Michael Larsen: Jeg skal leve mine romanpersoners liv

Forfatteren bag Slangen i Sydney har mange grunde til at føle sig hjemme på Ærø. For næsten fire år siden slap en australsk wallaby (kænguruen på billedet ovenfor) nemlig fri fra sin indhegning i Vindeballe på Ærø. Den har siden levet vildt på øen. Og har slået sig ned i området omkring Michael Larsens gård.

Af Michael Larsen

Min kæreste lo naturligvis første gang, jeg begav mig ud i landskabet forklædt som busk. Jeg er ikke helt uden selvironi, så jeg kunne også godt se det komiske i, at jeg, en mand, der har rundet de 50 år, pludselig lusker rundt i haven og på bakkerne omkring gården iført kamera, kamuflagetøj og ansigtsmaske. Og jeg indrømmer det: masken var grænseoverskridende. Vi bor ganske vist på en gård et øde sted i landskabet, men dels ville jeg have meget svært ved at forklare mig, hvis jeg rent faktisk mødte en, jeg kendte, dels ville jeg måske skræmme livet af nogen, hvis de så mig. For der er noget uhyggeligt over sådan en mundering. Ikke mindst i disse terror-tider. Der var bare ingen vej udenom, for jeg havde for længst passeret forfatterens eget point of no return og var allerede på vej langt ind i Mordet på øens univers. Jeg skulle mærke det hele, gennemspille det, se hele filmen.

Jeg har brugt metoden til alle mine bøger. På engelsk går den under betegnelsen Method Acting, hvor en skuespiller bruger egne erfaringer, egne følelser og egen indbildningsevne til at finde sin figurs indre motiver og derved den fuldkomne identifikation med rollen. Det er langt hen ad vejen det samme, man gør som forfatter. Man bliver ganske enkelt en eller flere af sine karakterer og udlever i nogen grad deres liv, og selv om det kan lyde forblommet og en smule prætentiøst, så bliver man i en vis forstand faktisk selve romanens sjæl og form. Under det tidlige forarbejde til Slangen i Sydney befandt jeg mig på Fraser Island i Australien i selskab med vilde dingoer og nogle af denne verdens farligste slanger og edderkopper, og under arbejdet med Femte sol brænder frøs jeg mig halvt ihjel, da jeg – ud over den megen research – skulle forstå både helleristninger og stjernebilleder ved feltstudier – det vil sige ved timelange ophold under kulsorte nattehimle og kravlende på smatvåde svenske klippeflader. Denne gang har feltarbejdet været noget mere behageligt og pragmatisk. Mordet på øen er skrevet i et tæt parløb med en helt anden bog, Ærøs Natur, der udkom for et år siden, og som simpelt hen er den første bog, der i ord og billeder beskriver øens biotoper, kryb og kravl, pattedyr, sjældne vækster og store og små fugle.

Begge bøger krævede, at jeg samtidig gjorde min ”uddannelse” færdig som fotograf. På mange måder har det været en på papiret helt umulig men i virkeligheden helt urimeligt lykkelig parallel-produktion, hvor det blot vrimler med mord i den ene og moser i den anden. Efter den første store gennemskrivning af Mordet på øen havde jeg oven i købet den store fornøjelse at kunne afprøve alle de ting, jeg havde skrevet om i forhold til at gøre sig usynlig i landskabet. Otte store musvåger landede for at fouragere på marken nedenfor gården. Og iført kamuflagetøj havde jeg for længst ”busket” mig ind bag fjendens linjer og gemt mig i hegnet. Jeg var usynlig. Musvågerne fløj og flagrede til højre og venstre få meter over mit hoved, og jeg kunne knipse, alt det jeg ville. Jeg var i deres øjne nu ganske enkelt en del af landskabet.

Og pludselig landede en af dem på en gren lidt over mig i den busk, jeg gemte mig ved, så mit åndedræt næsten stoppede. Havde jeg strakt armen ud, havde jeg rørt den. Så tæt på var den. Faktisk var den for tæt på til, at jeg kunne tage billeder af den. Det føltes fuldkommen uvirkeligt, den slags sker bare ikke, jeg var jo nu simpelt hen med i romanen, og jeg sad lidt og spekulerede over, hvad jeg egentlig skulle gøre. Så hævede jeg langsomt blikket. Og dér så jeg for første gang direkte ind i en rovfugls øjne. Det handler om at komme tæt nok på, som der står i romanen. Og bagefter var jeg både beruset af øjeblikket og lidt stolt over mit arbejde. Og nåja, så faktisk også en smule glad for, at jeg den dag ikke havde masken på. For så havde jeg nok skræmt livet af den.

Michael Larsen bestrider formidlingens kunst udi dets mange varianter: Han er journalist, debattør, foredragsholder, har skrevet filmmanuskripter, og så er han forfatter. Han debuterede i 1992 med Med livet i hælene, og hans seneste udgivelse er den anmelderroste Mordet på øen, hvor de smukke omgivelser på Ærø har været en stor inspirationskilde.

Du kan købe Mordet på øen lige her eller hos en boghandler.