Anmelderne sammenlignede hende med Charles Dickens, og romanen høstede adskillige priser ved udgivelsen i 2016. Sarah Perrys Uhyret i Essex er en usædvanlig velskrevet historisk roman, der sammenfletter tro, videnskab og overnaturlige væsener med en gribende kærlighedsfortælling.
Cora Seaborne er en af de mange londonere, der i 1890’erne er fascineret af videnskabens mysterier. Så da hendes mand dør, øjner den nyslåede enke muligheden for at skabe sig en ny tilværelse, fri af ægteskabets snærende bånd.
Læs også Tro, videnskab og kærlighed forenes i den historiske roman Uhyret i Essex
Sammen med sin autistiske søn Francis og guvernanten Martha drager Cora derfor mod Essex i jagten på fossiler og et sagnomspundet uhyre. I Essex er byens indbyggere dog skræmt fra vid og sans efter fundet af en druknet mand, hvis hoved er blevet vendt 180 grader.
Hvem ved, måske er det mytiske uhyre mere virkeligt, end nogen havde forestillet sig?
Du kan finde Uhyret i Essex som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.
Sarah Perry
Uhyret i Essex
Hvis jeg var nødt til at forklare, hvorfor jeg elskede ham, føler jeg, at jeg ikke kan udtrykke det på anden måde end ved at svare: ”Fordi det var ham, fordi det var mig.”
Michel de Montaigne: Om venskabet
Nytårsaften
En ung mand går langs bredden af Blackwaterfloden under den kolde fuldmåne. Han har drukket det gamle år ind til sidste dråbe, lige til det sved i øjnene og vendte sig i maven på ham, og han blev træt af de skarpe lys og tummelen. ”Jeg går lige ned til vandet,” sagde han og kyssede den nærmeste kind: ”Jeg er tilbage igen inden klokkerne.” Nu ser han mod øst, mod tidevandet, der er ved at vende, ud mod flodmundingens langsomme, mørke vand og de hvide måger, der glimter på bølgerne.
Det er koldt, og det burde han mærke, men han er fuld af øl, og han har sin gode, tykke frakke på. Kraven kradser ham i nakken. Han føler sig omtåget og hæmmet, og hans tunge er tør. Jeg vil tage mig en dukkert, tænker han, det skal nok få rusket op i mig, og han går ned fra stien og står alene på bredden, hvor alle indskæringerne dybt nede i det mørke dynd venter på tidevandet.
”I’ll take a cup o’ kindness yet,” synger han med sin melodiske kirkekortenor og ler så, og nogen ler tilbage. Han knapper frakken op, han lader den stå åben, men det er ikke nok. Han vil mærke blæstens skarpe stryg mod huden. Han går tættere på vandet, stikker tungen ud i den salte luft: Ja, jeg vil tage mig en dukkert, tænker han og lader frakken falde ned på den sumpede marskjord.
Når det kommer til stykket, har han gjort det før, dengang han var dreng og i godt selskab: de modige tossestreger med en midnatsdukkert, når det gamle år udånder i armene på det nye år. Det er lavvande – vinden har lagt sig – Blackwater rummer ingen frygt. Giv ham et glas af den, og han vil tømme det med salt, muslingeskaller, østers, hele molevitten.
Men noget ændrer sig i en strømkæntring eller forandrer sig i luften. Flodmundingens vandoverflade forskubber sig – det er, som om den pulserer (han går et skridt frem), vibrerer, så bliver den stille og glat, for snart efter at fortrække sig, som viger den tilbage for en berøring. Han går nærmere, endnu ikke bange. Mågerne letter én efter én, og den sidste udstøder et skrig af forfærdelse.
Vinteren rammer ham som et slag i nakken. Han kan mærke, den trænger gennem skjorten, går gennem marv og ben. Den herlige, løsslupne stemning er væk, og han føler sig uhyggeligt til mode dér i mørket. Han kigger efter sin frakke, men månen er skjult bag skyer, og han er blind. Hans vejrtrækning er langsom, luften prikker som nåle.
Lige pludselig er den sumpede marskjord for fødderne af ham våd, som om noget derude har fortrængt vandet. Ingenting, det er ingenting, tænker han og prøver febrilsk at samle alt sit mod, men så er det der igen: et mærkeligt, stille øjeblik, som var det et fotografi, han kiggede på, efterfulgt af en vanvittig, ujævn bevægelse, der ikke kun kan være den dragning, månen udøver på tidevandet. Han tror, han ser – er sikker på, han ser – den langsomme bevægelse af noget enormt, sammenkrøbet, ildevarslende, dækket af knudrede, overlappende skæl. Så er det væk.
Han begynder at blive bange i mørket. Der er noget dér, det kan han mærke, som venter på det rette øjeblik – noget uforsonligt, uhyrligt, udklækket i vandet, hele tiden med et medvidende blik i hans retning. Det har slumret nede i dybet og er omsider dukket op. Han ser for sig, hvordan det trodser bølgerne, snuser begærligt op i luften.
Han bliver grebet af skræk, hans hjerte står stille – i ét nu er han blevet anklaget, dømt og stillet til ansvar. Oh, hvilken synder har han ikke været – hvilken sort plet har han ikke i sit inderste! Han føler sig endevendt, tømt for al godhed. Han har intet at anføre til sit forsvar.
Han spejder ud mod den sorte Blackwaterflod, og dér er det igen – noget bryder gennem overfladen, synker så atter ned – ja, det har ventet dér hele tiden, og til sidst har det opdaget ham. Han gribes af en besynderlig ro. Når det kommer til stykket, må retfærdigheden ske fyldest, og han erklærer sig beredvilligt skyldig. Det er lutter anger og ingen forløsning og intet mindre, end hvad han fortjener.
Men så tager vinden til og haler i skydækket, og den sky måne viser sit ansigt. Lyset er ganske vist sparsomt, men en trøst, og dér ligger jo hans frakke, kun halvanden alen væk, med mudder langs kanten. Mågerne vender tilbage til vandet, og han føler sig fuldkommen tåbelig.
Fra stien ovenover høres lyden af latter: en pige og hendes ven i deres festtøj. Han vinker og kalder: ”Jeg er her! Jeg er her!” Og jeg er her, tænker han, her på den sumpede marsk, han kender bedre end sin egen bukselomme, med tidevandet, der langsomt er ved at vende, og intet at frygte. Monstrøst! tænker han og ler ved sig selv, ør af befrielse. Som om der var andet derude end sild og makrel!
Intet at frygte i Blackwater, intet at angre. Blot et øjebliks forvirring i mørket og for meget at drikke. Vandet kommer ham i møde, og det er igen hans gamle kammerat. Som for at bevise det nærmer han sig, får våde støvler, rækker armene frem: ”Her er jeg!” råber han af sine lungers fulde kraft, og alle mågerne svarer igen. Bare en hurtig dukkert, tænker han, for gammelt venskabs skyld, og han smutter leende ud af skjorten.
Pendulet svinger fra ét år til det næste, og dybets overflade ligger hen i mørke.
I. En gådefuld nyhed fra Essex
Januar
Klokken var ét en trist og kedelig dag, og tidskuglen faldt på Greenwich Observatorium. Der var is på nulmeridianen og is på rigningen af de bredbugede pramme på den travle Themsen. Skippere afmærkede tid og tidevand og satte deres okseblodsfarvede sejl op mod nordøstenvinden. En ladning jern havde kurs mod Whitechap el Støberi, hvor klokker slog halvtreds mod amboltene, som om tiden var ved at rinde ud.
Tid blev afsonet bag Newgate-fængslets mure og ødet bort af filosoffer i tesaloner på The Strand. Den blev forspildt af dem, der ønskede, at fortiden var nutid, og afskyet af dem, der ønskede, at nutiden var forbi. St Clement’s Kirke ringede med børnerimet ”Oranges and Lemons”, og Westminsters afstemningsklokke var stum.
Tid var penge på The Royal Exchange, hvor mænd tilbragte eftermiddagen med stadig mindre håb om at få kamelerne gennem nåleøjet, og i kontorerne i Holborn Bars var et langtakket tandhjul i et centralur årsag til en kortslutning, som fik dets dusin af slaveure til at kime. Samtlige kontorister så op fra deres hovedbøger, sukkede og så ned igen.
På Charing Cross Road byttede tiden sin stridsvogn ud med busser og taxaer i lange, påtrængende rækker, og på sygestuerne på St Bartholomew’s og The Royal Borough Hospital forvandlede smerten minutter til timer. I Wesley’s Chapel sang man The sands of time are sinking og ønskede bare, at sandet i timeglasset måtte løbe hurtigere, og flere meter væk var isen ved at smelte på gravene på Bunhill Fields.
I Lincoln’s Inn og Middle Temple granskede advokater deres kalendere og så forældelsesfrister udløbe. I lejede værelser i Camden og Woolwich var tiden grusom mod elskende, som spekulerede på, hvordan det mon blev sent så tidligt, og var, når tiden var inde, venlig mod deres helt almindelige krænkelser. Tværs gennem byen, i husrækker og lejlighedskomplekser, i højere kredse og det lavere selskab og i middelklassen blev tiden brugt og ødslet bort, strakt og ønsket væk, og hele tiden regnede en iskold regn.
Ved Euston Square og Paddington modtog undergrundsstationerne deres passagerer, der strømmede ind, som var det råmateriale, der skulle ned gennem kværnen og bearbejdes og vendes ud af formene. I en vestgående Circle Line-vogn afslørede et lys, der kom og gik, at The Times intet glædeligt havde at rapportere, og i en midtergang væltede der stødt frugt ud af en pose. Der var stænk af regn på regnfrakker, og blandt passagererne remsede dr. Luke Garrett, sammensunket inde bag sin opslåede krave, navnene op på dele af menneskehjertet.
”Venstre ventrikel, højre ventrikel, vena cava superior,” sagde han og talte dem op på fingrene i håb om, at opremsningen måske kunne gøre hans eget hjertes ængstelige slag langsommere. Manden ved siden af så forvirret op, trak så på skuldrene og vendte sig væk.
”Venstre atrium, højre atrium,” sagde Garrett lavmælt. Han var vant til, at folk kiggede undersøgende på ham, men så ingen grund til at indbyde til nogen overdreven granskning.
Trolden, blev han kaldt, eftersom han kun sjældent nåede andre mænd til skuldrene og havde en udtalt fjedrende gang, der bibragte én det indtryk, at han uden varsel kunne finde på at hoppe op i en vindueskarm. Selv gennem frakken var det muligt at se en slags dynamisk kraft i hans lemmer, og panden bulede ud over øjnene, som om den knap kunne rumme omfanget og indædtheden af hans begavelse. Han yndede at rede det sorte hår langt ned i panden som en efterligning af en ravns vinge. Nedenunder var hans øjne mørke. Han var toogtredive år og kirurg med en hungrende, ulydig forstand.
Lyset gik ud og kom igen, og målet for Garretts rejse nærmede sig. Om mindre end en time skulle han til en patients begravelse, og intet menneske havde nogensinde båret sine sørgeklæder med et lettere sind. Michael Seaborne var død seks dage tidligere af strubekræft og havde udvist samme manglende interesse for den altfortærende sygdom som for sin læges behandling. Det var ikke den afdøde, Garrett nu rettede sine tanker mod, men snarere hans enke, som (tænkte han smilende), måske var i færd med at børste det viltre hår eller havde opdaget, at der manglede en knap i den pæne, sorte kjole.
Cora Seabornes tab havde været det mærkeligste af samtlige dem, han havde været vidne til – men nu havde han så også vidst, da han mødte op i hendes hjem i Foulis Street, at noget ikke helt var, som det skulle være. Stemningen i de højloftede rum havde været decideret anspændt og tilsyneladende kun haft lidt med sygdom at gøre.
På det tidspunkt havde patienten haft det forholdsvis godt, om end han havde for vane at bære et halsbind, der også skulle tjene som bandage. Halsbindet var altid af silke, altid i lyse farver og ofte ganske let plettet. Hos en så forvænt mand var det umuligt at forestille sig, at det blev gjort ubevidst, og Luke havde ham mistænkt for at prøve at få sine gæster til at føle sig ilde til mode.
Det var lykkedes Seaborne at give indtryk af at være høj ved at være overordentligt mager, og han talte så lavmælt, at det var nødvendigt at være helt tæt på for at høre ham. Hans stemme var hvislende. Han var høflig, og hans negle var blå. Han havde roligt fundet sig i sin første konsultation og afslået tilbuddet om operation. ”Jeg har til hensigt at forlade verden, ligesom jeg kom ind i den,” sagde han og slog let på silkehalsbindet. ”Uden ar.”
”Der er ingen grund til at lide,” sagde Luke og fremkom med et uønsket tilbud om trøst.
”At lide!” Den tanke morede ham øjensynligt. ”En lærerig oplevelse, er jeg sikker på.” Derpå, som om den ene tanke var en naturlig følge af den anden, havde han sagt: ”Sig mig, har De truffet min hustru?”
Garrett mindedes ofte sit første møde med Cora Seaborne, skønt man i sandhed ikke kunne stole på hans erindring, idet den var skabt i billedet på alt, hvad der fulgte. Som var hun kaldet, kom hun i selvsamme øjeblik, standsede op på dørtærsklen og tog sin gæst i øjesyn. Så var hun gået hen over tæppet, havde bøjet sig ned og kysset sin mand på panden, og stående bag hans stol havde hun rakt hånden frem. ”Charles Ambrose har sagt, at ingen anden læge vil være god nok. Han gav mig Deres artikel om Ignaz Semmelweis. Hvis De skærer lige så godt, som De skriver, vil vi alle leve for evigt.”
Den tvangfrie smiger var ikke til at modstå, og Garrett kunne ikke andet end le og bøje sig over den fremstrakte hånd. Hendes stemme var dyb, men ikke afdæmpet, og han troede først, at hun havde den nomadeaccent, man finder hos dem, der aldrig boede ret længe ad gangen i ét land, men det var kun, fordi hun havde en let talefejl, som hun overvandt ved at trække lyden af bestemte konsonanter ud. Hun var enkelt klædt i gråt, men nederdelens stof skinnede svagt som halsen på en due. Hun var høj og ikke slank. Også hendes øjne var grå.
I månederne, der fulgte, var Garrett kommet til at forstå lidt af den uro, der lå i luften i Foulis Street tillige med sandeltræ og jod. Selv plaget af de heftigste smerter udøvede Michael Seaborne en ondskabsfuld indflydelse, der ikke havde meget at gøre med en sygs sædvanlige magt. Hans hustru var i den grad beredt med kølige klude og god vin og så villig til at lære at stikke en kanyle i en åre, at hun kunne have lært en håndbog om kvindens pligter udenad til sidste stavelse.
Men Garrett så aldrig noget, der kunne gå for at være hengivenhed mellem Cora og hendes mand. Nogle gange havde han hende mistænkt for faktisk at ønske, at det korte lys ville slukkes. Nogle gange var han bange for, at hun skulle trække ham til side, mens han gjorde injektionssprøjten klar, og sige: ”Giv ham mere – giv ham lidt mere.” Når hun bøjede sig ned for at kysse det udhungrede helgenansigt på puden, var det forsigtigt, som om hun troede, at han kunne fare op og vride hendes næse rundt af bare ondskab.
Der blev ansat sygeplejersker til at forbinde, tappe væske af og holde sengetøjet rent, men de holdt sjældent en uge. Den sidste (en gudfrygtig, belgisk pige) var gået forbi Luke i gangen og havde hvisket: ”Il est comme un diable!” og vist ham sit håndled, selvom der ikke var noget dér. Kun den navnløse hund – trofast, skabet, aldrig langt fra sengen – nærede ingen frygt for sin herre eller havde i hvert fald efterhånden vænnet sig til ham.
Med tiden havde Luke Garrett fået et fortroligt forhold til Francis, ægteparret Seabornes sorthårede, tavse søn, og til Martha, drengens barnepige, der havde for vane at stå med armen om livet på Cora Seaborne med en besidderisk holdning, han ikke brød sig om. En overfladisk vurdering af patienten blev hastigt overstået (hvad var der også at gøre, når det kom til stykket?), og Luke blev ført væk, så han kunne tage en forstenet tand i øjesyn, som Cora havde fået med posten, eller han blev udførligt udspurgt om sine ambitioner om at udvikle hjertekirurgien. Han hypnotiserede hende, mens han forklarede, at det engang var blevet brugt i krig for at lette amputering af soldaters lemmer. De spillede skak, som endte med Coras forurettelse over, at hendes modstander systematisk havde opstillet sine styrker mod hende. Luke diagnosticerede sig selv som forelsket og søgte ingen kur mod den sygdom.
Han var hele tiden bevidst om en form for energi i hende, der havde hobet sig op og ventede på at blive frigivet. Han tænkte, at når enden kom for Michael Seaborne, ville hendes fødder måske slå blå gnister på fortovene.
Enden kom til sidst, og Luke var til stede ved det sidste åndedrag, som havde været besværet, højlydt, som om patienten i sidste øjeblik havde tilsidesat sin ars moriendi og kun været interesseret i at leve et øjeblik længere. Og da det kom til stykket, var Cora uforandret. Hun hverken sørgede eller var lettet. Én gang knækkede hendes stemme over, da hun meddelte, at hunden var fundet død, men det stod ikke klart, om hun var på nippet til at le eller græde.
Da dødsattesten var underskrevet, og alt, hvad der var tilbage af Michael Seaborne, hvilede andetsteds, var der ingen gyldig grund til, at Garrett skulle begive sig hen til Foulis Street, men han vågnede hver morgen med ét formål i tankerne og opdagede, når han nåede frem til jernlågen, at han var ventet.
Toget kørte ind på Embankment, og han blev båret hen ad perronen sammen med mængden. Så ramtes han af en sorg af en slags, men det var ikke for Michael Seaborne, ej heller for hans hustru. Hvad der bekymrede ham, var, at det måske ville betyde, at dette blev det sidste af hans møder med Cora, at det sidste, han ville se til hende, var, når han så sig over skulderen, mens dødsklokkerne ringede. ”Alligevel,” sagde han, ”må jeg være der, om så kun for at se kistelåget skruet på.” Uden for indgangen til perronen smeltede isen på fortovene. Den hvide sol var på vej ned.
Klædt, som dagen krævede det, sad Cora Seaborne foran spejlet med sine perleøreringe i hvert øre. Øreflipperne var ømme, da det havde været nødvendigt at lave nye huller i dem. ”Hvad tårer angår,” sagde hun, ”må det være nok med disse her.” Hun havde pudret ansigtet med lyst pudder. Den sorte hat klædte hende ikke, men den havde både et slør og sorte fjer og tilkendegav en passende grad af sorg. De stofbetrukne knapper på de sorte manchetter ville ikke makke ret, og mellem ærmesøm og handske øjnedes en strimmel hvid hud.
Kjolens udskæring var lidt større, end hun egentlig brød sig om, og afslørede et snirklet ar, langt og bredt som hendes tommelfinger. Det var en fuldendt kopi af sølvbladene på de sølvlysestager, der stod på hver side af sølvspejlet, og som hendes mand havde maset ind i huden på hende, som om det var sin signetring, han pressede ned i flydende voks. Hun overvejede at dække det, men var med tiden blevet glad for det, og hun vidste, at man i nogle kredse misundeligt troede, at hun havde fået en tatovering.
Hun vendte sig væk fra spejlet og tog et overblik over værelset. En hvilken som helst gæst ville standse forvirret op i døren ved synet af en velhavende kvindes høje, bløde seng og damaskgardinerne i den ene side og en videnskabsmands hybel i den anden. Det fjerneste hjørne var tapetseret med botaniske tryk og landkort, revet ud af atlasser, med citater, skrevet med hendes store, sorte versaler (DRØM ALDRIG MED HÅNDEN PÅ RORET! VEND EJ RYGGEN TIL KOMPASSET!) På kaminhylden var en halv snes ammonitter opstillet efter størrelse. Ovenover, fanget i en forgyldt ramme: Mary Anning og hendes hund, der inspicerede et nedfaldent brudstykke af Lyme Regis-klippen.
Var det alt sammen hendes nu – tæppet dér, stolene her, krystalglasset, som stadig lugtede af vin? Det gik hun ud fra, og ved den tanke mærkede hun en form for lethed i lemmerne, som om hun måske kunne løses fra Newtons love og gribe sig selv i at være bredt ud over loftet. Fornemmelsen blev på anstændig vis delvist fortrængt, men ikke desto mindre kunne hun sætte navn på den: Det var ikke ligefrem lykke, ikke engang tilfredshed, men lettelse. Der var også sorg, det var sikkert og vist, og det var hun taknemmelig for, uanset hvor meget hun havde afskyet ham til sidst, for det var trods alt ham, der havde formet hende, i hvert fald delvist – og hvad godt var der nogensinde kommet ud af selvhad?
”Jamen, han skabte mig – ja,” sagde hun, og erindringen foldede sig ud som røg fra et lys, der blev pustet ud.
Sytten år gammel, og hun havde boet sammen med sin far i et hus uden for byen. Hendes mor var død for længst, (dog ikke før hun havde sørget for, at hendes datter ikke ville blive dømt til at sy navneklude og fransk). Hendes far, usikker på, hvad han skulle stille op med sin beskedne rigdom, og hvis lejere kun på foragtelig vis havde syntes om ham, var rejst af sted i forretninger og vendt tilbage med Michael Seaborne ved sin side.
Han havde præsenteret sin datter med stolthed – Cora, barfodet, med latin på tungen – og gæsten havde taget hendes hånd og beundret den og skændt på hende på grund af en brækket negl. Han kom igen, og igen, til han var endt med at være ventet. Han havde tynde bøger med til hende og små, hårde genstande til ingen verdens nytte. Han yndede at gøre sig lystig over hende, satte tommelfingeren ned i hendes håndflade og strøg den, så huden blev ganske øm, og det var, som om berøringsfladen rummede hele hendes bevidsthed. Sammen med ham virkede Hampstead-søerne, stærene i skumringen, de kløftede aftryk af får i det bløde mudder alt sammen stemningsforladt, ligegyldigt. Hun begyndte at skamme sig – over sit løstsiddende, sjuskede tøj, sit uflettede hår.
En dag sagde han: ”I Japan reparerer man en ødelagt krukke med dråber af smeltet guld. Hvor ville det være fantastisk, hvis jeg knuste dig og reparerede dine sår med guld.” Men hun havde været sytten år og pansret med ungdom og mærkede aldrig stødet gå ind. Hun havde leet, og det samme havde han.
På sin nittenårsfødselsdag byttede hun fuglesang ud med fjervifter, fårekyllinger i det høje græs ud med en jakke med påsyede billevinger. Hun blev snøret ind i fiskeben, gennemboret af elfenben, fik sat håret op med skildpaddekamme. Hendes tale blev træg for at skjule dens snublen. Hun gik ingen steder. Han gav hende en guldring, som var for lille – et år senere en til, og den var endnu mindre.
Enken blev vækket af sine drømmerier af skridt ovenpå, langsomme, udmålt nøjagtigt som et urs tikken. ”Francis,” sagde hun. Hun sad stille og ventede.
Et år før hans far døde, og måske et halvt år efter at hans sygdom havde vist sig første gang ved morgenbordet (en klump i halsen, der besværliggjorde passagen af et tørt stykke ristet brød), var Francis Seaborne blevet flyttet til et værelse på fjerde sal i huset, i den fjerneste ende af gangen.
Hans far ville ikke have udvist nogen interesse for hjemlige dispositioner, selv hvis han ikke på det tidspunkt havde bistået Parlamentet med vedtagelsen af en boliglov. Beslutningen var udelukkende blevet taget af hans mor og Martha, der var blevet ansat som barnepige, dengang han var lille, og aldrig, som hun selv udtrykte det, helt havde fået taget sig sammen til at rejse.
Man havde en fornemmelse af, at det var bedst at holde Francis ud i armslængde, eftersom han var hvileløs om natten og hyppigt viste sig i døren og ovenikøbet et par gange i vinduet. Han ville aldrig bede om vand eller om at blive trøstet, som ethvert andet barn måske ville, stod kun på dørtrinnet og holdt om en af sine utallige talismaner, lige til ubehaget fik et hoved til at løfte sig fra puden.
Kort efter, at han var blevet flyttet til det, Cora kaldte Det Øvre Værelse, mistede han interessen for sine natlige vandringer og stillede sig tilfreds med at samle på de ting (ingen sagde nogensinde noget om at ”stjæle”), han nu fik lyst til. Dem ordnede han i en række indviklede og forbløffende mønstre, som havde ændret sig, hver gang Cora aflagde et moderligt besøg. De havde noget smukt og fremmedartet over sig, som hun ville have beundret, hvis det havde været en andens søns værk.
Da det nu var fredag og dagen for hans fars begravelse, havde han klædt sig på. I elleveårsalderen kendte han en skjorte ud og ind og nytten af den til stavning (”Det er NØDVENDIGT, at en skjorte har én Krave, men to Ærmer”). At hans far var død, opfattede han som en ulykke, men ikke værre end tabet af en sine skatte dagen før (en duefjer, ganske almindelig, men som kunne bøjes sammen til en fuldendt cirkel uden at knække). Da han fik det at vide – og mærkede sig, at hans mor ikke græd, men virkede stivnet, men også lysende på en eller anden måde, som om hun lige blev ramt af et lyn – var hans første tanke denne: Jeg forstår ikke, at det her sker for mig.
Men fjeren var væk, hans far var død, og nu skulle han åbenbart i kirke. Tanken glædede ham. Bevidst om, at han var helt imødekommende i betragtning af omstændighederne, sagde han: ”En forandring er lige så god som et hvil.”
I dagene, efter at man havde fundet liget af Michael Seaborne, var det hunden, der havde lidt mest. Den havde hylet ved døren ind til sygeværelset og kunne ikke trøstes. Et kærtegn kunne have klaret det, men eftersom ingen ville stikke hænderne ind i dens fedtede pels, havde istandgørelsen af liget, inden det skulle lægges i kisten, været akkompagneret af den samme højlydte klagen (”Læg en penny på hans øjenlåg til færgemanden,” sagde Martha ”Jeg tror ikke, Sankt Peter vil ulejlige sig …”). Hunden var død nu, vidste Francis og klappede tilfreds en lille pelstot, han havde taget fra sin fars ærme, så nu skulle der sørges over den eneste sørgende.
Han var usikker på, hvilke ritualer der fulgte med afskeden med den døde, men mente, det var bedst at møde forberedt op. Hans jakke havde et antal lommer, som hver rummede en genstand, ikke ligefrem hellig, men velegnet til opgaven. En monokel, der var revnet, så man fik et brudt syn af tingene, pelstotten (han håbede, at den måske stadig havde en loppe eller flåt og dermed, hvis han var rigtig heldig, en dråbe blod), en ravnefjer, som var den bedste, han havde, blålig i spidsen, en stump stof, han havde revet af Marthas kjolesøm, da han havde lagt mærke til en hårdnakket plet på det af form som Isle of Wight, og en sten med et perfekt hul i midten.
Da han havde fyldt lommerne, slået let på dem og talt dem op, gik han ned for at finde sin mor, og for hvert af de seksogtredive skridt hen til hendes værelse sagde han, som var det en besværgelse: ”Her – i dag – væk – i morgen; her – i dag – væk.”
”Frankie.” Hvor var han lille, tænkte hun. Hans ansigt, der besynderligt nok kun havde ringe lighed med nogen af forældrene bortset fra hans fars tilsyneladende ferske, sorte øjne, var udtryksløst. Han havde redt håret, så det lå i bølger tæt ind til hovedet. Hun blev rørt over, at han havde gjort sig umage for at se pæn ud, og hun rakte hånden frem, men lod den falde tom ned i skødet. Han blev stående og klappede på lommerne, én efter én, og spurgte: ”Hvor er han nu?”
”Han venter på os i kirken.” Burde hun tage ham i favnen? Han så nu ikke ud til at have særlig meget brug for trøst, måtte man sige.
”Frankie, hvis du gerne vil græde, er der ingen skam ved det.”
”Hvis jeg gerne ville græde, ville jeg gøre det. Hvis der var noget, jeg gerne ville gøre, ville jeg gøre det.” Det irettesatte hun ham ikke for, eftersom det faktisk ikke var meget mere end en konstatering af kendsgerningerne. Han slog igen på hver af lommerne, og hun sagde venligt: ”Du har taget dine skatte med.”
”Jeg har mine skatte med. Jeg har en skat til dig (klap), en skat til Martha (klap), en skat til far (klap), en skat til mig selv (klap, klap).”
”Tak, Frankie …” sagde hun helt rådvild, men dér var Martha endelig og lyste op i værelset, som hun altid gjorde, spredte blot ved sin tilstedeværelse den lette anspændthed, som lå i luften. Hun strøg Francis let over hovedet, fuldstændigt som hvis han havde været et hvilket som helst andet barn. Hendes stærke arm lagde sig om Coras liv. Hun duftede af citroner.
”Kom så,” sagde hun. ”Han har aldrig kunnet lide, at vi kom for sent.”
St Martin’s kirkeklokker ringede for den døde klokken to, ud over Trafalgar Square. Francis, hvis hørelse var ubarmhjertigt skarp, pressede de behandskede hænder mod hvert øre og nægtede at krydse tærsklen, før det sidste klokkeslag var døet hen, så menigheden, der vendte sig om for at se på enken, der kom for sent, og hendes søn, sukkede behageligt overrasket. Så blege, de var! Så overordentligt passende! Og se nu bare den hat!
Cora fulgte eftermiddagens forestilling med en interesseret distance. Dér, i midterskibet – i en kiste, som hvilede på noget, der lignede en slagters bukkebord, og som skyggede for alteret – lå liget af hendes mand, en krop, hun ikke mindedes nogensinde at have set i sin helhed, kun i små og undertiden panikagtige glimt af meget hvid hud i et tyndt lag over smukke knogler.
Det slog hende, at hun i virkeligheden ikke havde vidst noget om ham i hans offentlige liv, som havde udspillet sig i (tænkte hun) identiske lokaler i Underhuset og i hans Whitehall-omgangskreds og i klubben, som hun ikke kunne komme ind i, idet hun havde det uheld at være kvinde. Måske gebærdede han sig andre steder med venlighed – ja, måske var det det – måske havde hun været en slags afregningskontor for grusomheder, velfortjent andre steder. Det lå der noget ædelt i, når man sådan tænkte over det. Hun så ned på sine hænder, som om hun forventede, at den opfattelse havde stigmatiseret hende.
Ovenover, på den høje, sorte balkon, som i den dunkle luft så ud, som om den svævede et godt stykke over de søjler, der bar den oppe, sad Luke Garrett. Trold, tænkte hun, se ham! Og det var, som om hendes hjerte søgte hen mod hendes ven, pressede sig mod ribbenene.
Hans frakke passede lige så lidt til lejligheden, som hans kirurgforklæde kunne have gjort, og hun var sikker på, han havde drukket, længe inden han kom, og at pigebarnet ved hans side var et nyligt bekendtskab, hvis hengivenhed lå uden for hans budget, men trods mørket og afstanden nåede en tilskyndelse til at le ned til hende i ét sort blik.
Martha mærkede det også og kneb hende i låret, så man senere, da der blev skænket vin op i glassene i Hampstead og Paddington og Westminster, sagde: ”Seabornes enke snappede efter vejret af sorg, netop som præsten udtalte: Den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Det var smukt på en måde, ikke sandt?”
Ved siden af hende hviskede Francis uafbrudt med tommelfingeren presset mod munden og øjnene fast lukket i. Det gjorde ham lille igen, og hun lagde hånden over hans. Den passede lige til hendes, helt stille og meget varm, og efter en tid løftede hun sin egen hånd og lagde den igen i skødet.
Bagefter, mens sorte præstekjoler flagrede som råger mellem kirkestolene, stod Cora på trappen og hilste på menigheden på vej ud, som var lutter venlighed, lutter omsorg – hun kunne regne med, at hun havde venner i byen. Hun var velkommen til souper, når som helst med sin smukke dreng, de ville huske hende i deres bønner. Hun gav så mange visitkort videre til Martha, og så mange små buketter, og så mange forskellige små mindebøger og navneklude med sørgerand, at en forbipasserende måske kunne have forvekslet dagen med et bryllup, om end et dystert et.
Aftenen var endnu ikke faldet på, men frosten lagde sig på trappen med en skarp glitren i lyset fra lygterne, og tågen omsluttede byen i et blegt telt. Cora rystede af kulde, og Martha kom lidt nærmere, så hun kunne mærke varmen fra den tætbyggede krop i dens næstbedste frakke.
Francis stod et stykke borte og rodede med venstre hånd i jakkelommen, mens han uroligt glattede håret med den højre. Han så egentlig ikke ulykkelig ud, ellers ville begge kvinder have trukket ham ind mellem sig med den trøstende mumlen, som uden besvær ville være kommet, hvis man havde søgt den. Han så snarere ud til høfligt at have slået sig til tåls med et afbræk i en højt skattet dagligdag.
”Kristus være os nådige!” sagde dr. Garrett, da den sidste af de sørgende var gået med sin sorte hat, lettet over, at det var forbi, på vej mod aftenens adspredelser og morgendagens gøremål. Så, med den hurtige overgang til det alvorlige, der var så uimodståelig hos ham, greb han Coras behandskede hånd. ”Godt klaret, Cora. Det klarede De godt. Må jeg ikke følge Dem hjem? Lad mig følge Dem. Jeg er sulten. Er De ikke det? Jeg kunne spise en hest med føl.”
”De har ikke råd til en hest.” Martha talte aldrig til lægen uden at lægge en vis irritation for dagen. Trolden havde været hendes navn til ham, skønt det var der ingen, der huskede nu. Hans tilstedeværelse i huset i Foulis Street – først et spørgsmål om pligt, så om hengivenhed – var en ærgrelse for Martha, som mente, at hendes hengivenhed var mere end tilstrækkelig. Han havde skaffet sig af med sin ledsager og havde stukket et lommetørklæde med sørgerand i brystlommen.
”Jeg vil allerhelst gå mig en lang tur,” sagde Cora. Som om Francis blev klar over hendes pludselige træthed og så en anledning til at opnå en fordel ved den, gik han hurtigt hen foran hende og forlangte, at de skulle tage undergrundstoget hjem. Som altid kom det ikke som en barnlig anmodning, der ville glæde ham, hvis den blev imødekommet, men som en fastslået kendsgerning. Garrett, der endnu ikke havde lært at håndtere drengens uforsonlige vilje, sagde: ”Jeg har altså fået nok af Hades for i dag,” og gjorde tegn til en forbipasserende drosche.
Martha tog drengens hånd, og af ren og skær overraskelse over hendes dristighed lod han den ligge dér i hendes handske. ”Jeg tager dig med, Frank. Der vil være varmt, og jeg kan ikke mærke mine tæer – men Cora, du kan da ikke gå hele vejen – det er næsten tre fjerdingvej?”
”Mindst tre fjerdingvej,” sagde lægen, som om han selv havde brolagt vejen. ”Cora, lad mig gå med.” Droschekusken kom med en utålmodig håndbevægelse og fik et beskidt svar. ”De burde ikke gøre det. De kan ikke gå alene …”
”Burde ikke? Kan ikke?” Cora tog handskerne af, som ikke ydede mere beskyttelse mod kulden end et spindelvæv. Hun rakte dem heftigt frem mod Garrett. ”Giv mig Deres. Jeg fatter ikke, hvorfor de laver sådan nogle, eller hvorfor kvinder køber dem. Jeg kan udmærket gå, og det vil jeg. Jeg er klædt på til at gå, ikke?” Hun løftede op i kjolesømmen og fremviste et par støvler, der passede bedre til en skoledreng.
Francis havde vendt sig væk fra sin mor, ikke længere interesseret i den vending, aftenen måtte tage. Han havde en hel del, der skulle gøres i Det Øvre Værelse, og et par genstande (klap, klap), der krævede hans opmærksomhed. Han trak sin hånd ud af Marthas og begav sig ind mod byen. Martha kastede et mistænksomt blik på Garrett og et bittert på sin veninde, råbte farvel og forsvandt ud i tågen.
”Lad mig gå alene,” sagde Cora og trak de lånte handsker på, så tyndslidte, at de knap var varmere end hendes egne. ”Mine tanker er så indviklede, at der skal en fjerdingvej til at bringe orden i dem.” Hun rørte ved lommetørklædet med sørgeranden i Garretts brystlomme. ”Kom hen til graven i morgen, hvis De har lyst. Jeg sagde, jeg ville gå alene, men det er måske netop sagen. Måske er vi altid alene, uanset hvem vi er sammen med.”
”De burde have følgeskab af en sekretær, der kunne nedfælde Deres visdom,” sagde Trolden sarkastisk og slap hendes hånd. Han kom med et overdrevent buk og trak sig tilbage, op i droschen, og smækkede døren i for hendes latter.
Mens Cora undrede sig over hans evne til at fremkalde så fuldstændige omslag i hendes humør, begav hun sig først, ikke vestpå hjemad, men ned mod The Strand. Hun yndede at finde hen til det sted, hvor floden Fleet var blevet omledt under jorden, øst for Holborn. Der var en særlig tremmerist, hvor man på stille dage kunne høre den løbe ud mod havet.
Da hun nåede Fleet Street, tænkte hun, at hvis hun nu virkelig anstrengte sig, kunne hun måske høre floden løbe gennem sit lange gravkammer, men der var kun larmen fra byen, som ingen frost eller tåge kunne overtale til at opgive arbejde eller fornøjelser. Og desuden havde hun engang fået at vide, at den næppe var meget mere end en kloakledning nu, opsvulmet, ikke af regnvand, vasket ud af Hampstead Heath, men af menneskers efterladenskaber, der hobede sig op på dens bredder.
Hun blev stående en stund længere, til hun fik ondt i hænderne af kulden, og det begyndte at dunke i de gennemborede øreflipper. Hun sukkede, satte kursen hjemad og opdagede, at det ubehag, der engang fulgte med billedet af det høje, hvide hus i Foulis Street, var blevet efterladt et sted under de sorte bænke i kirken.
Martha, der ængsteligt havde afventet Coras hjemkomst (lidt over en time senere med fregner, der blussede gennem den hvide pudder og uden den sorte hat), lagde stor vægt på appetitten som bevis på en sund sjæl og så fornøjet til, da veninden satte spejlæg og ristet brød til livs. ”Jeg skal være glad, når det hele er overstået,” sagde hun. ”Alle disse kort, disse håndtryk. Dødens etikette keder mig i den grad!”
I sin mors fravær var barnet, blødgjort af undergrundsturen, uden et ord gået op med et glas vand og var faldet i søvn med et æbleskrog i hånden. Martha havde stået i døren og set på de sorte øjenvipper mod den hvide kind og mærket, at hun blev helt blød om hjertet. En stump af den arme hunds pels havde fundet vej til hans hovedpude. Hun forestillede sig, at den vrimlede med lus og lopper, og bøjede sig over drengen for at tage den væk, så han trygt kunne sove videre. Men hendes håndled måtte have strejfet pudebetrækket. Han var lysvågen i det øjeblik, det tog hende at ånde ud, og da han opdagede pelsstumpen i hånden på hende, udstødte han en slags stumt skrig af raseri, så hun tabte den fedtede tot og skyndte sig ud af værelset.
På vej ned ad trappen tænkte hun: Hvordan kan jeg være bange for ham. Han er jo ikke andet end en faderløs dreng! og var halvvejs stemt for at gå tilbage og insistere på, at han skulle aflevere det lille, uhumske minde og måske ovenikøbet finde sig i et kys. Så blev en nøgle larmende stukket i låsen, og dér stod Cora og forlangte, at der blev tændt op, mens hun smed handskerne fra sig og rakte armene ud efter et favntag.
Sent samme aften, som den sidste, der gik i seng, standsede Martha op ved Coras dør. De sidste par år havde hun fået for vane at sikre sig, at alt var vel hos veninden.
Coras dør stod halvt åben. En brændeknude brændte og spruttede i den åbne kamin. På dørtærsklen spurgte Martha: ”Sover du? Skal jeg ikke komme ind?” og da hun ikke fik noget svar, trådte hun ind på det tykke, lyse tæppe. Hen langs kaminhylden stod der visitkort og sørgekort, sortrandede, tæt beskrevne. En buket violer med et sort bånd var faldet ned på gulvet foran kaminen. Martha bukkede sig ned og samlede dem op, og det var næsten, som om blomsterne veg tilbage for hende og gemte sig igen bag de hjerteformede blade. Hun stak dem ned i et lille glas med vand og satte dem, hvor veninden ville se dem, når hun vågnede, hvorefter hun bøjede sig ned og kyssede hende.
Cora mumlede et eller andet og rørte på sig, men vågnede ikke, og Martha mindedes dengang, hun kom til Foulis Street for at tiltræde sin stilling og havde ventet en eller anden hoven husmoder med et sind, svækket af sladder og mode, hvor overrumplet, hun var blevet over det ustabile væsen, der havde åbnet døren. Rasende og tryllebundet havde Martha opdaget, at aldrig så snart havde hun vænnet sig til én Cora, før en anden ville vise sig: det ene øjeblik et pigebarn, der var som en studerende, overdrevent tilfreds med sin egen begavelse, det næste en fortrolig veninde gennem mange år. En kvinde, der inviterede til elegante, ekstravagante souperer og gerne bandede, når først den sidste gæst var gået, slog håret ud og lagde sig leende foran ilden.
Selv hendes stemme var genstand for forvirring og beundring – dette besynderlige, halvvejs melodiøse tonefald, denne halvvejs hæmmende talefejl, som gerne kom, når hun var træt, og bestemte konsonanter voldte hende vanskeligheder. At der bag den intelligente charme (der, som Martha tørt noterede sig, kunne åbnes og lukkes for som hanen i badeværelset), var synlige sår, gjorde hende kun endnu kærere.
Michael Seaborne behandlede Martha med den form for ligegyldighed, der kunne have været forbeholdt stumtjeneren i hallen. Hun var fuldstændig uden betydning – han mødte end ikke hendes blik på trappen. Men der var ikke noget, der undgik den årvågne Marthas blik. Hun hørte hver en høflig fornærmelse, lagde mærke til hvert et skjult, blåt mærke, og afholdt sig kun med store anstrengelser fra at planlægge et mord, hun muntert ville have ladet sig hænge for.
Blot mindre end et år, efter at hun var kommet til Foulis Street – ud på de små timer, hvor ingen havde sovet – var Cora kommet ind i hendes værelse. Hvad der end var blevet gjort eller sagt, havde fået hende til at ryste voldsomt over hele kroppen, selvom natten var lun. Det kraftige, uglede hår var vådt. Uden et ord havde Martha løftet de tæpper, hun lå under, og taget Cora i sin favn. Hun trak knæene op, omsluttede hende fuldstændigt, og holdt hende tæt ind til sig, så den anden kvindes skælven smittede af på hende.
Fri af det traditionsbundne fiskebensskørt var Coras krop stor og stærk. Martha kunne mærke skulderbladene bevæge sig i den smalle ryg, den bløde mave mod sin arm, lårenes faste muskler. Det havde været som at klamre sig til et dyr, der aldrig igen ville affinde sig med at ligge så stille. De var vågnet op i et afslappet favntag, fuldkommen veltilpasse og skiltes med et kærtegn.
Nu opmuntrede det hende at se, at Cora ikke var gået i seng i sorg, men med sin gamle vane med at gennemse, hvad hun kaldte ”sine Studier”, som om hun var en dreng, der terpede for at komme på en af de eksklusive kostskoler. På sengen ved siden af hende lå det gamle læderchartek, som havde været hendes mors, med monogrammet, der havde mistet forgyldningen, og som lugtede af det dyr, det engang havde været (hævdede Martha). Og dér lå også hendes notesbøger, skrevet med en lille, tydelig skrift helt ud i margenerne, og med pressede stilke fra ukrudt og græsser mellem siderne, og et kort over en del af kystlinjen, markeret med rødt blæk.
En hel masse papirer lå spredt omkring hende, og hun var faldet i søvn med sin Dorset-ammonit knuget ind til sig. Men i søvne havde hun holdt alt for hårdt om den. Den var fuldstændig smuldret og hendes hånd helt snavset.
Anmelderne sammenlignede hende med Charles Dickens, og romanen høstede adskillige priser ved udgivelsen i 2016. Sarah Perrys Uhyret i Essex er en usædvanlig velskrevet historisk roman, der sammenfletter tro, videnskab og overnaturlige væsener med en gribende kærlighedsfortælling.
Læs også Tro, videnskab og kærlighed forenes i den historiske roman Uhyret i Essex
Sammen med sin autistiske søn Francis og guvernanten Martha drager Cora derfor mod Essex i jagten på fossiler og et sagnomspundet uhyre. I Essex er byens indbyggere dog skræmt fra vid og sans efter fundet af en druknet mand, hvis hoved er blevet vendt 180 grader.
Hvem ved, måske er det mytiske uhyre mere virkeligt, end nogen havde forestillet sig?
Sarah Perry
Uhyret i Essex
Hvis jeg var nødt til at forklare, hvorfor jeg elskede ham, føler jeg, at jeg ikke kan udtrykke det på anden måde end ved at svare: ”Fordi det var ham, fordi det var mig.”
Michel de Montaigne: Om venskabet
Nytårsaften
En ung mand går langs bredden af Blackwaterfloden under den kolde fuldmåne. Han har drukket det gamle år ind til sidste dråbe, lige til det sved i øjnene og vendte sig i maven på ham, og han blev træt af de skarpe lys og tummelen. ”Jeg går lige ned til vandet,” sagde han og kyssede den nærmeste kind: ”Jeg er tilbage igen inden klokkerne.” Nu ser han mod øst, mod tidevandet, der er ved at vende, ud mod flodmundingens langsomme, mørke vand og de hvide måger, der glimter på bølgerne.
Det er koldt, og det burde han mærke, men han er fuld af øl, og han har sin gode, tykke frakke på. Kraven kradser ham i nakken. Han føler sig omtåget og hæmmet, og hans tunge er tør. Jeg vil tage mig en dukkert, tænker han, det skal nok få rusket op i mig, og han går ned fra stien og står alene på bredden, hvor alle indskæringerne dybt nede i det mørke dynd venter på tidevandet.
”I’ll take a cup o’ kindness yet,” synger han med sin melodiske kirkekortenor og ler så, og nogen ler tilbage. Han knapper frakken op, han lader den stå åben, men det er ikke nok. Han vil mærke blæstens skarpe stryg mod huden. Han går tættere på vandet, stikker tungen ud i den salte luft: Ja, jeg vil tage mig en dukkert, tænker han og lader frakken falde ned på den sumpede marskjord.
Når det kommer til stykket, har han gjort det før, dengang han var dreng og i godt selskab: de modige tossestreger med en midnatsdukkert, når det gamle år udånder i armene på det nye år. Det er lavvande – vinden har lagt sig – Blackwater rummer ingen frygt. Giv ham et glas af den, og han vil tømme det med salt, muslingeskaller, østers, hele molevitten.
Men noget ændrer sig i en strømkæntring eller forandrer sig i luften. Flodmundingens vandoverflade forskubber sig – det er, som om den pulserer (han går et skridt frem), vibrerer, så bliver den stille og glat, for snart efter at fortrække sig, som viger den tilbage for en berøring. Han går nærmere, endnu ikke bange. Mågerne letter én efter én, og den sidste udstøder et skrig af forfærdelse.
Vinteren rammer ham som et slag i nakken. Han kan mærke, den trænger gennem skjorten, går gennem marv og ben. Den herlige, løsslupne stemning er væk, og han føler sig uhyggeligt til mode dér i mørket. Han kigger efter sin frakke, men månen er skjult bag skyer, og han er blind. Hans vejrtrækning er langsom, luften prikker som nåle.
Lige pludselig er den sumpede marskjord for fødderne af ham våd, som om noget derude har fortrængt vandet. Ingenting, det er ingenting, tænker han og prøver febrilsk at samle alt sit mod, men så er det der igen: et mærkeligt, stille øjeblik, som var det et fotografi, han kiggede på, efterfulgt af en vanvittig, ujævn bevægelse, der ikke kun kan være den dragning, månen udøver på tidevandet. Han tror, han ser – er sikker på, han ser – den langsomme bevægelse af noget enormt, sammenkrøbet, ildevarslende, dækket af knudrede, overlappende skæl. Så er det væk.
Han begynder at blive bange i mørket. Der er noget dér, det kan han mærke, som venter på det rette øjeblik – noget uforsonligt, uhyrligt, udklækket i vandet, hele tiden med et medvidende blik i hans retning. Det har slumret nede i dybet og er omsider dukket op. Han ser for sig, hvordan det trodser bølgerne, snuser begærligt op i luften.
Han bliver grebet af skræk, hans hjerte står stille – i ét nu er han blevet anklaget, dømt og stillet til ansvar. Oh, hvilken synder har han ikke været – hvilken sort plet har han ikke i sit inderste! Han føler sig endevendt, tømt for al godhed. Han har intet at anføre til sit forsvar.
Han spejder ud mod den sorte Blackwaterflod, og dér er det igen – noget bryder gennem overfladen, synker så atter ned – ja, det har ventet dér hele tiden, og til sidst har det opdaget ham. Han gribes af en besynderlig ro. Når det kommer til stykket, må retfærdigheden ske fyldest, og han erklærer sig beredvilligt skyldig. Det er lutter anger og ingen forløsning og intet mindre, end hvad han fortjener.
Men så tager vinden til og haler i skydækket, og den sky måne viser sit ansigt. Lyset er ganske vist sparsomt, men en trøst, og dér ligger jo hans frakke, kun halvanden alen væk, med mudder langs kanten. Mågerne vender tilbage til vandet, og han føler sig fuldkommen tåbelig.
Fra stien ovenover høres lyden af latter: en pige og hendes ven i deres festtøj. Han vinker og kalder: ”Jeg er her! Jeg er her!” Og jeg er her, tænker han, her på den sumpede marsk, han kender bedre end sin egen bukselomme, med tidevandet, der langsomt er ved at vende, og intet at frygte. Monstrøst! tænker han og ler ved sig selv, ør af befrielse. Som om der var andet derude end sild og makrel!
Intet at frygte i Blackwater, intet at angre. Blot et øjebliks forvirring i mørket og for meget at drikke. Vandet kommer ham i møde, og det er igen hans gamle kammerat. Som for at bevise det nærmer han sig, får våde støvler, rækker armene frem: ”Her er jeg!” råber han af sine lungers fulde kraft, og alle mågerne svarer igen. Bare en hurtig dukkert, tænker han, for gammelt venskabs skyld, og han smutter leende ud af skjorten.
Pendulet svinger fra ét år til det næste, og dybets overflade ligger hen i mørke.
I. En gådefuld nyhed fra Essex
Januar
Klokken var ét en trist og kedelig dag, og tidskuglen faldt på Greenwich Observatorium. Der var is på nulmeridianen og is på rigningen af de bredbugede pramme på den travle Themsen. Skippere afmærkede tid og tidevand og satte deres okseblodsfarvede sejl op mod nordøstenvinden. En ladning jern havde kurs mod Whitechap el Støberi, hvor klokker slog halvtreds mod amboltene, som om tiden var ved at rinde ud.
Tid blev afsonet bag Newgate-fængslets mure og ødet bort af filosoffer i tesaloner på The Strand. Den blev forspildt af dem, der ønskede, at fortiden var nutid, og afskyet af dem, der ønskede, at nutiden var forbi. St Clement’s Kirke ringede med børnerimet ”Oranges and Lemons”, og Westminsters afstemningsklokke var stum.
Tid var penge på The Royal Exchange, hvor mænd tilbragte eftermiddagen med stadig mindre håb om at få kamelerne gennem nåleøjet, og i kontorerne i Holborn Bars var et langtakket tandhjul i et centralur årsag til en kortslutning, som fik dets dusin af slaveure til at kime. Samtlige kontorister så op fra deres hovedbøger, sukkede og så ned igen.
På Charing Cross Road byttede tiden sin stridsvogn ud med busser og taxaer i lange, påtrængende rækker, og på sygestuerne på St Bartholomew’s og The Royal Borough Hospital forvandlede smerten minutter til timer. I Wesley’s Chapel sang man The sands of time are sinking og ønskede bare, at sandet i timeglasset måtte løbe hurtigere, og flere meter væk var isen ved at smelte på gravene på Bunhill Fields.
I Lincoln’s Inn og Middle Temple granskede advokater deres kalendere og så forældelsesfrister udløbe. I lejede værelser i Camden og Woolwich var tiden grusom mod elskende, som spekulerede på, hvordan det mon blev sent så tidligt, og var, når tiden var inde, venlig mod deres helt almindelige krænkelser. Tværs gennem byen, i husrækker og lejlighedskomplekser, i højere kredse og det lavere selskab og i middelklassen blev tiden brugt og ødslet bort, strakt og ønsket væk, og hele tiden regnede en iskold regn.
Ved Euston Square og Paddington modtog undergrundsstationerne deres passagerer, der strømmede ind, som var det råmateriale, der skulle ned gennem kværnen og bearbejdes og vendes ud af formene. I en vestgående Circle Line-vogn afslørede et lys, der kom og gik, at The Times intet glædeligt havde at rapportere, og i en midtergang væltede der stødt frugt ud af en pose. Der var stænk af regn på regnfrakker, og blandt passagererne remsede dr. Luke Garrett, sammensunket inde bag sin opslåede krave, navnene op på dele af menneskehjertet.
”Venstre ventrikel, højre ventrikel, vena cava superior,” sagde han og talte dem op på fingrene i håb om, at opremsningen måske kunne gøre hans eget hjertes ængstelige slag langsommere. Manden ved siden af så forvirret op, trak så på skuldrene og vendte sig væk.
”Venstre atrium, højre atrium,” sagde Garrett lavmælt. Han var vant til, at folk kiggede undersøgende på ham, men så ingen grund til at indbyde til nogen overdreven granskning.
Trolden, blev han kaldt, eftersom han kun sjældent nåede andre mænd til skuldrene og havde en udtalt fjedrende gang, der bibragte én det indtryk, at han uden varsel kunne finde på at hoppe op i en vindueskarm. Selv gennem frakken var det muligt at se en slags dynamisk kraft i hans lemmer, og panden bulede ud over øjnene, som om den knap kunne rumme omfanget og indædtheden af hans begavelse. Han yndede at rede det sorte hår langt ned i panden som en efterligning af en ravns vinge. Nedenunder var hans øjne mørke. Han var toogtredive år og kirurg med en hungrende, ulydig forstand.
Lyset gik ud og kom igen, og målet for Garretts rejse nærmede sig. Om mindre end en time skulle han til en patients begravelse, og intet menneske havde nogensinde båret sine sørgeklæder med et lettere sind. Michael Seaborne var død seks dage tidligere af strubekræft og havde udvist samme manglende interesse for den altfortærende sygdom som for sin læges behandling. Det var ikke den afdøde, Garrett nu rettede sine tanker mod, men snarere hans enke, som (tænkte han smilende), måske var i færd med at børste det viltre hår eller havde opdaget, at der manglede en knap i den pæne, sorte kjole.
Cora Seabornes tab havde været det mærkeligste af samtlige dem, han havde været vidne til – men nu havde han så også vidst, da han mødte op i hendes hjem i Foulis Street, at noget ikke helt var, som det skulle være. Stemningen i de højloftede rum havde været decideret anspændt og tilsyneladende kun haft lidt med sygdom at gøre.
På det tidspunkt havde patienten haft det forholdsvis godt, om end han havde for vane at bære et halsbind, der også skulle tjene som bandage. Halsbindet var altid af silke, altid i lyse farver og ofte ganske let plettet. Hos en så forvænt mand var det umuligt at forestille sig, at det blev gjort ubevidst, og Luke havde ham mistænkt for at prøve at få sine gæster til at føle sig ilde til mode.
Det var lykkedes Seaborne at give indtryk af at være høj ved at være overordentligt mager, og han talte så lavmælt, at det var nødvendigt at være helt tæt på for at høre ham. Hans stemme var hvislende. Han var høflig, og hans negle var blå. Han havde roligt fundet sig i sin første konsultation og afslået tilbuddet om operation. ”Jeg har til hensigt at forlade verden, ligesom jeg kom ind i den,” sagde han og slog let på silkehalsbindet. ”Uden ar.”
”Der er ingen grund til at lide,” sagde Luke og fremkom med et uønsket tilbud om trøst.
”At lide!” Den tanke morede ham øjensynligt. ”En lærerig oplevelse, er jeg sikker på.” Derpå, som om den ene tanke var en naturlig følge af den anden, havde han sagt: ”Sig mig, har De truffet min hustru?”
Garrett mindedes ofte sit første møde med Cora Seaborne, skønt man i sandhed ikke kunne stole på hans erindring, idet den var skabt i billedet på alt, hvad der fulgte. Som var hun kaldet, kom hun i selvsamme øjeblik, standsede op på dørtærsklen og tog sin gæst i øjesyn. Så var hun gået hen over tæppet, havde bøjet sig ned og kysset sin mand på panden, og stående bag hans stol havde hun rakt hånden frem. ”Charles Ambrose har sagt, at ingen anden læge vil være god nok. Han gav mig Deres artikel om Ignaz Semmelweis. Hvis De skærer lige så godt, som De skriver, vil vi alle leve for evigt.”
Den tvangfrie smiger var ikke til at modstå, og Garrett kunne ikke andet end le og bøje sig over den fremstrakte hånd. Hendes stemme var dyb, men ikke afdæmpet, og han troede først, at hun havde den nomadeaccent, man finder hos dem, der aldrig boede ret længe ad gangen i ét land, men det var kun, fordi hun havde en let talefejl, som hun overvandt ved at trække lyden af bestemte konsonanter ud. Hun var enkelt klædt i gråt, men nederdelens stof skinnede svagt som halsen på en due. Hun var høj og ikke slank. Også hendes øjne var grå.
I månederne, der fulgte, var Garrett kommet til at forstå lidt af den uro, der lå i luften i Foulis Street tillige med sandeltræ og jod. Selv plaget af de heftigste smerter udøvede Michael Seaborne en ondskabsfuld indflydelse, der ikke havde meget at gøre med en sygs sædvanlige magt. Hans hustru var i den grad beredt med kølige klude og god vin og så villig til at lære at stikke en kanyle i en åre, at hun kunne have lært en håndbog om kvindens pligter udenad til sidste stavelse.
Men Garrett så aldrig noget, der kunne gå for at være hengivenhed mellem Cora og hendes mand. Nogle gange havde han hende mistænkt for faktisk at ønske, at det korte lys ville slukkes. Nogle gange var han bange for, at hun skulle trække ham til side, mens han gjorde injektionssprøjten klar, og sige: ”Giv ham mere – giv ham lidt mere.” Når hun bøjede sig ned for at kysse det udhungrede helgenansigt på puden, var det forsigtigt, som om hun troede, at han kunne fare op og vride hendes næse rundt af bare ondskab.
Der blev ansat sygeplejersker til at forbinde, tappe væske af og holde sengetøjet rent, men de holdt sjældent en uge. Den sidste (en gudfrygtig, belgisk pige) var gået forbi Luke i gangen og havde hvisket: ”Il est comme un diable!” og vist ham sit håndled, selvom der ikke var noget dér. Kun den navnløse hund – trofast, skabet, aldrig langt fra sengen – nærede ingen frygt for sin herre eller havde i hvert fald efterhånden vænnet sig til ham.
Med tiden havde Luke Garrett fået et fortroligt forhold til Francis, ægteparret Seabornes sorthårede, tavse søn, og til Martha, drengens barnepige, der havde for vane at stå med armen om livet på Cora Seaborne med en besidderisk holdning, han ikke brød sig om. En overfladisk vurdering af patienten blev hastigt overstået (hvad var der også at gøre, når det kom til stykket?), og Luke blev ført væk, så han kunne tage en forstenet tand i øjesyn, som Cora havde fået med posten, eller han blev udførligt udspurgt om sine ambitioner om at udvikle hjertekirurgien. Han hypnotiserede hende, mens han forklarede, at det engang var blevet brugt i krig for at lette amputering af soldaters lemmer. De spillede skak, som endte med Coras forurettelse over, at hendes modstander systematisk havde opstillet sine styrker mod hende. Luke diagnosticerede sig selv som forelsket og søgte ingen kur mod den sygdom.
Han var hele tiden bevidst om en form for energi i hende, der havde hobet sig op og ventede på at blive frigivet. Han tænkte, at når enden kom for Michael Seaborne, ville hendes fødder måske slå blå gnister på fortovene.
Enden kom til sidst, og Luke var til stede ved det sidste åndedrag, som havde været besværet, højlydt, som om patienten i sidste øjeblik havde tilsidesat sin ars moriendi og kun været interesseret i at leve et øjeblik længere. Og da det kom til stykket, var Cora uforandret. Hun hverken sørgede eller var lettet. Én gang knækkede hendes stemme over, da hun meddelte, at hunden var fundet død, men det stod ikke klart, om hun var på nippet til at le eller græde.
Da dødsattesten var underskrevet, og alt, hvad der var tilbage af Michael Seaborne, hvilede andetsteds, var der ingen gyldig grund til, at Garrett skulle begive sig hen til Foulis Street, men han vågnede hver morgen med ét formål i tankerne og opdagede, når han nåede frem til jernlågen, at han var ventet.
Toget kørte ind på Embankment, og han blev båret hen ad perronen sammen med mængden. Så ramtes han af en sorg af en slags, men det var ikke for Michael Seaborne, ej heller for hans hustru. Hvad der bekymrede ham, var, at det måske ville betyde, at dette blev det sidste af hans møder med Cora, at det sidste, han ville se til hende, var, når han så sig over skulderen, mens dødsklokkerne ringede. ”Alligevel,” sagde han, ”må jeg være der, om så kun for at se kistelåget skruet på.” Uden for indgangen til perronen smeltede isen på fortovene. Den hvide sol var på vej ned.
Klædt, som dagen krævede det, sad Cora Seaborne foran spejlet med sine perleøreringe i hvert øre. Øreflipperne var ømme, da det havde været nødvendigt at lave nye huller i dem. ”Hvad tårer angår,” sagde hun, ”må det være nok med disse her.” Hun havde pudret ansigtet med lyst pudder. Den sorte hat klædte hende ikke, men den havde både et slør og sorte fjer og tilkendegav en passende grad af sorg. De stofbetrukne knapper på de sorte manchetter ville ikke makke ret, og mellem ærmesøm og handske øjnedes en strimmel hvid hud.
Kjolens udskæring var lidt større, end hun egentlig brød sig om, og afslørede et snirklet ar, langt og bredt som hendes tommelfinger. Det var en fuldendt kopi af sølvbladene på de sølvlysestager, der stod på hver side af sølvspejlet, og som hendes mand havde maset ind i huden på hende, som om det var sin signetring, han pressede ned i flydende voks. Hun overvejede at dække det, men var med tiden blevet glad for det, og hun vidste, at man i nogle kredse misundeligt troede, at hun havde fået en tatovering.
Hun vendte sig væk fra spejlet og tog et overblik over værelset. En hvilken som helst gæst ville standse forvirret op i døren ved synet af en velhavende kvindes høje, bløde seng og damaskgardinerne i den ene side og en videnskabsmands hybel i den anden. Det fjerneste hjørne var tapetseret med botaniske tryk og landkort, revet ud af atlasser, med citater, skrevet med hendes store, sorte versaler (DRØM ALDRIG MED HÅNDEN PÅ RORET! VEND EJ RYGGEN TIL KOMPASSET!) På kaminhylden var en halv snes ammonitter opstillet efter størrelse. Ovenover, fanget i en forgyldt ramme: Mary Anning og hendes hund, der inspicerede et nedfaldent brudstykke af Lyme Regis-klippen.
Var det alt sammen hendes nu – tæppet dér, stolene her, krystalglasset, som stadig lugtede af vin? Det gik hun ud fra, og ved den tanke mærkede hun en form for lethed i lemmerne, som om hun måske kunne løses fra Newtons love og gribe sig selv i at være bredt ud over loftet. Fornemmelsen blev på anstændig vis delvist fortrængt, men ikke desto mindre kunne hun sætte navn på den: Det var ikke ligefrem lykke, ikke engang tilfredshed, men lettelse. Der var også sorg, det var sikkert og vist, og det var hun taknemmelig for, uanset hvor meget hun havde afskyet ham til sidst, for det var trods alt ham, der havde formet hende, i hvert fald delvist – og hvad godt var der nogensinde kommet ud af selvhad?
”Jamen, han skabte mig – ja,” sagde hun, og erindringen foldede sig ud som røg fra et lys, der blev pustet ud.
Sytten år gammel, og hun havde boet sammen med sin far i et hus uden for byen. Hendes mor var død for længst, (dog ikke før hun havde sørget for, at hendes datter ikke ville blive dømt til at sy navneklude og fransk). Hendes far, usikker på, hvad han skulle stille op med sin beskedne rigdom, og hvis lejere kun på foragtelig vis havde syntes om ham, var rejst af sted i forretninger og vendt tilbage med Michael Seaborne ved sin side.
Han havde præsenteret sin datter med stolthed – Cora, barfodet, med latin på tungen – og gæsten havde taget hendes hånd og beundret den og skændt på hende på grund af en brækket negl. Han kom igen, og igen, til han var endt med at være ventet. Han havde tynde bøger med til hende og små, hårde genstande til ingen verdens nytte. Han yndede at gøre sig lystig over hende, satte tommelfingeren ned i hendes håndflade og strøg den, så huden blev ganske øm, og det var, som om berøringsfladen rummede hele hendes bevidsthed. Sammen med ham virkede Hampstead-søerne, stærene i skumringen, de kløftede aftryk af får i det bløde mudder alt sammen stemningsforladt, ligegyldigt. Hun begyndte at skamme sig – over sit løstsiddende, sjuskede tøj, sit uflettede hår.
En dag sagde han: ”I Japan reparerer man en ødelagt krukke med dråber af smeltet guld. Hvor ville det være fantastisk, hvis jeg knuste dig og reparerede dine sår med guld.” Men hun havde været sytten år og pansret med ungdom og mærkede aldrig stødet gå ind. Hun havde leet, og det samme havde han.
På sin nittenårsfødselsdag byttede hun fuglesang ud med fjervifter, fårekyllinger i det høje græs ud med en jakke med påsyede billevinger. Hun blev snøret ind i fiskeben, gennemboret af elfenben, fik sat håret op med skildpaddekamme. Hendes tale blev træg for at skjule dens snublen. Hun gik ingen steder. Han gav hende en guldring, som var for lille – et år senere en til, og den var endnu mindre.
Enken blev vækket af sine drømmerier af skridt ovenpå, langsomme, udmålt nøjagtigt som et urs tikken. ”Francis,” sagde hun. Hun sad stille og ventede.
Et år før hans far døde, og måske et halvt år efter at hans sygdom havde vist sig første gang ved morgenbordet (en klump i halsen, der besværliggjorde passagen af et tørt stykke ristet brød), var Francis Seaborne blevet flyttet til et værelse på fjerde sal i huset, i den fjerneste ende af gangen.
Hans far ville ikke have udvist nogen interesse for hjemlige dispositioner, selv hvis han ikke på det tidspunkt havde bistået Parlamentet med vedtagelsen af en boliglov. Beslutningen var udelukkende blevet taget af hans mor og Martha, der var blevet ansat som barnepige, dengang han var lille, og aldrig, som hun selv udtrykte det, helt havde fået taget sig sammen til at rejse.
Man havde en fornemmelse af, at det var bedst at holde Francis ud i armslængde, eftersom han var hvileløs om natten og hyppigt viste sig i døren og ovenikøbet et par gange i vinduet. Han ville aldrig bede om vand eller om at blive trøstet, som ethvert andet barn måske ville, stod kun på dørtrinnet og holdt om en af sine utallige talismaner, lige til ubehaget fik et hoved til at løfte sig fra puden.
Kort efter, at han var blevet flyttet til det, Cora kaldte Det Øvre Værelse, mistede han interessen for sine natlige vandringer og stillede sig tilfreds med at samle på de ting (ingen sagde nogensinde noget om at ”stjæle”), han nu fik lyst til. Dem ordnede han i en række indviklede og forbløffende mønstre, som havde ændret sig, hver gang Cora aflagde et moderligt besøg. De havde noget smukt og fremmedartet over sig, som hun ville have beundret, hvis det havde været en andens søns værk.
Da det nu var fredag og dagen for hans fars begravelse, havde han klædt sig på. I elleveårsalderen kendte han en skjorte ud og ind og nytten af den til stavning (”Det er NØDVENDIGT, at en skjorte har én Krave, men to Ærmer”). At hans far var død, opfattede han som en ulykke, men ikke værre end tabet af en sine skatte dagen før (en duefjer, ganske almindelig, men som kunne bøjes sammen til en fuldendt cirkel uden at knække). Da han fik det at vide – og mærkede sig, at hans mor ikke græd, men virkede stivnet, men også lysende på en eller anden måde, som om hun lige blev ramt af et lyn – var hans første tanke denne: Jeg forstår ikke, at det her sker for mig.
Men fjeren var væk, hans far var død, og nu skulle han åbenbart i kirke. Tanken glædede ham. Bevidst om, at han var helt imødekommende i betragtning af omstændighederne, sagde han: ”En forandring er lige så god som et hvil.”
I dagene, efter at man havde fundet liget af Michael Seaborne, var det hunden, der havde lidt mest. Den havde hylet ved døren ind til sygeværelset og kunne ikke trøstes. Et kærtegn kunne have klaret det, men eftersom ingen ville stikke hænderne ind i dens fedtede pels, havde istandgørelsen af liget, inden det skulle lægges i kisten, været akkompagneret af den samme højlydte klagen (”Læg en penny på hans øjenlåg til færgemanden,” sagde Martha ”Jeg tror ikke, Sankt Peter vil ulejlige sig …”). Hunden var død nu, vidste Francis og klappede tilfreds en lille pelstot, han havde taget fra sin fars ærme, så nu skulle der sørges over den eneste sørgende.
Han var usikker på, hvilke ritualer der fulgte med afskeden med den døde, men mente, det var bedst at møde forberedt op. Hans jakke havde et antal lommer, som hver rummede en genstand, ikke ligefrem hellig, men velegnet til opgaven. En monokel, der var revnet, så man fik et brudt syn af tingene, pelstotten (han håbede, at den måske stadig havde en loppe eller flåt og dermed, hvis han var rigtig heldig, en dråbe blod), en ravnefjer, som var den bedste, han havde, blålig i spidsen, en stump stof, han havde revet af Marthas kjolesøm, da han havde lagt mærke til en hårdnakket plet på det af form som Isle of Wight, og en sten med et perfekt hul i midten.
Da han havde fyldt lommerne, slået let på dem og talt dem op, gik han ned for at finde sin mor, og for hvert af de seksogtredive skridt hen til hendes værelse sagde han, som var det en besværgelse: ”Her – i dag – væk – i morgen; her – i dag – væk.”
”Frankie.” Hvor var han lille, tænkte hun. Hans ansigt, der besynderligt nok kun havde ringe lighed med nogen af forældrene bortset fra hans fars tilsyneladende ferske, sorte øjne, var udtryksløst. Han havde redt håret, så det lå i bølger tæt ind til hovedet. Hun blev rørt over, at han havde gjort sig umage for at se pæn ud, og hun rakte hånden frem, men lod den falde tom ned i skødet. Han blev stående og klappede på lommerne, én efter én, og spurgte: ”Hvor er han nu?”
”Han venter på os i kirken.” Burde hun tage ham i favnen? Han så nu ikke ud til at have særlig meget brug for trøst, måtte man sige.
”Frankie, hvis du gerne vil græde, er der ingen skam ved det.”
”Hvis jeg gerne ville græde, ville jeg gøre det. Hvis der var noget, jeg gerne ville gøre, ville jeg gøre det.” Det irettesatte hun ham ikke for, eftersom det faktisk ikke var meget mere end en konstatering af kendsgerningerne. Han slog igen på hver af lommerne, og hun sagde venligt: ”Du har taget dine skatte med.”
”Jeg har mine skatte med. Jeg har en skat til dig (klap), en skat til Martha (klap), en skat til far (klap), en skat til mig selv (klap, klap).”
”Tak, Frankie …” sagde hun helt rådvild, men dér var Martha endelig og lyste op i værelset, som hun altid gjorde, spredte blot ved sin tilstedeværelse den lette anspændthed, som lå i luften. Hun strøg Francis let over hovedet, fuldstændigt som hvis han havde været et hvilket som helst andet barn. Hendes stærke arm lagde sig om Coras liv. Hun duftede af citroner.
”Kom så,” sagde hun. ”Han har aldrig kunnet lide, at vi kom for sent.”
St Martin’s kirkeklokker ringede for den døde klokken to, ud over Trafalgar Square. Francis, hvis hørelse var ubarmhjertigt skarp, pressede de behandskede hænder mod hvert øre og nægtede at krydse tærsklen, før det sidste klokkeslag var døet hen, så menigheden, der vendte sig om for at se på enken, der kom for sent, og hendes søn, sukkede behageligt overrasket. Så blege, de var! Så overordentligt passende! Og se nu bare den hat!
Cora fulgte eftermiddagens forestilling med en interesseret distance. Dér, i midterskibet – i en kiste, som hvilede på noget, der lignede en slagters bukkebord, og som skyggede for alteret – lå liget af hendes mand, en krop, hun ikke mindedes nogensinde at have set i sin helhed, kun i små og undertiden panikagtige glimt af meget hvid hud i et tyndt lag over smukke knogler.
Det slog hende, at hun i virkeligheden ikke havde vidst noget om ham i hans offentlige liv, som havde udspillet sig i (tænkte hun) identiske lokaler i Underhuset og i hans Whitehall-omgangskreds og i klubben, som hun ikke kunne komme ind i, idet hun havde det uheld at være kvinde. Måske gebærdede han sig andre steder med venlighed – ja, måske var det det – måske havde hun været en slags afregningskontor for grusomheder, velfortjent andre steder. Det lå der noget ædelt i, når man sådan tænkte over det. Hun så ned på sine hænder, som om hun forventede, at den opfattelse havde stigmatiseret hende.
Ovenover, på den høje, sorte balkon, som i den dunkle luft så ud, som om den svævede et godt stykke over de søjler, der bar den oppe, sad Luke Garrett. Trold, tænkte hun, se ham! Og det var, som om hendes hjerte søgte hen mod hendes ven, pressede sig mod ribbenene.
Hans frakke passede lige så lidt til lejligheden, som hans kirurgforklæde kunne have gjort, og hun var sikker på, han havde drukket, længe inden han kom, og at pigebarnet ved hans side var et nyligt bekendtskab, hvis hengivenhed lå uden for hans budget, men trods mørket og afstanden nåede en tilskyndelse til at le ned til hende i ét sort blik.
Martha mærkede det også og kneb hende i låret, så man senere, da der blev skænket vin op i glassene i Hampstead og Paddington og Westminster, sagde: ”Seabornes enke snappede efter vejret af sorg, netop som præsten udtalte: Den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Det var smukt på en måde, ikke sandt?”
Ved siden af hende hviskede Francis uafbrudt med tommelfingeren presset mod munden og øjnene fast lukket i. Det gjorde ham lille igen, og hun lagde hånden over hans. Den passede lige til hendes, helt stille og meget varm, og efter en tid løftede hun sin egen hånd og lagde den igen i skødet.
Bagefter, mens sorte præstekjoler flagrede som råger mellem kirkestolene, stod Cora på trappen og hilste på menigheden på vej ud, som var lutter venlighed, lutter omsorg – hun kunne regne med, at hun havde venner i byen. Hun var velkommen til souper, når som helst med sin smukke dreng, de ville huske hende i deres bønner. Hun gav så mange visitkort videre til Martha, og så mange små buketter, og så mange forskellige små mindebøger og navneklude med sørgerand, at en forbipasserende måske kunne have forvekslet dagen med et bryllup, om end et dystert et.
Aftenen var endnu ikke faldet på, men frosten lagde sig på trappen med en skarp glitren i lyset fra lygterne, og tågen omsluttede byen i et blegt telt. Cora rystede af kulde, og Martha kom lidt nærmere, så hun kunne mærke varmen fra den tætbyggede krop i dens næstbedste frakke.
Francis stod et stykke borte og rodede med venstre hånd i jakkelommen, mens han uroligt glattede håret med den højre. Han så egentlig ikke ulykkelig ud, ellers ville begge kvinder have trukket ham ind mellem sig med den trøstende mumlen, som uden besvær ville være kommet, hvis man havde søgt den. Han så snarere ud til høfligt at have slået sig til tåls med et afbræk i en højt skattet dagligdag.
”Kristus være os nådige!” sagde dr. Garrett, da den sidste af de sørgende var gået med sin sorte hat, lettet over, at det var forbi, på vej mod aftenens adspredelser og morgendagens gøremål. Så, med den hurtige overgang til det alvorlige, der var så uimodståelig hos ham, greb han Coras behandskede hånd. ”Godt klaret, Cora. Det klarede De godt. Må jeg ikke følge Dem hjem? Lad mig følge Dem. Jeg er sulten. Er De ikke det? Jeg kunne spise en hest med føl.”
”De har ikke råd til en hest.” Martha talte aldrig til lægen uden at lægge en vis irritation for dagen. Trolden havde været hendes navn til ham, skønt det var der ingen, der huskede nu. Hans tilstedeværelse i huset i Foulis Street – først et spørgsmål om pligt, så om hengivenhed – var en ærgrelse for Martha, som mente, at hendes hengivenhed var mere end tilstrækkelig. Han havde skaffet sig af med sin ledsager og havde stukket et lommetørklæde med sørgerand i brystlommen.
”Jeg vil allerhelst gå mig en lang tur,” sagde Cora. Som om Francis blev klar over hendes pludselige træthed og så en anledning til at opnå en fordel ved den, gik han hurtigt hen foran hende og forlangte, at de skulle tage undergrundstoget hjem. Som altid kom det ikke som en barnlig anmodning, der ville glæde ham, hvis den blev imødekommet, men som en fastslået kendsgerning. Garrett, der endnu ikke havde lært at håndtere drengens uforsonlige vilje, sagde: ”Jeg har altså fået nok af Hades for i dag,” og gjorde tegn til en forbipasserende drosche.
Martha tog drengens hånd, og af ren og skær overraskelse over hendes dristighed lod han den ligge dér i hendes handske. ”Jeg tager dig med, Frank. Der vil være varmt, og jeg kan ikke mærke mine tæer – men Cora, du kan da ikke gå hele vejen – det er næsten tre fjerdingvej?”
”Mindst tre fjerdingvej,” sagde lægen, som om han selv havde brolagt vejen. ”Cora, lad mig gå med.” Droschekusken kom med en utålmodig håndbevægelse og fik et beskidt svar. ”De burde ikke gøre det. De kan ikke gå alene …”
”Burde ikke? Kan ikke?” Cora tog handskerne af, som ikke ydede mere beskyttelse mod kulden end et spindelvæv. Hun rakte dem heftigt frem mod Garrett. ”Giv mig Deres. Jeg fatter ikke, hvorfor de laver sådan nogle, eller hvorfor kvinder køber dem. Jeg kan udmærket gå, og det vil jeg. Jeg er klædt på til at gå, ikke?” Hun løftede op i kjolesømmen og fremviste et par støvler, der passede bedre til en skoledreng.
Francis havde vendt sig væk fra sin mor, ikke længere interesseret i den vending, aftenen måtte tage. Han havde en hel del, der skulle gøres i Det Øvre Værelse, og et par genstande (klap, klap), der krævede hans opmærksomhed. Han trak sin hånd ud af Marthas og begav sig ind mod byen. Martha kastede et mistænksomt blik på Garrett og et bittert på sin veninde, råbte farvel og forsvandt ud i tågen.
”Lad mig gå alene,” sagde Cora og trak de lånte handsker på, så tyndslidte, at de knap var varmere end hendes egne. ”Mine tanker er så indviklede, at der skal en fjerdingvej til at bringe orden i dem.” Hun rørte ved lommetørklædet med sørgeranden i Garretts brystlomme. ”Kom hen til graven i morgen, hvis De har lyst. Jeg sagde, jeg ville gå alene, men det er måske netop sagen. Måske er vi altid alene, uanset hvem vi er sammen med.”
”De burde have følgeskab af en sekretær, der kunne nedfælde Deres visdom,” sagde Trolden sarkastisk og slap hendes hånd. Han kom med et overdrevent buk og trak sig tilbage, op i droschen, og smækkede døren i for hendes latter.
Mens Cora undrede sig over hans evne til at fremkalde så fuldstændige omslag i hendes humør, begav hun sig først, ikke vestpå hjemad, men ned mod The Strand. Hun yndede at finde hen til det sted, hvor floden Fleet var blevet omledt under jorden, øst for Holborn. Der var en særlig tremmerist, hvor man på stille dage kunne høre den løbe ud mod havet.
Da hun nåede Fleet Street, tænkte hun, at hvis hun nu virkelig anstrengte sig, kunne hun måske høre floden løbe gennem sit lange gravkammer, men der var kun larmen fra byen, som ingen frost eller tåge kunne overtale til at opgive arbejde eller fornøjelser. Og desuden havde hun engang fået at vide, at den næppe var meget mere end en kloakledning nu, opsvulmet, ikke af regnvand, vasket ud af Hampstead Heath, men af menneskers efterladenskaber, der hobede sig op på dens bredder.
Hun blev stående en stund længere, til hun fik ondt i hænderne af kulden, og det begyndte at dunke i de gennemborede øreflipper. Hun sukkede, satte kursen hjemad og opdagede, at det ubehag, der engang fulgte med billedet af det høje, hvide hus i Foulis Street, var blevet efterladt et sted under de sorte bænke i kirken.
Martha, der ængsteligt havde afventet Coras hjemkomst (lidt over en time senere med fregner, der blussede gennem den hvide pudder og uden den sorte hat), lagde stor vægt på appetitten som bevis på en sund sjæl og så fornøjet til, da veninden satte spejlæg og ristet brød til livs. ”Jeg skal være glad, når det hele er overstået,” sagde hun. ”Alle disse kort, disse håndtryk. Dødens etikette keder mig i den grad!”
I sin mors fravær var barnet, blødgjort af undergrundsturen, uden et ord gået op med et glas vand og var faldet i søvn med et æbleskrog i hånden. Martha havde stået i døren og set på de sorte øjenvipper mod den hvide kind og mærket, at hun blev helt blød om hjertet. En stump af den arme hunds pels havde fundet vej til hans hovedpude. Hun forestillede sig, at den vrimlede med lus og lopper, og bøjede sig over drengen for at tage den væk, så han trygt kunne sove videre. Men hendes håndled måtte have strejfet pudebetrækket. Han var lysvågen i det øjeblik, det tog hende at ånde ud, og da han opdagede pelsstumpen i hånden på hende, udstødte han en slags stumt skrig af raseri, så hun tabte den fedtede tot og skyndte sig ud af værelset.
På vej ned ad trappen tænkte hun: Hvordan kan jeg være bange for ham. Han er jo ikke andet end en faderløs dreng! og var halvvejs stemt for at gå tilbage og insistere på, at han skulle aflevere det lille, uhumske minde og måske ovenikøbet finde sig i et kys. Så blev en nøgle larmende stukket i låsen, og dér stod Cora og forlangte, at der blev tændt op, mens hun smed handskerne fra sig og rakte armene ud efter et favntag.
Sent samme aften, som den sidste, der gik i seng, standsede Martha op ved Coras dør. De sidste par år havde hun fået for vane at sikre sig, at alt var vel hos veninden.
Coras dør stod halvt åben. En brændeknude brændte og spruttede i den åbne kamin. På dørtærsklen spurgte Martha: ”Sover du? Skal jeg ikke komme ind?” og da hun ikke fik noget svar, trådte hun ind på det tykke, lyse tæppe. Hen langs kaminhylden stod der visitkort og sørgekort, sortrandede, tæt beskrevne. En buket violer med et sort bånd var faldet ned på gulvet foran kaminen. Martha bukkede sig ned og samlede dem op, og det var næsten, som om blomsterne veg tilbage for hende og gemte sig igen bag de hjerteformede blade. Hun stak dem ned i et lille glas med vand og satte dem, hvor veninden ville se dem, når hun vågnede, hvorefter hun bøjede sig ned og kyssede hende.
Cora mumlede et eller andet og rørte på sig, men vågnede ikke, og Martha mindedes dengang, hun kom til Foulis Street for at tiltræde sin stilling og havde ventet en eller anden hoven husmoder med et sind, svækket af sladder og mode, hvor overrumplet, hun var blevet over det ustabile væsen, der havde åbnet døren. Rasende og tryllebundet havde Martha opdaget, at aldrig så snart havde hun vænnet sig til én Cora, før en anden ville vise sig: det ene øjeblik et pigebarn, der var som en studerende, overdrevent tilfreds med sin egen begavelse, det næste en fortrolig veninde gennem mange år. En kvinde, der inviterede til elegante, ekstravagante souperer og gerne bandede, når først den sidste gæst var gået, slog håret ud og lagde sig leende foran ilden.
Selv hendes stemme var genstand for forvirring og beundring – dette besynderlige, halvvejs melodiøse tonefald, denne halvvejs hæmmende talefejl, som gerne kom, når hun var træt, og bestemte konsonanter voldte hende vanskeligheder. At der bag den intelligente charme (der, som Martha tørt noterede sig, kunne åbnes og lukkes for som hanen i badeværelset), var synlige sår, gjorde hende kun endnu kærere.
Michael Seaborne behandlede Martha med den form for ligegyldighed, der kunne have været forbeholdt stumtjeneren i hallen. Hun var fuldstændig uden betydning – han mødte end ikke hendes blik på trappen. Men der var ikke noget, der undgik den årvågne Marthas blik. Hun hørte hver en høflig fornærmelse, lagde mærke til hvert et skjult, blåt mærke, og afholdt sig kun med store anstrengelser fra at planlægge et mord, hun muntert ville have ladet sig hænge for.
Blot mindre end et år, efter at hun var kommet til Foulis Street – ud på de små timer, hvor ingen havde sovet – var Cora kommet ind i hendes værelse. Hvad der end var blevet gjort eller sagt, havde fået hende til at ryste voldsomt over hele kroppen, selvom natten var lun. Det kraftige, uglede hår var vådt. Uden et ord havde Martha løftet de tæpper, hun lå under, og taget Cora i sin favn. Hun trak knæene op, omsluttede hende fuldstændigt, og holdt hende tæt ind til sig, så den anden kvindes skælven smittede af på hende.
Fri af det traditionsbundne fiskebensskørt var Coras krop stor og stærk. Martha kunne mærke skulderbladene bevæge sig i den smalle ryg, den bløde mave mod sin arm, lårenes faste muskler. Det havde været som at klamre sig til et dyr, der aldrig igen ville affinde sig med at ligge så stille. De var vågnet op i et afslappet favntag, fuldkommen veltilpasse og skiltes med et kærtegn.
Nu opmuntrede det hende at se, at Cora ikke var gået i seng i sorg, men med sin gamle vane med at gennemse, hvad hun kaldte ”sine Studier”, som om hun var en dreng, der terpede for at komme på en af de eksklusive kostskoler. På sengen ved siden af hende lå det gamle læderchartek, som havde været hendes mors, med monogrammet, der havde mistet forgyldningen, og som lugtede af det dyr, det engang havde været (hævdede Martha). Og dér lå også hendes notesbøger, skrevet med en lille, tydelig skrift helt ud i margenerne, og med pressede stilke fra ukrudt og græsser mellem siderne, og et kort over en del af kystlinjen, markeret med rødt blæk.
En hel masse papirer lå spredt omkring hende, og hun var faldet i søvn med sin Dorset-ammonit knuget ind til sig. Men i søvne havde hun holdt alt for hårdt om den. Den var fuldstændig smuldret og hendes hånd helt snavset.
Andre læste også: