Indefra

Fejring af en fødselar og jubilar: Peter Poulsen, 75 år

Fejring af en fødselar og jubilar: Peter Poulsen, 75 år

På trods af sommerferie og øsregnvejr var der stuvende fuldt til receptionen onsdag den 29. juli på syvende sal i Vognmagergade 11 med den imponerende udsigt over Københavns tage og spir. Blandt gæsterne sås bl.a. kollegaerne Søren Ulrik Thomsen, forfatter og tidl. kulturminister Grethe Rostbøll og forfatter og journalist Georg Metz.

Men anledningen var også imponerende, idet Lindhardt og Ringhof fejrede forfatteren Peter Poulsens 75 års fødselsdag samme dag, som hans digtsamling nr. 25, ”Aflytning af stilheden”, udkom til fremragende anmeldelser.

Aflytning forside

”Det måtte jo bare være i dag,” som Poulsens redaktør Lene Wissing sagde i sin tale til fødselaren og jubilaren. Hun havde besøgt Københavns Hovedbibliotek for at finde hans tidligere digtsamlinger, og hele 21 af dem stod stadig fremme på hylderne.

”Der var mange streger i dem – så folk læser dem,” sagde hun.
”De var ikke bare streget over,” spurgte Poulsen?

Jazzede digtning

Sammen med saxofonisten Jens Søndergaard og pianisten Thomas Bornø fremførte Poulsen et par digte til jazzmusik, hvorefter han læste flere af digtene fra sin nye samling.

”Jeg har spillet jazz og og læst poesi med Jens siden 1982, hvor Art Pepper døde. Det er også derfor, vi har de her skjorter på,” fortalte Poulsen med henvisning til deres skjorter med farvestrålende peberfrugter på.

Bornholms Tidendes bragte i lørdags hele fire siders interview med øens berømte digter (Poulsen bor i Svaneke) og havde samtidig ryddet hele weekendsektionens forside til at bringe Poulsens digt:

Det er svært at tælle regnskovens elefanter.

Regnskovens elefanter lader sig ikke uden videre tælle.

Regnskovens elefanter ønsker naturligvis ikke at blive talt.

De vil selv bestemme, hvor mange de er.”

fødselar og jubilar: Peter Poulsen

Anmeldelser

Læs Berlingske Tidendes anmeldelse her.

Læs Berlingske Tidendes portræt af fødselaren her.

Søren Anker Madsen (f. 1969) er journalist, pressechef på Lindhardt og Ringhof og med i Svikmøllens redaktion. Han er desuden en alsidig forfatter, som både skriver bøger til børn og voksne samt til teater og revyer.