Uddrag af forordet til bogen “Ludermanifestet” – Af GirlSquad: Louise Kjølsen, Ekaterina Andersen og Nikita Klæstrup
Vi har alle tre været unge i Danmark. Et land, som var et af de første til at give kvinder stemmeret. Et land, som var det første til at frigive billedpornografien. Et land, der i høj grad bryster sig af ligestilling og frisind. Et land, hvor vi som piger har fået at vide, at vi er lige så meget værd som drenge. Men hvor vi har oplevet, at vi alligevel ikke var helt lige så meget værd som drengene. Og hvor vi alligevel ikke helt kunne tillade os at gøre de samme ting. Hvis vi ville bestemme, var vi dominerende, hvorimod drengene viste lederpotentiale. Hvis vi havde en fri seksualitet, var vi ludere, hvorimod drengene var seje eller blot ”helt almindelige drenge”.
“Vi er blevet kaldt ludere mange gange. Når vi ikke ville indrette os efter samfundets normer, og når vi ikke opførte os, som mændene gerne ville have.”
Nikita var en luder, da hun bar en afslørende kjole til en fest. Louise var en luder, da hun twerkede og samtidig ønskede at tale om magtkritik i Politiken. Ekaterina var en luder, da hun smilede til en buddreng foran sin første ægtemand. Og vi var alle sammen ludere, da vi lagde undertøjsbilleder op på Instagram. Da vi kyssede med mænd i byen. Da vi afviste en mand, som inviterede os ud. Da vi debatterede ligestilling i Zetland og i Berlingske og diverse andre medier.
Netop derfor hedder vores bog “Ludermanifestet”. Fordi vi vil gøre op med det luderstigma, som i flere hundrede år er blevet brugt til at udskamme, kontrollere og begrænse kvinder.
At blive kaldt luder er at blive sat i en social skammekrog. Så kan man sidde der og tænke over, hvad man har gjort, og når man så har rettet ind, kan man komme ud i samfundet igen og blive en respekteret borger med ret til at blive taget seriøst.
Når vi forsøger at skabe en debat om luderstigmaet og den seksuelle dobbeltmoral, som stigmaet er et resultat af, får vi ofte at vide, at kvinder jo godt må være seksuelle væsener. De må jo egentlig godt have flere sexpartnere. Og de må jo egentlig godt lægge letpåklædte billeder ud. Men at alle andre jo også godt må synes, at det er klamt. Det er vi ikke enige i. For udskamning er den mest udbredte form for social kontrol, og hver gang nogen for eksempel siger: “Ingen siger, at hun ikke har ret til det. Vi siger bare, at det er klamt”, så kan det godt være, at der ikke bliver vedtaget en lov om, at man ikke må gå sådan klædt eller opføre sig på en bestemt ”klam måde”, men det ændrer ikke ved, at der er et bagvedliggende ønske om at regulere en anden persons adfærd, så vedkommende tilpasser sig de normer, der i øvrigt er i det pågældende samfund, og retter ind.
“Ligestilling er ikke er statisk mål, man opnår, det er en vedvarende debat.”
Netop derfor har vi brugt ordet luder med stolthed som titel på vores radioprogram og vores bog. I ordet ligger århundreders opbyggede magt til at udskamme kvinder, og derfor giver det en enestående mulighed for selv at bruge denne magt og ikke lade sig skræmme eller kontrollere af andre.
Vi tilhører en ny generation af feminister, og vi bliver ofte spurgt om, hvad vi har at kæmpe for i dag. Til dette kunne vi komme med faktuelle svar, såsom at kun to procent af alle voldtægtsudøvere bliver dømt, at andelen af kvinder i den danske topledelse kun er 15 procent, at vi sprogligt stadig nedgør feminine mænd med ord som ”tøsedreng” eller ”bøsse”, eller at slutshaming af unge kvinder har samme psykiske følger som PTSD. I stedet svarer vi, at vi kæmper, fordi ligestilling ikke er et statisk mål, man opnår, det er en vedvarende debat.
Vi er blevet kritiseret for, at vi kun kæmper for vores egen ret til at leve, som vi vil, og ikke en fælles feministisk kamp, og det undrer os. For kampen for ligestilling handler lige så meget om at stoppe slut shaming, som det handler om kvinder i bestyrelsesposter. Alle de forhold er forbundne. Og arbejdet med ét område vil uundgåeligt påvirke andre områder, da det handler om de bagvedliggende sexistiske strukturer. Vi har derfor valgt følgende seks mærkesager som fundamentet for vores ligestillingskamp:
#1 Reclaim ordet luder!
#2 Du har ret til at se ud, som du vil!
#3 Kræv din orgasme!
#4 Hvis det ikke føles rart, så er det ikke rart!
#5 Dick pics, hævn porno og nudes. Der er forskel. Så enkelt er det!
#6 Vi har ikke ligestilling, før alle er lige stillede!
Det er på de punkter, at ikke kun vi, men også mange andre oplever, at de bliver begrænset af kønsopfattelse og seksualmoral, og derfor tager vi udgangspunkt i vores egen umiddelbare og konkrete virkelighed. Det er emner, der er centrale og vigtige, når vi taler om ligestilling, og det er forhold, vi godt kunne tænke os at ændre, så vores børn ikke skal vokse op og kæmpe med de samme problemer. Det betyder også, at der er en række områder, vi ikke har fokus på i dette manifest – for eksempel bestyrelsesposter, glaslofter og barsel.
Der har været enormt meget postyr om os som personer og vores måde at udleve feminisme på. Vi er blevet angrebet af alle: lige fra mænd, som mener, at vi har total ligestilling i Danmark, og at vi kvinder bare skal slappe af og prise os lykkelige for at være ude af køkkenet, til ældre generationers feminister, som mener, at vi overser nogle af de vigtigste ligestillingskampe.
“Vi er trætte af at skulle eksistensberettige os selv, vores kamp og vores måde at være feminister på. Hvorfor bliver vi altid kaldt “selverklærede” feminister? Hvilken hemmelig indvielsesceremoni til feministklubben er vi gået glip af?”
Vi har spildt så meget tid på at forklare og forsvare, at vi er feminister. Den tid kunne være blevet brugt på at tale om reelle problemstillinger. For selvom nogle fra den ældre generation måske har svært ved at forstå det, så er dick pics, hævnporno, seksuelle overgreb, slutshaming et cetera desværre en uundgåelig del af rigtig mange unges hverdag. Men det burde det ikke være. Og det er derfor, at vi har valgt at skrive vores bog. Vi er uendeligt taknemmelige for alle de feminister, som kom før os. De har kæmpet en vigtig kamp, og vi står i gæld til dem, men kampen er altså ikke vundet endnu.
GirlSquad er:
Louise Kjølsen: Kandidatgrad i psykologi, Twerk Queen, foredragsholder.
Ekaterina Andersen: Teologistuderende, fotograf, født i Rusland, gift og mor til to.
Nikita Klæstrup: Studerer tv- og medietilrettelæggelse på Journalist- og mediehøjskolen, blogger, tabloid-darling og Danmarks mest googlede kvinde i 2015.
Du kan læse Ludermanifestet som e-bog eller lydbog eller låne bogen på biblioteket.
Uddrag af forordet til bogen “Ludermanifestet” – Af GirlSquad: Louise Kjølsen, Ekaterina Andersen og Nikita Klæstrup
Vi har alle tre været unge i Danmark. Et land, som var et af de første til at give kvinder stemmeret. Et land, som var det første til at frigive billedpornografien. Et land, der i høj grad bryster sig af ligestilling og frisind. Et land, hvor vi som piger har fået at vide, at vi er lige så meget værd som drenge. Men hvor vi har oplevet, at vi alligevel ikke var helt lige så meget værd som drengene. Og hvor vi alligevel ikke helt kunne tillade os at gøre de samme ting. Hvis vi ville bestemme, var vi dominerende, hvorimod drengene viste lederpotentiale. Hvis vi havde en fri seksualitet, var vi ludere, hvorimod drengene var seje eller blot ”helt almindelige drenge”.
Nikita var en luder, da hun bar en afslørende kjole til en fest. Louise var en luder, da hun twerkede og samtidig ønskede at tale om magtkritik i Politiken. Ekaterina var en luder, da hun smilede til en buddreng foran sin første ægtemand. Og vi var alle sammen ludere, da vi lagde undertøjsbilleder op på Instagram. Da vi kyssede med mænd i byen. Da vi afviste en mand, som inviterede os ud. Da vi debatterede ligestilling i Zetland og i Berlingske og diverse andre medier.
Netop derfor hedder vores bog “Ludermanifestet”. Fordi vi vil gøre op med det luderstigma, som i flere hundrede år er blevet brugt til at udskamme, kontrollere og begrænse kvinder.
At blive kaldt luder er at blive sat i en social skammekrog. Så kan man sidde der og tænke over, hvad man har gjort, og når man så har rettet ind, kan man komme ud i samfundet igen og blive en respekteret borger med ret til at blive taget seriøst.
Når vi forsøger at skabe en debat om luderstigmaet og den seksuelle dobbeltmoral, som stigmaet er et resultat af, får vi ofte at vide, at kvinder jo godt må være seksuelle væsener. De må jo egentlig godt have flere sexpartnere. Og de må jo egentlig godt lægge letpåklædte billeder ud. Men at alle andre jo også godt må synes, at det er klamt. Det er vi ikke enige i. For udskamning er den mest udbredte form for social kontrol, og hver gang nogen for eksempel siger: “Ingen siger, at hun ikke har ret til det. Vi siger bare, at det er klamt”, så kan det godt være, at der ikke bliver vedtaget en lov om, at man ikke må gå sådan klædt eller opføre sig på en bestemt ”klam måde”, men det ændrer ikke ved, at der er et bagvedliggende ønske om at regulere en anden persons adfærd, så vedkommende tilpasser sig de normer, der i øvrigt er i det pågældende samfund, og retter ind.
Netop derfor har vi brugt ordet luder med stolthed som titel på vores radioprogram og vores bog. I ordet ligger århundreders opbyggede magt til at udskamme kvinder, og derfor giver det en enestående mulighed for selv at bruge denne magt og ikke lade sig skræmme eller kontrollere af andre.
Vi tilhører en ny generation af feminister, og vi bliver ofte spurgt om, hvad vi har at kæmpe for i dag. Til dette kunne vi komme med faktuelle svar, såsom at kun to procent af alle voldtægtsudøvere bliver dømt, at andelen af kvinder i den danske topledelse kun er 15 procent, at vi sprogligt stadig nedgør feminine mænd med ord som ”tøsedreng” eller ”bøsse”, eller at slutshaming af unge kvinder har samme psykiske følger som PTSD. I stedet svarer vi, at vi kæmper, fordi ligestilling ikke er et statisk mål, man opnår, det er en vedvarende debat.
Vi er blevet kritiseret for, at vi kun kæmper for vores egen ret til at leve, som vi vil, og ikke en fælles feministisk kamp, og det undrer os. For kampen for ligestilling handler lige så meget om at stoppe slut shaming, som det handler om kvinder i bestyrelsesposter. Alle de forhold er forbundne. Og arbejdet med ét område vil uundgåeligt påvirke andre områder, da det handler om de bagvedliggende sexistiske strukturer. Vi har derfor valgt følgende seks mærkesager som fundamentet for vores ligestillingskamp:
Det er på de punkter, at ikke kun vi, men også mange andre oplever, at de bliver begrænset af kønsopfattelse og seksualmoral, og derfor tager vi udgangspunkt i vores egen umiddelbare og konkrete virkelighed. Det er emner, der er centrale og vigtige, når vi taler om ligestilling, og det er forhold, vi godt kunne tænke os at ændre, så vores børn ikke skal vokse op og kæmpe med de samme problemer. Det betyder også, at der er en række områder, vi ikke har fokus på i dette manifest – for eksempel bestyrelsesposter, glaslofter og barsel.
Der har været enormt meget postyr om os som personer og vores måde at udleve feminisme på. Vi er blevet angrebet af alle: lige fra mænd, som mener, at vi har total ligestilling i Danmark, og at vi kvinder bare skal slappe af og prise os lykkelige for at være ude af køkkenet, til ældre generationers feminister, som mener, at vi overser nogle af de vigtigste ligestillingskampe.
Vi har spildt så meget tid på at forklare og forsvare, at vi er feminister. Den tid kunne være blevet brugt på at tale om reelle problemstillinger. For selvom nogle fra den ældre generation måske har svært ved at forstå det, så er dick pics, hævnporno, seksuelle overgreb, slutshaming et cetera desværre en uundgåelig del af rigtig mange unges hverdag. Men det burde det ikke være. Og det er derfor, at vi har valgt at skrive vores bog. Vi er uendeligt taknemmelige for alle de feminister, som kom før os. De har kæmpet en vigtig kamp, og vi står i gæld til dem, men kampen er altså ikke vundet endnu.
GirlSquad er:
Louise Kjølsen: Kandidatgrad i psykologi, Twerk Queen, foredragsholder.
Ekaterina Andersen: Teologistuderende, fotograf, født i Rusland, gift og mor til to.
Nikita Klæstrup: Studerer tv- og medietilrettelæggelse på Journalist- og mediehøjskolen, blogger, tabloid-darling og Danmarks mest googlede kvinde i 2015.
Du kan læse Ludermanifestet som e-bog eller lydbog eller låne bogen på biblioteket.
Andre læste også: