CarlsenPuls Young Adult-romaner

Jeg er rejst. Jeg er ikke forsvundet – Smuglæs i Savn mig ikke

Carrie Fountain, Savn mi gikke, I'm not missing, YA, young adult, ungdomsbog, ungdomsbøger

Hvad stiller man op, når ens bedste veninde pludselig forsvinder sporløst? Det spørgsmål stiler Miranda sig selv i Savn mig ikke, som er en stærk historie om venskaber, der pludselig glider fra hinanden. Du kan tyvstarte på bogen lige her.

1

“DET ER ALTSÅ ikke underligt.” Jeg satte mig ned på jorden og lænede mig op ad Mannys kolde granitgravsten. Jeg forsøgte at trække vinterluften helt ned i lungerne, men det eneste, jeg kunne lugte, var enchiladas. “Hvorfor er det pludselig underligt?”

“Fordi det er underligt,” sagde Syd uden at kigge op fra sin telefon. “Det har altid været underligt. Jeg er bare … jeg er bare ikke lige så tolerant.”

“Hvis du siger det. Jeg kan godt lide at være her. Det er afslappende.” Jeg skyggede for øjnene med den ene hånd og kiggede op i hendes vilde glorie af krøller, der lyste gyldent i eftermiddagssolen. Tidligere på dagen, da vi holdt Feminismeklubbens årlige fundraisingmiddag, der bestod af enchiladas, snublede en dreng og tabte sin mad ud over Syd.

Hun havde heldigvis kunnet skifte Feminismeklubbens T-shirt ud med en, Katelyn Reed havde liggende i sin bil – men den var alt for lille og næsten uanstændig. Man kunne tydeligt se hendes sorte blonde-bh igennem den. På hendes skjorte stod der ironisk nok: JEG ER FAKTISK LIGEGLAD. Der var stadig røde sovsepletter på hendes jeans.

“Det er ikke spor afslappende.” Hun kiggede på mig med afsky i blikket. “Du skal ikke prøve at gøre det til noget normalt, Miranda.”

“Hey, hvorfor er du så muggen?” spurgte jeg, selvom jeg udmærket godt var klar over det. Det var to dage siden, man skulle have fået svar på, om man var kommet ind på college, og hun havde stadig ikke hørt fra Stanford. Hverken ja eller nej. Fårekyllingerne omkring os larmede mere og mere, for hvert minut der gik.

Syd løftede blikket fra sin telefon, dumpede ned ved siden af mig og tog elastikken om sit håndled og samlede virvaret af krøller oven på hovedet i en løs knold. Det lignede en lille, rodet sky, der hang over hendes hoved.

“Jeg er bare så træt af at sidde på en kirkegård for hyggens skyld. Kender du det? Jeg er atten år gammel. Jeg kunne være i gang med at se og/eller lave porno lige nu. Lovligt.”

“Nå,” sagde jeg bare. Jeg lænede hovedet tilbage mod den kolde gravsten og vendte opmærksomheden mod støjen fra bilerne på motorvejen. Så snart jeg lukkede øjnene, stak hun til mig med sin ene tå.

“Og så er jeg trist.” Hun nægtede at lade mig sidde der i ro og fred. “Jeg er megatrist.” Hun prikkede til mig igen, hårdere denne gang. “Miranda.”

“Stop.” Jeg puffede hendes fod væk uden at åbne øjnene. “Hvorfor er du trist?”

“Jeg ved det ikke. Måske fordi enchiladamiddagen i Feminismeklubben var en fiasko for fjerde år i træk. Det er stadig ikke lykkedes os at få udryddet hverken misogyni eller sexisme.”

“Vi indsamlede fem hundrede dollars.” Jeg vendte ansigtet op mod vintersolen. “Det er da altid noget.”

“Nej, det er ikke.” Hun smed sin telefon fra sig. “Og seriøst, det er dig, der er forfatter, og synes du ikke, at metaforen – altså at vi sidder her blandt gravsten – er foruroligende?”

“Nej.” Jeg vidste, at hun himlede med øjnene. “Jeg elsker det.”

Det gjorde jeg virkelig. Kirkegården var mit yndlingssted i Las Cruces. Jeg elskede følelsen af at blive opslugt. At blive usynlig. Jeg elskede gravstenene, der stod pænt på række som sæderne i en biograf og skuede ud over motorvejen, og jeg kunne godt lide at kigge på bilerne. Det føltes på en eller anden måde helligt.

Kirkegården var min kirke. Eller noget i den stil.

Det var jo heller ikke en rigtig kirkegård. Der var ingen lig. Det var bare et støvet hjørne af en byggegrund bag Syds hjem, hvor hendes far, Ray, havde smidt de gravsten, der ikke var blevet afhentet, eller som var gået i stykker. JEG FRYDES OVER EDERS FRELSE stod der på en marmorplade. HVIL I FRED stod der på en anden. Ray havde ikke klaret sig længe i gravstensbranchen. Efter kun et år havde han solgt sit værktøj og var vendt tilbage til sit bartenderjob, og Syd og jeg overtog kirkegården.

MANUEL P. MONTOYA, I EVIG HVILE var min yndlings: en sort granitplade med et par marmorhænder foldet i bøn på toppen af den. Manny døde som 101-årig. Jeg betragtede hans gravsten som et trofæ over hans lange liv. Der var et aftryk i jorden foran den efter min numse, så stor var min hengivenhed over for ham.

Det var selvfølgelig synd for Mannys familie, at de ikke havde kunnet betale for gravstenen, og den derfor var endt her, bag Rays store beboelsesvogn, for evigt adskilt fra Mannys jordiske rester, der lå på San Albino-kirkegården et par kilometer herfra.

Ray var sådan en taber. “Det er ikke en gavebod,” hørte vi ham engang sige i telefonen til en sørgende enke, mens vi sad og så fjernsyn. Røvhul, mimede Syd og skruede så højt op for fjernsynet, at Ray, der skulede til hende under sin cowboyhat, var nødt til at gå udenfor for at snakke færdig.

Vi vidste det ikke dengang, men det var faktisk de gode, gamle dage. Tiden, inden Tonya flyttede ind, og Ray for det meste var ude, og vi havde vognen og de mange hektar jord og skrot for os selv. Hver eneste skrotbunke var bevis på Rays livslange affære med fiasko: dynger med bildele, et skur fuldt af råddent brænde, en sammenstyrtet staldbygning til hesteopdræt, der ikke var blevet til mere end én lille beholder med hestesperm, som han havde liggende i fryseren i mere end et år.

Nu var han souschef på Desperados, en bar, der lå klemt inde mellem en neglesalon og et solcenter på butikstorvet. De poloshirts, Ray bar på arbejde, pralede med, at Desperados var “det sejeste sted i Las Cruces”. Det lå hen i det uvisse, hvem der havde udråbt baren til det. Syd kaldte den Desparate A-holes.

“Jeg vil vædde med, at de laver porno i Las Cruces. Jeg vil godt vædde med, at jeg kunne få en rolle i en pornofilm, inden klokken otte i aften, hvis jeg ville. Ikke?”

“Kan vi ikke være stille i to sekunder?” sagde jeg.

Jeg blev straks mistænksom, da hun rent faktisk holdt mund i to sekunder, så jeg åbnede øjnene og så hende sidde lænet ind mod gravstenen ved siden af min – ISADORA THORNE, ELSKET SØSTER OG MOSTER. Hun stirrede på mig med armene foldet om sine ben.

“Hvad?” spurgte jeg.

“Ikke noget,” svarede hun. “Jeg er bare stille. Jeg sidder her helt stille og finder på mit pornonavn.” Hun stak en finger i luften. “Misty Buckets. Der er det. Ja. Det er hende, jeg er nu.”

“Stop.” Jeg rettede mig op, vendte mig om og kiggede direkte på hende. “Du skal nok høre fra Stanford. De skriver til dig. Og du skal nok komme ind. Og hvis du ikke kommer ind på Stanford, så kommer du ind på et andet endnu bedre college – med hjælp fra Misty Buckets’ Fond. Du skal nok slippe væk herfra, og det bliver så godt, og en skønne dag kommer du flyvende hen over det her hul i din egen helikopterjet, mens du skraldgriner. Så kan vi ikke lige vente fem minutter, inden du kaster dig ud i pornobranchen?”

Hun kiggede skeptisk på mig et øjeblik. “Hvad er en helikopterjet?”

“Hold nu kæft, du ved, hvad jeg mener.” Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige. Jeg havde ikke den store erfaring med peptalks for Syd. Det var normalt hende, der holdt dem for mig.

Hun hvilede hovedet på sine knæ, og den lille sky af krøller faldt ned til den ene side. Hun så faktisk bekymret ud. “Din plan duer ikke,” sagde jeg, og da hun nikkede og kiggede væk, puffede jeg let til hende. “Den duer simpelthen ikke, Misty.”

“Næ …” Hun sendte mig verdens mindste smil. “Du har sikkert ret,” sagde hun så.

Syds flugtplan var blevet legendarisk på La Cruces High. Hendes mor var alkoholiker og forlod hende, og hendes far var et røvhul. Men Syd var anderledes. Hun trodsede alle odds, og folk elskede, når nogen gjorde det. Hun havde en større samling medaljer og æresbeviser, hun lå nummer 1 i vores klasse tre semestre i træk, og da hun på tredje år i highschool havde lært alt i matematik, fysik og kemi, begyndte hun at hænge ud på NM State, New Mexico State University, lidt længere nede ad vejen. Hun havde stiftet ikke mindre end fire klubber, siden hun begyndte i highschool, og hver af dem havde fået sin egen ærefulde plads på hendes cv.

Naturvidenskabsklubben, Robotklubben, Feminismeklubben og den allermest succesfulde af hendes bestræbelser; Collegeforberedelse, som hurtigt blev omdøbt til Livsklubben og stort set kun handlede om, at Syd rådgav de andre om, hvordan de kunne føre deres egne flugtplaner ud i livet.

Hun har ikke altid været sådan. Alt forandrede sig, sommeren inden vi begyndte i highschool, da hendes mor tog på afvænning og brugte to måneder på at blive ædru, inden hun stak af til Colorado og overlod forældremyndigheden til Ray. Hun forlod Syd uden nogen form for forklaring eller undskyldning. Det var vildt. Jeg var knust. Jeg kunne ikke sove, og mine angstanfald vendte tilbage for fuld styrke. Min far rullede hele kriseberedskabet ud og sendte mig hen til den psykolog, jeg havde gået hos, da min egen mor forlod os syv år tidligere.

Jeg gjorde små fremskridt, hvad angår bearbejdningen af tabet og de tidligere traumer, som jeg overhørte psykologen sige til min far.

Syd lagde derimod en plan.

Hun har altid været en klog pige, men dagen efter at Patience forlod dem, vågnede hun op som et geni. Og hun var stålsat. Den morgen satte hun sig ned med min bærbare og googlede, læste og tog noter med ét eneste formål. På en halv time havde hun lagt sin Store Flugtplan. Om eftermiddagen mødtes vi med miss Yslas, hendes studievejleder, og hun ændrede modvilligt alle Syds fag: De nemme blev skiftet ud med de lidt sværere, og de svære blev skiftet ud med de allersværeste.

Miss Yslas var skeptisk. Syd tog det som en udfordring.

Et par dage senere gik hun ud på kirkegården med en lille tom bolsjeæske og en planteske. Hun havde printet en kontrakt, og i den stod der, at vi, fordi vi nu var moderløse, adopterede hinanden. At vi, officielt, var den andens nærmeste, og derfor var vi bundet sammen af ære og blod (og blod? tænkte jeg, da hun læste dokumentet op), vi måtte aldrig forlade hinanden, og vi måtte aldrig lede efter vores mødre. “Vores mødre forlod os,” sagde hun, og hendes stemme steg i styrke, som var hun advokat i en tv-serie. “Vi har ikke tænkt os at tigge og bede om smuler.”

For mig var det med at lede efter vores mødre temmelig ligegyldigt. Min mor havde været medlem af The Garden i syv år nu, og alle min fars og onkels forsøg på at hive hende ud af sektens kløer havde været forgæves. Min far havde sat sig for at slette alle spor, efter at hun overhovedet fandtes, og jeg havde glemt, hvordan det havde været, da hun var her. I løbet af nogle dage var Patience forsvundet.

Men for Syd var det her underlige ritual en nødvendig beskyttelse. Hun gjorde noget, og det at gøre noget var det eneste, hun havde tilbage, ud over mig. Og jeg elskede virkelig, at vi adopterede hinanden, men jeg ville have foretrukket en knap så voldsom handling, noget, der mindede knap så meget om en blodpagt. En latterlig bedsteveninde-for-altid-halskæde ville have været okay med mig.

Men for Syd var det kun blodet, der gjaldt.

Vi skrev vores navne med kuglepen, og så stak Syd hurtigt sin finger med en gammel pin, hun havde taget af min taske. Jeg kunne ikke, da det blev min tur. Men Syd var fast besluttet. Så jeg rakte hende den lille pin, lukkede øjnene og kunne mærke hendes hånd lukke sig stramt om min, imens hun pressede nålen ind i min pegefinger.

“Sådan,” hørte jeg hende sig. Da jeg åbnede øjnene, sad der en perfekt lille og kuglerund dråbe mørkt blod på spidsen af min finger. Kirkegården snurrede rundt. “Du må ikke brække dig, vel?” hviskede Syd. “Træk vejret.” Jeg nikkede, ude af stand til at sige noget, og trykkede den blodige fingerspids ned på papiret ved siden af hendes. Hun foldede arket, til det var så lille, at det kunne passe ned i bolsjeæsken. Så gravede hun et dybt hul mellem Manny og Isadora og begravede æsken.

Derefter nævnte Syd aldrig Patience igen. Hun koncentrerede sig om Planen. På andetåret besluttede hun sig for, at hun ville på Stanford, fordi universitetet var en direkte adgang til Silicon Valley, og det var i Silicon Valley, Syd ville tjene sine mange millioner. Hvad ville hun lave der? Det betød ikke noget. Det fandt hun nok ud af. Hendes hjerne var flere millioner værd. Californien var hendes skæbne. Hun talte så detaljeret og nostalgisk om staten, at ingen kunne vide, at hun havde været der præcis nul gange.

Det var hendes exoplanet, havde hun besluttet.

Det er min far, der har fortalt os om exoplaneter. Han har gjort det til sin karriere på det lille NASA-anlæg uden for byen at forsøge at finde en. En exoplanet er en planet, der kredser om en anden stjerne end solen. De exoplaneter, der ligger i den beboelige zone, minder om Jorden, ikke for varm, ikke for kold, men helt perfekt til at opretholde liv. Men for os betød det efterhånden mere end det.

For os var en exoplanet et sted langt væk hjemmefra, hvor man blev netop det menneske, det var meningen, man skulle være. Det var et sted, man kunne leve. Jeg ledte stadig efter min planet, for jeg havde en stærk fornemmelse af, at Las Cruces i New Mexico ikke var det. Jeg havde lavere forventninger end Syd, men hele verden havde på den anden siden lavere forventninger end Syd.

Og da jeg indså, at der ikke var andet at gøre end at følge hende, da hun skiftede til et højere gear, skrev jeg også under på Planen. Jeg tog alle de ekstra fag, jeg kunne. Jeg løb terrænløb, den eneste idrætsgren, der ikke krævede koordineringsevne eller høj fart for den slags skyld, og nogle gange løb jeg med min far, indtil jeg rent faktisk havde muskler i mine lange, tynde ben.

Jeg var redaktør af skolebladet og havde vundet en New Mexico Press Association-pris for en række essays, jeg havde skrevet om grisen Gracies liv, Future Farmers of Americas prisvindende gris. Det var alt sammen kun første skridt. Jeg havde også taget så mange collegeforberedende fag, jeg kunne, bortset fra matematik, for det ville jeg bare dumpe i. Andet skridt. Og fordi jeg tog matematik på knap så højt et niveau, lykkedes det mig at holde snittet tårnhøjt. Tredje skridt. Jeg var endda kommet til fjerde skridt:

Efter flere måneder med ekstratimer sammen med min far, der ofte afsluttede med vilde opmuntringer a la: “Du er matematikken, Miranda,” var det lykkedes mig at få en hæderlig karakter til de afsluttende prøver. Jeg var sikker på, at mine anstrengelser ville få mig ind på University of New Mexico i Albuquerque, måske ville jeg endda få et stipendium.

Jeg begyndte at tænke, at Albuquerque måske var min exoplanet. Det var langt nok væk til, at kun en håndfuld ville kende til Nick Allison Episoden, men tæt nok på til, at jeg stadig kunne besøge min far. Det var jeg glad for. Jeg var endda lidt stolt.

Syd havde selvfølgelig klaret de sidste prøver med et resultat så tæt på fejlfrit, at hun satte ny rekord på skolen, og de skrev om det i Las Cruces Sun-News. Hun var ustoppelig, et vaskeægte fænomen, og indtil for to dage siden havde jeg ikke været ét sekund i tvivl om, at hun ville opnå drømmen: tidlig optagelse på Stanford. Jeg havde faktisk slet ikke overvejet den mulighed, at det ikke ville gå efter Planen. Det havde ikke strejfet mig, at verden kunne finde på at sige nej til Syd.

Nu havde tvivlen meldt sig, og jeg kunne kun holde den tilbage ved at fodre Syd med en konstant strøm af forsikringer. Jeg prøvede at levere dem med en lettere utilfreds tone, ja, med en smule irritation til og med, for at indikere, at jeg var så sikker, at jeg var rimeligt træt af at tale om det efterhånden.

“Seriøst,” sagde jeg, “hold op med at være så stor en idiot. Du er et geni. De skal nok skrive.” Jeg lænede mig op ad Manny igen. “Misty Buckets. Det er så klamt. Hvad er der i de spande?”

Et bredt, stolt smil bredte sig om munden på hende, og det gjorde mig så glad. “Lad nu være med at lade, som om du ikke ved, hvad der er i spandene.”

Jeg hørte døren ind til beboelsesvognen gå op og smække i bag os.

“Åh nej.” Syds smil forsvandt. Hun vendte sig om og gemte sig bag Isadora. “Djævlen eller Rejen.” Jeg vendte mig om og kunne se Tonyas søn, Tyler, med sit strittende røde hår komme løbende hen mod os i fuld fart.

“Rejen,” sagde jeg, og da Syd vendte sig om mod ham, lyste hendes ansigt atter op. “Sæt farten ned, fister!” råbte hun.

Hele sidste år kæmpede vi hårdt for at hade Tyler, men han var for nuttet. Vi var hans helte. Vi kunne ikke lade være med at elske ham. Og Syd trøstede sig selv med, at Tylers forgudelse pissede Tonya af i stor stil.

“Hej.” Han satte sig ned foran os, trak forpustet vejret med åben mund.

“Hva’ så, T-bone?” Syd rakte en knyttet næve frem, og Tyler bøjede sig frem og slog omhyggeligt sin knyttede næve ind i hendes.

“Min mor sagde, at jeg skulle sige til dig, at du skal stoppe med at bruge hendes føntørrer.”

Syd vendte sig om mod mig, hun smilede og rystede på hovedet.

“B-I-T-C-H. Har hun sendt dig herud for at sige det?” spurgte hun.

Tyler nikkede.

“Okay. Sig, jeg har sagt okay.” Hun kiggede på mig igen. “Og sig,
at jeg er ked af det.”

“Okay,” sagde Tyler. Han vendte sig om for at løbe tilbage igen, hyperkoncentreret om ansvaret for at aflevere Syds besked til sin mor, men stoppede så op, da Syd kaldte på ham.

“Hvad?” sagde han.

“Elsker dig, Ty.” Det var et sjældent udtryk for ømhed fra Syds
side, og det var underligt at være vidne til.

“Jeg elsker også dig, Sydney,” sagde han, inden han løb gennem
sandet tilbage til vognen.

“Oh my god, hun hæver altså begrebet bitch op på et helt nyt niveau,” sagde Syd og tog sig til hovedet med begge hænder. “Fucking superliga.” I samme øjeblik fik hun en sms, og hun snuppede telefonen i sandet og støvede den af.

“Åh-åh.”

“Hvem er det?” Jeg håbede et kort øjeblik, at det var Stanford, men så slog det mig, at det jo var latterligt. Stanford sendte ikke sms’er. Hun holdt telefonen op foran mit ansigt. Hun havde fået en sms fra en, hun kaldte Medium Hottie.

Fest på 10k Poles, stod der. KOM!

“Hvem er Medium Hottie?” spurgte jeg.

“Det kan jeg ikke huske. Joe Moya? Isaac Chavez måske? Jeg tror,
det er Joe.”

“Du er altså nødt til at stoppe med at lave ged i dine kontakter. En dag er der nogen, der opdager det og bliver sure.”

Hun lagde hovedet på skrå. “Øh, dig for eksempel?”

“Nej.” Jeg kiggede ud over vejen. “Jeg ved godt, hvad du kalder mig.”

“Nej, du gør ej.” Hun smilede og fik rosenrøde æblekinder.

“Flinkepigen,” sagde jeg.

“Ikke mere.” Hun så, jeg kastede et blik på hendes telefon. Jeg greb
ud efter den, men hun var for hurtig.

“Det er også lige meget, jeg er ligeglad,” sagde jeg og lænede mig
igen op ad Manny.

“Ja, du er helt sikkert ligeglad.”

Hun skrev.

“Vent, hvis Joe er Medium Hottie, hvad er Isaac så?” spurgte jeg.

“Big Boy.” Hun kiggede på mig med løftede øjenbryn. “Tror jeg nok.”

“I guder,” sagde jeg.

Der var ét område i Syds liv, der blev ved med at være et mysterium for mig – nemlig sex & den slags. Det var ikke forbudt område eller noget, hun snakkede faktisk hele tiden om sine scoringer, især collegefyrene. Men hun havde rent faktisk dyrket sex & den slags, og jeg havde kun prøvet det, man kunne kalde “ynkelig opretholdelse af jomfruelighed”. Jeg kunne godt lide tanken om sex, det var ikke det.

Overhovedet. Jeg dyrkede det alene på mit værelse hele tiden. Det var bare det, at jeg aldrig ville kunne indhente Syd, især ikke fordi Nick Allison Episoden i bund og grund havde tvunget mig i skjul. Hjertesorgen og ydmygelsen over at blive brændt af til skoleballet af den fyr, jeg havde været forelsket i i tre år, var større end mig. Det gav mig baghjul. Og det værste var, at jeg stadig var vildt forelsket i Nick. Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg fik sommerfugle i maven, hver eneste gang han kom ind til fransk. Det var så sølle.

“Nå, men vi tager derover, ikke?” Syd holdt telefonen op og smilede skævt til mig. “Jeg kunne godt tænke mig at være sammen med ham.”

“Men du ved ikke engang, hvem han er.”

“Og hvad så?”

“Så nu ophæver du forbuddet mod highschoolfyre?” Syd havde gjort det klart for alle, der gerne ville vide det, at hun foretrak collegefyre frem for highschoolfyre. Hun havde ikke været ude med en highschoolfyr i over et år. Selv hendes date med Matt Martinez til skoleballet havde været rent platonisk.

“Jeg skal ikke til nogen fest,” sagde jeg.

“Vi tager bare derover en halv times tid.” Det var, som om hun ikke havde hørt mig.

“Jeg sagde til min far, at jeg ville være hjemme i aften. Han er sur over, at jeg aldrig er hjemme. Og han lavede jo alle vores enchiladas.”

Min far var uden tvivl Feminismeklubbens allermest ivrige tilhænger. Hvert år lavede han de enchiladas, vi solgte til middagen, og han dukkede også op for at servere dem. Han ragede et godt stykke op over pigerne i sin Feminismeklub-T-shirt, og det var tydeligt, at han nød, at hans tilstedeværelse ydmygede mig. I situationer som den generede det mig ikke det fjerneste, at man ikke kunne se, at min far og jeg var i familie med hinanden – han med sit lyse hår og blå øjne og mig med min mørke hud og latinotræk. Da Lindsay Reynolds netop i dag opdagede, at det hang sådan sammen, fordi min far kaldte mig Miry, så hun helt forvirret ud. “Er det din far, Miranda?” Jeg overvejede seriøst at sige nej.

“Jeg vil godt vædde med, at jeg kan stjæle en flaske vin.” Syd var allerede i færd med at lægge skumle planer.

“Jeg kan ikke komme,” sagde jeg ligeud.

“Jeg har livsproblemer, Miranda.” Hun kiggede på mig med store, triste øjne. “Og jeg har brug for at tænke på noget andet end mine livsproblemer.”

“Men …” Jeg åbnede munden for at protestere, men opgav. Hun vidste, præcis hvad jeg ville sige.

“Han kommer ikke,” sagde hun.

“Hvordan ved du det?”

“Fordi han er en kæmpe idiot, der kun tager til privatfester. Det ved alle. Nick Allison dyrker kun lamme privatfester, hvor forældrene er hjemme. Han kommer ikke. Skriv nu bare til din far. Sig, at du skal hjælpe mig med at rydde ud i mit skab.”

“Jeg vil ikke lyve.”

“Livsproblemer! Miranda!” Hun tog elastikken ud af sit hår og rystede krøllerne ned over ryggen. “Vil du ikke nok ordne mit skab? Det er et gigantisk rod. Please.” Hun rettede sig op og smilede bredt og fjollet. Så blev hun alvorlig. “Seriøst.” Hun kastede et hurtigt blik over på beboelsesvognen. “Jeg har bare ikke lyst til at være hjemme i aften.”

Jeg gav op. “Jeg kan ikke drikke noget, ikke så meget som en enkelt slurk. Og jeg skal være hjemme inden ni.”

Hun nikkede, gik ind på mine betingelser. “Skriv til din far, please, og tak.”
Jeg sendte en sms til min far. Hun sendte en sms til Medium Hottie, hvem det så end var. Jeg havde det skidt over at lyve for min far, især når løgnen drejede sig om noget så latterligt som en søndagsfest på Ten Thousand Poles.

“Du er den bedste,” sagde hun og gav mig en thumps-up.

“Du er den værste.” Jeg stak min telefon i lommen, lænede mig tilbage mod Manny og forsøgte atter at vende opmærksomheden mod motorvejen og dens beroligende rumlen og hvæsen og den store orange sol, der langsomt gled ned bag det fjerne taffelbjerg.

“Jeg ved det.” Hun kiggede op fra sin telefon.

Det så ud, som om hun ville sige noget mere, men hun tav.

LÆS OGSÅ: Eksklusivt interview med Carrie Fountain: “Selv de stærkeste venskaber kan glide fra hinanden”

Læs mere om Savn mig ikke

Savn mig ikke, Carrie Dunlap, YA, young adult, ungdomsbog,

Nogle gange er venskaber så stærke, at de erstatter al familie. Det er sådan Miranda og Syd har det med hinanden. Deres mødre er væk, og de har kun deres fædre. En dag forsvinder Syd bare og efterlader en knust Miranda. Hvorfor?

Det bliver et spørgsmål, der plager Miranda nat og dag, og til sidst beslutter hun sig for at finde Syd, for hun kan ikke bære tanken om, at hendes bedste veninde er alene med de problemer, som hun tilsyneladende har fortiet. Det bliver en rejse, der afslører hemmeligheder om Syd, hendes familie, og ikke mindst om … Miranda.

→ Køb Savn mig ikke 

→ Tilføj Savn mig ikke til din Goodreads

Om Carrie Fountain

Carrie Fountain er ud af en multikulturel familie, der har dybe rødder i Mesilla, New Mexico, hvor hun også er født og opvokset. Hun underviser i creative writing rundt omkring på universiteter og læreanstalter i USA.

Hun er kendt for sin lyrik i USA, som bl.a. er gengivet i Poetry, Tin House og The New Yorker, og hun er vært på en radio og en podcast (This Is Just To Say), hvor hun har samtaler med etablerede, amerikanske lyrikere om poesi og livet i al almindelighed.

Carrie Fountain bor i dag i Austin med sin mand og to børn. Savn mig ikke er hendes debut som YA-forfatter.

CarlsenPuls er Danmarks nye YA-forlag. Vi udgiver bøger, som kan mærkes – helt derind, hvor det betyder noget! Vi tror på, at store historier kan ændre verden. For dig, der læser – og for dem, du møder på din vej. Vi udgiver de største, de bedste, de stærkeste og de vigtigste historier. Fordi vi ikke kan lade være.