Derfor tog det Knud Romer 12 år at skrive sin anden roman.
af Knud Romer
Jeg elsker at læse, og jeg elsker bøger. Så meget endda at mit højeste ønske blev at skrive dem selv. Det ligger da også lige for. Hvad andet er en forfatter end en læser, som skriver? Og hvordan skriver man noget godt? Man redigerer noget dårligt!
Fortælleren er bare en god læser, som retter det skrevne i overensstemmelse med summen af de bedste læseoplevelser.
Sådan skriver jeg i hvert fald, og det går langsomt, fordi jeg har læst alt for meget og skriver med viskelæder.
Kort over Paradis er da også propfyldt med henvisninger til alle mulige og umulige forfattere, som har skabt læseren i mig. Det er nemlig det næstbedste: at dele bøgerne med dem, der har det lige som en selv – læsere!
Mange af dem fandt jeg som dreng i min mormors bogskabe i Frankfurt, hvor den tyske romantik ventede på mig med deres eventyr. Borge og riddere, dværge og kæmper og trolde i skovene, der spiste en, hvis man for vild. Hver by havde en heks med en vorte på næsen og en kat på den krumbøjede ryg, magiske legetøjsmagere og musekonger!
Hjemme i Nykøbing læste jeg mig gennem børnebiblioteket med ”Spænding i rødt”: Det kidnappede cirkus, Vejrmageren, Katten og Kosteskaftet – og C. S. Lewis åbnede klædeskabsdøren til en anden verden: Narnia!
Der var Peter Pan og Krabat, og Hobitten tog mig i hånden og førte mig ud i voksenbiblioteket til Ringenes Herre. Tolkien hviskede mig i øret om George MacDonald, der havde skrevet På ryggen af nordenvinden, og jeg fandt Lord Dunsany og T. H. White – Kong Arthur på Camelot – og Mervin Peake: Gormenghast.
Den fantastiske litteratur og fantasy er kilden til alt, hvad jeg skriver – se nu at få læst Kanelbutikkerne af Bruno Schulz – og hvis nogen skulle lide af den vildfarelse, at det er autofiktion og realisme, så har jeg gjort mit job som forfatter. For det består først og fremmest i at fange læseren og få en til at tro på historien – hvorfor ellers græde og grine og vende siderne i spændt forventning?
Man skal opleve det som skinbarlig virkelighed, selv om det er fuldkommen usandsynligt, og acceptere de mest fantastiske ting uden at bryde fortryllelsen.
LÆS OGSÅ: Fra poesi til porno. Dyk dybt ned i kulturhistorien med viden fra Kort over Paradis.
Kort over Paradis åbner netop min mormors bogskabe lige som i fortællingerne om Narnia – og jeg træder ind i dem og vandrer rundt på landevejene i bøgerne fra den tyske romantik. De tilhørte Papa Schneider, som kommer løbende gennem bogskabene for at straffe mig – og ikke nok med det. De indeholder selvfølgelig en forbandelse: Den pukkelryggede dværg – og han kravler ud og forfølger mig resten af livet!
Sådan bliver det ellers ved, og ingen studser over bænken i Nykøbing, hvor man får skæg og
langt hår, beskidt tøj og taler højt med sig selv og drikker sig ihjel i samme øjeblik, man sætter sig på den.
Det er lige så bogstaveligt som en tegnefilm, når solen lægger sig på græsplænen og smider skygger efter træerne, og din kæreste får hareskår, hvis du staver hendes navn forkert.
Bronzeuret maler tiden til støv, mor har været død i 2 år, og hendes død er en lille pige med fletninger, som sidder med til bords. Gud spiller yo-yo med lærken, og bladene fra alle efterår visner og fyger efter mig gennem gaderne på vej hjem fra kirkegården. Vejrhanen på kirkespiret galer og letter ved midnat. Falster falder fra himlen.
Rytmen i sætningerne er følelserne, som de udløser. Når man er glad, går den opad, og når man er trist, går den nedad. Der kan være fart over feltet i stakato, og man kan være rolig og eftertænksom, eller måske er det observerende og koldt. Det vigtigste af alt er dog det, som man glemmer lettest – og det er: Nærsanserne!
Når man skriver, er man for det meste isoleret fra den umiddelbare, sanselige forbindelse med omverdenen, men man skal huske det, hvis man vil have hul igennem. Tingene skal smage af noget og kunne mærkes og høres og lugtes. Solen er varm, sveden på armene smager salt, æslerne skryder, gaden på sydsiden af husene dufter af basmatiris – og kontaktsanserne søger for, at man ikke bare ser tingene udefra og holder dem op foran sig i strakt arm, men føler sig til stede og lever og ånder med historien.
LÆS OGSÅ: Knud Romer: Man skriver en god bog ved at redigere en dårlig
Der skal kød på, men jeg aldrig været i Teheran eller de fleste andre steder, som jeg beskriver. Hvert syn og hver enkelt sansning er møjsommeligt samlet sammen gennem årene fra bøger og mennesker, som jeg har mødt, og når en perser tilfældigvis sidder ved siden af mig i toget og fortæller, at kameler skriger som spædbørn, når de bliver slagtet, og puklen smager bedst, så tager jeg det og lægger det til side i mit indre, indtil den dag kommer, hvor jeg kan hente det frem på rette tid og sted og tråde det på bønnekæden som en perle undervejs gennem mit fatamorgana af byen.
Kort over Paradis består af tusindvis af tråde, som jeg har knyttet sammen af syn og sansninger til et tæppe, hvor billedet træder tydeligere og tydeligere frem i takt med, at trådene bliver mere og mere kaotiske på undersiden. Historien bliver til samtidigt med, at den går i opløsning lige som stjernebillederne på himlen, og når vi forbinder de lysende prikker til mytologiske skikkelser – her er Orion, dér er Cassiopeia – og fortæller historier om dem, giver det mening for os i et kort, forgængeligt øjeblik, men vi er selv den eneste kilde til den og mønstrene i stjernevrimlen i et udeltagende univers, som går ud en skønne dag.
Sådan har jeg siddet i skrædderstilling og syet sætninger med snablen af en myg i lyd, som der står i Kort over Paradis. Kald det for min skyld bare autofiktion og realisme, hvis det lykkes at gøre historien sand nok til, at du ser det for dig og tror på det sting for sting, selv om ingen nogensinde har broderet ord med snablen af et summende insekt. Den slags sker kun i eventyr – og det er, hvad det er. Det tilhører den genre, som jeg forelskede mig i som dreng: magisk realisme – eller måske snarere den endnu mere støvede form for fantastisk litteratur, allegorien.
For en sætning består ikke kun af passivt indhold, men er indlejret i et forløb, som gør den til et aktivt udtryk. Den peger ud over sig selv på noget mere og andet i en fjern betydning, som flygter foran læseren: hvad handler historien om i sidste ende?
Den begynder med at holde op, og lige fra starten har jeg taget fat i den endegyldige betydning som en buestreng og spændt den og sigtet efter punktummet i 12 år, indtil jeg gav slip og udløste spændingen i den absolutte selvhenvisning, som er døden – ”og natten fly- der over i mit blik.”
Det er ikke kun, fordi det sortner for en i bevidstløsheden, hvor udtryk og betydning falder sammen i en tilintetgjort ting, men rinder ned ad kinderne i en sort tåre af … blæk: det punkterede punktum – nu og aldrig. Og så starter romanen forfra: ”Stynede piletræer og flade marker foran en uendelig horisont – kig dig omkring, sådan ser der ud, når jeg lukker øjnene.”
Det er en død og begravet, som fortæller – og vågner og glipper med øjnene, som græshopperne sitrer og væk- ker ham i Paradis: læserne – dig.
Derfor tog det Knud Romer 12 år at skrive sin anden roman.
af Knud Romer
Jeg elsker at læse, og jeg elsker bøger. Så meget endda at mit højeste ønske blev at skrive dem selv. Det ligger da også lige for. Hvad andet er en forfatter end en læser, som skriver? Og hvordan skriver man noget godt? Man redigerer noget dårligt!
Fortælleren er bare en god læser, som retter det skrevne i overensstemmelse med summen af de bedste læseoplevelser.
Sådan skriver jeg i hvert fald, og det går langsomt, fordi jeg har læst alt for meget og skriver med viskelæder.
Kort over Paradis er da også propfyldt med henvisninger til alle mulige og umulige forfattere, som har skabt læseren i mig. Det er nemlig det næstbedste: at dele bøgerne med dem, der har det lige som en selv – læsere!
Mange af dem fandt jeg som dreng i min mormors bogskabe i Frankfurt, hvor den tyske romantik ventede på mig med deres eventyr. Borge og riddere, dværge og kæmper og trolde i skovene, der spiste en, hvis man for vild. Hver by havde en heks med en vorte på næsen og en kat på den krumbøjede ryg, magiske legetøjsmagere og musekonger!
Hjemme i Nykøbing læste jeg mig gennem børnebiblioteket med ”Spænding i rødt”: Det kidnappede cirkus, Vejrmageren, Katten og Kosteskaftet – og C. S. Lewis åbnede klædeskabsdøren til en anden verden: Narnia!
Der var Peter Pan og Krabat, og Hobitten tog mig i hånden og førte mig ud i voksenbiblioteket til Ringenes Herre. Tolkien hviskede mig i øret om George MacDonald, der havde skrevet På ryggen af nordenvinden, og jeg fandt Lord Dunsany og T. H. White – Kong Arthur på Camelot – og Mervin Peake: Gormenghast.
Den fantastiske litteratur og fantasy er kilden til alt, hvad jeg skriver – se nu at få læst Kanelbutikkerne af Bruno Schulz – og hvis nogen skulle lide af den vildfarelse, at det er autofiktion og realisme, så har jeg gjort mit job som forfatter. For det består først og fremmest i at fange læseren og få en til at tro på historien – hvorfor ellers græde og grine og vende siderne i spændt forventning?
Man skal opleve det som skinbarlig virkelighed, selv om det er fuldkommen usandsynligt, og acceptere de mest fantastiske ting uden at bryde fortryllelsen.
LÆS OGSÅ: Fra poesi til porno. Dyk dybt ned i kulturhistorien med viden fra Kort over Paradis.
Sådan bliver det ellers ved, og ingen studser over bænken i Nykøbing, hvor man får skæg og
langt hår, beskidt tøj og taler højt med sig selv og drikker sig ihjel i samme øjeblik, man sætter sig på den.
Det er lige så bogstaveligt som en tegnefilm, når solen lægger sig på græsplænen og smider skygger efter træerne, og din kæreste får hareskår, hvis du staver hendes navn forkert.
Bronzeuret maler tiden til støv, mor har været død i 2 år, og hendes død er en lille pige med fletninger, som sidder med til bords. Gud spiller yo-yo med lærken, og bladene fra alle efterår visner og fyger efter mig gennem gaderne på vej hjem fra kirkegården. Vejrhanen på kirkespiret galer og letter ved midnat. Falster falder fra himlen.
Rytmen i sætningerne er følelserne, som de udløser. Når man er glad, går den opad, og når man er trist, går den nedad. Der kan være fart over feltet i stakato, og man kan være rolig og eftertænksom, eller måske er det observerende og koldt. Det vigtigste af alt er dog det, som man glemmer lettest – og det er: Nærsanserne!
Når man skriver, er man for det meste isoleret fra den umiddelbare, sanselige forbindelse med omverdenen, men man skal huske det, hvis man vil have hul igennem. Tingene skal smage af noget og kunne mærkes og høres og lugtes. Solen er varm, sveden på armene smager salt, æslerne skryder, gaden på sydsiden af husene dufter af basmatiris – og kontaktsanserne søger for, at man ikke bare ser tingene udefra og holder dem op foran sig i strakt arm, men føler sig til stede og lever og ånder med historien.
LÆS OGSÅ: Knud Romer: Man skriver en god bog ved at redigere en dårlig
Der skal kød på, men jeg aldrig været i Teheran eller de fleste andre steder, som jeg beskriver. Hvert syn og hver enkelt sansning er møjsommeligt samlet sammen gennem årene fra bøger og mennesker, som jeg har mødt, og når en perser tilfældigvis sidder ved siden af mig i toget og fortæller, at kameler skriger som spædbørn, når de bliver slagtet, og puklen smager bedst, så tager jeg det og lægger det til side i mit indre, indtil den dag kommer, hvor jeg kan hente det frem på rette tid og sted og tråde det på bønnekæden som en perle undervejs gennem mit fatamorgana af byen.
Kort over Paradis består af tusindvis af tråde, som jeg har knyttet sammen af syn og sansninger til et tæppe, hvor billedet træder tydeligere og tydeligere frem i takt med, at trådene bliver mere og mere kaotiske på undersiden. Historien bliver til samtidigt med, at den går i opløsning lige som stjernebillederne på himlen, og når vi forbinder de lysende prikker til mytologiske skikkelser – her er Orion, dér er Cassiopeia – og fortæller historier om dem, giver det mening for os i et kort, forgængeligt øjeblik, men vi er selv den eneste kilde til den og mønstrene i stjernevrimlen i et udeltagende univers, som går ud en skønne dag.
Sådan har jeg siddet i skrædderstilling og syet sætninger med snablen af en myg i lyd, som der står i Kort over Paradis. Kald det for min skyld bare autofiktion og realisme, hvis det lykkes at gøre historien sand nok til, at du ser det for dig og tror på det sting for sting, selv om ingen nogensinde har broderet ord med snablen af et summende insekt. Den slags sker kun i eventyr – og det er, hvad det er. Det tilhører den genre, som jeg forelskede mig i som dreng: magisk realisme – eller måske snarere den endnu mere støvede form for fantastisk litteratur, allegorien.
Den begynder med at holde op, og lige fra starten har jeg taget fat i den endegyldige betydning som en buestreng og spændt den og sigtet efter punktummet i 12 år, indtil jeg gav slip og udløste spændingen i den absolutte selvhenvisning, som er døden – ”og natten fly- der over i mit blik.”
Det er ikke kun, fordi det sortner for en i bevidstløsheden, hvor udtryk og betydning falder sammen i en tilintetgjort ting, men rinder ned ad kinderne i en sort tåre af … blæk: det punkterede punktum – nu og aldrig. Og så starter romanen forfra: ”Stynede piletræer og flade marker foran en uendelig horisont – kig dig omkring, sådan ser der ud, når jeg lukker øjnene.”
Det er en død og begravet, som fortæller – og vågner og glipper med øjnene, som græshopperne sitrer og væk- ker ham i Paradis: læserne – dig.
Knud Romer (f. 1960) modtog De Gyldne Laurbær for debutromanen Den som blinker er bange for døden. Udgav Kort over paradis i 2018.
Du kan købe Knud Romers Kort over Paradis online her eller i din lokale boghandel
Andre læste også: