Det er ikke lette emner, forfatter Kristina Aamand binder an med, når hun skriver sine romaner til unge. Overgreb, ærbarhed og mødomsproblematikker og homoseksualitet i et muslimsk miljø er blot nogle af de temaer, hun har taget op i sine bøger de senere år.
Og at Kristina Aamand har talent for at formidle de svære historier er åbenlyst. Senest er For enden af din pegefinger da også kommet i fint selskab med en nominering til den prestigefyldte Deutscher Jugendliteratur Preis.
Men hvorfor er det egentlig de emner, hun har kastet sig over? Hvordan formidler man det stof til unge mennesker? Hvordan er det at skrive om – og hvorfor skal unge i det hele taget kende til de emner? Det har vi taget en snak med Kristina om.
Hvorfor skriver du om så svære emner, når du skriver til unge? Hvad er det ved de her emner, der optager dig?
Jeg er uddannet sygeplejerske og socialrådgiver, og begge uddannelser har jeg taget ud fra et ønske om at hjælpe mennesker, som har det svært. Det ønske er flyttet med ind i mit forfatterskab, og jeg håber, at nogle af de unge, som oplever overgreb, mødomsproblematikker og ikke-accept af deres seksualitet, finder mine bøger og tænker: Okay, der er håb.
Det, der optager mig, er, hvordan det opleves at være ung og stå i svære problemstillinger og dilemmaer. De tunge og komplicerede emner tiltrækker mig, fordi de berører så mange niveauer af menneskelivet. Socialt, fysisk, psykisk, kulturelt, mentalt og åndeligt. Det handler om alt lige fra, hvilket tøj man bør tage på, til spørgsmål om Gud, himmel og helvede.
For nogle læsere vil det at læse mine bøger være et eksotisk indblik i en kultur, de ikke kender. For andre er det identifikation.
Hvorfor vælger du netop de her emner til dine bøger?
Jeg føler ikke, at jeg vælger emnerne, men at de vælger mig. De bliver ved med at banke på, insistere på at blive til noget, selv om jeg siger: Skrid. Jeg skubbede for eksempel Mørke rum foran mig i lang tid. For det er jo møgubehageligt at sidde på sin pind og skrive om seksuelle overgreb, når man kunne have lavet en sød historie om en pige, der får sin egen hest. Men den historie ER jo skrevet – mange gange før. Det er bogen til de unge om overgreb eller bogen om den unge kvinde, der ligger på det gynækologiske leje og bliver syet sammen i skeden ikke.
Tænker du over, hvordan du præsenterer emnerne for dine læsere?
Ja, jeg synes, at jeg har et stort ansvar for ikke at gøre dårligt værre.
Når jeg belyser problemstillinger i traditioner, der i forvejen er udskældt, det kan være mødomsproblematikker, så er det vigtigt for mig, at det ikke øger afstanden mellem mennesker.
En af de måder, jeg arbejder med det på, er gennem karaktertegningerne. Jeg vil have runde og tredimensionelle karakterer, der gør det tydeligt, at ALLE oplever dilemmaer, føler pres, og er bange for at blive udelukket fra fællesskabet. Ikke kun de unge, men fx også den mor, som forsøger at tvinge sin datters seksualitet ned i en bestemt ’kageform’ – som det sker i For enden af din pegefinger. Jeg ser også på, hvordan majoritetssamfundet er med til at skabe problemerne, og i nogle tilfælde udnytter de svageste – det sker fx i Så god som ny.
Så altså, jeg prøver at arbejde med emnerne nuanceret og fra både den ene og den anden vinkel. Det er svært, en hårfin balance – og til tider et helvede at arbejde med, ærlig talt.
Og så tænker jeg meget over, at der skal følge to obligatoriske ingredienser med: realistisk håb og grobund for empati!
Det er et dilemma, når jeg skriver om emner som jeg ved kan misbruges, f.eks. i en politisk debat. Hvad skal jeg gøre? Gemme emnerne under gulvtæppet eller smide bogen på bordet? Når jeg vejer for og imod, er det altid de unge som vinder. De skal kunne gå på biblioteket og finde en bog, som omhandler netop det problem, de oplever i deres liv.
Du har personlige erfaringer med flere af de emner, du skriver om; du har rådgivet unge fra muslimske miljøer om bl.a. seksualitet og du har arbejdet på Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet. Hvordan har du kunnet bruge de erfaringer, du har gjort dig dér, i dine bøger?
Jeg gør meget brug af de erfaringer!
Jeg har siddet overfor unge, som er angst for konsekvenserne af sex før ægteskabet, har været udsat for et overgreb som de ikke føler at de kan tale med deres familie om, fordi de frygter, at de selv vil blive betragtet som skyldige, lever dobbeltliv, er flygtet fra familien, bor på et sikret krisecenter og er truet på livet.
Jeg har siddet overfor forældre, som er ulykkelige over, at familien ikke fungerer, eller vrede fordi deres børn ikke lever op til traditioner og forventninger.
Jeg kan bedst beskrive det sådan, at det sætter et aftryk i mig. Et fodspor. Og det er det aftryk, jeg tager frem og arbejder med, når jeg skriver og skaber fiktive, realistiske karakterer. Jeg går i deres fodspor, og sætter mig ind i, hvordan det er at være dem.
Jeg har hundredvis af fodspor indeni. Og det er derfor jeg (forhåbentlig) aldrig løber tør for idéer.
I to af bøgerne, For enden af din pegefinger og billednovellen Så god som ny arbejder tekst og billeder tæt sammen. Hvordan har det været at se sin tekst ’omsat’ til billeder?
I For enden af din pegefinger, fandt jeg på, at Sheherazade skulle lave zines (et ’zine’ er en kreativ selvudgivelse ofte med collage udtryk, red.), fordi jeg gerne ville have hendes egen stemme og måde at se verden på frem i forreste række.
Jeg tog et kursus i, hvordan man laver zines, og lavede en ubehjælpsom version, som den dygtige illustrator Sune Ehlers fik med posten, da han skulle i gang. Jeg krummede tæer ved tanken om, at en kunstner som Sune skulle have min zine til syn. Han fik frie hænder, og han ramte plet. Det samme gjorde Solveig Agerbak, da hun skulle lave billeder til Så god som ny.
For begge bøger gælder det, at jeg ikke har haft andre kommentarer til tegnernes arbejde end, at jeg elsker det, de har lavet!
Du kan finde For enden af din pegefinger online her og Mørke rum online her. Begge kan også fås hos din lokale boghandel.
Så god som ny er tredje bog i Carlsens serie af billednoveller til unge. Du kan finde Så god som ny online her eller i din lokale boghandel. Du kan også læse mere om de to første bøger, Mowgli og Hader, hader ikke, her.
Det er ikke lette emner, forfatter Kristina Aamand binder an med, når hun skriver sine romaner til unge. Overgreb, ærbarhed og mødomsproblematikker og homoseksualitet i et muslimsk miljø er blot nogle af de temaer, hun har taget op i sine bøger de senere år.
Og at Kristina Aamand har talent for at formidle de svære historier er åbenlyst. Senest er For enden af din pegefinger da også kommet i fint selskab med en nominering til den prestigefyldte Deutscher Jugendliteratur Preis.
Men hvorfor er det egentlig de emner, hun har kastet sig over? Hvordan formidler man det stof til unge mennesker? Hvordan er det at skrive om – og hvorfor skal unge i det hele taget kende til de emner? Det har vi taget en snak med Kristina om.
Jeg er uddannet sygeplejerske og socialrådgiver, og begge uddannelser har jeg taget ud fra et ønske om at hjælpe mennesker, som har det svært. Det ønske er flyttet med ind i mit forfatterskab, og jeg håber, at nogle af de unge, som oplever overgreb, mødomsproblematikker og ikke-accept af deres seksualitet, finder mine bøger og tænker: Okay, der er håb.
Det, der optager mig, er, hvordan det opleves at være ung og stå i svære problemstillinger og dilemmaer. De tunge og komplicerede emner tiltrækker mig, fordi de berører så mange niveauer af menneskelivet. Socialt, fysisk, psykisk, kulturelt, mentalt og åndeligt. Det handler om alt lige fra, hvilket tøj man bør tage på, til spørgsmål om Gud, himmel og helvede.
For nogle læsere vil det at læse mine bøger være et eksotisk indblik i en kultur, de ikke kender. For andre er det identifikation.
Hvorfor vælger du netop de her emner til dine bøger?
Jeg føler ikke, at jeg vælger emnerne, men at de vælger mig. De bliver ved med at banke på, insistere på at blive til noget, selv om jeg siger: Skrid. Jeg skubbede for eksempel Mørke rum foran mig i lang tid. For det er jo møgubehageligt at sidde på sin pind og skrive om seksuelle overgreb, når man kunne have lavet en sød historie om en pige, der får sin egen hest. Men den historie ER jo skrevet – mange gange før. Det er bogen til de unge om overgreb eller bogen om den unge kvinde, der ligger på det gynækologiske leje og bliver syet sammen i skeden ikke.
Tænker du over, hvordan du præsenterer emnerne for dine læsere?
Ja, jeg synes, at jeg har et stort ansvar for ikke at gøre dårligt værre.
Når jeg belyser problemstillinger i traditioner, der i forvejen er udskældt, det kan være mødomsproblematikker, så er det vigtigt for mig, at det ikke øger afstanden mellem mennesker.
En af de måder, jeg arbejder med det på, er gennem karaktertegningerne. Jeg vil have runde og tredimensionelle karakterer, der gør det tydeligt, at ALLE oplever dilemmaer, føler pres, og er bange for at blive udelukket fra fællesskabet. Ikke kun de unge, men fx også den mor, som forsøger at tvinge sin datters seksualitet ned i en bestemt ’kageform’ – som det sker i For enden af din pegefinger. Jeg ser også på, hvordan majoritetssamfundet er med til at skabe problemerne, og i nogle tilfælde udnytter de svageste – det sker fx i Så god som ny.
Så altså, jeg prøver at arbejde med emnerne nuanceret og fra både den ene og den anden vinkel. Det er svært, en hårfin balance – og til tider et helvede at arbejde med, ærlig talt.
Og så tænker jeg meget over, at der skal følge to obligatoriske ingredienser med: realistisk håb og grobund for empati!
Du har personlige erfaringer med flere af de emner, du skriver om; du har rådgivet unge fra muslimske miljøer om bl.a. seksualitet og du har arbejdet på Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet. Hvordan har du kunnet bruge de erfaringer, du har gjort dig dér, i dine bøger?
Jeg gør meget brug af de erfaringer!
Jeg har siddet overfor unge, som er angst for konsekvenserne af sex før ægteskabet, har været udsat for et overgreb som de ikke føler at de kan tale med deres familie om, fordi de frygter, at de selv vil blive betragtet som skyldige, lever dobbeltliv, er flygtet fra familien, bor på et sikret krisecenter og er truet på livet.
Jeg har siddet overfor forældre, som er ulykkelige over, at familien ikke fungerer, eller vrede fordi deres børn ikke lever op til traditioner og forventninger.
Jeg har hundredvis af fodspor indeni. Og det er derfor jeg (forhåbentlig) aldrig løber tør for idéer.
I to af bøgerne, For enden af din pegefinger og billednovellen Så god som ny arbejder tekst og billeder tæt sammen. Hvordan har det været at se sin tekst ’omsat’ til billeder?
I For enden af din pegefinger, fandt jeg på, at Sheherazade skulle lave zines (et ’zine’ er en kreativ selvudgivelse ofte med collage udtryk, red.), fordi jeg gerne ville have hendes egen stemme og måde at se verden på frem i forreste række.
Jeg tog et kursus i, hvordan man laver zines, og lavede en ubehjælpsom version, som den dygtige illustrator Sune Ehlers fik med posten, da han skulle i gang. Jeg krummede tæer ved tanken om, at en kunstner som Sune skulle have min zine til syn. Han fik frie hænder, og han ramte plet. Det samme gjorde Solveig Agerbak, da hun skulle lave billeder til Så god som ny.
For begge bøger gælder det, at jeg ikke har haft andre kommentarer til tegnernes arbejde end, at jeg elsker det, de har lavet!
Du kan finde For enden af din pegefinger online her og Mørke rum online her. Begge kan også fås hos din lokale boghandel.
Så god som ny er tredje bog i Carlsens serie af billednoveller til unge. Du kan finde Så god som ny online her eller i din lokale boghandel. Du kan også læse mere om de to første bøger, Mowgli og Hader, hader ikke, her.
Andre læste også: