Jørgen Leths sportsdigte fik mig gift. Om ord og bøger, der forandrer verden

Forlaget har netop udsendt efterårets bogprogram, og med på listen er en genudgivelse af ”Taler der forandrede verden” med nyt forord af Uffe Ellemann-Jensen. Her optrykkes nogen af de skelsættende og omkalfatrende taler, der har rørt, manipuleret, forført og vredet menneskeheden af led gennem tiden. Fra Bjergprædikenen til forførisk retorik af Lenin, Stalin, Gorbatjov, Churchill, Kennedy, Hitler, Napoleon, Lincoln, Luther King, Vaclac Havel osv., der med forskellig stemmeføring har erobret folks hjerner og hjerter og forandret verden. For det kan ord. De kan ødelægge verden, de kan gøre verden bedre, de kan forandre vores måder at se og forstå på, og de kan på rette tid og sted gribe ind i verdensordenen.

Musik kan også forandre verden. Et kys kan forandre verden, i hvert fald for en eller måske flere personer. Under de rette omstændigheder bærer alle handlinger og ytringer muligheden for forandring i sig og enhver, der læser ved, at bøger i den grad kan være ladet med små og store omstyrtende kræfter. En kraft, der kan ramme i flok eller blot en enkelt person i et intimt læseøjeblik, hvor ordene anslår de dybe strenge. Jeg har fx en veninde, der altid skal læse en bestemt bog, når hun føler sig afsporet i sit liv og trænger til at blive mindet om, hvad det hele egentlig handler om. Eller tænk på hvordan Yahya Hassans digte fik os alle sammen til at diskutere integration på en ny måde med hans indsigter i digtform som fundament.

Der er især en bog, der temmelig direkte har gjort en forskel i mit private liv. Det er Jørgen Leths avantgardistiske digtsamling Sportsdigte fra 1967, der forbløffede samtiden ved at inddrage sport, især cykelsport og bordtennis, i et digtunivers, der var både konkret og legende. Uhørt og useriøst på daværende tidspunkt.  Men udover at være litteraturhistorisk interessante (de er også gode og sjove!), så blev digtene indflettet i min lille historie for en del år siden, hvor min kæreste havde skrevet en større opgave om dem på universitet. Vi havde samtidig talt om at blive gift, men af en eller anden grund havde jeg sat mig for, at jeg gerne spørges ordentligt. Ikke at jeg er bryllupsdogmatiker, men lige det insisterede jeg på af grunde, jeg har glemt. Kæresten var ikke helt uvillig, men det blev ligesom ikke til noget. En dag fik han sagt, at hvis jeg kunne skaffe ham Sportsdigte, så var han klar på et frieri. Det var nærmest gratis for ham at sige det, eftersom Sportsdigte var – og er – en digtsamling, der nærmest er umulig at opdrive (det var før Samlede digte, men den tæller ikke). Det førte til en mangeårig jagt på den bog. Hver gang jeg var i en ny by, skulle jeg altid forbi det lokale antikvariat eller genbrugsbutik for at lede efter Leth, Jørgen. Uden held. Jagten blev efterhånden målet i sig selv, og selvom jeg var tæt på at give op, så fik jeg fornyet tro på det, da jeg efter et par år fandt en anden umulig Leth-samling – Glatte hårdtpumpede puder – i et fantastisk og velassorteret antikvariat i Vejle, hvilket nærede mit jagtinstinkt. Nærved og næsten. Fortsæt.

En ven, som jeg engang havde fortalt historien til, kom mig til undsætning efter flere års søgen i støvede bogkasser. Han kendte Jørgen Leth fra filmmiljøet og en aften, hvor vennen og jeg skulle mødes, havde han en lille pose med til mig. ”Den er til dig”, sagde han og puffede posen over til mig. Vi kender ikke hinanden godt nok til, at vi giver utidige gaver, så det var med en vis undren, at jeg tog imod posen. Heri lå Sportsdigte; den originale udgave og med en umiskendelig duft af gammel bog. Det var et stort øjeblik. Som at blive friet til. Inde i bogen var der en hilsen fra Jørgen Leth. Det viste sig, at det var et af Leths egne eksemplarer, som han havde doneret til mig og den gode historie. Senere blev jeg friet til og gift.