Indefra

Mads Brügger på jagt efter sandheden i en usædvanligt speget historie

Mads Brügger på jagt efter sandheden i en usædvanligt speget historie

Uddrag af bogen 11.11.11 af Mads Brügger

Den 11. november 2011 anholdes en ung dansker, Pierre Flensborg, i Mexico City, anklaget for at ville smugle diktatoren Gaddafis søn over grænsen. De følgende 533 dage sidder han fængslet i nogle af Mexicos værste fængsler.

Historien om Pierre Flensborg rammer hurtigt medierne, og Mads Brügger begynder at interessere sig for sagens hovedperson. Via en fælles bekendt får han kontakt med ham i fængslet i Mexico – men kort efter løslades Flensborg, og så går der nogle år, hvor de to ikke har kontakt. I 2015 kontakter Brügger igen Flensborg, og de to begynder at mødes jævnligt.

I bogen 11.11.11 følger vi Mads Brügger fra han første gang hører om Flensborg – og i de efterfølgende år, hvor han  begynder at grave i sagen. Og opdager, at den er langt mere speget, end man kunne have forestillet sig.

Herunder kan du læse et uddrag af bogens første kapitel. Vi kommer ind i historien på et tidspunkt i 2015, hvor Mads Brügger og Pierre Flensborg begynder at mødes, for at Pierre kan fortælle Mads hele historien om, hvad der skete 11. november 2011. Eller i hvert fald: sin version af historien.


Et grundvilkår for alle vores møder var, at det var hævet over enhver tvivl, at Pierre Flensborg var totalt uskyldig. Og ikke kun det; hele påstanden om, at der havde været en sammensværgelse om at smugle Gaddafis søn til Mexico var det rene opspind. Pierre havde været på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt og var alene offer for uheldige omstændigheder. Som han så det, var han blevet brugt som syndebuk af mexicanerne i et konspiratorisk forsøg på at overbevise amerikanerne om, at de også deltog i kampen mod terror. Han var så god til at fremstille sin sag, at jeg ikke kun troede på, at han var uskyldig, jeg tillod mig også at grine indforstået med ham, når han causerede om, hvor latterligt det var overhovedet at påstå, at Saadi Gaddafi havde prøvet at flygte til Mexico.

Som menneske virkede han intelligent. Humor havde han også, og han var gavmild med smil og latter. Og så var han frapperende god til at fortælle historier. Når han talte sig varm, slog han over i amerikansk engelsk, som klart var det sprog, han følte sig bedst hjemme i.

Jeg sad bare og lyttede og røg cigaretter, og der var flere gange, hvor min blære var ved at sprænges, fordi Pierres historier var så spændende, at jeg ikke ville rende på toilettet midt i dem. Når vi skiltes efter hvert møde, vidste jeg aldrig, hvor han tog hen, og jeg opdagede heller aldrig, hvor han kom fra, når vi mødtes igen.

Hen over månederne tegnede Pierre Flensborg et billede af sig selv som en snarrådig forretningsmand, der havde maxet ud på globaliseringen. Jeg husker, han nævnte investeringer i kulminer i Indonesien, og i Amerika havde han tjent en formue på at opkøbe livsforsikringer fra hiv-patienter og sælge dem videre til nogle hasidiske jøder i New York. Hiv-patienterne fik en sum penge i hånden her og nu, og når de døde, indkasserede de nye ejere så hele livsforsikringen. Forretningsmodellen byggede på et væddemål mod døden, for der skulle stadig betales forsikringspræmier, og hvis hiv-patienterne ikke kradsede hurtigt nok af, kunne det pludselig blive en rigtig dårlig forretning, især hvis man ejede mange tusinde livsforsikringer på én gang. Det var kapitalisme i sin grimmeste udgave, men formelt set ikke ulovligt understregede Pierre, selvom han dog nævnte to forretningspartnere i Houston, der var havnet i et fængsel i Texas efter at have presset citronen for meget.

Da Pierre Flensborg blev anholdt i Mexico City, stod han ved slutningen af en femårig periode, hvor han udelukkende havde koncentreret sig om at tjene så mange penge som overhovedet muligt. Herfra var planen at trække sig tilbage og nyde frugterne af arbejdet. Han havde været så målrettet og disciplineret, at han bevidst havde afbrudt forbindelsen til både venner og familie i disse fem år. Ofte sagde han, at han ikke havde nogen venner og grundlæggende havde svært ved at stole på andre mennesker.

Hvad jeg var mest imponeret af ved Pierre Flensborg, var hvor hurtigt han var kommet sig efter den mishandling, han var blevet udsat for i Mexicos fængsler. Flere gange havde han været overbevist om, at han skulle dø, men alligevel ynkede han ikke sig selv og fremstillede heller ikke sig selv som et offer. Tværtimod fortalte han om lidelserne med en sort humor, som jeg var fuld af beundring over.

De mange kaffemøder ledte frem til en aftale om, at jeg skulle forfatte en bog om Pierres oplevelser i Mexico. Når Pierre spurgte, om andre mennesker ville være interesseret i hans historie, sagde jeg, at det ville blive en fortælling, som ville sige noget meget vigtigt om den tid, vi lever vi. Heldigvis spurgte Pierre ikke om, hvad dette vigtige udsagn var, for det havde jeg ingen anelse om. Jeg sagde også, at det ville blive en bog på højde med Alejandro González Iñárritus spillefilm Babel, hvor mennesker kæmper med katastrofer, som rammer dem vilkårligt.

Mærkeligt nok fortrængte jeg sideløbende jægersoldatens historie om mødet med Pierre Flensborg i Houston tilbage i 2009. Til sidst holdt jeg helt op med at tænke på det. Jeg kunne simpelthen ikke få historien om et hemmeligt selskab, der vogtede over en kolossal mængde guld, til at stemme overens med den Pierre Flensborg jeg selv var ved at lære at kende. Måske er virkeligheden den, at jeg ikke ønskede, at det, jægersoldaten havde oplevet i Houston, skulle være sandt.

I stedet tænkte jeg på, at jeg endelig havde udsigt til at skrive en historie med en rigtig helt i hovedrollen. En stærk og modig protagonist, som tilmed var en effen fortæller. Når han bedyrede, at han var fuldkommen uskyldig, og alene et offer for uheldige omstændigheder, troede jeg virkelig på ham. Han var så skarptskåren og fascinerende en karakter, at han kunne bære hele bogen alene, mente jeg. Til forlaget som jeg pitchede historien til, sagde jeg, at dette var “en enestående historie om det ukendte danske offer for krigen mod terror”, og jeg beskrev en gribende fortælling, hvor jeg ville flette mine interviews med Pierre Flensborg sammen med hans 500 sider lange dagbog fra fængslet, samt brudstykker af en kommende reportagerejse til Mexico. Forlaget kunne ikke svare andet end ja, og da min redaktør mødte Pierre Flensborg blev hun selv kringsat af hans charme.

Langt om længe, sagde jeg til mig selv, kunne jeg slippe for at være involveret i stadigt mere eksperimenterende og grænsesøgende journalistik, hvor debatten om mine metoder kom til at skygge for selve historien. Det var også rart at vide, at jeg for en gangs skyld ikke skulle skrive en bog i første person ental. Jeg var træt af “jeg”.

Så begyndte en periode på et halvt år, hvor Pierre Flensborg kom ind på mit kontor og lod sig interviewe. Frekvensen var cirka et par gange om måneden, alt efter hvad mit arbejde tillod. Der var også perioder, hvor Pierre var bortrejst, efter eget udsagn til steder som Panama og Dubai. I dag, når jeg genhører mine interviews med Pierre, der tilsammen løber op i mere end ti timers samtale, er jeg forundret over, hvor få kritiske spørgsmål jeg stiller undervejs. Det er også interessant, hvor lidt Pierre fortæller om, hvad han lavede før episoden i Mexico, og hvad han egentlig går og beskæftiger sig med i dag. Jeg nåede heller aldrig at finde ud af, hvem hans forældre er, hvor de bor, hvor han selv bor, hvordan han skaffer sig penge til dagen og vejen – altså de helt grundlæggende hv-spørgsmål, som en journalist bør stille.

Hvis der nogensinde skal rejses en skamstøtte for ukritiske fascinationsinterviews, skal den forestille mig, der holder mikrofonen for Pierre Flensborg.

Til sidst kom vi frem til det punkt, hvor jeg skulle rejse til Mexico City. Aftalen mellem os havde hele tiden været den, at jeg først ville interviewe Pierre Flensborg om hele sagen, og så ville jeg drage til Mexico for at se, hvordan kortet og landskabet passede sammen.


11.11.11, Mads Brügger, Gaddafi, Mexico

Mads Brügger (f. 1972) er forfatter, journalist og programchef på Radio24syv. Han står bag dokumentarfilm som Det Røde Kapel (2009), Ambassadøren (2011) og senest The John Dalli Mystery (2017) og er forfatter til bøgerne Ingen kender Dagen (2003), Grænselandet (2007) og Klovnekrigen (2013).
11.11.11 er hans debut som eneforfatter.

11.11.11 udkommer 11. november 2017. Læs mere og køb bogen her.