mig, han ville være – en mand, som tydeligvis ikke gik op i mad, som også så helt uvant ud med at gå formelt klædt. Hvis han vidste, at han ankom med et ry for at være et vidunderbarn, så viste han det ikke.
Mens jeg gik med ham ned ad gangene til mit kontor, præsenterede ham for selskabsjuraens magelige trivialiteter – viste ham tekstbehandlingscenteret og kaffemaskinen, forklarede vores system med at holde regnskab med fakturerbare timer – var han stille og ærbødig og lyttede opmærksomt. Efter omkring tyve minutter afleverede jeg ham til seniorpartneren, som skulle være hans egentlige supervisor i sommerens løb, og vendte tilbage til mit skrivebord.
Senere samme dag tog jeg Barack med til en frokost på en fancy restaurant i stueetagen i vores kontorbygning, et sted pakket med velplejede bankfolk og advokater, der holdt frokostmøder med måltider til middagspriser. Det var frynsegodet ved at være vejleder for en sommermedarbejder: Det var en undskyldning for at spise ude og spise godt og gøre det på firmaets regning.
Som Baracks rådgiver skulle jeg fungere som en social kontaktskaber mere end noget andet. Det var min opgave at sørge for, at han trivedes med jobbet, at han havde nogen at komme til, hvis han havde brug for råd, og at han følte sig forbundet med det større hold. Det var starten på en større bejlingsproces – hvor ideen, som det var tilfældet med alle sommeransatte, var, at firmaet kunne tænkes at ville rekruttere ham til et fuldtidsjob, når han havde fået sin juraeksamen.
Det gik hurtigt op for mig, at Barack ikke ville få brug for mange råd. Han var tre år ældre end mig – nærmede sig de otteogtyve. Til forskel fra mig havde han arbejdet i flere år efter at have taget sin bachelor på Columbia, inden han gik videre til det juridiske fakultet. Han var underligt fri for tvivl på sig selv, selvom det umiddelbart var svært at forstå hvorfor.
Sammenlignet med min egen march mod succes, det direkte pileskud i min bane fra Princeton til Harvard og mit skrivebord på seksogfyrretyvende etage, havde Barack improviseret og siksakket mellem helt forskellige verdener. Jeg lærte under frokosten, at han var en hybrid i enhver forstand – søn af en sort kenyansk far og en hvid mor fra Kansas, hvis ægteskab havde været både ungdommeligt og kortvarigt. Han var født og vokset op i Honolulu, men havde tilbragt fire år af sin barndom med at flyve med drager og fange fårekyllinger i Indonesien. Efter high school havde han tilbragt to relativt afslappede år som studerende på Occidental College i Los Angeles, inden han blev overført til Columbia, hvor han ifølge sin egen beretning slet ikke havde opført sig som en collegedreng, der blev sluppet løs i 1980’ernes Manhattan. I stedet havde han levet som en bjergeremit i det sekstende århundred, hvor han læste højtravende litterære værker og filosofi i en lurvet lejlighed på 109th Street, skrev dårlige digte og fastede om søndagen.
Vi lo ad det hele, udvekslede historier om vores baggrunde, og hvad der havde ført os til jura. Barack var alvorlig, dog uden at tage sig selv for alvorligt. Han var frisk og frejdig i sin opførsel, men udtrykte sig kraftfuldt. Det var en sær og pirrende kombination. For mig var det også overraskende, hvor godt han kendte Chicago.
Barack var den første person, jeg havde mødt på Sisley, som havde tilbragt tid i barbersalonerne, grillbarerne og de fundamentalistiske sorte sogne på Far South Side. Inden han kom på jurastudiet, havde han arbejdet i Chicago i tre år som græsrodsorganisator og tjent 12.000 dollars om året i et nonprofitforetagende, der holdt sammen på en koalition af kirker. Det var hans opgave at hjælpe med at genopbygge kvarterer og få arbejdspladser tilbage. Som han beskrev det, havde det været to dele frustration og én del belønning: Han havde for eksempel brugt uger på at planlægge et møde i lokalsamfundet, hvor der så kun dukkede en halv snes mennesker op. Hans bestræbelser blev mødt med hån hos fagforeningsledere og pillet fra hinanden af både sorte og hvide. Men med tiden vandt han nogle sejre, og det syntes at opmuntre ham. Han læste jura, forklarede han, fordi græsrodsarbejde havde vist ham, at meningsfulde samfundsmæssige forandringer ikke kun afhang af de lokale, men også af en stærkere politik og statslige tiltag.
Trods min modstand mod al den hype, der var gået forud for ham, opdagede jeg, at jeg beundrede Barack for både hans selvsikkerhed og alvorlige indstilling. Han var forfriskende, ukonventionel og sært elegant. Men jeg tænkte dog ikke en eneste gang på ham som en, jeg gerne ville date. Først og fremmest var jeg hans mentor i firmaet. Jeg havde også for nylig helt givet afkald på at date nogen, for jeg var alt for opslugt af arbejde til at lægge nogen energi i det. Og da vi havde spist frokost, tændte Barack en cigaret, hvilket ville have været nok til at kvæle enhver interesse, hvis jeg da havde været interesseret til at begynde med.
Han ville blive en god en at være mentor for i sommer, tænkte jeg.
***
I løbet af de næste par uger gled vi ind i en slags rutine. Sidst på eftermiddagen traskede Barack ned ad gangen og smed sig i en af stolene på mit kontor, som om han havde kendt mig i årevis. Sommetider føltes det også sådan. Vi havde let ved at tale sammen og tænkte ganske ens. Vi sendte hinanden sideblikke, når folk omkring os blev stressede til vanvid, når partnere kom med kommentarer, der virkede nedladende eller uvidende. Det uudtalte, men ganske tydelige var, at han var en bror, og på vores kontor, som beskæftigede over fire hundred advokater, var kun fem af de fuldtidsansatte advokater afroamerikanere. Det var indlysende og let at forstå, at vi blev tiltrukket af hinanden.
Barack mindede på ingen måde om den typiske morakker og sommermedarbejder (som jeg selv havde været to år tidligere hos Sidley), som netværkede som en rasende og nervøst spekulerede på, om han snart ville blive tilbudt et guldrandet job. Han dryssede rundt med en rolig distance, som kun syntes at øge hans tiltrækning.
I firmaet fortsatte hans ry med at vokse. Han var allerede blevet bedt om at deltage i partnermøder på højt niveau. Han blev allerede presset til at give sit besyv med, uanset hvilke emner der var til diskussion. På et tidspunkt tidligt på sommeren producerede han et notat på tredive sider om virksomhedsledelse, der øjensynligt var så gennemarbejdet og overbevisende, at det straks blev legendarisk. Hvem var den fyr? Alles nysgerrighed var pirret.
”Jeg har en kopi til dig,” sagde Barack en dag og skubbede sit notat hen over mit skrivebord med et smil.
”Tak,” sagde jeg og tog imod mappen. ”Glæder mig til at læse det.”
Da han var gået, lagde jeg det i en skuffe.
Vidste han, at jeg aldrig fik det læst? Det tror jeg, han gjorde. Han havde givet mig det halvt i spøg. Vi befandt os inden for forskellige specialer, så der var alligevel ikke noget materialeoverlap i vores arbejde. Jeg havde rigeligt i mine egne dokumenter. Og han behøvede ikke at imponere mig. Vi var venner nu, Barack og jeg, våbenkammerater.
Vi spiste frokost ude i byen mindst en gang om ugen og sommetider mere end det og lod selvfølgelig altid Sidley & Austin klare regningen. Vi lærte efterhånden mere om hinanden. Han vidste, at jeg boede i det samme hus som mine forældre, at mine lykkeligste minder om Harvard Law School stammede fra det arbejde, jeg havde lavet på Retshjælpskontoret. Jeg vidste, at han slugte bjerge af bøger om politisk filosofi, som om det var ferielæsning, at han brugte alle sine småpenge på bøger. Jeg vidste, at hans far var død ved en bilulykke i Kenya, og at han havde taget en tur til landet for at prøve at forstå, hvem manden var. Jeg vidste, at han elskede basketball, løb lange ture i weekenderne og talte længselsfuldt om sine venner og sin familie på Oahu. Jeg vidste, at han havde haft en masse kærester før i tiden, men ikke havde nogen nu.
Det sidste var noget, jeg troede, jeg kunne rette op på. Mit liv i Chicago var fyldt med dygtige og attråværdige sorte kvinder. Til trods for mine maratonagtige arbejdstider kunne jeg lide at dyrke selskabelighed. Jeg havde venner fra Sidley, venner fra high school, venner, som jeg havde fået gennem netværk på arbejdet, og venner, som jeg havde mødt gennem Craig, som var nygift og tjente sit udkomme som investeringsbankmand i byen. Vi var en munter flok, der samledes, når vi kunne, i den ene eller den anden bar i centrum og bragte os ajour under lange, overdådige måltider i weekenderne. Jeg var kommet sammen med et par fyre på jurastudiet, men havde ikke mødt nogen speciel, da jeg vendte tilbage til Chicago, og var heller ikke rigtig interesseret i det. Jeg havde meddelt alle, deriblandt mine potentielle bejlere, at jeg prioriterede min karriere. Men jeg havde dog masser af veninder, som søgte efter nogen, de kunne date.
En aften tidligt på sommeren tog jeg Barack med til happy hour på en bar inde i byen, der en gang om måneden fungerede som et uofficielt mødested for sorte erhvervsfolk og var stedet, hvor jeg ofte mødtes med venner. Han havde skiftet jakkesættet ud, så jeg, og havde nu en hvid hørblazer på, der lignede noget fra et kostumeskab til Miami Vice. Aha.
Det var ikke til at komme uden om, at selv med denne udfordrende stil var Barack et hug. Han så godt ud, var selvsikker og succesrig. Han var atletisk, interessant og venlig. Hvad mere kunne nogen ønske sig? Jeg sejlede ind i baren og var sikker på, at jeg gjorde alle en tjeneste – både ham og alle damerne. Han blev næsten omgående kapret af en af mine bekendte, en smuk og dynamisk kvinde, der arbejdede i finanssektoren. Hun livede straks op, da hun talte med Barack, kunne jeg se. Tilfreds med denne udvikling bestilte jeg en drink og gik hen til de andre i mylderet af mennesker, som jeg kendte.
Tyve minutter senere fik jeg i den anden ende af lokalet øje på Barack, der var låst fast i en tilsyneladende endeløs samtale med kvinden, som tog sig af det meste af snakken. Han sendte mig et blik, der antydede, at han gerne ville reddes. Men han var en voksen mand. Han måtte klare sig selv.
”Ved du, hvad hun spurgte mig om?” sagde han næste dag, da han dukkede op på mit kontor, stadig lettere vantro. ”Hun spurgte, om jeg kunne lide at ride. På en hest!” Han sagde, de havde snakket om deres yndlingsfilm, og det havde heller ikke været så vellykket.
Barack var intellektuel og sikkert mere intellektuel, end de fleste kvinder kunne klare. (Det var faktisk min venindes vurdering af ham, da vi talte sammen næste gang). Han var ikke nogen happy hour-fyr, og det burde jeg måske have forstået noget før. Min verden var fyldt med håbefulde, hårdtarbejdende mennesker, som var besat af at bevæge sig op ad karrierestigen. De havde nye biler og købte deres første ejerlejligheder og holdt af at tale om det hele over en martini efter arbejde. Barack ville hellere tilbringe en aften alene og læse op på urban boligpolitik. Som organisator havde han tilbragt uger og måneder med at lytte til folk, der beskrev deres udfordringer. Hans insisteren på håb og potentialet for mobilitet, begyndte jeg efterhånden at forstå, kom fra et helt andet og ikke lettilgængeligt sted.
Der var engang, fortalte han mig, hvor han havde været mere løssluppen og mere vild. Han var blevet kaldt Barry i de første tyve år af sit liv. Som teenager røg han pot for foden af vulkanerne på Oahu. På Occidental red han på 1970’ernes svindende energi og tog Hendrix og Stones til sig. Men et sted på vejen tog han sit fulde navn til sig – Barack Hussein Obama – og den komplicerede identitet, han måtte rubriceres under. Han var hvid og sort, afrikaner og amerikaner.
Han var beskeden og levede beskedent, men var bevidst om rigdommen i sit eget sind og den privilegerede verden, der ville åbne sig for ham som følge deraf. Han tog det hele seriøst, kunne jeg se. Han kunne være sorgløs og spøgefuld, men han kom aldrig bort fra en mere alvorlig følelse af forpligtigelse. Han var på en slags søgende færd, men han vidste endnu ikke, hvor den ville føre hen. Det eneste, jeg vidste, var, at vejen ikke gik over drinks. Næste gang, der var happy hour, efterlod jeg ham på kontoret.
***
Da jeg var barn, røg mine forældre. De tændte deres cigaretter om aftenen, mens de sad i køkkenet og fortalte om deres arbejdsdag. De røg, mens de vaskede op senere på aftenen, og åbnede sommetider et vindue for at slippe lidt frisk luft ind. De var ikke kæderygere, men de var vanerygere og trodsige rygere. De røg, længe efter at forskningen tydeligt havde vist, at det var skadeligt.
Det hele drev både mig og Craig til vanvid. Vi gjorde et stort nummer ud af at hoste, når de tændte en smøg. Vi udførte sabotagemissioner mod deres forråd. Da Craig og jeg var meget små, tog vi en helt ny karton Newports frem fra en hylde og gik i gang med at ødelægge cigaretterne ved at brække dem som bønner over køkkenvasken. En anden gang dyppede vi enderne af deres cigaretter i chilisauce og lagde dem tilbage i pakken.
Vi holdt forelæsninger for vores forældre om lungekræft, forklarede dem rædslerne, som var blevet vist os på filmstriber om sundhed henne i skolen – billeder af rygerlunger, udtørrede og sorte som trækul, døden i sin vorden, døden lige inde i ens bryst. Som en kontrast fik vi vist billeder af raske og livskraftige lyserøde lunger, som var sunde og ubesmittede af røg. Paradigmet var enkelt nok til at gøre deres adfærd forvirrende. Godt/dårligt. Sund/syg. Man vælger selv sin fremtid. Det var alt det, vores forældre havde lært os. Men alligevel gik der år, inden de til sidst kvittede tobakken.
Barack røg, ligesom mine forældre gjorde – efter måltider, på vej ned ad gaden, eller når han var nervøs og havde brug for at gøre noget med sine hænder. I 1989 var rygning mere udpræget, end det er i dag, mere en del af dagliglivet. Forskning i effekterne af passiv rygning var relativt ny. Folk røg på restauranter, kontorer og i lufthavne. Men jeg havde set filmstriberne. For mig og enhver fornuftig person, jeg kendte, var rygning ren og skær selvødelæggelse.
Barack vidste præcis, hvordan jeg havde det med det. Vores venskab var bygget på en åbenhed og ærlighed, som jeg tror, vi begge satte pris på.
”Hvorfor vil en, der er så klog som dig, gøre noget så dumt som det her?” røg det ud af mig, allerede den første dag vi traf hinanden, da jeg så ham afslutte vores frokost med en smøg. Det var et ærligt spørgsmål.
Som jeg mindes det, trak han bare på skuldrene og erkendte, at jeg havde ret. Der var ikke noget at kæmpe for eller indvende mod det. Rygning var det ene område, hvor Baracks logik syntes at svigte helt.
Men uanset om jeg ville indrømme det eller ej, skete der noget mellem os. De dage, hvor vi havde haft for travlt til at stikke hovedet ind hos hinanden, begyndte jeg at spekulere på, hvad han mon havde lavet. Jeg talte mig selv fra at blive skuffet, når han ikke viste sig i min døråbning. Jeg talte mig selv fra at blive alt for eksalteret, når han gjorde.
Jeg havde følelser for manden, men de var latente, dybt begravet under min faste beslutning om at holde styr på mit liv og min karriere og rette blikket fremad – fri for ethvert drama. Mine årlige evalueringer på arbejdet var gode. Jeg var på vej til at blive medejer af Sidley & Austin, formentlig før jeg fyldte toogtredive. Det var alt, hvad jeg ønskede – eller det prøvede jeg at overbevise mig selv om, at det var.
Jeg ignorerede måske det, der opstod mellem os, men det gjorde han ikke.
”Jeg synes, vi skal gå i byen sammen,” meddelte Barack mig en eftermiddag, da vi havde spist sammen.
”Hvad? Du og jeg?” Jeg foregav at være chokeret over, at han overhovedet betragtede det som en mulighed. ”Jeg har sagt, at jeg ikke dater. Og jeg er din rådgiver.”
Han lo ironisk. ”Som om det har noget at sige. Du er ikke min chef,” sagde han. ”Og du er ret dejlig.”
Barack havde et smil, der syntes at brede sig over hele ansigtet. Han var en dødelig kombination af noget belevent og fornuftigt. Mere end en gang i de kommende dage fremlagde han beviser for, hvorfor vi skulle gå ud sammen. Vi var kompatible. Vi fik hinanden til at le. Vi var begge ledige, og vi tilstod ydermere at være næsten umiddelbart uinteresserede i enhver, vi mødte. Ingen i firmaet, hævdede han, ville løfte et bryn, hvis vi datede. Faktisk kunne det måske ovenikøbet blive opfattet positivt. Han formodede, at partnerne ville have ham til at komme og arbejde for dem engang. Hvis han og jeg var et par, ville det øge chancerne.
”Du mener, at jeg ligesom er en slags lokkemad?” sagde jeg leende. ”Du smigrer dig selv.”
I løbet af sommeren organiserede firmaet en række events og udflugter for sine ansatte og sendte tilmeldingssedler rundt til alle, der ville med. Et af arrangementerne var en opførelse på en hverdagsaften af Les Misérables på et teater ikke så langt fra kontoret. Jeg skrev os på listen til to billetter, hvilket var, hvad man forventede af en juniorvejleder og hendes sommerpraktikant. Vi formodedes at deltage i firmaets arrangementer sammen. Jeg skulle sørge for, at hans oplevelse med Sidley & Austin blev lys og positiv. Det var hele ideen med det.
Vi sad ved siden af hinanden i teateret, begge godt trætte efter en lang arbejdsdag. Tæppet gik op, og musikken begyndte og gav os en grå og dyster version af Paris. Jeg ved ikke, om det skyldtes min sindsstemning, eller om det bare skyldtes Les Misérables selv, men jeg tilbragte den næste time med at føle mig hjælpeløst knuget af fransk ulykke. Grynt og lænker. Fattigdom og voldtægter. Uretfærdighed og undertrykkelse. Millioner af mennesker verden over havde forelsket sig i denne musical, men jeg vred mig i sædet og prøvede at hæve mig over den uforklarlige pine, jeg følte, hver gang melodien blev gentaget.
Da lyset blev tændt i pausen, kiggede jeg stjålent på Barack. Han var sunket sammen med højre albue på armlænet og pegefingeren hvilende mod panden med et uudgrundeligt udtryk.
”Hvad synes du?” sagde jeg.
Han sendte mig et sideblik. ”Grufuldt, ikke?”
Jeg lo, lettet over, at han havde det på samme måde.
Barack satte sig op i sædet. ”Hvad med at komme ud herfra?” sagde han. ”Vi kan bare smutte.”
Under normale omstændigheder ville jeg ikke stikke af. Jeg var ikke sådan en person. Jeg gik alt for højt op i, hvad de andre advokater tænkte om mig – hvad de ville tænke, hvis de fik øje på vores tomme pladser. Jeg gik generelt alt for højt op i at gøre det færdigt, som jeg var begyndt på, i at følge hver eneste lille ting helt til dørs, til den nervepirrende afslutning, om det så var en overspændt Broadwaymusical på en ellers dejlig onsdag aften. Det skyldtes desværre feltafkrydseren i mig. Jeg udholdt elendighed for syns skyld. Men nu var jeg åbenbart sammen med en, der ikke gjorde.
Vi undgik enhver, som vi kendte fra arbejdet – de andre vejledere og deres sommerpraktikanter, der sprudlede overstadigt i lobbyen – smuttede ud fra teateret og ind i en balsamisk aften. Det sidste lys var ved at svinde fra en purpurfarvet himmel. Jeg åndede ud, min lettelse var så følelig, at det fik Barack til at le.
”Hvor går vi hen?” spurgte jeg.
”Hvad med at vi snupper en drink?”
Vi gik hen til en bar i nærheden på samme måde, som vi altid syntes at gå, med mig et skridt foran og ham et skridt efter. Barack slentrede. Han bevægede sig med leddeløs hawaiiansk afslappethed og skyndte sig aldrig, selv ikke og især ikke når han blev bedt om at skynde sig. Jeg gik til gengæld rask, også når jeg havde fri, og havde svært ved at sætte tempoet ned. Men jeg kan huske, hvordan jeg den aften tvang mig selv til at gå bare lidt langsommere – så jeg kunne høre, hvad han sagde, for det var begyndt at dæmre for mig, at det betød noget for mig at høre alt, hvad han sagde.
Indtil nu havde jeg opbygget min tilværelse med stor omhu, stoppet og foldet hvert uordentligt stykke af den ind, som om jeg skabte et stramt stykke origami uden luft. Jeg havde arbejdet med dens kreation. Jeg var stolt af, hvordan den så ud. Men den var sart. Hvis et hjørne blev foldet nedad, kunne jeg risikere at opdage, at jeg var rastløs. Hvis et andet hjørne rev sig løs, kunne det afsløre, at jeg var usikker med hensyn til den erhvervskarriere, som jeg så bevidst havde stilet efter, med hensyn til de ting, som jeg sagde til mig selv, at jeg ønskede. Nu tror jeg, at det var derfor, jeg vogtede så omhyggeligt over mig selv og ikke var parat til at slippe ham ind. Han var som en vind, der truede med at bringe alt i uorden.
Et par dage senere spurgte Barack, om han måtte køre med mig til en grillfest for sommerpraktikanter, som fandt sted denne weekend i en seniorpartners hjem i en af de velhavende forstæder ud til søen nord for byen.
Vejret var, som jeg husker det, klart den dag, søen tindrede i udkanten af en velplejet plæne. Et cateringfirma serverede mad, mens musikken drønede i højttalerne, og folk kom med bemærkninger om husets smagfulde pragt. Hele miljøet var et portræt af velstand og sorgløshed, en ikke særlig subtil påmindelse om belønningen, man fik, når man helhjertet viede sig til morakkeriet.
Barack, vidste jeg, kæmpede med at finde ud af, hvad han ville med sit liv, hvilken retning hans karriere skulle tage. Han havde det ikke så godt med rigdom. Ligesom mig havde han aldrig været rig og tragtede heller ikke efter det. Han ville langt hellere være effektiv, men prøvede stadig at regne ud hvordan.
Vi bevægede os gennem selskabet, ikke helt som et par, men vi var for det meste sammen, dryssede rundt mellem klyngerne af kolleger, drak øl og limonade, spiste hamburgere og kartoffelsalat af plastictallerkner. Vi kom fra hinanden og fandt så hinanden igen. Det hele føltes så naturligt. Han var ret flirtende over for mig, og jeg flirtede også.
Nogle af mændene begyndte at spille lidt basketball, og jeg så på, mens Barack luntede hen til banen i sine klipklapper for at spille med. Han havde et afslappet forhold til alle i firmaet. Han tiltalte alle sekretærerne ved navn og kom godt ud af det med alle – fra de ældre mere stive advokater til de ambitiøse unge fyre, som nu spillede basketball. Han er et godt menneske, tænkte jeg for mig selv, mens jeg så ham kaste bolden til en anden advokat.
Efter at have overværet et hav af kampe i high school og på universitetet kunne jeg genkende en god spiller, når jeg så en, og Barack bestod hurtigt testen. Han spillede en atletisk, elegant form for basketball, hans ranglede krop bevægede sig hurtigt og viste en kraft, som jeg ikke havde bemærket før. Han var hurtig og elegant, selv i sit hawaiianske strandfodtøj. Jeg stod der og foregav at lytte til, hvad nogens aldeles søde kone sagde til mig, men mit blik var limet til Barack. Jeg blev for første gang slået af synet af ham – denne sære blanding af alting-mand.
Da vi kørte tilbage til byen i den tidlige aften, mærkede jeg en ny pine, et nyligt sået kim af længsel. Barack skulle forlade firmaet engang i august, forsvinde til jurastudiet, og hvad livet ellers havde i vente til ham. Intet havde forandret sig i det ydre – vi lavede sjov, sådan som vi altid gjorde, sladrede om, hvem der havde sagt hvad ved grillfesten – men en ganske særlig varme rislede gennem min rygrad.
Jeg var pinligt opmærksom på hans krop i min lille bil – hans albue hvilede på konsollen, hans knæ var inden for rækkevidde af min hånd. Mens vi kørte gennem den sydgående kurve i Lake Shore Drive og passerede cyklister og løbere på gangstierne, skændtes jeg tavst med mig selv. Var der en måde at gøre det her useriøst? Hvor slemt kunne det skade mit job? Jeg havde ingen klarhed over noget – hvad der var passende, hvem der ville opdage det, og om det betød noget – men det slog mig, at jeg var færdig med at vente på klarhed.
Han boede i Hyde Park i en vens fremlejede lejlighed. Da vi kørte ind i kvarteret, var luften mellem os tyk af spændinger, som om noget uundgåeligt eller forudbestemt omsider var ved at ske. Eller var det noget, jeg bildte mig ind? Måske havde jeg afvist ham for mange gange. Måske havde han opgivet det og betragtede mig nu bare som en god og trofast ven – en pige med en Saab med aircondition, som kørte ham rundt, når han havde brug for det.
Jeg standsede bilen foran hans bygning, stadig med hovedet fuldt af forvirrede tanker. Der indtraf en pinlig pause, hvor vi hver især ventede på, at den anden skulle sige farvel. Barack så på mig med hovedet på skrå.
”Skal vi hente noget is?” sagde han.
Da vidste jeg, at spillet var sat i gang, det var en af de få gange, hvor jeg besluttede at holde op med at tænke og bare leve.
Det var en varm sommeraften i byen, som jeg elskede. Luften føltes blid mod min hud. Der lå en Baskin-Robbins i karréen nær Baracks lejlighed, og vi købte to isvafler, gik udenfor for at spise dem og fandt et sted på fortovskanten. Behageligt trætte efter at have tilbragt en dag ude i det fri sad vi tæt sammen med knæene trukket op og spiste hurtigt og uden at sige et ord vores is, så den ikke nåede at smelte. Barack læste det måske i mit ansigt eller fornemmede det i min holdning – at alt var begyndt at løsnes og folde sig ud for mig.
Han så nysgerrigt på mig med en antydning af et smil.
”Må jeg kysse dig?” spurgte han.
Og dermed lænede jeg mig ind mod ham, og alt føltes klart
Som ung og karrierebevidst advokat tilbragte Michelle Obama langt størstedelen af sine vågne timer på kontoret. Hun havde ikke tid til en kæreste, og hun havde heller ikke mødt nogen, der var tilpas interessant til at udfylde den rolle. Det ændrede sig, da hun en sommer blev mentor for en særdeles charmerende jurastuderende.
Du kan købe Min historie online, fx hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Michelle Obamas historie er nemlig meget mere end fortællingen om hendes tid som amerikansk førstedame. Det er historien om en pige, der voksede op i Chicagos South Side, et af USA’s mest barske nabolag, og alligevel har formået at begå sig blandt den amerikanske elite på prestigefyldte universiteter som Princeton og Harvard.
Det er historien om en kvinde, der har formået at balancere moderskab og karriere, og som utrætteligt har kæmpet for at forbedre vilkårene for kvinder, minoriteter og samfundets svageste. Det er kort sagt fortællingen om en kvinde, der gang på gang har overgået alles forventninger, og som har viet sit liv til at hjælpe andre med at gøre det samme.
I nedenstående eksklusive uddrag fra Min historie kan du læse om den varme sommer i Chicago, hvor Michelle og Barack mødte hinanden.
Michelle Obama
Min historie
Barack Obama kom for sent den første dag. Jeg sad på mit kontor på seksogfyrretyvende etage og ventede og ventede ikke på, at han skulle komme. Som de fleste førsteårsadvokater havde jeg travlt. Jeg tilbragte lange timer på Sidley & Austin, spiste ofte både frokost og aftensmad ved mit skrivebord, mens jeg kæmpede med en stadig strøm af dokumenter, der alle var skrevet i præcist og passende advokatsprog. Jeg læste notater, jeg skrev notater, jeg redigerede andre folks notater. På et tidspunkt opfattede jeg nærmest mig selv som tresproget. Jeg kendte South Sides afslappede dialekt og den højrøvede diktion i Ivy League, og nu talte jeg så også advokatsprog.
Jeg var blevet ansat i firmaets marketing- og intellektuel ejendomsgruppe, som internt blev betragtet som mere ustruktureret og kreativ end andre grupper, sikkert fordi vi, i det mindste i noget af tiden, beskæftigede os med reklamer. Den del af mit job involverede at granske manuskripter til vores klienters tv- og radioreklamer og sikre, at de ikke overtrådte Federal Communications Commissions standarder. Jeg fik senere æren af at tage mig af de juridiske spørgsmål vedrørende Barney the Dinosaur. (Ja, det var det, der blev betragtet som at køre på frihjul i advokatfirmaet).
Problemet for mig var, at mit arbejde som yngre medarbejder ikke satte mig ret meget i kontakt med klienterne, og jeg var en Robinson, opfostret i min storfamilies larmende flok og formet af min fars instinktive kærlighed til en flok. Jeg tørstede efter en eller anden form for samspil. For at jage ensomheden bort pjattede jeg med Lorraine, min assistent, en hyperorganiseret, godmodig afroamerikansk kvinde, som var betydeligt ældre end mig, og som sad lige uden for mit kontor og passede min telefon. Jeg havde venlige, faglige relationer til nogle af seniorpartnerne og livede op, hver gang jeg fik en chance for at sludre med mine kolleger, men generelt var alle overbebyrdede med arbejde og passede på ikke at spilde et eneste minut af dagen, som der kunne faktureres for. Så der sad jeg så alene ved mit skrivebord igen med mine dokumenter.
Hvis jeg skulle tilbringe halvfjerds timer hver uge et sted, så var mit kontor ikke det værste sted at være. Jeg havde en læderstol, et blankpoleret skrivebord af valnød og store vinduer med udsigt over den sydøstlige del af byen. Jeg kunne se ud over det kaotiske forretningskvarter og se de hvide skumtoppe på Lake Michigan, der om sommeren var fyldt med sejlbådenes lyse pletter. Hvis jeg stillede mig i en bestemt vinkel, kunne jeg skelne kystlinjen og få et glimt af South Sides smalle stribe med de lave tage og sporadiske træbevoksninger.
Derfra, hvor jeg sad, så kvartererne fredsommelige og næsten legetøjsagtige ud, men virkeligheden var i mange tilfælde en helt anden. Dele af South Side var blevet til trøstesløse, øde områder, efterhånden som butikkerne måtte lukke, og familierne fortsatte med at flytte væk. Stålværkerne, som engang havde sørget for stabilitet, nedlagde tusindvis af job. Crackepidemien, der havde hærget afroamerikanske samfund på steder som Detroit og New York, var først lige nået til Chicago, men opførte sig ikke mindre destruktivt. Bander sloges om markedsandele og rekrutterede unge drenge til at køre deres gadehjørneoperationer, hvilket var farligt, men langt mere lukrativt end at gå i skole. Byens mordrate var begyndt at stige – et tegn på, at der ville komme endnu flere problemer.
Jeg tjente godt hos Sidley, men var pragmatisk nok til at tage en fugl i hånden, når det gjaldt boligen. Siden jeg havde afsluttet jurastudiet, havde jeg igen boet i mit gamle South Shore-kvarter, som stadig var relativt uberørt af bander og stoffer. Mine forældre var flyttet nedenunder i Robbie og Terrys gamle lejlighed, og efter opfordring fra dem havde jeg overtaget lejligheden ovenpå, hvor vi boede, da jeg var barn, og fikset den op med en ny, hvid sofa og indrammede batiktryk på væggene. Jeg skrev nu og da en check ud til mine forældre, der løseligt dækkede mit forbrug af vand og strøm. Det gjorde det ikke rigtig ud for en husleje, men de insisterede på, at det var rigeligt.
Selvom min lejlighed havde egen indgang, vadede jeg som regel gennem køkkenet nedenunder på vej til og fra arbejde – delvist fordi mine forældres bagdør førte direkte ud til garagen, og delvist fordi jeg stadig var og altid ville være en Robinson. Selvom jeg nu forestillede mig selv som den slags habitklædte, Saab-kørende selvstændige unge erhvervsaktive, som jeg altid havde drømt om at være, brød jeg mig ikke rigtig om at være alene. Jeg stivede mig af med daglige indtjekninger hos min mor og far. Jeg gav dem et kram netop den morgen, inden jeg styrtede ud ad døren og kørte gennem kraftigt regnvejr for at komme på arbejde. For at komme på arbejde til tiden, skulle jeg måske tilføje.
Jeg så på mit ur.
”Har han vist sig?” råbte jeg til Lorraine.
Man kunne tydeligt høre hendes suk. ”Nej, min pige,” råbte hun tilbage. Jeg kunne se, at hun syntes, det var morsomt. Hun vidste, at det drev mig til vanvid, når folk kom for sent – at jeg opfattede det som hybris.
Barack Obama havde allerede skabt en del røre i firmaet. Han havde blandt andet kun lige afsluttet sit første år på jurastudiet, og normalt ansatte vi kun andetårsstuderende til sommerjob. Men det rygtedes, at han var enestående, og en af hans lærere på Harvard – en datter af en partner i firmaet – hævdede, at han var den mest begavede jurastuderende, hun nogensinde havde mødt. Nogle af sekretærerne, som havde set ham, da han var til ansættelsessamtale, sagde, at ud over at han tilsyneladende var kanondygtig, så var han også lækker.
Jeg var skeptisk over for det hele. Giv en bare halvintelligent sort mand et jakkesæt på, og så bliver hvide mennesker ellevilde, det var min erfaring. Jeg tvivlede på, at han havde gjort sig fortjent til al den hype. Jeg havde kigget på fotoet af ham i sommerudgaven af vores liste over ansatte – et ikke særligt flatterende underbelyst foto af et mandehoved med et stort smil og noget lidt nørdet over sig – og det lod mig kold. Ifølge hans biografi kom han oprindelig fra Hawaii, hvilket i det mindste gjorde ham til en relativt eksotisk nørd. Men ellers var der ikke noget, der skilte sig ud. Den eneste overraskelse havde jeg fået et par uger tidligere, da jeg nød- tvunget ringede ham op for at præsentere mig selv. Jeg var blevet behageligt overrasket over stemmen i den anden ende af linjen – en fyldig, endog sexet baryton, der overhovedet ikke syntes at modsvare fotoet af ham.
Der gik ti minutter til, inden han meldte sig i receptionen på vores etage, og jeg gik ud for at møde ham og fandt ham siddende i en sofa – en Barack Obama, klædt i et mørkt jakkesæt og stadig lidt våd efter regnen. Han grinede fåret og undskyldte forsinkelsen, da han trykkede mig i hånden. Han havde et bredt smil og var højere og tyndere, end jeg havde forestillet mig, han ville være – en mand, som tydeligvis ikke gik op i mad, som også så helt uvant ud med at gå formelt klædt. Hvis han vidste, at han ankom med et ry for at være et vidunderbarn, så viste han det ikke.
Mens jeg gik med ham ned ad gangene til mit kontor, præsenterede ham for selskabsjuraens magelige trivialiteter – viste ham tekstbehandlingscenteret og kaffemaskinen, forklarede vores system med at holde regnskab med fakturerbare timer – var han stille og ærbødig og lyttede opmærksomt. Efter omkring tyve minutter afleverede jeg ham til seniorpartneren, som skulle være hans egentlige supervisor i sommerens løb, og vendte tilbage til mit skrivebord.
Senere samme dag tog jeg Barack med til en frokost på en fancy restaurant i stueetagen i vores kontorbygning, et sted pakket med velplejede bankfolk og advokater, der holdt frokostmøder med måltider til middagspriser. Det var frynsegodet ved at være vejleder for en sommermedarbejder: Det var en undskyldning for at spise ude og spise godt og gøre det på firmaets regning.
Som Baracks rådgiver skulle jeg fungere som en social kontaktskaber mere end noget andet. Det var min opgave at sørge for, at han trivedes med jobbet, at han havde nogen at komme til, hvis han havde brug for råd, og at han følte sig forbundet med det større hold. Det var starten på en større bejlingsproces – hvor ideen, som det var tilfældet med alle sommeransatte, var, at firmaet kunne tænkes at ville rekruttere ham til et fuldtidsjob, når han havde fået sin juraeksamen.
Det gik hurtigt op for mig, at Barack ikke ville få brug for mange råd. Han var tre år ældre end mig – nærmede sig de otteogtyve. Til forskel fra mig havde han arbejdet i flere år efter at have taget sin bachelor på Columbia, inden han gik videre til det juridiske fakultet. Han var underligt fri for tvivl på sig selv, selvom det umiddelbart var svært at forstå hvorfor.
Sammenlignet med min egen march mod succes, det direkte pileskud i min bane fra Princeton til Harvard og mit skrivebord på seksogfyrretyvende etage, havde Barack improviseret og siksakket mellem helt forskellige verdener. Jeg lærte under frokosten, at han var en hybrid i enhver forstand – søn af en sort kenyansk far og en hvid mor fra Kansas, hvis ægteskab havde været både ungdommeligt og kortvarigt. Han var født og vokset op i Honolulu, men havde tilbragt fire år af sin barndom med at flyve med drager og fange fårekyllinger i Indonesien. Efter high school havde han tilbragt to relativt afslappede år som studerende på Occidental College i Los Angeles, inden han blev overført til Columbia, hvor han ifølge sin egen beretning slet ikke havde opført sig som en collegedreng, der blev sluppet løs i 1980’ernes Manhattan. I stedet havde han levet som en bjergeremit i det sekstende århundred, hvor han læste højtravende litterære værker og filosofi i en lurvet lejlighed på 109th Street, skrev dårlige digte og fastede om søndagen.
Vi lo ad det hele, udvekslede historier om vores baggrunde, og hvad der havde ført os til jura. Barack var alvorlig, dog uden at tage sig selv for alvorligt. Han var frisk og frejdig i sin opførsel, men udtrykte sig kraftfuldt. Det var en sær og pirrende kombination. For mig var det også overraskende, hvor godt han kendte Chicago.
Barack var den første person, jeg havde mødt på Sisley, som havde tilbragt tid i barbersalonerne, grillbarerne og de fundamentalistiske sorte sogne på Far South Side. Inden han kom på jurastudiet, havde han arbejdet i Chicago i tre år som græsrodsorganisator og tjent 12.000 dollars om året i et nonprofitforetagende, der holdt sammen på en koalition af kirker. Det var hans opgave at hjælpe med at genopbygge kvarterer og få arbejdspladser tilbage. Som han beskrev det, havde det været to dele frustration og én del belønning: Han havde for eksempel brugt uger på at planlægge et møde i lokalsamfundet, hvor der så kun dukkede en halv snes mennesker op. Hans bestræbelser blev mødt med hån hos fagforeningsledere og pillet fra hinanden af både sorte og hvide. Men med tiden vandt han nogle sejre, og det syntes at opmuntre ham. Han læste jura, forklarede han, fordi græsrodsarbejde havde vist ham, at meningsfulde samfundsmæssige forandringer ikke kun afhang af de lokale, men også af en stærkere politik og statslige tiltag.
Trods min modstand mod al den hype, der var gået forud for ham, opdagede jeg, at jeg beundrede Barack for både hans selvsikkerhed og alvorlige indstilling. Han var forfriskende, ukonventionel og sært elegant. Men jeg tænkte dog ikke en eneste gang på ham som en, jeg gerne ville date. Først og fremmest var jeg hans mentor i firmaet. Jeg havde også for nylig helt givet afkald på at date nogen, for jeg var alt for opslugt af arbejde til at lægge nogen energi i det. Og da vi havde spist frokost, tændte Barack en cigaret, hvilket ville have været nok til at kvæle enhver interesse, hvis jeg da havde været interesseret til at begynde med.
Han ville blive en god en at være mentor for i sommer, tænkte jeg.
***
I løbet af de næste par uger gled vi ind i en slags rutine. Sidst på eftermiddagen traskede Barack ned ad gangen og smed sig i en af stolene på mit kontor, som om han havde kendt mig i årevis. Sommetider føltes det også sådan. Vi havde let ved at tale sammen og tænkte ganske ens. Vi sendte hinanden sideblikke, når folk omkring os blev stressede til vanvid, når partnere kom med kommentarer, der virkede nedladende eller uvidende. Det uudtalte, men ganske tydelige var, at han var en bror, og på vores kontor, som beskæftigede over fire hundred advokater, var kun fem af de fuldtidsansatte advokater afroamerikanere. Det var indlysende og let at forstå, at vi blev tiltrukket af hinanden.
Barack mindede på ingen måde om den typiske morakker og sommermedarbejder (som jeg selv havde været to år tidligere hos Sidley), som netværkede som en rasende og nervøst spekulerede på, om han snart ville blive tilbudt et guldrandet job. Han dryssede rundt med en rolig distance, som kun syntes at øge hans tiltrækning.
I firmaet fortsatte hans ry med at vokse. Han var allerede blevet bedt om at deltage i partnermøder på højt niveau. Han blev allerede presset til at give sit besyv med, uanset hvilke emner der var til diskussion. På et tidspunkt tidligt på sommeren producerede han et notat på tredive sider om virksomhedsledelse, der øjensynligt var så gennemarbejdet og overbevisende, at det straks blev legendarisk. Hvem var den fyr? Alles nysgerrighed var pirret.
”Jeg har en kopi til dig,” sagde Barack en dag og skubbede sit notat hen over mit skrivebord med et smil.
”Tak,” sagde jeg og tog imod mappen. ”Glæder mig til at læse det.”
Da han var gået, lagde jeg det i en skuffe.
Vidste han, at jeg aldrig fik det læst? Det tror jeg, han gjorde. Han havde givet mig det halvt i spøg. Vi befandt os inden for forskellige specialer, så der var alligevel ikke noget materialeoverlap i vores arbejde. Jeg havde rigeligt i mine egne dokumenter. Og han behøvede ikke at imponere mig. Vi var venner nu, Barack og jeg, våbenkammerater.
Vi spiste frokost ude i byen mindst en gang om ugen og sommetider mere end det og lod selvfølgelig altid Sidley & Austin klare regningen. Vi lærte efterhånden mere om hinanden. Han vidste, at jeg boede i det samme hus som mine forældre, at mine lykkeligste minder om Harvard Law School stammede fra det arbejde, jeg havde lavet på Retshjælpskontoret. Jeg vidste, at han slugte bjerge af bøger om politisk filosofi, som om det var ferielæsning, at han brugte alle sine småpenge på bøger. Jeg vidste, at hans far var død ved en bilulykke i Kenya, og at han havde taget en tur til landet for at prøve at forstå, hvem manden var. Jeg vidste, at han elskede basketball, løb lange ture i weekenderne og talte længselsfuldt om sine venner og sin familie på Oahu. Jeg vidste, at han havde haft en masse kærester før i tiden, men ikke havde nogen nu.
Det sidste var noget, jeg troede, jeg kunne rette op på. Mit liv i Chicago var fyldt med dygtige og attråværdige sorte kvinder. Til trods for mine maratonagtige arbejdstider kunne jeg lide at dyrke selskabelighed. Jeg havde venner fra Sidley, venner fra high school, venner, som jeg havde fået gennem netværk på arbejdet, og venner, som jeg havde mødt gennem Craig, som var nygift og tjente sit udkomme som investeringsbankmand i byen. Vi var en munter flok, der samledes, når vi kunne, i den ene eller den anden bar i centrum og bragte os ajour under lange, overdådige måltider i weekenderne. Jeg var kommet sammen med et par fyre på jurastudiet, men havde ikke mødt nogen speciel, da jeg vendte tilbage til Chicago, og var heller ikke rigtig interesseret i det. Jeg havde meddelt alle, deriblandt mine potentielle bejlere, at jeg prioriterede min karriere. Men jeg havde dog masser af veninder, som søgte efter nogen, de kunne date.
En aften tidligt på sommeren tog jeg Barack med til happy hour på en bar inde i byen, der en gang om måneden fungerede som et uofficielt mødested for sorte erhvervsfolk og var stedet, hvor jeg ofte mødtes med venner. Han havde skiftet jakkesættet ud, så jeg, og havde nu en hvid hørblazer på, der lignede noget fra et kostumeskab til Miami Vice. Aha.
Det var ikke til at komme uden om, at selv med denne udfordrende stil var Barack et hug. Han så godt ud, var selvsikker og succesrig. Han var atletisk, interessant og venlig. Hvad mere kunne nogen ønske sig? Jeg sejlede ind i baren og var sikker på, at jeg gjorde alle en tjeneste – både ham og alle damerne. Han blev næsten omgående kapret af en af mine bekendte, en smuk og dynamisk kvinde, der arbejdede i finanssektoren. Hun livede straks op, da hun talte med Barack, kunne jeg se. Tilfreds med denne udvikling bestilte jeg en drink og gik hen til de andre i mylderet af mennesker, som jeg kendte.
Tyve minutter senere fik jeg i den anden ende af lokalet øje på Barack, der var låst fast i en tilsyneladende endeløs samtale med kvinden, som tog sig af det meste af snakken. Han sendte mig et blik, der antydede, at han gerne ville reddes. Men han var en voksen mand. Han måtte klare sig selv.
”Ved du, hvad hun spurgte mig om?” sagde han næste dag, da han dukkede op på mit kontor, stadig lettere vantro. ”Hun spurgte, om jeg kunne lide at ride. På en hest!” Han sagde, de havde snakket om deres yndlingsfilm, og det havde heller ikke været så vellykket.
Barack var intellektuel og sikkert mere intellektuel, end de fleste kvinder kunne klare. (Det var faktisk min venindes vurdering af ham, da vi talte sammen næste gang). Han var ikke nogen happy hour-fyr, og det burde jeg måske have forstået noget før. Min verden var fyldt med håbefulde, hårdtarbejdende mennesker, som var besat af at bevæge sig op ad karrierestigen. De havde nye biler og købte deres første ejerlejligheder og holdt af at tale om det hele over en martini efter arbejde. Barack ville hellere tilbringe en aften alene og læse op på urban boligpolitik. Som organisator havde han tilbragt uger og måneder med at lytte til folk, der beskrev deres udfordringer. Hans insisteren på håb og potentialet for mobilitet, begyndte jeg efterhånden at forstå, kom fra et helt andet og ikke lettilgængeligt sted.
Der var engang, fortalte han mig, hvor han havde været mere løssluppen og mere vild. Han var blevet kaldt Barry i de første tyve år af sit liv. Som teenager røg han pot for foden af vulkanerne på Oahu. På Occidental red han på 1970’ernes svindende energi og tog Hendrix og Stones til sig. Men et sted på vejen tog han sit fulde navn til sig – Barack Hussein Obama – og den komplicerede identitet, han måtte rubriceres under. Han var hvid og sort, afrikaner og amerikaner.
Han var beskeden og levede beskedent, men var bevidst om rigdommen i sit eget sind og den privilegerede verden, der ville åbne sig for ham som følge deraf. Han tog det hele seriøst, kunne jeg se. Han kunne være sorgløs og spøgefuld, men han kom aldrig bort fra en mere alvorlig følelse af forpligtigelse. Han var på en slags søgende færd, men han vidste endnu ikke, hvor den ville føre hen. Det eneste, jeg vidste, var, at vejen ikke gik over drinks. Næste gang, der var happy hour, efterlod jeg ham på kontoret.
***
Da jeg var barn, røg mine forældre. De tændte deres cigaretter om aftenen, mens de sad i køkkenet og fortalte om deres arbejdsdag. De røg, mens de vaskede op senere på aftenen, og åbnede sommetider et vindue for at slippe lidt frisk luft ind. De var ikke kæderygere, men de var vanerygere og trodsige rygere. De røg, længe efter at forskningen tydeligt havde vist, at det var skadeligt.
Det hele drev både mig og Craig til vanvid. Vi gjorde et stort nummer ud af at hoste, når de tændte en smøg. Vi udførte sabotagemissioner mod deres forråd. Da Craig og jeg var meget små, tog vi en helt ny karton Newports frem fra en hylde og gik i gang med at ødelægge cigaretterne ved at brække dem som bønner over køkkenvasken. En anden gang dyppede vi enderne af deres cigaretter i chilisauce og lagde dem tilbage i pakken.
Vi holdt forelæsninger for vores forældre om lungekræft, forklarede dem rædslerne, som var blevet vist os på filmstriber om sundhed henne i skolen – billeder af rygerlunger, udtørrede og sorte som trækul, døden i sin vorden, døden lige inde i ens bryst. Som en kontrast fik vi vist billeder af raske og livskraftige lyserøde lunger, som var sunde og ubesmittede af røg. Paradigmet var enkelt nok til at gøre deres adfærd forvirrende. Godt/dårligt. Sund/syg. Man vælger selv sin fremtid. Det var alt det, vores forældre havde lært os. Men alligevel gik der år, inden de til sidst kvittede tobakken.
Barack røg, ligesom mine forældre gjorde – efter måltider, på vej ned ad gaden, eller når han var nervøs og havde brug for at gøre noget med sine hænder. I 1989 var rygning mere udpræget, end det er i dag, mere en del af dagliglivet. Forskning i effekterne af passiv rygning var relativt ny. Folk røg på restauranter, kontorer og i lufthavne. Men jeg havde set filmstriberne. For mig og enhver fornuftig person, jeg kendte, var rygning ren og skær selvødelæggelse.
Barack vidste præcis, hvordan jeg havde det med det. Vores venskab var bygget på en åbenhed og ærlighed, som jeg tror, vi begge satte pris på.
”Hvorfor vil en, der er så klog som dig, gøre noget så dumt som det her?” røg det ud af mig, allerede den første dag vi traf hinanden, da jeg så ham afslutte vores frokost med en smøg. Det var et ærligt spørgsmål.
Som jeg mindes det, trak han bare på skuldrene og erkendte, at jeg havde ret. Der var ikke noget at kæmpe for eller indvende mod det. Rygning var det ene område, hvor Baracks logik syntes at svigte helt.
Men uanset om jeg ville indrømme det eller ej, skete der noget mellem os. De dage, hvor vi havde haft for travlt til at stikke hovedet ind hos hinanden, begyndte jeg at spekulere på, hvad han mon havde lavet. Jeg talte mig selv fra at blive skuffet, når han ikke viste sig i min døråbning. Jeg talte mig selv fra at blive alt for eksalteret, når han gjorde.
Jeg havde følelser for manden, men de var latente, dybt begravet under min faste beslutning om at holde styr på mit liv og min karriere og rette blikket fremad – fri for ethvert drama. Mine årlige evalueringer på arbejdet var gode. Jeg var på vej til at blive medejer af Sidley & Austin, formentlig før jeg fyldte toogtredive. Det var alt, hvad jeg ønskede – eller det prøvede jeg at overbevise mig selv om, at det var.
Jeg ignorerede måske det, der opstod mellem os, men det gjorde han ikke.
”Jeg synes, vi skal gå i byen sammen,” meddelte Barack mig en eftermiddag, da vi havde spist sammen.
”Hvad? Du og jeg?” Jeg foregav at være chokeret over, at han overhovedet betragtede det som en mulighed. ”Jeg har sagt, at jeg ikke dater. Og jeg er din rådgiver.”
Han lo ironisk. ”Som om det har noget at sige. Du er ikke min chef,” sagde han. ”Og du er ret dejlig.”
Barack havde et smil, der syntes at brede sig over hele ansigtet. Han var en dødelig kombination af noget belevent og fornuftigt. Mere end en gang i de kommende dage fremlagde han beviser for, hvorfor vi skulle gå ud sammen. Vi var kompatible. Vi fik hinanden til at le. Vi var begge ledige, og vi tilstod ydermere at være næsten umiddelbart uinteresserede i enhver, vi mødte. Ingen i firmaet, hævdede han, ville løfte et bryn, hvis vi datede. Faktisk kunne det måske ovenikøbet blive opfattet positivt. Han formodede, at partnerne ville have ham til at komme og arbejde for dem engang. Hvis han og jeg var et par, ville det øge chancerne.
”Du mener, at jeg ligesom er en slags lokkemad?” sagde jeg leende. ”Du smigrer dig selv.”
I løbet af sommeren organiserede firmaet en række events og udflugter for sine ansatte og sendte tilmeldingssedler rundt til alle, der ville med. Et af arrangementerne var en opførelse på en hverdagsaften af Les Misérables på et teater ikke så langt fra kontoret. Jeg skrev os på listen til to billetter, hvilket var, hvad man forventede af en juniorvejleder og hendes sommerpraktikant. Vi formodedes at deltage i firmaets arrangementer sammen. Jeg skulle sørge for, at hans oplevelse med Sidley & Austin blev lys og positiv. Det var hele ideen med det.
Vi sad ved siden af hinanden i teateret, begge godt trætte efter en lang arbejdsdag. Tæppet gik op, og musikken begyndte og gav os en grå og dyster version af Paris. Jeg ved ikke, om det skyldtes min sindsstemning, eller om det bare skyldtes Les Misérables selv, men jeg tilbragte den næste time med at føle mig hjælpeløst knuget af fransk ulykke. Grynt og lænker. Fattigdom og voldtægter. Uretfærdighed og undertrykkelse. Millioner af mennesker verden over havde forelsket sig i denne musical, men jeg vred mig i sædet og prøvede at hæve mig over den uforklarlige pine, jeg følte, hver gang melodien blev gentaget.
Da lyset blev tændt i pausen, kiggede jeg stjålent på Barack. Han var sunket sammen med højre albue på armlænet og pegefingeren hvilende mod panden med et uudgrundeligt udtryk.
”Hvad synes du?” sagde jeg.
Han sendte mig et sideblik. ”Grufuldt, ikke?”
Jeg lo, lettet over, at han havde det på samme måde.
Barack satte sig op i sædet. ”Hvad med at komme ud herfra?” sagde han. ”Vi kan bare smutte.”
Under normale omstændigheder ville jeg ikke stikke af. Jeg var ikke sådan en person. Jeg gik alt for højt op i, hvad de andre advokater tænkte om mig – hvad de ville tænke, hvis de fik øje på vores tomme pladser. Jeg gik generelt alt for højt op i at gøre det færdigt, som jeg var begyndt på, i at følge hver eneste lille ting helt til dørs, til den nervepirrende afslutning, om det så var en overspændt Broadwaymusical på en ellers dejlig onsdag aften. Det skyldtes desværre feltafkrydseren i mig. Jeg udholdt elendighed for syns skyld. Men nu var jeg åbenbart sammen med en, der ikke gjorde.
Vi undgik enhver, som vi kendte fra arbejdet – de andre vejledere og deres sommerpraktikanter, der sprudlede overstadigt i lobbyen – smuttede ud fra teateret og ind i en balsamisk aften. Det sidste lys var ved at svinde fra en purpurfarvet himmel. Jeg åndede ud, min lettelse var så følelig, at det fik Barack til at le.
”Hvor går vi hen?” spurgte jeg.
”Hvad med at vi snupper en drink?”
Vi gik hen til en bar i nærheden på samme måde, som vi altid syntes at gå, med mig et skridt foran og ham et skridt efter. Barack slentrede. Han bevægede sig med leddeløs hawaiiansk afslappethed og skyndte sig aldrig, selv ikke og især ikke når han blev bedt om at skynde sig. Jeg gik til gengæld rask, også når jeg havde fri, og havde svært ved at sætte tempoet ned. Men jeg kan huske, hvordan jeg den aften tvang mig selv til at gå bare lidt langsommere – så jeg kunne høre, hvad han sagde, for det var begyndt at dæmre for mig, at det betød noget for mig at høre alt, hvad han sagde.
Indtil nu havde jeg opbygget min tilværelse med stor omhu, stoppet og foldet hvert uordentligt stykke af den ind, som om jeg skabte et stramt stykke origami uden luft. Jeg havde arbejdet med dens kreation. Jeg var stolt af, hvordan den så ud. Men den var sart. Hvis et hjørne blev foldet nedad, kunne jeg risikere at opdage, at jeg var rastløs. Hvis et andet hjørne rev sig løs, kunne det afsløre, at jeg var usikker med hensyn til den erhvervskarriere, som jeg så bevidst havde stilet efter, med hensyn til de ting, som jeg sagde til mig selv, at jeg ønskede. Nu tror jeg, at det var derfor, jeg vogtede så omhyggeligt over mig selv og ikke var parat til at slippe ham ind. Han var som en vind, der truede med at bringe alt i uorden.
Et par dage senere spurgte Barack, om han måtte køre med mig til en grillfest for sommerpraktikanter, som fandt sted denne weekend i en seniorpartners hjem i en af de velhavende forstæder ud til søen nord for byen.
Vejret var, som jeg husker det, klart den dag, søen tindrede i udkanten af en velplejet plæne. Et cateringfirma serverede mad, mens musikken drønede i højttalerne, og folk kom med bemærkninger om husets smagfulde pragt. Hele miljøet var et portræt af velstand og sorgløshed, en ikke særlig subtil påmindelse om belønningen, man fik, når man helhjertet viede sig til morakkeriet.
Barack, vidste jeg, kæmpede med at finde ud af, hvad han ville med sit liv, hvilken retning hans karriere skulle tage. Han havde det ikke så godt med rigdom. Ligesom mig havde han aldrig været rig og tragtede heller ikke efter det. Han ville langt hellere være effektiv, men prøvede stadig at regne ud hvordan.
Vi bevægede os gennem selskabet, ikke helt som et par, men vi var for det meste sammen, dryssede rundt mellem klyngerne af kolleger, drak øl og limonade, spiste hamburgere og kartoffelsalat af plastictallerkner. Vi kom fra hinanden og fandt så hinanden igen. Det hele føltes så naturligt. Han var ret flirtende over for mig, og jeg flirtede også.
Nogle af mændene begyndte at spille lidt basketball, og jeg så på, mens Barack luntede hen til banen i sine klipklapper for at spille med. Han havde et afslappet forhold til alle i firmaet. Han tiltalte alle sekretærerne ved navn og kom godt ud af det med alle – fra de ældre mere stive advokater til de ambitiøse unge fyre, som nu spillede basketball. Han er et godt menneske, tænkte jeg for mig selv, mens jeg så ham kaste bolden til en anden advokat.
Efter at have overværet et hav af kampe i high school og på universitetet kunne jeg genkende en god spiller, når jeg så en, og Barack bestod hurtigt testen. Han spillede en atletisk, elegant form for basketball, hans ranglede krop bevægede sig hurtigt og viste en kraft, som jeg ikke havde bemærket før. Han var hurtig og elegant, selv i sit hawaiianske strandfodtøj. Jeg stod der og foregav at lytte til, hvad nogens aldeles søde kone sagde til mig, men mit blik var limet til Barack. Jeg blev for første gang slået af synet af ham – denne sære blanding af alting-mand.
Da vi kørte tilbage til byen i den tidlige aften, mærkede jeg en ny pine, et nyligt sået kim af længsel. Barack skulle forlade firmaet engang i august, forsvinde til jurastudiet, og hvad livet ellers havde i vente til ham. Intet havde forandret sig i det ydre – vi lavede sjov, sådan som vi altid gjorde, sladrede om, hvem der havde sagt hvad ved grillfesten – men en ganske særlig varme rislede gennem min rygrad.
Jeg var pinligt opmærksom på hans krop i min lille bil – hans albue hvilede på konsollen, hans knæ var inden for rækkevidde af min hånd. Mens vi kørte gennem den sydgående kurve i Lake Shore Drive og passerede cyklister og løbere på gangstierne, skændtes jeg tavst med mig selv. Var der en måde at gøre det her useriøst? Hvor slemt kunne det skade mit job? Jeg havde ingen klarhed over noget – hvad der var passende, hvem der ville opdage det, og om det betød noget – men det slog mig, at jeg var færdig med at vente på klarhed.
Han boede i Hyde Park i en vens fremlejede lejlighed. Da vi kørte ind i kvarteret, var luften mellem os tyk af spændinger, som om noget uundgåeligt eller forudbestemt omsider var ved at ske. Eller var det noget, jeg bildte mig ind? Måske havde jeg afvist ham for mange gange. Måske havde han opgivet det og betragtede mig nu bare som en god og trofast ven – en pige med en Saab med aircondition, som kørte ham rundt, når han havde brug for det.
Jeg standsede bilen foran hans bygning, stadig med hovedet fuldt af forvirrede tanker. Der indtraf en pinlig pause, hvor vi hver især ventede på, at den anden skulle sige farvel. Barack så på mig med hovedet på skrå.
”Skal vi hente noget is?” sagde han.
Da vidste jeg, at spillet var sat i gang, det var en af de få gange, hvor jeg besluttede at holde op med at tænke og bare leve.
Det var en varm sommeraften i byen, som jeg elskede. Luften føltes blid mod min hud. Der lå en Baskin-Robbins i karréen nær Baracks lejlighed, og vi købte to isvafler, gik udenfor for at spise dem og fandt et sted på fortovskanten. Behageligt trætte efter at have tilbragt en dag ude i det fri sad vi tæt sammen med knæene trukket op og spiste hurtigt og uden at sige et ord vores is, så den ikke nåede at smelte. Barack læste det måske i mit ansigt eller fornemmede det i min holdning – at alt var begyndt at løsnes og folde sig ud for mig.
Han så nysgerrigt på mig med en antydning af et smil.
”Må jeg kysse dig?” spurgte han.
Og dermed lænede jeg mig ind mod ham, og alt føltes klart
Andre læste også: