Fagbøger Sundhed og livsstil

Kreativitet og mindfulness – malebøger til voksne er et hit

Kreativitet og mindfulness - malebøger til voksne er et hit

Jeg har altid været typen der tegner. Det har altid givet mig en enorm ro at tegne. Da jeg startede på universitet havde jeg – som den eneste – et penalhus fyldt med forskellige farver tuscher med – noget der dog hurtigt gjorde mig til den attraktive nabo, der er nemlig ikke noget bedre for koncentrationen end at ’doodle’ lidt. Og så er der noget ved farver der gør en helt glad i låget, og som kan redde enhver forelæsning. Derfor blev jeg også helt vildt begejstret, da jeg første gang hørte om den nye trend – malebøger til voksne!

DIY

DIY – Do It Yourself – trenden har spredt sig som en steppebrand. Alt fra hækling og strik til møbler skal hjemmelaves. Hjemmetegnede doodles er en af de helt store interiør trends lige for tiden, med snørklede linjer og fede motiver. Men hvad gør man hvis ens tegne-egenskaber lige knap rækker til en tændstikmand, men man godt kunne tænke sig at slappe af med noget kreativt? Man køber en malebog for voksne!

Kreativitet-og-mindfulness-malebogtilvoksne
Kreativitet og mindfulness – 100 billeder af planter og dyr du selv kan farvelægge.
Kreativitet-og-mindfulness-moenstre
Kreativitet og Mindfulness – 100 billeder af inspirerende mønstre du selv kan farvelægge

Begge bøger er propfyldte med lækre og moderne tegninger, klar til at blive farvelagt efter ens egen fantasi. Billederne er så fine, at de kan klippes ud af bogen efter farvelægning, rammes ind og kommes på væggen. Eller bruges til et personligt kort.

Og du ville ikke være den eneste voksen der sad og malede i bøger. På Instagram kan man se kendte lægge billeder op af deres farvelægning af voksenmalebøger, og på blogs kan man finde begejstrede mødre der ikke længere behøver at stjæle deres børns malebøger. Voksen-malebøger er kommet for at blive, og det er der flere gode grunde til.

Mindfulness

Malebogen har siden dens oprindelse i 1800-tallet hovedsagelig været tiltænkt børn. Oprindeligt fordi man fandt ud af, at kreativ udfoldelse øgede evnerne til at lære. Senere har man konkluderet, at det er fordi, at den afslappede tilstand under kreativ leg giver plads til andre tanker. Man kender det selv, alle de sommerfuglegode ideer kommer lige inden man falder i søvn om aftenen, eller når man er i bad – altså når man udfører opgaver, der ikke kræver ens fulde opmærksomhed.

Derfor kan det virke helt fjollet at det har taget så lang tid, før at der kom en malebog til voksne. Studier viser at kreativ leg også kan mindske stress, hvilket også er en pointe med bøgerne, et analog pusterum. Bøgerne giver – som titlerne også hentyder – nemlig ro og mindfulness.

Mine blyanter og tuscher ligger klar, gør dine?

 

Kreativitet og mindfulness - malebøger til voksne er et hit