Danske krimier Danske krimiforfattere Katrine Engberg Krimi Populære krimier Skønlitteratur

Katrine Engberg: Jeg har brug for mine “talismaner” når jeg skriver krimi

katrine engberg, krimi, krokodillevogteren, paperback

Katrine Engberg debuterede sidste år med den anmelderroste krimi Krokodillevogteren. Hun bor på Østerbro og har indrettet sit hjemmekontor med et ryddeligt skrivebord med gode talismaner og en helt speciel kontorstol.

krokodillevogteren, katrine engberg, krimi, paperback
Krimiens skrivebord

Mit skrivebord er altid forholdsvis ryddeligt, nok fordi jeg har brug for ro omkring mig, når tanker og ideer vælter kaotisk rundt i mit hoved. Jeg arbejder intuitivt, hvilket er en fin måde at sige “ikke særlig systematisk” på, og det betyder, at jeg i skrivefasen har gang i tusind små papirlapper, notesbøger og løse idéer på bagsiden af kvitteringer. Derfor er det ekstra vigtigt, at mit skrivebord er ordentligt, grænsende til det asketiske.

Jeg foretrækker kun at have min computer, en bakke til breve, de notesbøger, jeg bruger lige nu og ikke andet på bordet (det skulle da lige være en kop kaffe og noget at spise).

Min fars kontorstol

Til gengæld har jeg brug for at have mine “talismaner” omkring mig: billeder af dem, jeg elsker, hulsten fra stranden ved sommerhuset, den kinesiske lakæske, som opbevarer alle mulige inspirerende artikler og synopser, og – vigtigst af alt – min fars kontorstol!

Jeg arvede stolen, da min far døde for tre år siden, og nu kan jeg næsten ikke skrive uden den. Den knirker og er lidt for høj, men når jeg sidder i den, har jeg min far tæt på, og det har jeg brug for. Min far var lingvist og filolog, talte ti sprog og elskede ord og bøger. Jeg bilder mig ind, at den kærlighed strømmer via stolen fra ham til mig og ud på papiret.


Følg Katrine Engberg på facebook her

Anmelderne skrev blandt andet om “Krokodillevogteren” da den udkom:

“Den danske krimiscene har fået en ny flettemester… Hun skriver overlegent godt og har konstrueret et finurligt plot.” skrev Berlingske og gav Krokodillevogteren 4 flotte stjerner

“Dygtigt koreograferet og vanvittigt spændende.” skrev Fyens Stiftstidende om Katrine Engbergs krimi

Du kan finde Krokodillevogteren som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.


Du kan finde endnu flere anbefalinger til din næste store læseoplevelse her. Se vores liste med 10 spændende krimier.