Er der ét menneske, som den vestlige tænkning ikke kan forstås uden, så er det Sokrates. Hvem mennesket bag myten virkelig var, kommer vi aldrig helt til klarhed om, men hans indflydelse har været kolossal – lidt ligesom det gælder med Jesus, som jo heller ikke selv skrev noget. Atheneren Sokrates tilbød ikke entydige svar eller letforståelige sandheder – tværtimod. Hans filosofiske virke havde først og fremmest som mål at få andre til at tænke sig om – ikke at fortælle, hvad han selv vidste. Den sokratiske ånd rører stadig på sig i dag næsten 2500 år efter filosoffens død i 399 f.Kr. Det kan man forsikre sig om, når man en gang i mellem møder et vidende menneske, der drives af ønsket om at få sin samtid til at tænke sig grundigt om. Professor emeritus Troels Engberg-Pedersens bog, Antikkens etiske tradition, opfordrer sin læser til at stille sig selv nogle af tilværelsens grundlæggende spørgsmål: ”Hvordan bør vi leve med hinanden?”, ”Hvad er det gode liv?” og ”Hvad gør en handling etisk?”. Det historiske udgangspunkt for bogen er Sokrates, hvis filosofi blev begyndelsen på den samlede etiske tradition, som Engberg-Pedersen sporer helt frem til filosofkejseren Marcus Aurelius 600 år senere. Hermed afdækker Engberg-Pedersen en samlet etisk tradition i antikken – en arv, der tillige viser sig at være en meget livskraftig størrelse. Troels Engberg-Pedersen svarer her på seks spørgsmål om bogens baggrund og perspektiv.
Hvorfor har vi i dag brug for en bog, der handler om etiske forestillinger i antikken?
Lad mig svare med en lille vignet fra den aktuelle politiske debat. Fra tid til anden diskuterer de politiske partier herhjemme lettelse – eller ligefrem afskaffelse – af den såkaldte ’topskat’, som jo betyder, at de, der tjener meget, også skal betale relativt mere i skat til fællesskabet. Antropologen Dennis Nørmark, som er medlem af det borgerlige parti Liberal Alliance, udtalte i den forbindelse følgende i Politiken:
”(… ) Hvis topskatten skal afskaffes – og det mener jeg, den bør – skal det ske ud fra en grundlæggende moralsk vurdering, der hedder, at folk fortjener at beholde en større del af de penge, de selv har tjent. Det er den simple grund til at afskaffe topskatten. Det handler om retfærdighed.”
(Politiken, 3.12.2016)
En sådan udtalelse er stærk kost, hvis man er sig bevidst, hvordan man i hele den europæiske filosofiske tradition har forstået ”moral” og ”retfærdighed”. Og det gælder ikke mindst, når man ser på det, der er hele grundlaget for denne tradition: antikkens etiske tænkning. For her kan det simpelthen ikke blive til ”en moralsk vurdering”, at man skal have lov til at tjene flere penge til sig selv. Den moralske vurdering er næsten per definition rettet imod den enkeltes egennytte. Hos Nørmark derimod bliver den ligefrem taget til indtægt for egennytten. Tydeligere kan det vanskeligt vises, at vi nu så at sige er nødt til at begynde helt forfra. Selvfølgelig kunne Nørmark indvende, at vi nu befinder os et helt andet sted, end man gjorde i antikken. Men jeg tror desværre, der er tale om noget helt andet: at man simpelthen har glemt de indsigter, som filosofferne i antikken møjsommeligt arbejdede sig frem til. Dem må vi derfor have på bordet igen.
Sokrates (død 399 f.Kr.)
I din bog taler du om én samlet etisk tradition i antikken. Hvad kendetegner det antikke etiske standpunkt?
Ja, jeg skriver ud fra den overbevisning, at antikkens store tænkere, såsom Platon, Aristoteles, stoikerne og Epikur, når man anlægger et overordnet perspektiv, alle deler én bestemt etisk vision. Denne vision er tanken om, at det moralsk gode og indsigtsfulde (dvs. det vise) menneske, også er det lykkelige menneske. Et særligt kendetegn ved antikkens etiske tænkning er altså, at der – i modsætning til, hvad man finder i mange andre senere etiske udspil – ikke opstilles noget modsætningsforhold mellem den enkeltes lykke og det moralsk gode. Din egen lykke består i at handle moralsk godt.
Hvorfor giver det mening at beskrive det vise menneske, som det lykkelige menneske?
I kernen af den antikke etik står læren om dyden. Dyden bliver særligt forbundet til ’viden’, forstået som evnen til ved hjælp af fornuften at indse, hvad der er godt, og hvad der er slet. Dyden forstået som ’viden’ gør altså mennesket i stand til at håndtere tilværelsens ydre goder på den rigtige måde. Den dydige er den indsigtsfulde eller vise, der formår at administrere det særlige ’orienteringsredskab’, som mennesket til forskel fra alle andre levende væsener er i besiddelse af: fornuften. At være dydig – dvs. vis eller indsigtsfuld, så man også vil det moralsk gode – er altså det bedste middel til at nå målet for den etiske livsførelse, nemlig at leve et lykkeligt liv. Vi skal prøve at tænke det helt konkret: Fornuften fortæller os, at vi er sådan nogle væsener, at vores egen lykke består i at leve moralsk godt i forhold til alle de ’ydre goder’, som menneskene almindeligvis gik efter i antikken på nøjagtigt samme måde som nu.
”Skolen i Athen”, vægmaleri af Rafael i Stanza della Segnatura i Vatikanet, udført 1509-10.
Er antikkens etiske tænkere kun optaget af den enkeltes lykke?
Fornuften er et kernebegreb i antikkens etiske tænkning. Antikkens filosoffer opfatter mennesket som i særlig grad et fornuftsvæsen. Ved fornuftens hjælp er mennesket i stand til at styre den del af sig selv – inkl. den selvoptagethed – der umiddelbart er forbundet med at være et enkeltindivid. Det menneskelige kendetegn, som er fornuften, binder derfor det enkelte menneske sammen med andre mennesker, med andre fornuftsvæsener. Modsat, hvad man umiddelbart skulle tro, og hvad der almindeligvis siges om antikkens etiske tradition, er det derfor i høj grad muligt for filosofferne at finde plads også for de andrerelaterede dyder inden for et etisk koncept, der grundlæggende spørger til den enkeltes lykke.
Set fra et antikt perspektiv kan man nemlig udmærket udføre de handlinger for andres skyld, som dyderne måtte implicere, for ens egen skyld: fordi de indgår i ens egen lykke. Årsagen er, at den person, hvis egen lykke der her er tale om, ikke kun er og ikke kun skal forstå sig som ”sig selv”, men som en del af et større ”samfund”: samfundet med de andre.
Marcus Aurelius (død 180 e. Kr.)
Skal man forstå din bog som en selvhjælpsbog til det moderne menneske, hvori antikkens filosoffer tilbyder os opskriften på det etiske og lykkelige liv?
I en tid, hvor både etik og moral er ude at svømme, mener jeg, at der er god grund til at forholde sig til fortidens livtag med disse emner. Antikkens etiske tænkning er stadig fuld af liv og mere end almindeligt leveringsdygtig, når det kommer til at besvare de spørgsmål, også moderne mennesker kan stille til livet. En rigtig selvhjælpsbog er det nok ikke, men en bog, der skal få os til at tænke os om en gang til. Når det er sagt, vil jeg dog også understrege, at drivkraften bag ønsket om at stifte bekendtskab med antikkens etiske tradition ikke nødvendigvis bør være ønsket om at finde et etisk holdepunkt, som man så kan overtage i dets fulde udstrækning. I stedet bør man vende sig til antikken med den form for afslappet nysgerrighed, som kommer til udtryk i følgende holdning: Vi ved fra historien, at der var nogle spændende tænkere her. Hvad var det, de ville sige om menneskelivet? Hvad er de særlige pointer, selve retningen, i deres syn? Og så: Er der eventuelt noget her, vi synes vi kan bruge i vores moderne sammenhæng? Om svaret er ja eller nej, ved vi ikke uden videre på forhånd, men det kunne jo være. Under alle omstændigheder skal vi også være os forskellene mellem dengang og nu bevidst, herunder forskellene i (nogle af) de etiske problemstillinger, som vi nu står over for (fx i forbindelse med fosterdiagnostik o.l.). Men jeg må indrømme, at jo mere jeg gennem de senere år har tænkt over det, desto mere synes jeg, at den antikke etiske tænkning er direkte relevant for os. Det gælder fx det, vi lige talte om: sammenhængen mellem lykken og det moralsk gode.
Hvorfor er det lige netop interessant at se til antikkens etiske tradition, når vi leder efter etiske retningslinjer i det moderne? Rummer antikken noget, som vi ikke finder andre steder?
Jeg mener, at antikkens etiske tradition indeholder nogle bestemte grundtræk, som man ikke uden videre genfinder i senere etiske udspil. Og det forsøger jeg så også at vise i det afsluttende kapitel af bogen, hvor jeg trækker nogle perspektiver fra antikken helt op til vore dage. Kernen i den etiske tradition er: Din lykke består i holdninger, der centralt er andrerettede. Din egen lykke er (også) at handle for andre. I den antikke etiske tradition tænkte man både på fællesskabet og på den enkelte. Det er denne tosidede forståelse, der udmærker antikkens etiske tradition frem for mere ensidige etiske standpunkter. I de senere etiske udspil (fra kristendommen over Kant, Bentham og op til Bernard Williams og Svend Brinkmann) har man ensidigt valgt den ene eller den anden side af den antikke etiske tradition. Men i antikkens egen dobbeltinteresse gemmer der sig en indsigt, som efter min mening er både slående rigtig – og højaktuel. Spørgsmålet er derfor, om tiden ikke er kommet til, at vi giver antikkens etiske tradition en chance for at blive genopdaget og genanvendt.
Det, der så gør den antikke etiske tradition direkte aktuel og relevant, er, at den leverer et samlet ”ståsted”. Den antikke etiske tradition baserer sig på en forståelse af, hvad mennesket er, som omfatter det hele menneske: et enkeltindivid af kød og blod, som også er én blandt de andre. Det er denne samlede forståelse af dobbeltheden af os mennesker, man må have fat i. Og det hele går tilbage til Sokrates’ påstand om, at det ureflekterede liv hverken er værd eller godt at leve for et menneske: hverken for dig eller mig! Dér havde han i hvert fald ret.
Læs mere om Antikkens etiske tradition her
Troels Engberg-Pedersen (f. 1948) er oprindelig klassisk filolog fra Københavns Universitet (1974), men han interesserede sig fra begyndelsen i særlig grad for antikkens filosofi. Han studerede Aristoteles og moderne filosofi ved Oxford University (1974-76), og hans første disputats (dr.phil.), Aristotle’s Theory of Moral Insight (1983), handlede om Aristoteles’ etik. Siden skrev han en bog om etikken hos Aristoteles’ efterfølgere, stoikerne (The Stoic Theory of Oikeiosis, 1990).
Troels Engberg-Pedersen har været forskningsprofessor (1986-91) og siden 1989 ansat først som lektor og fra 2001-2016 som professor i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet.
Fokus i Troels Engberg-Pedersens forskning har været antik filosofi, specielt etik, og forholdet mellem antik filosofi og den tidlige kristendom. Hans anden disputats (dr.theol.) handlede om apostlen Paulus og stoikerne (Paul and the Stoics, 2000). Han har sidenhen videreført dette projekt (i Cosmology and Self in the Apostle Paul, 2010) og på det seneste udvidet det til at omfatte Johannesevangeliet (John and Philosophy, 2017).
Troels Engberg-Pedersen er medlem af det danske Videnskabernes Selskab og det norske Vitenskapsakademiet.
Er der ét menneske, som den vestlige tænkning ikke kan forstås uden, så er det Sokrates. Hvem mennesket bag myten virkelig var, kommer vi aldrig helt til klarhed om, men hans indflydelse har været kolossal – lidt ligesom det gælder med Jesus, som jo heller ikke selv skrev noget. Atheneren Sokrates tilbød ikke entydige svar eller letforståelige sandheder – tværtimod. Hans filosofiske virke havde først og fremmest som mål at få andre til at tænke sig om – ikke at fortælle, hvad han selv vidste. Den sokratiske ånd rører stadig på sig i dag næsten 2500 år efter filosoffens død i 399 f.Kr. Det kan man forsikre sig om, når man en gang i mellem møder et vidende menneske, der drives af ønsket om at få sin samtid til at tænke sig grundigt om. Professor emeritus Troels Engberg-Pedersens bog, Antikkens etiske tradition, opfordrer sin læser til at stille sig selv nogle af tilværelsens grundlæggende spørgsmål: ”Hvordan bør vi leve med hinanden?”, ”Hvad er det gode liv?” og ”Hvad gør en handling etisk?”. Det historiske udgangspunkt for bogen er Sokrates, hvis filosofi blev begyndelsen på den samlede etiske tradition, som Engberg-Pedersen sporer helt frem til filosofkejseren Marcus Aurelius 600 år senere. Hermed afdækker Engberg-Pedersen en samlet etisk tradition i antikken – en arv, der tillige viser sig at være en meget livskraftig størrelse. Troels Engberg-Pedersen svarer her på seks spørgsmål om bogens baggrund og perspektiv.
Hvorfor har vi i dag brug for en bog, der handler om etiske forestillinger i antikken?
Lad mig svare med en lille vignet fra den aktuelle politiske debat. Fra tid til anden diskuterer de politiske partier herhjemme lettelse – eller ligefrem afskaffelse – af den såkaldte ’topskat’, som jo betyder, at de, der tjener meget, også skal betale relativt mere i skat til fællesskabet. Antropologen Dennis Nørmark, som er medlem af det borgerlige parti Liberal Alliance, udtalte i den forbindelse følgende i Politiken:
”(… ) Hvis topskatten skal afskaffes – og det mener jeg, den bør – skal det ske ud fra en grundlæggende moralsk vurdering, der hedder, at folk fortjener at beholde en større del af de penge, de selv har tjent. Det er den simple grund til at afskaffe topskatten. Det handler om retfærdighed.”
(Politiken, 3.12.2016)
En sådan udtalelse er stærk kost, hvis man er sig bevidst, hvordan man i hele den europæiske filosofiske tradition har forstået ”moral” og ”retfærdighed”. Og det gælder ikke mindst, når man ser på det, der er hele grundlaget for denne tradition: antikkens etiske tænkning. For her kan det simpelthen ikke blive til ”en moralsk vurdering”, at man skal have lov til at tjene flere penge til sig selv. Den moralske vurdering er næsten per definition rettet imod den enkeltes egennytte. Hos Nørmark derimod bliver den ligefrem taget til indtægt for egennytten. Tydeligere kan det vanskeligt vises, at vi nu så at sige er nødt til at begynde helt forfra. Selvfølgelig kunne Nørmark indvende, at vi nu befinder os et helt andet sted, end man gjorde i antikken. Men jeg tror desværre, der er tale om noget helt andet: at man simpelthen har glemt de indsigter, som filosofferne i antikken møjsommeligt arbejdede sig frem til. Dem må vi derfor have på bordet igen.
Sokrates (død 399 f.Kr.)
I din bog taler du om én samlet etisk tradition i antikken. Hvad kendetegner det antikke etiske standpunkt?
Ja, jeg skriver ud fra den overbevisning, at antikkens store tænkere, såsom Platon, Aristoteles, stoikerne og Epikur, når man anlægger et overordnet perspektiv, alle deler én bestemt etisk vision. Denne vision er tanken om, at det moralsk gode og indsigtsfulde (dvs. det vise) menneske, også er det lykkelige menneske. Et særligt kendetegn ved antikkens etiske tænkning er altså, at der – i modsætning til, hvad man finder i mange andre senere etiske udspil – ikke opstilles noget modsætningsforhold mellem den enkeltes lykke og det moralsk gode. Din egen lykke består i at handle moralsk godt.
Hvorfor giver det mening at beskrive det vise menneske, som det lykkelige menneske?
I kernen af den antikke etik står læren om dyden. Dyden bliver særligt forbundet til ’viden’, forstået som evnen til ved hjælp af fornuften at indse, hvad der er godt, og hvad der er slet. Dyden forstået som ’viden’ gør altså mennesket i stand til at håndtere tilværelsens ydre goder på den rigtige måde. Den dydige er den indsigtsfulde eller vise, der formår at administrere det særlige ’orienteringsredskab’, som mennesket til forskel fra alle andre levende væsener er i besiddelse af: fornuften. At være dydig – dvs. vis eller indsigtsfuld, så man også vil det moralsk gode – er altså det bedste middel til at nå målet for den etiske livsførelse, nemlig at leve et lykkeligt liv. Vi skal prøve at tænke det helt konkret: Fornuften fortæller os, at vi er sådan nogle væsener, at vores egen lykke består i at leve moralsk godt i forhold til alle de ’ydre goder’, som menneskene almindeligvis gik efter i antikken på nøjagtigt samme måde som nu.
”Skolen i Athen”, vægmaleri af Rafael i Stanza della Segnatura i Vatikanet, udført 1509-10.
Er antikkens etiske tænkere kun optaget af den enkeltes lykke?
Fornuften er et kernebegreb i antikkens etiske tænkning. Antikkens filosoffer opfatter mennesket som i særlig grad et fornuftsvæsen. Ved fornuftens hjælp er mennesket i stand til at styre den del af sig selv – inkl. den selvoptagethed – der umiddelbart er forbundet med at være et enkeltindivid. Det menneskelige kendetegn, som er fornuften, binder derfor det enkelte menneske sammen med andre mennesker, med andre fornuftsvæsener. Modsat, hvad man umiddelbart skulle tro, og hvad der almindeligvis siges om antikkens etiske tradition, er det derfor i høj grad muligt for filosofferne at finde plads også for de andrerelaterede dyder inden for et etisk koncept, der grundlæggende spørger til den enkeltes lykke.
Set fra et antikt perspektiv kan man nemlig udmærket udføre de handlinger for andres skyld, som dyderne måtte implicere, for ens egen skyld: fordi de indgår i ens egen lykke. Årsagen er, at den person, hvis egen lykke der her er tale om, ikke kun er og ikke kun skal forstå sig som ”sig selv”, men som en del af et større ”samfund”: samfundet med de andre.
Marcus Aurelius (død 180 e. Kr.)
Skal man forstå din bog som en selvhjælpsbog til det moderne menneske, hvori antikkens filosoffer tilbyder os opskriften på det etiske og lykkelige liv?
I en tid, hvor både etik og moral er ude at svømme, mener jeg, at der er god grund til at forholde sig til fortidens livtag med disse emner. Antikkens etiske tænkning er stadig fuld af liv og mere end almindeligt leveringsdygtig, når det kommer til at besvare de spørgsmål, også moderne mennesker kan stille til livet. En rigtig selvhjælpsbog er det nok ikke, men en bog, der skal få os til at tænke os om en gang til. Når det er sagt, vil jeg dog også understrege, at drivkraften bag ønsket om at stifte bekendtskab med antikkens etiske tradition ikke nødvendigvis bør være ønsket om at finde et etisk holdepunkt, som man så kan overtage i dets fulde udstrækning. I stedet bør man vende sig til antikken med den form for afslappet nysgerrighed, som kommer til udtryk i følgende holdning: Vi ved fra historien, at der var nogle spændende tænkere her. Hvad var det, de ville sige om menneskelivet? Hvad er de særlige pointer, selve retningen, i deres syn? Og så: Er der eventuelt noget her, vi synes vi kan bruge i vores moderne sammenhæng? Om svaret er ja eller nej, ved vi ikke uden videre på forhånd, men det kunne jo være. Under alle omstændigheder skal vi også være os forskellene mellem dengang og nu bevidst, herunder forskellene i (nogle af) de etiske problemstillinger, som vi nu står over for (fx i forbindelse med fosterdiagnostik o.l.). Men jeg må indrømme, at jo mere jeg gennem de senere år har tænkt over det, desto mere synes jeg, at den antikke etiske tænkning er direkte relevant for os. Det gælder fx det, vi lige talte om: sammenhængen mellem lykken og det moralsk gode.
Hvorfor er det lige netop interessant at se til antikkens etiske tradition, når vi leder efter etiske retningslinjer i det moderne? Rummer antikken noget, som vi ikke finder andre steder?
Jeg mener, at antikkens etiske tradition indeholder nogle bestemte grundtræk, som man ikke uden videre genfinder i senere etiske udspil. Og det forsøger jeg så også at vise i det afsluttende kapitel af bogen, hvor jeg trækker nogle perspektiver fra antikken helt op til vore dage. Kernen i den etiske tradition er: Din lykke består i holdninger, der centralt er andrerettede. Din egen lykke er (også) at handle for andre. I den antikke etiske tradition tænkte man både på fællesskabet og på den enkelte. Det er denne tosidede forståelse, der udmærker antikkens etiske tradition frem for mere ensidige etiske standpunkter. I de senere etiske udspil (fra kristendommen over Kant, Bentham og op til Bernard Williams og Svend Brinkmann) har man ensidigt valgt den ene eller den anden side af den antikke etiske tradition. Men i antikkens egen dobbeltinteresse gemmer der sig en indsigt, som efter min mening er både slående rigtig – og højaktuel. Spørgsmålet er derfor, om tiden ikke er kommet til, at vi giver antikkens etiske tradition en chance for at blive genopdaget og genanvendt.
Det, der så gør den antikke etiske tradition direkte aktuel og relevant, er, at den leverer et samlet ”ståsted”. Den antikke etiske tradition baserer sig på en forståelse af, hvad mennesket er, som omfatter det hele menneske: et enkeltindivid af kød og blod, som også er én blandt de andre. Det er denne samlede forståelse af dobbeltheden af os mennesker, man må have fat i. Og det hele går tilbage til Sokrates’ påstand om, at det ureflekterede liv hverken er værd eller godt at leve for et menneske: hverken for dig eller mig! Dér havde han i hvert fald ret.
Læs mere om Antikkens etiske tradition her
Troels Engberg-Pedersen (f. 1948) er oprindelig klassisk filolog fra Københavns Universitet (1974), men han interesserede sig fra begyndelsen i særlig grad for antikkens filosofi. Han studerede Aristoteles og moderne filosofi ved Oxford University (1974-76), og hans første disputats (dr.phil.), Aristotle’s Theory of Moral Insight (1983), handlede om Aristoteles’ etik. Siden skrev han en bog om etikken hos Aristoteles’ efterfølgere, stoikerne (The Stoic Theory of Oikeiosis, 1990).
Troels Engberg-Pedersen har været forskningsprofessor (1986-91) og siden 1989 ansat først som lektor og fra 2001-2016 som professor i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet.
Fokus i Troels Engberg-Pedersens forskning har været antik filosofi, specielt etik, og forholdet mellem antik filosofi og den tidlige kristendom. Hans anden disputats (dr.theol.) handlede om apostlen Paulus og stoikerne (Paul and the Stoics, 2000). Han har sidenhen videreført dette projekt (i Cosmology and Self in the Apostle Paul, 2010) og på det seneste udvidet det til at omfatte Johannesevangeliet (John and Philosophy, 2017).
Troels Engberg-Pedersen er medlem af det danske Videnskabernes Selskab og det norske Vitenskapsakademiet.
Andre læste også: