Biografier

5 ting du (måske) ikke vidste om Martin Andersen Nexø

5 ting du (måske) ikke vidste om Martin Andersen Nexø

I 2019 er det 150 år siden, at Martin Andersen Nexø blev født. I en ny biografi går den førende Nexø-forsker Henrik Yde helt tæt på den verdensberømte forfatter.



Martin Andersen Nexø (1869-1954) er formentlig mest kendt som forfatter til Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn, der begge opnåede international udbredelse på højde med H.C. Andersens eventyr.

Andre vil måske huske ham som en forfatter, der med alderen blev fascineret af kommunismen og bakkede op om Sovjetunionen.

Henrik Yde er den førende forsker i Nexøs forfatterskab, og i den storstilede biografi NEXØ når han hele vejen rundt om både mennesket og forfatteren Martin Andersen Nexø.






1. Pelle Erobreren er længere, end de fleste tror

Pelle Erobreren, der er Martin Andersen Nexøs ubestridte hovedværk, er egentlig en roman i fire bind. Over de fire bind – Barndom, Læreaar, Den store kamp og Gryet – følger man Pelle gennem hans opvækst som fattig dreng frem til han er en moden mand.

Det er således kun bind 1, der danner udgangspunkt for Bille Augusts film fra 1987, der året efter vandt både en Oscar og De Gyldne Palmer.

Pelle Erobreren, Martin Andersen Nexø
Social-Demokratens føljetonudgave af Pelle Erobreren

I løbet af årene før og under 1. Verdenskrig udkom Pelle Erobreren på otte sprog foruden dansk, ofte i føljetonudgave i de europæiske arbejderpartiers dagspresse men også som selvstændige bogudgivelser. I dag foreligger bogen på mere end tyve europæiske og asiatiske sprog.



2. Martin Andersen Nexø er faktisk ikke fra Nexø

Martin Andersen Nexø er nemlig født på Christianshavn, og på Christians Havns Vold står der i dag en portrætbuste i bronze af forfatteren i nærheden af, hvor han boede i de første år af sit liv.

Da Nexø var 8 år flyttede han med familien til Bornholm. I 1996 blev han gjort til æresborger i Nexø.

Martin Andersen Nexø, Knud Nellemose,
Knud Nellemoses portrætbuste fra 1969 på Christianshavns Vold.


3. Martin Andersen Nexø blev fængslet under 2. Verdenskrig

I forbindelse med Tyskland og dets allieredes angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 beordrede det tyske gesandtskab i Danmark en omfattende arrestation af ledende danske kommunister. Selvom forslaget var i strid med grundloven, efterkom den danske regering tyskernes ønske.

Blandt de arresterede var Martin Andersen Nexø, som blev hentet af det danske politi om formiddagen den 22. juni. Nexø skrev adskillige breve til indflydelsesrige personligheder for at blive løsladt, men hverken dette eller skrivelser fra Nexøs læge havde nogen indvirkning.

Hjælpen skulle i stedet vise sig at komme fra uventet kant. Den 6. september 1941 blev Nexø nemlig løsladt efter ordre fra den tyske besættelsesmagt.

Det sidste, tyskerne havde brug for i Danmark, var nemlig en kommunistisk martyr.



4. Ditte Menneskebarn er den kvindelige pendant til Pelle Erobreren

Da første bind af Ditte Menneskebarn udkom, sammenlignede Martin Andersen Nexø Ditte med Pelle:

5 ting du (måske) ikke vidste om Martin Andersen Nexø
Førsteudgaven af Ditte Menneskebarn fra 1917.

“Det er … Pelles Søster, jeg her sender ud i Verden. Jeg tog i Pelle Erobreren den nøgne Proletardreng op til Behandling inden for Litteraturen, og Ditte Menneskebarn er det kvindelige Sidestykke hertil.”

Alligevel var der en række forskelle mellem de to værker. Blandt andet havde Nexø ikke en færdig plan for Ditte Menneskebarn, som han havde haft det for Pelle Erobreren. Samtidigt blev Ditte Menneskebarn i modsætning til forgængeren ikke en optimistisk udviklingsroman men i stedet en lidelsesfuld roman, hvori Nexø anklager det danske samfund for ikke at værne om sine menneskelige ressourcer.

På trods af værkets markant anderledes tone nød det alligevel stor anerkendelse både i Danmark og internationalt. Faktisk er Ditte Menneskebarn oversat til flere sprog end Pelle Erobreren. 



5. Martin Andersen Nexø har flere gange været indstillet til Nobelprisen i Litteratur

På trods af gentagne indstillinger fra både dansk og international side har Martin Andersen Nexø dog aldrig modtaget Nobelprisen i Litteratur.

Den svenske Nobelkomité har bl.a. afvist den danske forfatter ved at anfægte, at hans værker havde modernistiske tendenser (omend Nexø selv var modstander af modernismen), og at en påstand om, at hverken Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn kunne anses for “fuldbyrdede digterværker”.






NEXØ af Henrik Yde

Henrik Yde, Martin Andersen Nexø, biografi, fagbog, dansk litteraturhistorie

En storstilet biografi med hidtil ikke-publiceret materiale skrevet af den førende Nexø-forsker Henrik Yde.

Martin Andersen Nexø voksede op under små kår i København og på Bornholm, hvor han blev udlært skomager og siden hen lærer. Allerede midt i livet blev han kendt som forfatter til den internationale succes Pelle Erobreren. Da han senere i livet måtte drage i landflygtighed på grund af sit politiske virke på venstrefløjen, bidrog det kun til myten om proletardigteren.

Men hvem var Martin Andersen Nexø egentlig, og hvordan skal vi læse hans værker i dag? I denne rigt illustrerede litterære biografi nyfortolker Henrik Yde forfatterskabet og giver et unikt indblik i Nexøs sammensatte person og det spektakulære liv, han levede i en turbulent periode af Europas historie.

Du kan købe NEXØaf Henrik Yde online her eller i din lokale boghandel.






Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.