Danske Lindy Lillelund modtog i 2017 internationalt Røde kors’ Florence Nightingale-medalje for sit arbejde som sygeplejerske i konfliktzoner. Men det lå ikke i kortene, at det var den retning, hans liv skulle tage: At landmandssønnen fra Sir ved Holstebro skulle ende i et traditionelt ‘kvindefag’.
Læs med her, hvor Lindy fortæller om sit arbejde i verdens konfliktzoner; om på ganske kort tid at skulle vurdere patienter og vælge, hvem der skal hjælpes og hvem, der ikke skal – et valg, der kan betyde forskellen på liv og død.
Hvordan kom du på, at du skulle være sygeplejerske?
Da jeg som ung rejste med rygsæk, oplevede jeg for første gang fattigdom og fandt, at der var en uretfærdighed i, at vi i i-landene havde det godt, mens andre havde det så svært. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville lave humanitært arbejde, men jeg vidste ikke hvordan. Jeg skulle have en uddannelse som egnede sig til det.
Sammen med min daværende kæreste, lavede jeg en brainstorm og listede en række uddannelser op, og ved hjælp af udelukkelsesmetoden blev det til sygeplejerske og siden (mere målrettet) anæstesisygeplejerske.
Hvordan kom det i stand første gang, du skulle rejse ud og arbejde som sygeplejerske?
Jeg husker ikke præcist hvorfor valget faldt på Røde Kors, men efter en ansøgning om at blive delegat kom jeg til interview og blev godkendt. Derefter var jeg på et ugelangt kursus som introducerede mig mere til Røde Kors’ verden, og derefter var jeg klar til udsendelse. Der gik dog mere end et halvt år inden jeg fik tilbudt min første mission – i Lokichkio i Kenya.
I mangel af bedre kan en Makita bore-skruemaskine købt i basaren i Kandahar bruges til at sætte skruer og plader i knoglebrud. Afghanistan 2015
Du har rejst i nogle af verdens farligste konfliktområder. Er du aldrig bange?
Jeg er absolut ikke nervøst anlagt, og det er nok én af grundene til, at jeg ikke føler angst. Ét af de få steder, hvor jeg har været lidt bekymret, var de tilfælde hvor vi sad i trafikpropper i Mogadishu, hvilket skete ret ofte.
I Somalia er der nogen, som mener, at der ikke burde være vesterlændinge i landet, og derfor måske ville gøre os ondt. Andre kunne se et økonomisk incitement ved at kidnappe en vesterlænding – i 2013 mente man, at løsesummen for en vesterlænding lå på omkring 20 millioner kroner.
Du skal ind imellem træffe svære beslutninger – hurtigt. Og beslutninger, der kan betyde liv og død for de mennesker, du behandler. Er du aldrig i tvivl? Og kører det rundt i hovedet på dig bagefter?
Der hviler altid en tvivl over så svære beslutninger. Specielt de første måneder med ansvaret for evakueringer fra Sudan til Lokichokio kørte tankerne om aftenen efter en dag med udvælgelse. Var det nu de rigtige, jeg tog med, og – især – ikke tog med?
Lindy Lillelund i færd med det svære arbejde med at udvælge de patienter, som kan evakueres og komme med til hospitalet i Lokichokio. Det sydlige Sudan, 2015
Med tiden kommer større erfaring og mere sikkerhed i valgene. Jeg har altid været god til at holde fast i bevidstheden om, at jeg eller vi gjorde det bedste for så mange som muligt med de ressourcer vi havde.
Hvad er det mest givende ved arbejdet i konfliktzoner?
Det er naturligvis meget givende, at se noget lykkes, for eksempel et undervisningsprogram i hygiejne eller anæstesi. Det er glædeligt at mærke en stor iver for at lære om de ting, jeg kan tilbyde viden om.
Noget som jeg ikke var bevidst om inden mine første missioner var, at jeg kunne opleve en enorm livsglæde og -kraft, til trods for vanskelige livsomstændigheder. Jeg har oplevet mere sang, dans og latter end herhjemme.
For eksempel engang hvor vi sendte en færdigbehandlet patient hjem til sin landsby i det sydlige Sudan. Han havde været så længe på vores hospital, at man troede, han var død. Derfor brød kvinderne ud i jubeldans og -sang, da de så ham. Først dansede de om ham og siden en tur rundt om vores fly. Fantastisk.
De mange gange hvor jeg har været med til at redde et menneskeliv giver naturligvis stor glæde.
Lindy Lillelund har siden 2003 løbende arbejdet som sygeplejerske for Røde Kors i krigszoner i Afrika, Mellemøsten og Asien. Til daglig er han anæstesisygeplejerske på Regionshospitalet i Silkeborg.
I bogen Mellem liv og død – på job som sygeplejerske i en krigszone går han tæt på arbejdet som udsendt midt i konflikter og fortæller om de gode dage med liv og håb og de dårlige dage, hvor andre folks ulykke kommer for tæt på.
Danske Lindy Lillelund modtog i 2017 internationalt Røde kors’ Florence Nightingale-medalje for sit arbejde som sygeplejerske i konfliktzoner. Men det lå ikke i kortene, at det var den retning, hans liv skulle tage: At landmandssønnen fra Sir ved Holstebro skulle ende i et traditionelt ‘kvindefag’.
Læs med her, hvor Lindy fortæller om sit arbejde i verdens konfliktzoner; om på ganske kort tid at skulle vurdere patienter og vælge, hvem der skal hjælpes og hvem, der ikke skal – et valg, der kan betyde forskellen på liv og død.
Hvordan kom du på, at du skulle være sygeplejerske?
Da jeg som ung rejste med rygsæk, oplevede jeg for første gang fattigdom og fandt, at der var en uretfærdighed i, at vi i i-landene havde det godt, mens andre havde det så svært. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville lave humanitært arbejde, men jeg vidste ikke hvordan. Jeg skulle have en uddannelse som egnede sig til det.
Sammen med min daværende kæreste, lavede jeg en brainstorm og listede en række uddannelser op, og ved hjælp af udelukkelsesmetoden blev det til sygeplejerske og siden (mere målrettet) anæstesisygeplejerske.
Hvordan kom det i stand første gang, du skulle rejse ud og arbejde som sygeplejerske?
Jeg husker ikke præcist hvorfor valget faldt på Røde Kors, men efter en ansøgning om at blive delegat kom jeg til interview og blev godkendt. Derefter var jeg på et ugelangt kursus som introducerede mig mere til Røde Kors’ verden, og derefter var jeg klar til udsendelse. Der gik dog mere end et halvt år inden jeg fik tilbudt min første mission – i Lokichkio i Kenya.
Du har rejst i nogle af verdens farligste konfliktområder. Er du aldrig bange?
Jeg er absolut ikke nervøst anlagt, og det er nok én af grundene til, at jeg ikke føler angst. Ét af de få steder, hvor jeg har været lidt bekymret, var de tilfælde hvor vi sad i trafikpropper i Mogadishu, hvilket skete ret ofte.
I Somalia er der nogen, som mener, at der ikke burde være vesterlændinge i landet, og derfor måske ville gøre os ondt. Andre kunne se et økonomisk incitement ved at kidnappe en vesterlænding – i 2013 mente man, at løsesummen for en vesterlænding lå på omkring 20 millioner kroner.
Du skal ind imellem træffe svære beslutninger – hurtigt. Og beslutninger, der kan betyde liv og død for de mennesker, du behandler. Er du aldrig i tvivl? Og kører det rundt i hovedet på dig bagefter?
Der hviler altid en tvivl over så svære beslutninger. Specielt de første måneder med ansvaret for evakueringer fra Sudan til Lokichokio kørte tankerne om aftenen efter en dag med udvælgelse. Var det nu de rigtige, jeg tog med, og – især – ikke tog med?
Med tiden kommer større erfaring og mere sikkerhed i valgene. Jeg har altid været god til at holde fast i bevidstheden om, at jeg eller vi gjorde det bedste for så mange som muligt med de ressourcer vi havde.
Hvad er det mest givende ved arbejdet i konfliktzoner?
Det er naturligvis meget givende, at se noget lykkes, for eksempel et undervisningsprogram i hygiejne eller anæstesi. Det er glædeligt at mærke en stor iver for at lære om de ting, jeg kan tilbyde viden om.
Noget som jeg ikke var bevidst om inden mine første missioner var, at jeg kunne opleve en enorm livsglæde og -kraft, til trods for vanskelige livsomstændigheder. Jeg har oplevet mere sang, dans og latter end herhjemme.
For eksempel engang hvor vi sendte en færdigbehandlet patient hjem til sin landsby i det sydlige Sudan. Han havde været så længe på vores hospital, at man troede, han var død. Derfor brød kvinderne ud i jubeldans og -sang, da de så ham. Først dansede de om ham og siden en tur rundt om vores fly. Fantastisk.
De mange gange hvor jeg har været med til at redde et menneskeliv giver naturligvis stor glæde.
Lindy Lillelund har siden 2003 løbende arbejdet som sygeplejerske for Røde Kors i krigszoner i Afrika, Mellemøsten og Asien. Til daglig er han anæstesisygeplejerske på Regionshospitalet i Silkeborg.
Læs mere og køb Mellem liv og død her
I bogen Mellem liv og død – på job som sygeplejerske i en krigszone går han tæt på arbejdet som udsendt midt i konflikter og fortæller om de gode dage med liv og håb og de dårlige dage, hvor andre folks ulykke kommer for tæt på.
Andre læste også: