Bøger om Danmark Bøger om naturen Fagbøger Indefra

Interview: Christina Vorre er opdagelsesrejsende på forladte danske øer

Interview: Christina Vorre er opdagelsesrejsende på forladte danske øer

Christina Vorre er ikke selv øbo – eller: det er hun teknisk set nok, men “det føles ikke sådan”, fortæller hun. Læs med her, hvor Christina fortæller, hvordan idéen til bogen Forladt – Fortællinger fra 20 ubeboede danske øer opstod – og hvad hun opdagede undervejs.


Hvordan opstod din interesse for de forladte øer? Var der en særlig ø, som satte dig i gang?

Jeg kom i gang med bogen, fordi jeg faldt over en god historie: En historie om en øde liggende kirkegård på en lige så øde ø. Det er historien om øen Kyholm, der ligger ved Samsø. Her har der engang bl.a. ligget en karantænestation, men i dag er det kun øens gamle kirkegård, der er tilbage. Alt andet er blevet fjernet. Øen er simpelthen blevet forladt. Det er fascinerende, ikke?

Så bogen blev på sin vis til ved et rent tilfælde. Jeg kommer fra Vendsyssel, og selvom Nørrejyske Ø teknisk set er at betragte som en ø, så føles det ikke sådan. Så jeg er ikke selv øbo, ikke i traditionel forstand i hvert fald. Jeg er til gengæld historiefortæller – jeg har altid jagtet de gode historier, enten på biblioteket eller ude i det virkelige liv. Og øerne her er netop fulde af gode historier.

Hvad fik dig til at fortsætte?

Nysgerrighed! En ny ø, en ny historie. Arbejdet med denne bog har på mange måder været en opdagelsesrejse.

Og så kunne jeg simpelthen ikke lade være. Sådan tror jeg, der er mange forfattere, der har det. Når først en spirende idé eller en god historie har fået bidt sig fast i hjernebarken, så fortsætter man arbejdet med den, bevidst eller ubevidst, og til sidst er der ikke andet at gøre: så må det ned på papir. Det er én del af forklaringen.

Hvordan har du researchet på øerne; har du besøgt dem alle eller hvordan har du researchet?

Jeg har besøgt cirka halvdelen af de tyve øer, der er med i bogen. Disse opdagelsesrejser, som jeg kalder dem, har jeg fotodokumenteret på instagram-profilen alt_forladt.

Christina Vorre Forladt Ubeboet ø Nordre Rønner
Fotos fra Nordre RønnerInterview: Christina Vorre er opdagelsesrejsende på forladte danske øer

Og så har jeg ellers dykket dybt ned i arkiverne og været på jagt på bibliotekshylderne. Jeg har også brugt meget research-tid på at finde frem til tidligere øboere, eller folk som på en eller anden måde har haft tilknytning til øerne, så de kunne fortælle mig deres historier.

Hvad har overrasket dig mest undervejs? Særligt gode/tragiske/rørende historier – hvilke sidder mest i dig?

Historien om Nordre Rønner, der ligger helt ensom ude i Kattegat, lidt nord for Læsø, har fascineret mig meget, også fordi jeg har besøgt øen. Der står et fyr, en fyrmesterbolig og nogle udhuse. Det er det. Og her boede en enkelt familie i over 10 år, indtil fyret blev lukket, og man var nødt til at forlade øen. Dét må have været et ensomt liv.

Christina Vorre Forladt Ubeboet ø

Historien om Jordsand er også betagende, fordi det er historien om barsk natur med de mange stormfloder, der år for år slår ind mod den jyske vestkyst, og i Jordsands tilfælde, fik en ø helt til at forsvinde fra landkortet. En ø, hvor der engang har boet mennesker. Hvor der engang har været liv.

Øen Langli i Ho bugt nær Esbjerg har også virkelig en spændende historie. Det er en ø, der blevet skabt af en stormflod, og mange hundrede år senere også blev affolket af en stormflod. Øens højeste punkt bliver kaldt Dødemandsbjerget, her slæbte øens beboere strandvaskere op for at begrave dem.

Christina Vorre Forladt Langli Ubeboet ø Interview: Christina Vorre er opdagelsesrejsende på forladte danske øer

Har du en yndlings-ø?

Du får mig ikke til at vælge en ø fra bogen frem for en anden, de har alle sammen fået en helt speciel plads i mit hjerte.

MEN. Når det er sagt, så må jeg indrømme, at Romsø betager mig meget. Jeg har været så heldig at besøge øen 2 gange, og begge gange skinnede solen over denne lille ø-perle, som ligger ud for Kerteminde. Selvom der ikke bor nogen på øen længere, står alle de gamle huse stadigvæk tilbage sammen med det gamle fyr og øens lille jagthus. Når man går på opdagelse på øen, kan man ikke lade være med (jeg kan i hvert fald ikke) at tænke på det liv, der engang har været.

Interview: Christina Vorre er opdagelsesrejsende på forladte danske øer Interview: Christina Vorre er opdagelsesrejsende på forladte danske øer Interview: Christina Vorre er opdagelsesrejsende på forladte danske øer

På Romsø er naturen grønnere end grøn med den gamle skov, der vokser vildt, og de mange dyr, der får lov til gå frit rundt på hele øen. Ja, det lyder eventyrligt, og det er det også.

Selvom bogen er udkommet, har du så tænkt dig at fortsætte arbejdet? Altså: udforsker du stadig forladte/ubeboede øer? Der er jo ca. 300 endnu…? 

Jeg må indrømme, at jeg har en lille liste med øer til at ligge på mit skrivebord. Har du fx nogensinde hørt om Fantasiens ø? Nej vel. Det havde jeg heller ikke, før jeg stødte på historien om en lille forladt ø i Danmark, hvor der engang har boet en konge.

Når øerne – og de gode historier – bare ligger og venter derude, må jeg sige, at det er fristende at tage på endnu flere opdagelsesrejser.


Forladt, Christina Vorre, danske øerChristina Vorre (f. 1980) er uddannet cand. mag. i dansk og historie og arbejder i dag som tekstforfatter i kommunikationsbranchen. “Forladt” er hendes debut som forfatter.

Læs mere om bogen her.