Anmelderne kaldte den “et lille vidunder af en bog” og “umulig at lægge fra sig”, og John Boynes historie om et venskab mellem to drenge, der møder hinanden under ekstreme omstændigheder, har vundet manges hjerter. Nu kan du læse Drengen i den stribede pyjamas i en ny og lækker udgave fra CarlsenPuls, og du får selvfølgelig det første kapitel her.
Bruno gør en opdagelse
Da Bruno en eftermiddag kom hjem fra skole, opdagede han til sin overraskelse, at hushjælpen Maria, der altid gik med bøjet hoved og aldrig kiggede op fra gulvet, stod inde på hans værelse og tog alle hans ejendele ud af klædeskabet og lagde dem ned i fire store pakkasser – også de ting, han havde gemt allerbagest, og som ingen andre skulle røre ved.
“Hvad laver du?” spurgte han så høfligt, som det overhovedet var ham muligt, for selv om han ikke ligefrem var begejstret for at komme hjem og se et andet menneske rode i hans ejendele, havde hans mor altid indprentet ham, at han skulle behandle Maria respektfuldt og ikke tiltale hende på samme måde, som hans far gjorde. “Du må ikke rode ved mine ting.”
Maria rystede på hovedet og pegede hen mod trappen bag ved ham, hvor Brunos mor netop var kommet til syne. Hun var høj og havde langt, rødt hår, som var bundet op i et net omme i nakken, og hun vred nervøst sine hænder, som om der var noget, hun ikke havde lyst til at sige – eller noget, hun helst ikke ville tro på.
“Hvad sker der, mor?” sagde Bruno og gik med raske skridt hen mod hende. “Hvorfor roder Maria i mine ting?”
“Hun er ved at pakke dine ting,” forklarede mor.
“Pakke dem?” sagde han og spekulerede på, om han havde været uartig det sidste par dage. Havde han brugt nogle af de der ord, han ikke måtte sige? Han kunne i hvert fald ikke huske, at han var blevet sendt op på sit værelse. Nej, han mente ikke, at han havde gjort noget forkert. Han havde faktisk opført sig pænt og nydeligt over for alle. Han havde ikke givet anledning til nogen dårlig stemning. “Hvorfor?” spurgte han. “Hvad har jeg gjort?”
Hans mor gik ind i sit eget soveværelse, hvor hushovmesteren Lars var i færd med at pakke hendes ting. Hun sukkede og slog opgivende ud med armene, inden hun skridtede tilbage mod trappen. Bruno fulgte efter hende. Han ville have en forklaring på, hvad der foregik.
“Hvad sker der, mor?” spurgte han. “Skal vi flytte?”
“Kom med nedenunder,” sagde mor og styrede sine skridt ned mod den store spisestue, hvor Fyren havde været middagsgæst hos dem ugen før. “Der kan vi tale om det.”
Bruno overhalede hende på trappen, og han stod og ventede på hende, da hun kom ind i spisestuen. Han kiggede på hende og tænkte ved sig selv, at hun måtte have sjusket med sin sminke om morgenen, for hendes øjne var mere rødrandede, end de plejede at være – ligesom hans egne øjne kunne være, når han havde lavet ballade og havde skullet stå skoleret og til sidst var begyndt at græde.
“Du skal ikke være bange for noget, Bruno,” sagde mor og satte sig ned i stolen, hvor den smukke, lyshårede kvinde, der var kommet til middag sammen med Fyren, havde siddet og vinket til ham, da far lukkede døren.
“Man kan vel snarere sige, at det bliver en stor oplevelse.”
“Hvad skal der ske?” spurgte han. “Skal jeg sendes væk?”
“Nej, det er ikke kun dig,” sagde hun og så ud, som om hun lige skulle til at smile, men så kom hun på bedre tanker. “Vi skal alle sammen flytte. Din far og jeg og du og Gretel. Os alle fire.”
Bruno funderede lidt over det og rynkede brynene. Det rørte ham ikke så meget, at Gretel måske skulle flytte, for hun var et håbløst tilfælde og skabte kun problemer for ham. Men det var ligesom lidt urimeligt, at de alle sammen skulle flytte til et andet sted sammen med hende.
“Men hvor skal vi hen?” spurgte han. “Hvor skal vi hen … sådan helt præcis? Hvorfor kan vi ikke blive her?”
“Det er på grund af fars arbejde,” forklarede mor. “Du ved jo godt, hvor vigtigt det er, ik’?”
“Jo, jo,” sagde Bruno og nikkede, for der kom altid så mange gæster hos dem – mænd i flotte uniformer og damer med skrivemaskiner, som han skulle holde sine beskidte naller fra. Og de var altid meget høflige over for far, og de sagde til hinanden, at han nok var værd at holde øje med, og at Fyren havde store planer med ham.
“Nå, men når en person er meget betydningsfuld,” fortsatte mor, “Så kan den pågældende persons overordnede bede ham om at flytte til et andet sted, fordi der er en bestemt opgave, som skal løses dér.”
“Hvad er det for en opgave?” spurgte Bruno, for hvis han skulle være helt ærlig – og det bestræbte han sig altid på at være – så vidste han ikke helt præcis, hvad fars arbejde gik ud på. Henne i skolen havde de en dag talt om deres fædre, og Karl havde sagt, at hans far var grønthandler, og Bruno vidste, at det passede, for Karls far havde en grønthandel inde midt i byen. Og Daniel havde sagt, at hans far var lærer, og Bruno, vidste også, at det passede, for han lærte de store drenge, hvem det altid var klogest at holde sig på afstand af.
Og Martin havde sagt, at hans far var kok, og Bruno vidste, at det passede, for han hentede en gang imellem Martin fra skole, og så havde han altid en hvid buseronne på og et skotskternet forklæde, som om han lige var trådt ud fra køkkenet.
Men da de spurgte Bruno, hvad hans far lavede, gik han ligesom i baglås, for pludselig slog det ham, at han ikke selv var klar over det. Han kunne bare sige, at hans far var en mand, som man skulle holde øje med, og at Fyren havde store planer med ham. Og at han for resten også havde en rigtig flot uniform.
“Det er en meget vigtig opgave,” sagde mor og tøvede lidt. “En opgave, som virkelig kræver sin mand. Det kan du godt forstå, ik’?”
“Og vi skal alle sammen flytte?” spurgte Bruno.
“Ja, selvfølgelig,” sagde mor. “Du synes da ikke, at far skal skal være helt alene det nye sted, vel?”
“Nej, det kan der selvfølgelig være noget om,” sagde Bruno.
“Far ville savne os forfærdelig meget, hvis vi ikke var hos ham,” tilføjede hun.
“Hvem ville han savne mest?” spurgte Bruno. “Mig eller Gretel?”
“Han ville savne jer begge to lige meget,” sagde mor, for hun var meget opmærksom på at dele sol og vind lige, og det kunne Bruno kun respektere – ikke mindst fordi han godt vidste, at han faktisk var hendes yndling.
“Men hvad så med vores hus?” spurgte Bruno. “Hvem passer det, mens vi er væk?”
Mor sukkede og lod blikket vandre rundt i stuen, som om hun måske aldrig mere ville få den at se. Det var et flot hus med fem etager i alt, hvis man regnede kælderen med. Det var dernede, Kokken lavede al maden, og Maria og Lars sad ved bordet og skændtes og brugte de forfærdeligste ord om hinanden. Og hvis man regnede det lille kvistværelse med de skrå vinduer med, hvorfra Bruno kunne se ud over hele Berlin, hvis han stod på tæer og holdt fast i vindueskarmen.
“Vi lukker huset af,” sagde mor. “Men vi skal nok komme tilbage engang.”
“Og hvad med Kokken?” spurgte Bruno. “Og Lars? Og Maria? Bliver de ikke boende her?”
“De tager med os,” forklarede mor. “Men nu tror jeg, du har stillet spørgsmål nok for i dag. Du kunne måske gå op og hjælpe Maria med at pakke dine ting?”
Bruno rejste sig op – og blev stående. Der var lige nogle flere ting, han gerne ville have svar på.
“Hvor langt væk er det?” spurgte han. “Altså det nye arbejde. Er det længere væk end en kilometer?”
“Ih, du milde,” udbrød mor og lo, men hun lo på en underlig måde, for hun så ikke glad ud. Hun vendte sig bort fra Bruno, som om hun ville gemme sit ansigt for ham.
“Ja, Bruno,” sagde hun. “Det er længere væk end en kilometer. Det er faktisk meget længere væk.”
Bruno gjorde store øjne og måbede. Han kunne mærke, hvordan han strakte armene lidt ud til siderne, sådan som han altid gjorde, når han blev overrasket.
“Vi skal da vel ikke flytte væk fra Berlin?” sagde han og snappede efter vejret.
“Jo, det bliver vi desværre nødt til,” sagde mor og nikkede bedrøvet. “Din fars arbejde er …”
“Men hvad med skolen?” afbrød Bruno hende. Han vidste godt, at det var forkert af ham, men han regnede med, at mor ville bære over med ham for denne ene gangs skyld. “Og hvad med Karl og Daniel og Martin? Hvordan skal de kunne få fat i mig, når vi skal lave noget sammen?”
“Du kommer til at sige farvel til dine venner,” sagde mor. “Men jeg er sikker på, du får dem at se igen. Og du må lade være med at afbryde din mor, når hun taler,” tilføjede hun, for selv om det var en underlig og ubehagelig situation, var der bestemt ingen grund til, at Bruno brød de almindelige høflighedsregler, som han udmærket kendte.
“Sige farvel til dem?” sagde han og stirrede forbløffet på hende. “Sige farvel til dem?” gentog han, og det lød, som om han havde munden fuld af kiksekrummer. “Sige farvel til Karl og Daniel og Martin?” fortsatte han, og han hævede stemmen faretruende, selv om det var forbudt at råbe inden døre. “Men det er jo mine allerbedste venner!”
“Du får hurtigt nogle nye venner,” sagde mor og slog affærdigende ud med hånden, som om det var den letteste sag af verden at få tre perlevenner.
“Jamen … vi havde jo nogle planer,” indvendte han.
“Planer?” spurgte mor og løftede det ene øjenbryn. “Hvilke planer?”
“Jo, altså … det skulle I nok finde ud af,” sagde Bruno, der ikke kunne røbe, hvad planerne gik ud på. De ville i hvert fald lave rav i den – især om et par uger når de havde fået skoleferie, og de ikke skulle bruge al deres tid på bare at udtænke planer, men kunne gå i gang med at føre dem ud i livet.
“Jeg er ked af det, Bruno,” sagde mor, “Men I er altså nødt til at vente med jeres planer. Der er ikke noget at gøre ved det.”
“Jamen, mor …”
“Nu er det nok, Bruno!” sagde hun vredt og rettede sig op, så han kunne se, at hun mente det. “Og ærligt talt … det er ikke mere end en uge side, du beklagede dig over, at der er så mange ting, der har ændret sig her.”
“Ja … jeg kan ikke lide, at vi skal slukke alle lamperne om aftenen,” indrømmede han.
“Det skal vi alle sammen gøre,” sagde mor. “Det er for, at der ikke skal ske os noget. Og hvem ved? Måske bliver det mere sikkert for os, når vi flytter. Nu synes jeg, du skal gå op på dit værelse og hjælpe Maria med at pakke dine ting. Vi har ikke så meget tid til at få det hele ordnet, som jeg kunne have ønsket mig … takket være en vis herre.”
Bruno nikkede bedrøvet og begav sig af sted. Han vidste, at ’en vis herre’ var et voksenudtryk for ’far’, og at han ikke selv måtte bruge det. Han gik langsomt op ad trappen og holdt fast i gelænderet med den ene hånd, mens han spekulerede på, om det nye hus, som lå det nye sted, hvor hans far skulle have sit nye arbejde, mon også havde et gelænder, som var lige så godt at glide ned ad som det her.
Gelænderet her i huset strakte sig nemlig fra den øverste etage – lige uden for det lille kvistkammer, hvorfra han kunne se ud over Berlin, hvis han stod på tæer og holdt fast i vindueskarmen – og ned til stueetagen lige foran de to store egetræsdøre. Og Bruno vidste ikke noget bedre end at sætte sig op på gelænderet på øverste etage og suse ned gennem hele huset, alt imens han hujede og hvinede.
Fra den øverste etage ned til den næste, hvor mors og fars soveværelse og det store badeværelse lå – og hvor han slet ikke måtte være. Ned til den næste etage, hvor hans eget værelse og Gretels værelse og det lille badeværelse, som han skulle benytte meget mere, end han faktisk gjorde, lå.
Ned til stueetagen, hvor han svævede ud over gelænderet og landede på benene. Og hvis han ikke gjorde det, fik han fem minuspoint, og så skulle han begynde forfra igen. Gelænderet var det bedste ved huset her – og så selvfølgelig også at farfar og farmor boede lige i nærheden. Skulle de mon også flytte hen til det nye sted, hvor hans far skulle passe det nye arbejde? Det skulle de sikkert.
Man kunne jo ikke bare lade dem blive alene tilbage. Ingen havde rigtig brug for Gretel, for hun var et håbløst tilfælde. Det ville være meget lettere, hvis hun blev her og passede på huset. Men farfar og farmor? Det var noget andet med dem. Bruno gik langsomt op til sit værelse, men før han åbnede døren, vendte han sig om og kiggede ned mod stueetagen. Og han så mor gå ind på fars kontor, som lå overfor spisestuen og var strengt forbudt område.
Og han kunne høre, at hun talte vredt til ham, og far hævede også stemmen og talte højere end hende, og så gik samtalen i stå. Lidt efter blev døren ind til kontoret lukket, og Bruno kunne ikke høre mere, så han tænkte, at han hellere måtte gå ind på værelset og overtage Marias arbejde med at pakke. Ellers ville hun måske bare hale alle hans ting ud af skabet uden at passe på – også de ting, han havde gemt omme bagest i skabet, og som ingen andre skulle røre ved.
Drengen i den stribede pyjamas
Berlin, 1942: Da Bruno en dag kommer hjem fra skole, opdager han, at hans ting er ved at blive pakket ned. Hans far er blevet forfremmet, og familien må flytte til et nyt hus langt, langt væk, hvor der hverken er nogen at lege med eller noget at lave.
Et højt hegn strækker sig så langt øjet rækker, og afskærmer ham inde fra de underlige mennesker i horisonten. Men Bruno møder alligevel en anden dreng, som lever et helt anderledes liv, og deres møde bliver til et venskab, der har frygtelige konsekvenser.
Anmelderne kaldte den “et lille vidunder af en bog” og “umulig at lægge fra sig”, og John Boynes historie om et venskab mellem to drenge, der møder hinanden under ekstreme omstændigheder, har vundet manges hjerter. Nu kan du læse Drengen i den stribede pyjamas i en ny og lækker udgave fra CarlsenPuls, og du får selvfølgelig det første kapitel her.
Bruno gør en opdagelse
Da Bruno en eftermiddag kom hjem fra skole, opdagede han til sin overraskelse, at hushjælpen Maria, der altid gik med bøjet hoved og aldrig kiggede op fra gulvet, stod inde på hans værelse og tog alle hans ejendele ud af klædeskabet og lagde dem ned i fire store pakkasser – også de ting, han havde gemt allerbagest, og som ingen andre skulle røre ved.
“Hvad laver du?” spurgte han så høfligt, som det overhovedet var ham muligt, for selv om han ikke ligefrem var begejstret for at komme hjem og se et andet menneske rode i hans ejendele, havde hans mor altid indprentet ham, at han skulle behandle Maria respektfuldt og ikke tiltale hende på samme måde, som hans far gjorde. “Du må ikke rode ved mine ting.”
Maria rystede på hovedet og pegede hen mod trappen bag ved ham, hvor Brunos mor netop var kommet til syne. Hun var høj og havde langt, rødt hår, som var bundet op i et net omme i nakken, og hun vred nervøst sine hænder, som om der var noget, hun ikke havde lyst til at sige – eller noget, hun helst ikke ville tro på.
“Hvad sker der, mor?” sagde Bruno og gik med raske skridt hen mod hende. “Hvorfor roder Maria i mine ting?”
“Hun er ved at pakke dine ting,” forklarede mor.
“Pakke dem?” sagde han og spekulerede på, om han havde været uartig det sidste par dage. Havde han brugt nogle af de der ord, han ikke måtte sige? Han kunne i hvert fald ikke huske, at han var blevet sendt op på sit værelse. Nej, han mente ikke, at han havde gjort noget forkert. Han havde faktisk opført sig pænt og nydeligt over for alle. Han havde ikke givet anledning til nogen dårlig stemning. “Hvorfor?” spurgte han. “Hvad har jeg gjort?”
Hans mor gik ind i sit eget soveværelse, hvor hushovmesteren Lars var i færd med at pakke hendes ting. Hun sukkede og slog opgivende ud med armene, inden hun skridtede tilbage mod trappen. Bruno fulgte efter hende. Han ville have en forklaring på, hvad der foregik.
“Hvad sker der, mor?” spurgte han. “Skal vi flytte?”
“Kom med nedenunder,” sagde mor og styrede sine skridt ned mod den store spisestue, hvor Fyren havde været middagsgæst hos dem ugen før. “Der kan vi tale om det.”
Bruno overhalede hende på trappen, og han stod og ventede på hende, da hun kom ind i spisestuen. Han kiggede på hende og tænkte ved sig selv, at hun måtte have sjusket med sin sminke om morgenen, for hendes øjne var mere rødrandede, end de plejede at være – ligesom hans egne øjne kunne være, når han havde lavet ballade og havde skullet stå skoleret og til sidst var begyndt at græde.
“Du skal ikke være bange for noget, Bruno,” sagde mor og satte sig ned i stolen, hvor den smukke, lyshårede kvinde, der var kommet til middag sammen med Fyren, havde siddet og vinket til ham, da far lukkede døren.
“Man kan vel snarere sige, at det bliver en stor oplevelse.”
“Hvad skal der ske?” spurgte han. “Skal jeg sendes væk?”
“Nej, det er ikke kun dig,” sagde hun og så ud, som om hun lige skulle til at smile, men så kom hun på bedre tanker. “Vi skal alle sammen flytte. Din far og jeg og du og Gretel. Os alle fire.”
Bruno funderede lidt over det og rynkede brynene. Det rørte ham ikke så meget, at Gretel måske skulle flytte, for hun var et håbløst tilfælde og skabte kun problemer for ham. Men det var ligesom lidt urimeligt, at de alle sammen skulle flytte til et andet sted sammen med hende.
“Men hvor skal vi hen?” spurgte han. “Hvor skal vi hen … sådan helt præcis? Hvorfor kan vi ikke blive her?”
“Det er på grund af fars arbejde,” forklarede mor. “Du ved jo godt, hvor vigtigt det er, ik’?”
“Jo, jo,” sagde Bruno og nikkede, for der kom altid så mange gæster hos dem – mænd i flotte uniformer og damer med skrivemaskiner, som han skulle holde sine beskidte naller fra. Og de var altid meget høflige over for far, og de sagde til hinanden, at han nok var værd at holde øje med, og at Fyren havde store planer med ham.
“Nå, men når en person er meget betydningsfuld,” fortsatte mor, “Så kan den pågældende persons overordnede bede ham om at flytte til et andet sted, fordi der er en bestemt opgave, som skal løses dér.”
“Hvad er det for en opgave?” spurgte Bruno, for hvis han skulle være helt ærlig – og det bestræbte han sig altid på at være – så vidste han ikke helt præcis, hvad fars arbejde gik ud på. Henne i skolen havde de en dag talt om deres fædre, og Karl havde sagt, at hans far var grønthandler, og Bruno vidste, at det passede, for Karls far havde en grønthandel inde midt i byen. Og Daniel havde sagt, at hans far var lærer, og Bruno, vidste også, at det passede, for han lærte de store drenge, hvem det altid var klogest at holde sig på afstand af.
Og Martin havde sagt, at hans far var kok, og Bruno vidste, at det passede, for han hentede en gang imellem Martin fra skole, og så havde han altid en hvid buseronne på og et skotskternet forklæde, som om han lige var trådt ud fra køkkenet.
Men da de spurgte Bruno, hvad hans far lavede, gik han ligesom i baglås, for pludselig slog det ham, at han ikke selv var klar over det. Han kunne bare sige, at hans far var en mand, som man skulle holde øje med, og at Fyren havde store planer med ham. Og at han for resten også havde en rigtig flot uniform.
“Det er en meget vigtig opgave,” sagde mor og tøvede lidt. “En opgave, som virkelig kræver sin mand. Det kan du godt forstå, ik’?”
“Og vi skal alle sammen flytte?” spurgte Bruno.
“Ja, selvfølgelig,” sagde mor. “Du synes da ikke, at far skal skal være helt alene det nye sted, vel?”
“Nej, det kan der selvfølgelig være noget om,” sagde Bruno.
“Far ville savne os forfærdelig meget, hvis vi ikke var hos ham,” tilføjede hun.
“Hvem ville han savne mest?” spurgte Bruno. “Mig eller Gretel?”
“Han ville savne jer begge to lige meget,” sagde mor, for hun var meget opmærksom på at dele sol og vind lige, og det kunne Bruno kun respektere – ikke mindst fordi han godt vidste, at han faktisk var hendes yndling.
“Men hvad så med vores hus?” spurgte Bruno. “Hvem passer det, mens vi er væk?”
Mor sukkede og lod blikket vandre rundt i stuen, som om hun måske aldrig mere ville få den at se. Det var et flot hus med fem etager i alt, hvis man regnede kælderen med. Det var dernede, Kokken lavede al maden, og Maria og Lars sad ved bordet og skændtes og brugte de forfærdeligste ord om hinanden. Og hvis man regnede det lille kvistværelse med de skrå vinduer med, hvorfra Bruno kunne se ud over hele Berlin, hvis han stod på tæer og holdt fast i vindueskarmen.
“Vi lukker huset af,” sagde mor. “Men vi skal nok komme tilbage engang.”
“Og hvad med Kokken?” spurgte Bruno. “Og Lars? Og Maria? Bliver de ikke boende her?”
“De tager med os,” forklarede mor. “Men nu tror jeg, du har stillet spørgsmål nok for i dag. Du kunne måske gå op og hjælpe Maria med at pakke dine ting?”
Bruno rejste sig op – og blev stående. Der var lige nogle flere ting, han gerne ville have svar på.
“Hvor langt væk er det?” spurgte han. “Altså det nye arbejde. Er det længere væk end en kilometer?”
“Ih, du milde,” udbrød mor og lo, men hun lo på en underlig måde, for hun så ikke glad ud. Hun vendte sig bort fra Bruno, som om hun ville gemme sit ansigt for ham.
“Ja, Bruno,” sagde hun. “Det er længere væk end en kilometer. Det er faktisk meget længere væk.”
Bruno gjorde store øjne og måbede. Han kunne mærke, hvordan han strakte armene lidt ud til siderne, sådan som han altid gjorde, når han blev overrasket.
“Vi skal da vel ikke flytte væk fra Berlin?” sagde han og snappede efter vejret.
“Jo, det bliver vi desværre nødt til,” sagde mor og nikkede bedrøvet. “Din fars arbejde er …”
“Men hvad med skolen?” afbrød Bruno hende. Han vidste godt, at det var forkert af ham, men han regnede med, at mor ville bære over med ham for denne ene gangs skyld. “Og hvad med Karl og Daniel og Martin? Hvordan skal de kunne få fat i mig, når vi skal lave noget sammen?”
“Du kommer til at sige farvel til dine venner,” sagde mor. “Men jeg er sikker på, du får dem at se igen. Og du må lade være med at afbryde din mor, når hun taler,” tilføjede hun, for selv om det var en underlig og ubehagelig situation, var der bestemt ingen grund til, at Bruno brød de almindelige høflighedsregler, som han udmærket kendte.
“Sige farvel til dem?” sagde han og stirrede forbløffet på hende. “Sige farvel til dem?” gentog han, og det lød, som om han havde munden fuld af kiksekrummer. “Sige farvel til Karl og Daniel og Martin?” fortsatte han, og han hævede stemmen faretruende, selv om det var forbudt at råbe inden døre. “Men det er jo mine allerbedste venner!”
“Du får hurtigt nogle nye venner,” sagde mor og slog affærdigende ud med hånden, som om det var den letteste sag af verden at få tre perlevenner.
“Jamen … vi havde jo nogle planer,” indvendte han.
“Planer?” spurgte mor og løftede det ene øjenbryn. “Hvilke planer?”
“Jo, altså … det skulle I nok finde ud af,” sagde Bruno, der ikke kunne røbe, hvad planerne gik ud på. De ville i hvert fald lave rav i den – især om et par uger når de havde fået skoleferie, og de ikke skulle bruge al deres tid på bare at udtænke planer, men kunne gå i gang med at føre dem ud i livet.
“Jeg er ked af det, Bruno,” sagde mor, “Men I er altså nødt til at vente med jeres planer. Der er ikke noget at gøre ved det.”
“Jamen, mor …”
“Nu er det nok, Bruno!” sagde hun vredt og rettede sig op, så han kunne se, at hun mente det. “Og ærligt talt … det er ikke mere end en uge side, du beklagede dig over, at der er så mange ting, der har ændret sig her.”
“Ja … jeg kan ikke lide, at vi skal slukke alle lamperne om aftenen,” indrømmede han.
“Det skal vi alle sammen gøre,” sagde mor. “Det er for, at der ikke skal ske os noget. Og hvem ved? Måske bliver det mere sikkert for os, når vi flytter. Nu synes jeg, du skal gå op på dit værelse og hjælpe Maria med at pakke dine ting. Vi har ikke så meget tid til at få det hele ordnet, som jeg kunne have ønsket mig … takket være en vis herre.”
Bruno nikkede bedrøvet og begav sig af sted. Han vidste, at ’en vis herre’ var et voksenudtryk for ’far’, og at han ikke selv måtte bruge det. Han gik langsomt op ad trappen og holdt fast i gelænderet med den ene hånd, mens han spekulerede på, om det nye hus, som lå det nye sted, hvor hans far skulle have sit nye arbejde, mon også havde et gelænder, som var lige så godt at glide ned ad som det her.
Gelænderet her i huset strakte sig nemlig fra den øverste etage – lige uden for det lille kvistkammer, hvorfra han kunne se ud over Berlin, hvis han stod på tæer og holdt fast i vindueskarmen – og ned til stueetagen lige foran de to store egetræsdøre. Og Bruno vidste ikke noget bedre end at sætte sig op på gelænderet på øverste etage og suse ned gennem hele huset, alt imens han hujede og hvinede.
Fra den øverste etage ned til den næste, hvor mors og fars soveværelse og det store badeværelse lå – og hvor han slet ikke måtte være. Ned til den næste etage, hvor hans eget værelse og Gretels værelse og det lille badeværelse, som han skulle benytte meget mere, end han faktisk gjorde, lå.
Ned til stueetagen, hvor han svævede ud over gelænderet og landede på benene. Og hvis han ikke gjorde det, fik han fem minuspoint, og så skulle han begynde forfra igen. Gelænderet var det bedste ved huset her – og så selvfølgelig også at farfar og farmor boede lige i nærheden. Skulle de mon også flytte hen til det nye sted, hvor hans far skulle passe det nye arbejde? Det skulle de sikkert.
Man kunne jo ikke bare lade dem blive alene tilbage. Ingen havde rigtig brug for Gretel, for hun var et håbløst tilfælde. Det ville være meget lettere, hvis hun blev her og passede på huset. Men farfar og farmor? Det var noget andet med dem. Bruno gik langsomt op til sit værelse, men før han åbnede døren, vendte han sig om og kiggede ned mod stueetagen. Og han så mor gå ind på fars kontor, som lå overfor spisestuen og var strengt forbudt område.
Og han kunne høre, at hun talte vredt til ham, og far hævede også stemmen og talte højere end hende, og så gik samtalen i stå. Lidt efter blev døren ind til kontoret lukket, og Bruno kunne ikke høre mere, så han tænkte, at han hellere måtte gå ind på værelset og overtage Marias arbejde med at pakke. Ellers ville hun måske bare hale alle hans ting ud af skabet uden at passe på – også de ting, han havde gemt omme bagest i skabet, og som ingen andre skulle røre ved.
Drengen i den stribede pyjamas
Et højt hegn strækker sig så langt øjet rækker, og afskærmer ham inde fra de underlige mennesker i horisonten. Men Bruno møder alligevel en anden dreng, som lever et helt anderledes liv, og deres møde bliver til et venskab, der har frygtelige konsekvenser.
> Tilføj Drengen i den stribede pyjamas til din Goodreads-tbr
> Læs mere om Drengen i den stribede pyjamas her
Andre læste også: