Fiktion Hallgrímur Helgason Indefra

Hallgrímur Helgason: Smerten ved at udgive sin smerte

Hallgrímur Helgason: Smerten ved at udgive sin smerte

Islandske Hallgrímur Helgason fortæller om arbejdet med sin delvist selvbiografiske roman, Søsyg i München og den ganske voldsomme modtagelse, bogen fik i hans hjemland.

 

Jeg havde allerede skrevet otte romaner, da jeg begyndte at skrive ”Søsyg i München”. Otte er mit lykketal. Jeg havde fuldendt en cyklus. Så jeg var nødt til at begynde noget nyt.

Og det kom til mig i München i 2011. Jeg var netop blevet færdig med en oplæsning i byens Literaturhaus, og det føltes meget mærkeligt, eftersom jeg havde tilbragt mit livs værste vinter i netop denne by i 1981-82. Og her var jeg så nu, 30 år senere, helt smertefri, hyldet som en succesfuld forfatter. Tilbage på hotelværelset efter oplæsningen blev det klart for mig, hvor svært det havde været for mig tilbage i 1981, hvor syg jeg havde været. Syg af ungdom og usikkerhed.

For det at være ung er en sygdom. Det gode er, at du får det bedre med tiden.

Så selvsamme aften, der på hotelværelset, fik jeg idéen: om mavesmerterne, om opkastningerne, om det sorte stads, om ølglasset og alt det andet … (alle de fiktive elementer i denne ellers selvbiografiske roman). Jeg fik den idé for første gang at skrive om mine egne oplevelser, at bruge mig selv som en karakter i en roman. Jeg havde aldrig før tænkt denne tanke, men der var brug for noget nyt. Jeg måtte have et afbræk i min karriere for at kunne starte på noget nyt.

At skrive om sig selv

På mange måder er det selvfølgelig nemmere at skrive om sit eget liv end det er at opfinde andres. Du behøver ikke opfinde noget, for det hele allerede er sket for dig. Det eneste, du skal gøre er at huske. Og det at huske falder let, så snart du begynder at skrive. Det er, som om hver enkelt scene husker den næste. Langsomt bevæger du dig dybere og dybere ned i din egen fortid, ned i kælderen af glemte ting. Eller næsten glemte…

Jeg har i alle mine andre romaner næsten altid ført mine karakterer til Helvede, og næsten altid tilbage igen (ægte drama opstår, når du lader dårlige ting ske for gode mennesker). Så da jeg begyndte at skrive om mig selv, så krævede mit forfatter-jeg (som er vældig godt trænet i disciplinen tur-guide i Helvede for sine fiktive karakterer) at få lov til at skrive om den værste hændelse i den værste vinter i mit liv: En voldtægt.

Mit forfatter-jeg fortalte mig, at han ikke kunne gøre undtagelser, han ville ikke behandle dette karakter-jeg anderledes end sine øvrige karakterer.

Det var en svær ting at gøre, jeg var nødt til at gå igennem alt det lort igen, 30 år efter jeg havde begravet det dybt nede i min sjæls kælder, i en rådden gammel kuffert. Jeg måtte klatre ned af de kolde, fugtige trin og forsøge at genåbne den forbandede kuffert igen. Jeg gjorde det, og kom tilbage ovenpå, men min redaktør sagde til mig: ikke overbevisende nok. Så jeg måtte gå derned igen og denne gang tømte jeg hele kufferten og tog det hele med ovenpå, alle de ildelugtende og ulækre gamle ting. Det var hårdt, men det føltes også godt, bagefter. Det var en længe tiltrængt oprydning.

For første gang talte jeg om denne hændelse med andre end min partner. Kort tid efter fortalte jeg mine forældre, mine søskende og mine børn om episoden – det sidste var det vanskeligste. Men jeg ville ikke have, at de skulle høre om det i skolen.

Udgivelsen

Så, bogen var skrevet, det var forbandet svært, men det føltes også forbandet godt. Så blev det tid til udgivelsen, og jeg vidste, at spørgsmålet ville komme: Skete det her virkelig for dig? Og jeg var klar til at sige: ja, det gjorde det. At opfinde noget sådant i en selvbiografisk roman ville være virkelig mærkeligt, virkelig skørt, og at benægte, at det var sandt, ville være alle tre ting: Absurd, skørt og kujonagtigt.

Så jeg begyndte at lave interviews, og i et af dem blev det klart: Ja, jeg blev voldtaget af en komplet fremmed i en stor europæisk by i 1981 i en alder af 22 år. Blot få timer senere kunne denne chokerende overskrift ses overalt på de islandske internetmedier: ”Hallgrímur Helgason blev voldtaget”. Det var fuldstændig forfærdeligt – i nogle minutter … indtil det gik op for mig, at denne overskrift jo var blevet trykt mange hundrede gange før, det havde bare altid handlet om kvinder og piger, aldrig om en mand. Det var på tide, tænkte jeg. Tabuer må og skal brydes.

I de følgende dage fik jeg masser af gode vibes. Island havde virkelig flyttet sig i de foregående år, med ”Free the Nipple”-bevægelsen samt en både højlydt og generel debat om seksuelt misbrug af børn og seksuel vold. Samfundet syntes at være parat til noget af denne kaliber. Og til at begynde med fik jeg mange gode og varme likes på Facebook, men selvfølgelig var 90% af dem fra kvinder, det klogere køn, mændene syntes at forholde sig mere tavst.

Troldene kommer

Men så, ugen efter, vågnede alle trolls’ne. De gamle mænd kom efter mig, grå og rasende. ”Det er bare klynk!”, skrev en ældre psykiater. Ifølge ham var jeg ”Ugens kryb”. En pensioneret journalist skrev noget, jeg aldrig så, men kun hørte ekkoet af igennem mit Facebook-kammer, og en berømt tidligere politiker skrev en e-mail til mig, hvori han skældte mig ud for at have ”afsløret min svaghed”, noget man ”aldrig nogensinde må gøre!” Og jeg, som troede, at selvbiografisk litteratur netop handlede om at vise sine svagheder. Men den, der følte sig mest truffet af, at jeg brød dette tabu, var en af mine kolleger: en 80-årig, meget respekteret forfatter skrev en avisartikel, hvori han beskyldte mig for at udnytte voldtægtsscenen til at sælge flere eksemplarer af min bog (!). Og han afsluttede sit indlæg med denne sætning: ”Hvilken bøsse har dog haft så dårlig smag?”

Det var hårdt, og Facebook eksploderede selvfølgelig, men det var også lidt fedt at se de der gamle fyre blive fanget i tabu-fælden. Fra deres synspunkt havde jeg helt sikkert brudt en eller anden uskreven lov, krydset en linje, som kun eksisterede i deres hoveder. Og det var selvfølgelig både givende og en nødvendig ting at gøre selvom det var trist at se ”kloge og intelligente mennesker” forsvare den gamle forfatter med den begrundelse, at han havde skrevet nogle gode bøger engang. Men det var til at leve med, og der var selvfølgelig heller intet vundet ved at ”slå igen” eftersom hans ”angreb” var så over the top. I øvrigt vidste alle, at han i de senere år havde givet udtryk for både ekstreme og meget gammeldags synspunkter, blandt andet med artikler, der nedgjorde kvinder og tog voldtægtsforbrydere i forsvar etc. Talent er ingen garanti imod stupid opførsel.

Smerten ved at udgive sin smerte

Men så, endnu en uge senere, lyttede jeg til bilradioen mens jeg kørte jeg hjem fra arbejde, og pludselig hørte jeg radioværten på Islands statsradios mest respekterede kulturprogram begynde at læse uddrag højt fra den gamle forfatters artikel, med hvad der lød som morskab i stemmen, og han afsluttede med den nu berømte sætning: ”Hvilken bøsse har dog haft så dårlig smag?”

Og så brød jeg sammen. Det var for meget. Jeg kunne ikke tro det. Jeg følte mig ydmyget og nøgen, igen. Det føltes fuldstændig som om jeg var blevet voldtaget igen. Og kort tid efter fandt jeg mig selv siddende sammen med en terapeut fra Center for Ofre for Seksuelt Misbrug, henved 30 år for sent, men alligevel fuld af helt frisk smerte.

Det var selvfølgelig helt normalt, og terapeuten havde set det hele før. Det her er jo hvad alle pigerne og kvinderne går igennem, når de beslutter at fortælle sandheden: Der vil altid være mennesker, der vender sig imod den, der overlever voldtægten i stedet for imod voldtægtsmanden. Og så oplever du det, akademikerne kalder: sekundær viktimisering, det føles som om du er blevet voldtaget igen.

Det var helt sikkert den sværeste af alle mine bogsæsoner. Aldrig før havde det at udgive en roman resulteret i en samtale som denne, med en terapeut i stedet for en journalist. Aldrig før havde jeg været så deprimeret efter at udgive en roman. Jeg var gået fra at skrive om andre menneskers smerte til at skrive om min egen, og nu følte jeg smerten ved at udgive min smerte.

Så kom det nye år og jeg fløj til Indien for at begynde arbejdet med min næste roman. Efter en uge i 33°C følte jeg mig som et nyt menneske med en ny bog. På en eller anden måde havde jeg lagt de svære dage bag mig, og jeg følte mig gradvist stærkere. Og når jeg ser tilbage på det nu, så er jeg sikker på, at det hele var en gave, det var helt sikkert en god ting at frigøre mig fra dette traume, at skrive det ned og forholde mig til konsekvenserne.

Tavshed er måske guld, men guld har ingen værdi for sjælen.


Hallgrímur Helgason: Smerten ved at udgive sin smerte

Hallgrímur Helgason: Smerten ved at udgive sin smerte“Mesterlig erindringsroman” – Politiken

Hallgrímur Helgason: Smerten ved at udgive sin smerte“En stor læseoplevelse” – Jyllands-posten

“Søsyg i München” er historien om en ung mand, der rejser fra sin fødeø Island for at slå sig ned i München og studere malerkunst på Kunstakademiet. Han ved intet om byen, dens indbyggere, deres skikke og kultur. Han er syg af generthed, og følelsen af at være fremmed er ved at gøre det af med ham.

Hallgrímur Helgasons romanhelt er ligesom sin forfatter: skæv, fuld af humor og vidunderligt adfærdsvanskelig.

Læs mere om Hallgrímur Helgasons roman “Søsyg i München” her.