En gribende historie om en ung kvinde, der drømmer om at male, men hvis fremtid er truet af en mands sygelige besættelse. Elizabeth Macneals stemningfulde debutroman Dukkeværkstedet er en usædvanlig kraftfuld fortælling om kunst og kærlighed.
London, 1850. I Hyde Park strømmer folk til for at se byggeriet af Crystal Palace. Det gælder også unge Iris, der har taget en fridag fra arbejdet i Mrs. Salters Dukkeværksted. I parken møder hun den sære konservator Silas, der drømmer om at udstille sin samling af bizarre udstoppede dyr på Verdensudstillingen.
Deres møde bliver for Silas starten på en altødelæggende besættelse af den betagende kvinde med det forvredne kraveben. For Iris, som drømmer om at slå igennem som kunstner, bliver det starten på et nyt liv.
Dukkeværkstedet er en historisk og psykologisk roman, der tager læsernes med til Jack the Rippers London. En by, der i 1850’erne er fuld af fare, menneskelig ulykke og freakshows på den ene side, og kvindefrigørelse, moderne kunst og videnskab på den anden. Altsammen beskrives sanseligt og urovækkende som Paris i Patrick Süskinds Parfumen.
Du kan købe Dukkeværkstedet af Elizabeth Macneal online her eller i din lokale boghandel fra den 13. maj.
Elizabeth Macneal
Dukkeværkstedet
London – November 1850
Et maleri
Når gaderne er mørkest og mest stille, sætter en ung pige sig til rette ved et lille arbejdsbord i kælderen til en dukkemagers butik. Foran sig har hun et skaldet porcelænshoved, der ser på hende med et tomt blik. Hun klemmer rød og hvid vandfarve ud i en østersskal, sutter på enden af penselskaftet og retter på spejlet foran sig. Stearinlyset sprutter. Den unge pige kniber øjnene sammen og tager det blanke papir i øjesyn.
Hun kommer vand i og blander farverne til en kødfarvet masse. Det første strøg af maling på papiret er rapt som et slag. Papiret er tykt, koldpresset, og det buler ikke.
I stearinlysets skær forstørres skyggerne, og omridset af hendes hår går i ét med mørket. Hun maler videre, et enkelt svunget strøg til hagen, hvidt til kindbenene, som lyses op af flammen. Hun gengiver med stor akkuratesse fejlene hos sig selv: øjnene, der sidder langt fra hinanden, kravebenets deforme vrid. Hendes søster og arbejdsgiverske sover oppe ovenpå, og bare penslens hvislen virker forstyrrende, som et øredøvende signal, der vil vække dem.
Hun rynker panden. Hun har gjort sit ansigt for lille. Det havde været hendes agt at fylde papiret ud med det, men hendes hoved svæver over en tom flade. Papiret, hun har brugt en uges sammensparede løn på, er ødelagt. Hun skulle have tegnet omridset først, været knap så opsat på at komme i gang.
Hun bliver siddende et øjeblik med stearinlyset og billedet. Hendes hjerte slår uregelmæssigt. Dukkeansigtet holder øje. Hun burde se at komme i seng igen, inden hun bliver opdaget.
Men den unge pige læner sig frem uden at tage blikket fra spejlet og trækker lyset hen til sig. Det er bivoks, ikke tælle, rapset fra hendes arbejdsgiverskes hemmelige forråd. Hun dypper fingeren i den varme voks og laver et fingerbøl. Så fører hun hånden gennem flammen, ser, hvor længe hun kan holde den brændende hede ud, lige til hun hører de dunede hår på fingeren syde.
Første del
“Hjertet her må bestemt rumme noget, der ikke
er forgængeligt, og livet er mere end en drøm.”
– Mary Wollstonecraft, Letters Written During a Short Residence in Sweden, Norway and Denmark (1796)
“En ting af skønhed er en evig glæde:
Dens ynde stiger, ej skal den betræde
intetheden; tværtimod den gemme vil
til os et kammer og med ro dertil
vi sove skal og drømme søde drømme.”
– John Keats, Endymion (1818)
Silas Reeds Butik med Kuriosa Gammelt og Nyt
Silas sidder ved sit arbejdsbord med en udstoppet turteldue i hånden. I kælderen er der tyst og stille som i en gravhvælving bortset fra hans vejrtræknings små svage pust, der får fuglens fjerdragt til at løfte sig let.
Silas kniber læberne sammen, mens han arbejder, og i lampens skær er han helt køn. I sit otteogtredvte år har han stadig alt sit hår, og det viser ingen tegn på at blive gråt. Han ser sig om, på glaskrukkerne, der står på rad og række langs væggene, hver især forsynet med en etiket og fyldt med de svulne kadavere af konserverede eksemplarer. Opdunstede lam, slanger, firben og killinger presser sig mod deres fængsels vægge.
”Nu skal du ikke vriste dig fri af mig, din lille slubbert,” mumler han og tager tangen og strammer metaltråden om fuglens kløer.
Han ynder at tale til sine dyr, finde på historier, der er årsag til, at de er havnet på hans stenplade. Efter at have overvejet mange forskellige opdigtede hændelsesforløb for duen her – at den har været til gene for kanalens pramme eller har bygget rede i et sejl på The Odyssey – har han besluttet sig for én opdigtet situation, han holder af, så han irettesætter igen og igen fyren her for dens opfundne vane med at gå til angreb på brøndkarsesælgere. Han slipper taget om den udstoppede fugl, og den sidder stiv og strunk på træpinden.
”Sådan!” udbryder han, læner sig tilbage og stryger håret væk fra øjnene. ”Og det kan måske være dig en lærestreg for at slå det bundt grønne urter ud af favnen på hende den lille pige.”
Silas er tilfreds med denne opgave, især i betragtning af, at han har skyndt sig at blive færdig med de sidste ting for at have den klar til om morgenen. Han er sikker på, at kunstneren vil synes om fuglen. Som han har anmodet om, er den som fanget midt i flugten med vinger, der danner et perfekt ’V’. Hvad mere er, har Silas tiltusket sig en yderligere gevinst ved at kunne lægge endnu et duehjerte ned i en af de gulnede krukker. Små brune kloder flyder rundt i den konserverende væske, rede til at indbringe en god pris hos kvaksalvere og apotekere.
Silas rydder op i værkstedet, tørrer værktøjet af og lægger det i orden. Han er halvvejs oppe ad stigen og har sat skulderen mod lemmen, da klokkens brystsyge hvæsen lyder under ham.
Albie, håber han, eftersom det er tidligt nok, og han sætter fuglen fra sig på et skab og skynder sig gennem butikken, mens han spekulerer på, hvad barnet mon nu har med til ham. Drengens seneste bytte har været stadig mere ynkeligt – rotter, fyldt med maddiker, aldrende katte med knuste kranier, selv en halvt overkørt due med en stump af en klo (”Men hvis De vidste, sir, hvor svært det er med de klude- og bensamlere, der snupper det bedste af handelen”).
Hvis Silas’ samling skal stå sin prøve, har han brug for noget ganske særligt til at fuldende den. Han tænker på det nærliggende bageri på The Strand, som havde et sølle udkomme med deres store, klodsede fuldkornsbrød, der kun egnede sig som dørstoppere. Så begyndte bageren, på tærsklen til gældsfængslet, at sukkerhenkoge jordbær og sælge dem i glas. Det forvandlede butikken, gjorde den berømt, selv i Londons turistbrochurer.
Problemet er, at Silas ofte tror, han har fundet sin helt særlige, enestående genstand, men så bliver han færdig med arbejdet og tager sig i at nages af tvivl, af en brændende længsel efter mere. De patologer og samlere, han beundrer – lærde medicinere som John Hunter og Astley Cooper – mangler ikke eksemplarer. Han har siddet, hvid af skinsyge, og i al hemmelighed lyttet til lægers samtaler i forskellige knejper over for University College London, når de har drøftet formiddagens dissekeringer.
Han mangler måske nok deres forbindelser, men Albie må da bestemt, helt bestemt, komme med noget – hans hånd skælver – betydningsfuldt til ham en dag. Så vil hans navn stå præget over indgangen til et museum, og alt hans arbejde, alt hans slid og slæb, vil blive anerkendt. Han forestiller sig, at han går op ad stentrinnene sammen med Flick, sin kæreste barndomsven, og at de standser op, da de får øje på ordene ’Silas Reed ’ hugget ud i marmor. Hun, ude af stand til at styre sin stolthed, med hånden liggende på hans lænd. Han, der forklarer, at han har skabt det alt sammen til hende.
Men det er ikke Albie, og hvert hvæsende klemt af klokken bringer kun yderligere skuffelser. En tjenestepige kommer på vegne af sin frue, der vil have en udstoppet kolibri til sin hat. En dreng i fløjlsjakke oser rundt i en uendelighed og køber til sidst en sommerfuglebroche, som Silas sælger med en dirrende foragt.
Og i al den tid bevæger Silas sig kun for at lægge deres mønter ned i en pung af hundeskind. I den stille periode, der nu og da indfinder sig, lader han tommelfingeren glide hen over en enkelt sætning i The Lancet.”Tu-mor spræn-ger o-os na-vi-cu- cu-la-la-re.” Klokkens ringen og bankelydene på døren er de eneste taktslag i hans liv. Ovenpå et loftskammer som soveværelse, nedenunder hans mørke kælder.
Det er til at fortvivle over, tænker Silas, mens han stirrer rundt i den trange butik, at det er de kedeligste genstande, der betaler hans husleje. Om massernes sølle smag kan man ikke diskutere. De fleste af hans kunder vil overse de virkelige pragteksemplarer – hjerneskallen af en hundred år gammel løve, viften lavet af en hvals lungevæv, den konserverede abe i en glasklokke – og sætte kursen direkte mod sommerfuglekabinettet nede bagved. Det indeholder nogle cinnoberrøde sommerfuglevinger, som han lægger mellem to små stykker glas. Nogle er vedhæng til halskæder, andre er slet og ret til udstilling. Tåbeligt nips, som de selv kunne lave, hvis de havde fantasien, tænker han. Kun malerne og apotekerne betaler for det, der virkelig har hans interesse.
Og så, da uret slår elleve klangfulde slag, hører han en let banken og den svage hvæsen af klokken i kælderen.
Han skynder sig hen til døren. Det er sikkert en dum unge med kun to pence at købe for, eller hvis det er Albie, har han nok endnu en fordømt flagermus, en skabet hund, der ikke egner sig til andet end en gang ruskomsnusk – og alligevel slår Silas’ hjerte hurtigere.
”Ah, Albie,” siger Silas, da han lukker op og prøver at holde stemmen i ro. Themsens tåge snor sig ind.
Det tiårige barn griner smørret tilbage (”Ti, ved jeg, sir, for jeg er født den dag, Dronningen blev gift med Albert”). En enlig, gul tand sidder midt i overmunden som en galge.
”Har et fint, frisk dyr med til Dem i dag,” siger Albie.
Silas kaster et blik ned ad blindgyden, på dens faldefærdige huse, der minder om en række fulderikker, hvor det næste luder endnu mere forover end det foregående.
”Frem med det, barn,” siger han og tager fat under hagen på drengen for at vise, hvem der bestemmer. ”Hvad er det så? Forbenet af en megalosaurus eller måske hovedet af en havfrue?”
”Lidt koldt til havfruer i Regent’s Canal på denne årstid, sir, men den der anden skabning – mega-hvad-det-nu-er – siger, han vil efterlade Dem et knæ, når han kreperer.”
”Pænt af ham.”
Albie snyder næsen i ærmet. ”Jeg har et rigtigt pragtstykke med til Dem, som jeg ikke går af med for mindre end to shilling. Men jeg advarer Dem, den er ikke rød, som De gerne vil have dem.”
Drengen løser snoren om sækken. Silas’ blik følger hans fingre. Der står en hørm op, som af fordærvet vildt, sødlig og rådden, og Silas holder sig for næsen. Han har aldrig kunnet tåle lugtene af de døde. Butikken er ren som et apotek, og hver dag slås han med kulrøg, pelsstøv og stanken. Han har lyst til at tage proppen af den lille glasflaske med lavendelolie, han har i vestelommen, og duppe overlæben, men han vil ikke distrahere drengen. På sine bedste dage spænder Albies opmærksomhed lige så vidt som en rappenskraldes.
Drengen blinker til ham, tager livtag med sækken, lader, som om den er levende.
Silas fremtvinger et medvidende smil, der føles falsk på hans læber. Han hader at se knægten her, denne flinke, rare skarnsunge, drille ham. Det får ham til at trække sig ind i sig selv, til at mindes sig selv på Albies alder, hvor han kørte tunge sække med våd porcelænsmasse tværs gennem lervarefabrikkens gård med arme, der smertede efter morens knytnæver. Det får ham til at spekulere på, om han i sandhed nogensinde er kommet væk fra det liv. Selv nu lader han en lille entandet djævleunge håne og spotte ham.
Men Silas siger ingenting. Han simulerer et gab, men vogter på ham med et sideblik som et krokodilleøje, der afslører hans interesse ved ikke at blinke.
Albie kommer med et smørret grin, åbner sækken og fremviser to døde hundehvalpe.
I det mindste tror Silas, det er to hundehvalpe, men da han tager fat i dem, er der kun ét nakkeskind. Én hals. Ét hoved. Kraniet er delt. Silas snapper efter vejret, smiler. Han lader fingrene glide hen langs issens sammenføjning for at sikre sig, at det ikke er et fupnummer. Han kunne godt tiltro Albie at sy to hunde sammen til én med nål og tråd, hvis det kunne indbringe ham lidt flere småmønter. Han holder dem i vejret, betragter silhuetten af dem mod lampen, klemmer om de otte ben, deres rygradsknogler.
”Det her er noget af det helt rigtige, ikke,” fremhvisker han. ”Åh ja.”
”To shilling for dem,” siger Albie. ”Intet mindre.”
Silas ler, tager sin pung frem. ”En shilling, ikke mere. Og så må du komme ind og se mit værksted.” Albie ryster på hovedet, går længere ud i smøgen og ser sig om. Et næsten frygtsomt udtryk glider over drengens ansigt, men det forsvinder hurtigt, da Silas lægger mønten i hånden på ham. Albie harker og spytter sin foragt ned på brostenene.
”Kun en shilling? Vil De have, en fyr skal sulte?”
Men Silas lukker døren og ignorerer den efterfølgende hamren.
Han støtter sig til kabinettet. Han kigger ned for at sikre sig, at hvalpene stadig er der, og det er de, knuget ind mod hans bryst, som et barn ville holde om en dukke. Deres otte lodne ben hænger og dingler, bløde som muldvarpe. De ser ud, som om de end ikke nåede at tage deres første åndedrag.
Endelig har han dem. Sine sukkersyltede jordbær.
En dreng
Da Silas har smækket døren i, bider Albie i shillingen med sin fortand og gummerne uden anden grund, end at han har set sin søster gøre det samme. Han sutter på den. Den smager sødt. Han er tilfreds, han havde aldrig forventet to shilling. Men hvis man beder om to shilling, og man får én, hvad sker der så, hvis man beder om én shilling? Han trækker på skulderen, spytter den ud og stikker den så i lommen. Han vil købe en skål kogte griseører til frokost og give sin søster resten. Men først har han endnu en opgave, der skal fuldføres, og han er allerede sent på den.
Han har endnu en hampesæk ved siden af Døde Dyr-sækken, som indeholder nogle småbitte skørter, han har syet i nattens løb. Han passer på aldrig at blande de to sammen. Nogle gange, når han afleverer sækken i dukkebutikken, er han overbevist om, at han har fjumret i det, og han kan mærke en dirren i hjertet som en pil. Han vil ikke bryde sig om at se mrs. Salters sure fjæs, hvis hun åbnede en sæk med maddikebefængte rotter.
Drengen puster på sine små næver for at varme dem og stikker i rend. Han siksakker gennem gaderne på de rakitissyge, hjulede ben. Han løber vestpå, gennem Sohos skidt og møg. Magre, udtærede ludere følger hans rappe ben med sløve blikke, som udmattede katte vogter på en flue.
Han kommer ud i Regent Street, kaster et kort blik på butikken, der sælger gebisser for fire guinea, mærker på sin enlige tand med tungen og farer så lige ud foran en hest. Den stejler og rejser sig på bagbenene. Han springer tilbage og får bugt med sin skræk ved at brøle til kusken: ”Pas dog på, ka’l!”
Og inden manden får en chance til at give igen eller ramme ham med sin pisk, er Albie lynsnart pilet over gaden og over tærsklen ind i Mrs. Salters Dukkevarehus.
Mrs. Salters Dukkevarehus
Iris lader tommelfingerneglen glide hen over miniatureskørternes sømme, parat til at knuse skjoldet på eventuelle lopper. Hun tager en løs tråd og binder den så.
Selvom det er næsten midt på dagen, er hendes arbejdsgiverske mrs. Salter endnu ikke stået op. Hendes tvillingesøster sidder bag ved hende med hovedet bøjet over sytøjet.
”Ingen lopper, i det mindste. Men sørg nu for at være mere omhyggelig med de løse ender,” siger Iris til Albie. ”Der er en hel storby af syersker, som ville sælge deres nyfødte for at hugge arbejdet fra dig.”
”Men, miss, min søster har influenza, og jeg passede hende hele natten. Jeg har ikke engang været ude og løbe på skøjter i flere dage, og det er heller ikke retfærdigt.”
”Arme stakkel.” Iris ser sig om, men hendes søster Rose er helt opslugt. Hun sænker stemmen. ”Men du må huske på, at det er en djævel, du har med at gøre, når det drejer sig om mrs. Salter, ikke en kvinde, og hun har aldrig bekymret sig om retfærdighed. Har du nogensinde set hende række tunge?”
Albie ryster på hovedet.
”Den er kløftet.”
Albies smil er så åbent, så blottet for list, at Iris har lyst til at give ham et knus. Det møgbeskidte lyse hår, den enlige hugtand, det sodsværtede ansigt: Intet af det er hans skyld. I en anden verden kunne han være blevet født ind i deres familie i Hackney.
Hun stopper den næste stofbunke ned i hans sæk, kontrollerer igen, at Rose ikke kigger, og rækker ham så en sixpence. Hun havde planlagt at lægge den til side til et nyt ark papir og en pensel. ”Så du kan købe suppe til din søster.”
Albie stirrer på mønten, tøver.
”Det er ikke et trick,” siger hun.
”Mange tak, miss,” siger han med øjne så sorte som knappenålshoveder. Han snupper den fra hende, som om han er bange for, at hun skal skifte mening, og piler ud af butikken, hvor han nær støder ind i den italienske lirekassemand, som slår efter ham med sin stok.
Iris ser efter ham og tillader sig igen at trække vejret. Han er måske nok en lille beskidt knægt, men hun forstår ikke, hvorfor der hænger denne helt modbydelige stank af forrådnelse ved ham.
***
Den smalle Regent Street-butik er klemt ind mellem to konkurrerende konfektureforretninger. Som følge af nogle småsprækker i skorstenen, er Mrs. Salters Dukkevarehus bestandigt fyldt med lugten af smeltet sukker og brændt karamel. Nogle gange drømmer Iris, at hun spiser bolsjer og blommegelé, de herligste små kager med wienerbrødsflager og flødeskum, at hun rider ned til Buckingham Palace på honningkageelefanter. Andre gange drømmer hun, at hun er ved at drukne i kogende sirup.
Dengang Whittle-søstrene kom i lære hos mrs. Salter – hvorvidt hun er eller nogensinde har været gift, er Iris en gåde – var Iris tryllebundet af butikken. Med sit forvredne kraveben og Roses koppear forventede hun, at de ville blive lukket inde i kælderens lagerrum.
I stedet blev de gelejdet hen til et forgyldt arbejdsbord med skuffer midt på butiksgul- vet, hvor interesserede kunder kunne følge med i deres arbejde. Hun fik udleveret pulverfarver og rævehårspensler, så hun kunne male dukkernes fødder og hænder og ansigter. Selvfølgelig vidste hun, det ville blive nogle lange dage, men hun syntes, at vitrineskabene af ibenholt, der dækkede væggen i hele rummets længde, med hylder, propfulde af glasdukker, var vidunderlige. Der var også varmt og lyst med tændte stearinlys i gyldne vægstager, og i hjørnet var der ild i kaminen.
Men nu, da hun sidder ved arbejdsbordet ved siden af søsteren med en slidt pensel i hånden og en glasdukke i favnen, kæmper hun for at undertrykke et gab. Det er en tung udmattelse, hun aldrig kunne have forestillet sig, et hårdere slid, end hvis butikken havde været en fabrik. Hendes hænder er røde og sprukne af vinterkulden, men hvis hun smører dem ind i talg, glider penslen ud af hånden på hende, og hun kludrer med dukkens læber og kinder.
Hun ser sig om, på vitrineskabene, som slet ikke er af ibenholt, men af noget billigt, sortmalet egetræ, på vægstagernes guldlak, der skaller i varmen fra stearinlysene, og på det, hun holder mindst af: den stribe gulvtæppe, hvor mrs. Salter dagligt skridter frem og tilbage, som er ved at blive fuldstændig nedslidt og nu er tyndere end hendes arbejdsgiverskes hår. Den kvalmende lugt af konfekture, den beklumrede lugt i rummet og rækkerne af stirrende dukker får det til at minde mere om en gravhvælving end om en butik. Der er tidspunkter, hvor Iris kæmper for at få vejret.
”Død?” hvisker Iris til tvillingesøsteren og skubber et daguerreotypi hen mod hende. Det er et lille sepiabillede af en lille pige med hænderne nydeligt foldede i skødet, som et par turtelduer. Iris ser op, da mrs. Salter træder ind i butikken og sætter sig henne ved døren, ryggen på hendes bibel knager, da hun åbner den.
Rose prøver med et blik at få hende til at tie.
Det er en af Iris’ få fornøjelser, selvom det faktisk giver hende dårlig samvittighed: at vurdere, om børnene på daguerreotypierne er døde. Uvist af hvilken grund vil hun gerne vide, om hun laver en sørgedukke, der skal anbringes på et afdødt spædbarns grav, eller om hun maler et stykke legetøj til et sundt, spillevende barn.
Mrs. Salter får hovedparten af sin indtægt fra disse dukkebestillinger. Det er vinter nu, og kulden og dens følgesygdomme fordobler deres arbejdsbyrde og ændrer ofte arbejdstiden fra tolv til tyve timer. ”Det er forståeligt,” siger mrs. Salter så med sin kunde-stemme, ”og i sandhed helt naturligt, at man gerne vil mindes et kært afdødt væsen. Som der står i Korintherbrevene: ’Vi er ved godt mod, siger jeg, og vil hellere vandre bort fra legemet og komme hjem til Herren’. Deres sjæl er væk, og dukken her er et symbol på det jordiske kar, de har efterladt sig.”
At udlede om børnene på billederne er døde, kan være et indviklet arbejde, men Iris har lært tegnene. Nogle gange er det nemt. Barnet ser ud, som om det sover, omgivet af blomster. Det fremgår måske tydeligt, at noget støtter den lille, eller at der ovenikøbet er en, der holder dem, men som er skjult, så vedkommende ligner en polstring, eller hvis der er andre mennesker på daguerreotypierne, vil eksponeringen sløre alle andre end det ene barn, der er fremhævet fuldkommen klart og ubevægeligt.
”Levende,” afgør Iris. ”Hendes øjne er slørede.”
”Stille! Jeg vil ikke tolerere snak,” bjæffer mrs. Salter med den pludselige, blafrende flamme fra en tændt svovlstik. Iris bøjer hovedet og blander så en lidt mørkere lyserød farve til skyggen mellem dukkens læber. Hun ser ikke op af frygt for at udsætte sig for et af mrs. Salters nap, der går ud over den bløde hud på indersiden af albuen.
Pigerne sidder side om side dagen lang, så godt som uden at sige noget, så godt som uden at røre sig og holder kun pause for at indtage et måltid bestående af oksetælle og brød.
Iris maler porcelænsansigterne, stikker håret gennem hullerne i hovedbunden, krøller det undertiden med et jern, varmet i kullene, hvis barnet har slangekrøller. I mellemtiden løfter og sænker Rose sin nål som en anden violinist. Hendes arbejde består i at skabe de finere, mere fagligt indviklede detaljer på de grove skørter og kjoleliv, som de mere sjuskede syersker syr om natten. Frøperler, rynkede ærmer, possementborter, små bitte fløjlsknapper på størrelse med musesnuder.
Selvom tvillingerne er enæggede, kunne de ikke være mindre lig hinanden. Da de var små, blev Rose altid fremhævet som den virkelige skønhed af de to, forældrenes yndling, og hun klyngede sig til denne opfattelse, som var det en skat. Iris’ skæve kraveben, en misdannelse fra fødslen, der skubber venstre skulder frem, indbød til en beskyttende venlighed fra søsteren, som kun lejlighedsvis irriterede Iris. (”Jeg er jo ikke invalid, vel,” vrissede hun gerne, når Rose insisterede på at bære eventuelle pakkenelliker og gik af sted med lange skridt i forvejen, som forventede hun, at Iris sluttede op bag hende).
De mundhuggedes også, skændtes om den største stegte kartoffel til middagsmaden, om hvem der kunne hoppe længst, skrive pænest. De var hurtige til at komme op at toppes, hidsige, ubarmhjertige, fordi de vidste, at med hvert slagsmål fulgte en forsoning, som når de sad foran ilden med hinanden om halsen og fantaserede sig til alle enkeltheder i deres imaginære butik Flora, hvor hylderne bugnede af blomsternips, og vægkonsollerne struttede af irisser og roser.
Men da søstrene fyldte seksten år, blev Rose smittet med kopper, som hun nær var død af. Hun sagde, hun ville ønske, hun var, da hun så det tætte udslæt af bylder, der dækkede ansigtet og kroppen, det blindede venstre øjes slørede rullen. Snart blev huden blåligrød og fuld af kratere, som kun blev værre af hendes endeløse kradsen. Benene var oversået med ar. ”Hvorfor mig? Hvorfor mig?” jamrede hun, og så, kun én gang, en hvas hvisken, som Iris spekulerede på, om hun mon havde hørt forkert: ”Det burde have været dig.”
Nu, i enogtyveårsalderen, har deres hår den samme mørke, rødbrune farve, men Rose sætter sit som en bodsøvelse, redt frem, så det dækker så meget som muligt af de koparrede kinder. Iris’ hår når hende til livet, samlet i en lang, tyk fletning, og hendes hud er på spottende vis glat og hvid. De ler ikke længere sammen, de hvisker ikke længere hemmeligheder. Butikken taler de ikke om.
Nogle morgener vågner Iris og tager søsteren i at stirre på hende med et udtryk, der er så tomt og koldt, at det gør hende helt bange.
***
Iris mærker, at øjenlågene begynder at falde i, tunge som var der syet blylodder i dem. Mrs. Salter er ved at betjene en kunde. Hendes stemme er en melodiøs summen.
”Hver bestilling behandles med den mest udsøgte omhu – rent porcelæn fra de nordlige fabrikker – vi er en slags familie – i sandhed, så retskafne piger, så ulig disse skræppende, kyseklædte kundekaprere i Cranbourne Alley – usædelige, alle til hobe.”
Iris borer fingrene ned i lårene for at holde sig vågen. Idet hun synker forover, spekulerer hun på, om det mon egentlig ville være så forfærdeligt med en lille lur.
”Du almægtige, Rosie,” hvisker hun, retter sig op med et sæt og gnider sig på armen. ”Det undrer mig, at du overhovedet har brug for en nål med den slags albuer.”
”Hvis mrs. Salter havde set det.”
”Jeg kan ikke holde det ud,” hvisker Iris. ”Det kan jeg altså ikke.”
Rose svarer ikke. Hun klør i et sår, hun har på hånden.
”Hvad ville du gøre, hvis vi kunne slippe væk herfra? Hvis vi ikke var nødt til at …”
”Vi er heldige,” mumler Rose. ”Og hvad kan du ellers gøre? Lade mig i stikken, blive et luset tyende?”
”Selvfølgelig ville jeg ikke det,”hvæser Iris tilbage.”Jeg ville bare gernemale nogle rigtige ting, ikke de her evindelige porcelænsøjne og læber og kinder og – uh.” Uden at være klar over det, knytter hun hånden. Hun retter den ud, prøver at tænke på den smerte, hun volder søsteren. Men hendes sygdom var ikke Iris’ skyld, og alligevel bøder hun for den hver dag, lukket ude fra enhver form for hengivenhed. ”Jeg kan ikke holde det ud her, at leve i Madame Satans hule.”
I den anden ende af butikken drejer mrs. Salters hoved sig, årvågent som en ugles. Hun rynker panden. Rose farer sammen og stikker sig på nålen.
Vinden slår døren i med et brag. Iris anstrenger sig for at kigge ud gennem de grimede vinduesruder. Hun ser vognene rulle forbi og forestiller sig de fine damer siddende trygt og godt indeni.
Hun bider sig i læben, ryster lidt blåt pulver ud og dypper endnu en gang penslen i krukken med vand.
Hundehvalpe
”Nå, I slemme hvalpe,” siger Silas, og hans sorte hårlok falder frem, da han tager plads ved arbejdsbordet i kælderen. ”Jeg er ked af, at det er kommet så vidt. Men hvis I ikke havde hugget kokkepigens marcipan, havde det måske set anderledes ud.” Han ler, tilfreds med den historie, han har fundet på, og lægger tre knive af forskellig størrelse frem. De sammenvoksede hundehvalpe ligger foran ham med maverne opad.
Først tænkte han på at konservere dyrene i væske, men i stedet vil han lave to eksemplarer ud af parret ved både at udstoppe og skelettere dem. Når han bygger sit museum med marmormurene, skal den udstoppede hund og skelettet anbringes side om side i forhallen, bevogtet af pudsede søjler.
Han tørrer sig over panden, som sveder selv i novemberkulden. Han bøjer og strækker fingrene. Den største kniv ligger iskold i hans hånd.
Han laver et lille snit i bugen på den venstre hvalp og fjerner pelsen med et jævnt ryk. Hans åndedræt er en svag fløjten mellem tænderne. Han passer på med ikke at perforere huden og de organer, der ligger tætpakket nedenunder bag en blårød hinde. Han rykker en anelse til venstre, så hundene ligger i skæret af lampen, og trækker så skindet fri så vidt, han kan, og holder inde ved de bløde trædepuder og den rudeformede snude med fire næsebor. Skyggerne gør det svært at være helt nøjagtig, så han arbejder langsommere, lirker den mindste skalpel ind i de sidste snit. I takt med at dagen bliver til tusmørke udenfor, løsner han pelsen i ét enkelt stykke.
”Alle de gæster uden marcipan til deres drivhusfrugter og fløde. Sikke nogle drillesyge hvalpe,” siger han og ser dem for sig, udstoppet i deres oprindelige form. Hvis Gideon kunne se ham nu – hvor meget han har forbedret sig i de femten år, der er gået – men Silas skyder tanken fra sig. Han er fast besluttet på at nyde denne del, hvor kadaverets potentiale ligger foran ham, inden dets løfte blegner. Den frydefulde fornemmelse er lige så frisk, som den var, dengang han fandt sit første kranie.
”Gå med,” sagde han til Flick, den dag de fulgtes ad ud af lervarefabrikken, men af en grund, han ikke kan huske, endte han alene ude på markerne.
Da var det, han tilfældigvis stødte på det halvt opløste ådsel af en ræv. Først væmmedes han og holdt sig for næsen, men så opdagede han, at dens pels var lige så rød som Flicks hår. Ræven var perfekt, skrøbelig, hver lille knogledel sirligere end et puslespil. Dyret havde levet, åndet, og nu eksisterede det i den mærkværdige overgangsfase mellem skønhed og gru. Han rørte ved dens hovedskal og så ved sin egen.
Han tilså den hver dag, iagttog, hvordan den blev indtaget af maddiker, hvordan huden efterhånden blev nedbrudt, og den indviklede beskaffenhed af dens hvide struktur viste sig som en langsomt udsprungen blomst. For hver gang bemærkede han nye ting: det overraskende tynde lårben, kraniets kniplingsagtige væv. Når han knipsede til det med neglen, klingede det hult. Da først kraniet var fuldstændigt renset for kød, svøbte han det ind i et stykke tøj og tog det med hjem.
Den sommer finkæmmede han, dækket af sved og støv, hver eneste græstot, hver eneste tue, hvert eneste krat og hver eneste flodbred, til han havde femten kranier. Han satte fælder op, snittede grene til spyd og sneg sig ind på de gamle, langsomme kaniner og klemte luften ud af struben på dem med fingrene. De sprællede og sparkede et minuts tid, og han holdt tit vejret sammen med dem. Så blev de slappe, men han holdt dem stadig fast, for alle eventualiteters skyld.
Så nydeligt han opstillede de kranier! Han troede, han ville være tilfreds med fem, ti, men han havde brug for flere. Hvert eksemplar gjorde ham lykkeligere og ivrigere end det foregående. Og nu havde han denne skat. Dette pelsklædte, edderkoppeagtige dyr, finere end noget, han nogensinde kunne have forestillet sig som dreng, og som han ikke tror, han nogensinde vil ønske sig igen.
Så meget for den dag, mere kan han ikke klare. Erfaringen har lært ham, at han vil ødelægge eksemplaret, hvis han fortsætter uden pause. Klokken må være næsten fem. Han gaber, beslutter sig for et hvil. Han lægger de flåede hvalpe ned i en blikspand. Senere, når han har kogt kødet af, vil han samle skelettet med pincetter, lim og en metaltråd så tynd som sytråd.
Han kravler op ad stigen til butikken og går så op ad trappen til sit loftskammer. Da han trækker natskjorten på, får han et glimt af hylden med udstoppede mus ved siden af sengen, klædt ud i hver deres lille bitte dragt.
Silas tager en brun mus op. Han kærtegner dens kamgarnsskørter, sjalet, han hæklede af det fineste uldgarn, den lille runde tallerken, den holder i poterne. Han sætter den tilbage på hylden og slukker stearinlyset.
Han er næsten faldet i søvn, da han hører, det banker på.
Han tager en pude over hovedet.
Bankelydene forvandles til en dump torden.
”Silaaaas!”
Han sukker. Den mands utålmodighed! Det er en Guds velsignelse, at Silas ikke har nogen naboer, der kan blive forstyrret, og kan han ikke læse skiltet, hvor der står ’lukket’ ?
”Ouvrez la porte!”
Han stønner, sætter sig op, trækker i en jakke og et par bukser, tænder et spruttende lys og kanter sig ned ad den smalle trappe.
”Je veux ma colombe!”
”Mr. Frost,” siger Silas, da han åbner døren. En høj, slank mand i malerplettede pjalter stirrer tilbage på ham. Der er en slags vanvittig magnetisme over ham, en berettigelse og tro på sig selv, der gør, at Silas er splittet mellem lyst til at glæde ham og lyst til at foragte ham. Louis smiler.
”Sådan! Jeg vidste, du var hjemme. Jeg er kommet efter min due, hvis jeg ikke har skræmt ham ned af hans pind.” Han venter ikke på svar, men brøler til en skikkelse, der ses i silhuet ved indgangen til smøgen, og vinker ham hen. ”Her! Herovre! Sen på den som altid.”
Det er næsten mørkt, og først kæmper Silas med at identificere den mand, der kommer småløbende ned gennem gyden, mens han undviger de ildelugtende dynger af grønsagsaffald og slaggestøv. Han kommer nærmere, ansigtet skinner i lyset fra Silas’ lampe. Johnnie Millais. Han er så tynd, at han ligner en udmarvet pony.
”Du godeste, Louis, hvad er der sket med dit tøj? Jeg ville ikke engang give min hund den skjorte på.”
”Som altid en fornøjelse at se dig, Millais,” siger Louis og går ind i butikken uden hverken at være budt indenfor eller have renset støvlerne på skrabejernet.
”Det er lidt af et held, at De stadig holder åbent,” siger Millais og følger efter ham ind, og Silas modsiger ham ikke.
”Silas har ordnet min due. Nå, hvor er han så?” Louis tager løvekraniet op med begge hænder og lader, som om han vil kaste det efter Millais. ”Rrrr!” knurrer han.
Silas stivner, ønsker bare, han havde mod og mandshjerte til at bede ham om at sætte det ned. I stedet skynder han sig hen og henter duen i skabet.
”Himmel og hav! Den er prægtig. Netop, hvad jeg havde i tankerne,” udbryder kunstneren. Han tager den, stryger den over hovedet. ”Hvis bare mine modeller ville sidde lige så stille som dig.” Louis trykker en guinea i hånden på Silas, det dobbelte af, hvad de var blevet enige om. ”Og Millais, du må købe en mus til hjørnet af din Mariana. For at tilføje bevægelse i det tomme område af lærredet.” Han løfter en udstoppet brun mus op fra en hylde i halen og siger: ”Jeg tager også den her.”
”Hun er skrøbelig –” forsøger Silas sig, men Louis hører ham tilsyneladende ikke og propper både fugl og mus ned i en taske med hovedet først.
Silas ser efter de to mænd, da de løber hen ad den smalle passage, Louis med hænderne på skuldrene af Millais, mens han laver en slags gadedrengehop for hvert tredje skridt. Lyset fra hans lampe rammer Louis’ ankler, det hvide glimt af hans håndled. Det minder ham om Flick, berøringen af hende, som han ikke har mærket i over tyve år.
Da de forsvinder ind i mørket, ser Silas sig om i sin lille butik, på det lave loft, de små vinduesskabe med hakkene, som han har gjort sit bedste for at male, og han vender mundvigene nedad.
”Ikke flere angreb på brøndkarsesælgere, vel,” siger han. ”Det ville din nye ven ikke synes om.”
Malerinden
På trods af sin træthed tidligere kan Iris ikke falde i søvn. Lugten af brændt sukker giver hende hovedpine, og nogle stive hestehår stikker hende i låret gennem madrassen. Hun rykker sig, kaster en svedklistret arm ud fra sengetæppet og lader den køle af. Hun prøver at koncentrere sig om at ligge stille og roligt, om at afpasse sin vejrtrækning efter søsterens. Men hendes tanker tikker af sted. Hun vil male. Hun ser de slanke tuber Winsor & Newton-vandfarver for sig, østersskallerne, hun blander dem i, og sin egen forsyning af zobelhårspensler, som hun endelig erhvervede sig efter et halvt års omhyggelig sparsommelighed.
Hun puffer til tvillingesøsteren.
”Men jeg har ikke set parakitten,” mumler Rose, og Iris ved, hun vil sove tungt, lige til uret på St George’s kirke slår fem. Gennem væggen kan hun høre den lokomotivagtige stønnen og fløjten fra mrs. Salters snorken. Hun er så godt som død efter at have tyllet aftenens laudanum i sig.
Da Iris ikke længere kan holde det ud, gør hun sig fri af sengetøjet. Træbrædderne knirker under fødderne på hende, og låsen på soveværelsesdøren, som Iris har smurt, giver ubesværet efter. Hun får en mærkelig trang til at le, men kvæler sin begyndende fnisen ved at smække en hånd for munden.
Da hun kommer ud i gangen, hvor en let brise tager i natkjolen, står mrs. Salters dør på klem, og lyset fra hendes lampe kaster et gulsottigt skær på gulvet. Der er en stank af mavesyre. Iris er sikker på, at mrs. Salters sygdom forårsages, ikke lindres, af hendes natlige batteri af piller: ”Mother’s Friend ” mod hendes mavesmerter, ”Dr Munro’s Harmless Arsenic Complexion Wafers” for at skjule hendes filipenser. Iris er træt af at skrubbe den brækstive løber med hænder, der svier af eddike. Værre endnu, at skulle finde sig i mrs. Salters ørefigner de dage, hvor hendes hallucinationer udkrystalliserer sig i visheden om, at hun giver husly til to tvillingeskøger i sit hjem, og at Iris er på nippet til at blive forført af en grønhudet herre med stødtænder.
Hvis bare apotekeren ville komme noget rottegift i hendes medicin, tænker Iris ved sig selv, da hun lister ned langs kanten af trappen, hvor dens knirken er lavest.
***
Lagerrummet i kælderen er lille og trangt med fugtpletter på væggene. Lugten af skimlet puds fortrænger selv den mindste sukkerhørm.
Iris går hen til det åbne skab i hjørnet. Det er fyldt med kurve med umalede porcelænsarme, fødder og hoveder. En stofpose indeholder bundter af menneskehår, klippet af sydtyske bønders hoveder. Iris løfter den op og tager det øverste maleri og sine ting frem, som ligger gemt nedenunder. Hun bærer det hele hen til bordet og sætter sig.
Ansigtsformatet er lige så forkert, som hun huskede det. Først overvældes Iris af fortvivlelse over, at hun ikke er og aldrig vil blive god nok. Men da hun ser nøjere efter, finder hun en skarphed, som hun synes godt om, og også et lys. Hvis bare ikke hovedet svævede så fraværende øverst på arket, hvis bare hun kunne fastholde det mere. Det er hende imod at klippe i papiret, det er allerede kun et lille ark. Måske kan hun alligevel redde det, finde en måde at udfylde tomrummet på.
Den groftvævede natkjole – hvid flonel med gule pletter under armene – kradser hende på halsen. Inden hun når at tænke over, hvad hun gør, rejser hun sig og trækker den over hovedet. I stearinlysets skær er hendes skikkelse bleg og skinnende som en elritse.
Et øjeblik forestiller hun sig sine forældres afsky over det, hun gør, med deres usvigelige vægt på moral. Men der er ingen risiko for, at de får fat i hende her. Mere skræmmende er tanken om Roses skuffelse, eller endnu værre, at mrs. Salter skal komme vaklende ind i rummet i en opiumforstærket forfærdelse. De ukvemsord, hun ville bruge om hende (”tøjte”, ”skøge”), den reelle mulighed for, at Iris ville miste sit arbejde og dermed tyve pund om året. Men den tanke dvæler hun ikke ved. Hun blander sine vandfarver, mærker den kolde stol mod lårene.
Hun stirrer igen ind i spejlet, men denne gang lader hun blikket glide nedad, til sine små bryster med deres hårde brystvorter. Hun bider sig i læben. Vanskabt. Og dog: Hun spekulerer på, om der mon findes spor af skønhed i hende.
Hun plejede at hade dette skæve kraveben, måden knoglen var helet på i en udadbøjet vinkel, efter at det brækkede, da hun blev født. Det havde kun ringe betydning for hendes gang, men hun greb gerne børnene hjemme i gaden i at overdrive det (”Nu kommer hende den pukkelryggede”), og søsteren irettesatte dem med kun lige en antydning af medlidenhed, idet hun selv risikerede at blive udsat for en kraftig gengældelse (”De to kæmpekvinder”).
Men i de senere år er hun nået frem til en erkendelse af, at det er en del af sig selv, som hun ikke ville lave om på, selv hvis hun kunne. Det afskrækker så afgjort ikke gadesælgerne fra at komme med tilråb. Af og til prøver de at gribe fat om livet på hende, når hun går forbi. ”Lyst til en børste?” eller ”Jeg har på fornemmeren, De er ude efter et puf med min stav”. Så lægger hun ansigtet i alvorlige folder (”Trist, miss? Op med humøret!”), baner sig vej forbi dem, lader, som om hun ikke hører deres hujen. Rose, som ingen har lyst til at håne, røre ved, begære, ser gerne ned, og Iris lægger armen om søsterens skulder og minder hende i et tonefald, der synes alt for indtrængende, om, hvor meget hun hader deres piften.
Hun vil nok en dag være nødt til at opmuntre en af de unge fyre, der står på dørtærsklen til butikken og vender og drejer kasketten i hænderne, for ægteskab er en vej ud, skønt hun ikke aner hvorhen. Hun er trods alt enogtyve år, og det varer ikke længe, før hendes skønhed bliver gammel og sur ligesom fløde. Hendes forældre har skrevet til hende med besked fra en drager, som var ivrig efter at aflægge hende besøg, men hun undgik ham, da han kom.
Men Rose. Hun vil aldrig finde en ægtemand. Det bedste, Iris kan håbe på, er at gifte sig fordelagtigt og derved forsørge søsteren. At forlade søsteren – hun ved ikke, om hun kunne gøre det. De er tvillinger, knyttet sammen, og søsterens sygdom syntes både at stramme og løsne den knude. Da de var børn, og Iris tegnede med en lille klump kul på det papir, hun nu kunne finde – smørpakninger, avisstumper, afklip af gammelt tapet – var søsteren tryllebundet af den måde, hendes blyant kunne gengive tingene foran hende. ”Tegn den saks!” kommanderede hun så, og Iris gjorde, som hun bad om. ”Tegn en elefant til mig!” Men hun kunne aldrig improvisere. Nu vender søsteren sig væk fra hende, når hun prøver at more hende med en tegning.
Iris skyder tanken fra sig og blander den rette rosa farve til undersiden af sit bryst, hvor skyggen falder. Hun kører penslen hen over arket, ser vandfarven blomstre på papiret. Hun føler, hun har magt over sig selv, som om hendes krop igen er hendes, ikke et redskab, mrs. Salter kan bruge til at skrubbe gulve, ikke blot som en daglig påmindelse til Rose om, hvad hun kunne have været. Hun mærker en skælven af noget, som kunne være skam, kunne være tilfredsstillelse, ovenikøbet kunne være kulde.
Hun stirrer på sin hofte. Det er umuligt at forestille sig en mands grove hånd gribe fat om den. Hun presser hånden ind mod siden, flytter den op til sit bryst og tager om det. Hun krymper sig og vender tilbage til maleriet.
Hun har aldrig spurgt Rose ud om det, hun så hende gøre med Charles, ”hendes fine herre”, som de kaldte ham. I begyndelsen snakkede Rose ikke om meget andet og viste med sorgløs stolthed de gaver frem for Iris, som han sendte: chokoladebonboner og en gul kanariefugl (som fløj op i skorstenen og døde).
De var femten år, og forventningen var, at han skulle redde hende fra dette trælse liv, pynte hende som sin unge hustru i sit beskedne hus i Marylebone. Han blev også gode venner med Iris, og han sagde, han ville låne hende nogle penge, så de kunne etablere deres butik, når han og Rose blev– Han brød af ved denne antydning af ægteskab. Flora ville glide ud af deres fantasi og blive til virkelighed, og Iris vendte sig om mod søsteren for at sikre sig, at hun ikke havde noget imod denne opmærksomhed, at hendes fine herre medtog Iris i sine og Roses drømme.
Han kom på besøg hver søndag, når deres forældre var ude i et ærinde. Rose sagde altid til Iris, at hun skulle blive i værelset oppe ovenpå, men en eftermiddag havde søstrene haft en uoverensstemmelse, og Iris var pludselig sur over at blive lukket ude, over ikke at blive indviet i søsterens hemmeligheder.
Hun stillede sig uden for døren og udspionerede dem gennem nøglehullet. Hun så ham sætte sig ned, trække søsteren hen til sig, trække hendes skørter op og knappe sine bukser op. Iris nåede knap at trække vejret, før Rose sad overskrævs på ham og bevægede sig indøvet rytmisk op og ned. Iris var forfærdet, tryllebundet, ude af stand til at se væk, hypnotiseret af hans fordrejede ansigt, hans hænders faste greb om søsterens mælkehvide lår. Et øjeblik ønskede hun bare, det var hende selv med optrukne skørter, at det i stedet var hendes tvilling, der kiggede gennem nøglehullet. Det hele skete så forfærdende nemt, så enkelt, i den træstol, hendes bedstefar havde lavet.
Iris aner stadig ikke, hvordan Charles fandt ud af, at Rose var blevet smittet med kopper. Dagen efter, at de materiefyldte bylder brød ud i ansigtet og på kroppen af hende, lukkede Iris ham ind i entréen og tog imod et brev fra ham. ”Hun bliver så glad for at høre fra Dem. Det er blot en snue, og hun får det bedre meget snart,” løj hun, men han var fåmælt og tog brat afsked. Brevet var ikke et kærlighedsbrev, men et, der gjorde en ende på alt og med det på søsterens højrøstede latter, hendes hviskede fortroligheder. Da Rose skreg til Iris, at hun skulle gå ud af værelset, tog Iris stolen og skubbede den af al kraft ind i væggen.
En pludselig lyd. Tunge skridt.
Iris er så opslugt af minderne, at hun farer sammen og vælter det plumrede vand ud over bordet.
Hun griber ud efter maleriet, trækker det væk, inden væsken løber ud over det. Skridtene har fjernet sig.
”Du almægtige,” mumler hun, mens hun holder hånden over brystet, og hun kunne le af lettelse. Hvor tåbeligt af hende! Men lyden var faktisk meget tæt på og så høj, at hun var overbevist om, at det var mrs. Salter på trappen. Det var ikke andet end lærlingene fra konfektureforretningen, der kom hjem fra en sen aften i en billig forlystelse.
Det er først, da hun begynder at tørre vandet op, at hun ser dukkehovedet. Hun bander. Det må være blevet sjasket til, da krukken væltede. Et gråt vandmærke skæmmer ansigtet.
”Årh, for pokker da,” mumler hun og tager hovedet og tørrer det af i sin natkjole. Det har taget hende flere timer at male. Hun skrubber på porcelænet, hårdere og hårdere, spytter på hver kind, men det nytter ikke. Porcelænet er så misfarvet, at det ikke lader sig reparere.
Hun skærer tænder, og der undslipper hende en dyrisk knurren. At tænke sig, at det bare var nogen, der gik forbi udenfor. Og nu – hun kigger ud gennem det højtsiddende, tilgitrede vindue og når frem til, at det højst må være midnat – nu bliver hun nødt til at arbejde hele natten med at male et andet ansigt.
Iris tager natkjolen på, pludselig bevidst om kulden i det lille rum. Hun vil ikke se på sit billede. Utugtigt.
Hun rammes af en velkendt fornemmelse af, at der er noget galt inderst inde i hende selv, som en svulst, der ikke kan skæres væk. Hun burde ødelægge sit maleri, sætte ild til det med stearinlyset.
Men hun rejser sig, skubber det ind under kurven og vælger et andet, ubemalet porcelænshoved.
Den Store Udstilling
Det er lørdag morgen, og kirkeklokkerne ringer. De forløbne fjorten dage har Silas været så opslugt af konstruktionen af hundehvalpenes blege skelet, at han ikke har levet af andet end gammel kage og tyndt øl. Han brænder efter en kraftig, cremet kaffelikør på The Dolphin. Han ser på uret. Der er flere timer, til den åbner.
”Årh, pokker stå i det,” siger han og beslutter at udfylde tiden med et besøg på byggepladsen til Den Store Udstilling. Han er usikker på, hvordan han har det med det: Hvordan kan hans lille butik nogensinde sammenlignes med et af de største museer, der nogensinde er bygget? Det er, som om et så prangende bygningsværk udelukkende er udtænkt for at forklejne hans præstationer, og alligevel tager han sig i næsten ugentligt at følge med i opførelsen og længes efter, at det er færdigt.
Sædvanligvis ligger smøgen øde hen, men et par mænd vælter sig i rendestenens skidt og møg, den ene sølet ind i sit eget bræk og med knæbukser, der er klamme af pis. Silas stirrer på dem et øjeblik. Hovedets og skulderens facon minder så meget om Gideon – men han ved, han tager fejl. Han holder lommetørklædet for næsen og strejfer muren i passagen, da han træder forbi dem.
Silas traf Gideon, dengang han kom til London i 1835, da Silas boede til leje et sted i Holborn, kun med ringe plads til de udstoppede dyr og kranier, han havde fyldt værelset med. Han var flyttet til London i håb om at udbrede sit ry til mere end dagligstuerne i Stoke. Desuden tjente det ikke noget særligt formål at gå rundt og vente, efter at Flick var forsvundet. Han havde hørt tale om en klike af kirurger, af medicinere, som var fascineret af dissekeringer og konserveringer.
Det var ikke svært at finde University College London, og hver eftermiddag holdt Silas øje mellem rækværkets tremmer, når navnkundige kirurger gik frem og tilbage på den jomfruelige, grønne plads, og de tunge døre smækkede i bag dem.
Sent om aftenen drev han rundt i buegangene omme bagved og vidste, at ligene snart ville blive bragt ind, men hvorfra forstod han ikke helt. Og ganske rigtigt, efter at have ventet lidt blev der røre i den firkantede gård, en vrinsken af en hest, en skramlen af en sortmalet vogn, og byttet blev båret igennem på træbrædder, indsvøbt i klæde. Så listede han forsigtigt frem, strakte hals og ønskede brændende at være en del af den lektion, som skulle gøre rede for dem.
En eftermiddag henvendte Gideon sig til ham. Han var medicinstu- derende, en undersætsig fyr med den privilegeredes blaserte mine. Han fortalte Silas om prøverne i dissektionsrummet: de svulstfyldte lunger i glaskrukker, rækkerne af syfilitiske kranier, en hjerne i sprit, splittet efter et øksehug, de udfoldede nervesystemer, der havde fået et skud voks.
”Vi indsamler selvfølgelig disse prøver for at forstå livet, for at finde ud af, hvordan det kan forlænges. Deres interesse i at bevare de døde er anderledes, om end stadig ret besnærende –”
Silas brystede sig, og efterhånden som dagene gik, søgte Gideon hans selskab hyppigere og hyppigere. Han lokkede de nærmere enkeltheder om Silas’ samling ud af ham. Stående henne ved rækværket videregav Silas detaljer om sit arbejde med spurvene og rotterne og skov- og markmusene, betroede ham sine planer om et museum og bevarelsen af sit navn for eftertiden. Han tænkte over, på hvilket tidspunkt de mon var blevet venner. Det forekom ham at være et øjeblik, der burde have været behørigt fejret, og alligevel var det sket, uden at de var klar over det.
”Jeg tror,” sagde Gideon, da Silas efter talrige indtrængende opfordringer mødte op med en udstoppet rødkælk,”at den egensindige måde, den holder næbbet på, et fænomen, jeg aldrig har set ude i naturen, er det mest bemærkelsesværdige ved dens udseende.” Det rykkede i hans overskæg, og han skjulte sin beundring bag hånden. ”En sand videnskabelig sjældenhed. Faktisk mindes jeg ikke, at jeg nogensinde har set en rødkælk med så skæv en gang. Et underværk, et underværk.”
Silas kunne have leet. Gideon, en medicinstuderende, en fin herre, var imponeret af hans arbejde. Af ham. Og at have en sådan ven, som de fleste eftermiddage frivilligt ofrede sin tid på at tale med ham, uanset hvor kortvarigt – det var en ære.
Efter det tog han mod til sig og bad Gideon om en ”ting til sin samling”, og Gideon lod forstå, at han havde et virkeligt pragteksemplar i tankerne til ham, et som ville skabe ham et navn.
”Det er en ting, som selv Frederik Ruysch ville vende sig i sin grav for at eje,” hviskede Gideon, da han til sidst overrakte ham en lille stofpose. Han fortrak overlæben.
Silas tog imod den med tilkæmpet fatning og begyndte at åbne den, mens han forestillede sig de efterfølgende diskussioner, han ville have med Gideon, når de i fortrolighed stak hovederne sammen på et værtshus. Efter vægten at dømme et hjerte måske eller –
”Nej,” sagde Gideon og holdt hans hånd tilbage. ”Vent, til du er hjemme. Det er for storslået et eksemplar. Hvis mine lærere fandt ud af, at jeg havde foræret det væk –”
”Hvor meget? Jeg har ikke råd til nogen stor sum.”
”Det skal du absolut ikke tænke på. Efter den store,” Gideon holdt inde, ”fornøjelse, jeg har haft af dit selskab.”
”Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal takke dig.”
”Du kunne jo kvittere med en tak til mig i dit berømte museum? Når det åbner.”
”Selvfølgelig! Selvfølgelig.”
Silas nikkede og smilede, og trods den stærke trang til at åbne posen, adlød han Gideons instrukser og løb hele vejen hjem, ind og ud mellem vognene, i sit hastværk.
Han smækkede døren i efter sig, drejede nøglen om og flåede stoffet af pakken.
Indeni lå et halvgnavet kyllingeben tillige med to udkogte gulerødder.
Silas bed sig i læben for ikke at komme til at græde og forstod først da den hån og latterliggørelse, der havde ligget bag hver eneste bemærkning, hvert eneste ryk i overskægget.
***
Inden Silas ved af det, er han på vej hen ad en gangsti i Hyde Park med krampe i låret af udmattelse. Han lader tankerne gå tilbage, og det går op for ham, at han ikke kan huske noget fra spadsereturen. Han er helt tom i hovedet efter at have set de to fulde mænd. Det er en velkendt fornemmelse, for så langt tilbage, han kan huske, har han undertrykt forskellige erindringer, som et daguerreotypi, inden det udsættes for kviksølvdampe. Han rusker op i sig selv, men ingen billeder dukker op.
Men han burde ikke bekymre sig. Her er luften mindre usund, og en fugl synger. Der er skønhed. De skeletagtige træer er kønne, som de står der og taber de sidste rester af sommergrønt, og de tørre kviste knaser som knogler. En mand kommer til at skubbe til ham, undskylder, og Silas går videre, følger med menneskemængden hen til byggepladsen til Den Store Udstilling.
Silas har tit været henne og se, hvordan det går, og betalt det lille entrébeløb for at komme ind bag plankeværket. Han kan ikke forstå, hvorfor bygningen vil blive revet ned og fjernet fra Hyde Park efter et år. Hvad er formålet med et museum, hvis det ikke er for at bevare dets genstande for evigt?
Men da han stirrer op på skelettet af bygningen, på dets kraner og taljer som gribbe i silhuet mod himlen, mærker han noget trække sig sammen inde i ham. Det er storslået. At få fat i og udstille så mange produkter fra industri, handel, formgivning, videnskab – over hundrede tusinde udstillingsgenstande, har han læst, og det hele under ét kæmpestort glastag. Silas ved ikke, hvor han skal se hen. Det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at Punch har døbt det The Crystal Palace.
På alle sider af ham bobler det af aktivitet. En sjakformand brøler instrukser, mens arbejdere i høje hatte haler i tunge reb, og andre pisker på arbejdshestenes hudløse flanker. Hvæsende dampskyer stiger til vejrs. Det vældige tværskibs brystkasse hejses langsomt op, skælvende i blæsten.
Hvis bare arrangørerne ville bede ham om en ting til afdelingen for kunsthåndværk. Men ingen har henvendt sig til ham. Ingen har svaret på hans breve. Og hvorfor ikke? Hvorfor bliver hans samling ikke taget alvorligt?
Han prøver at feje fortrydelsens spind væk, men hans hænder er fast knyttede. Lave skyer farer hen over himlen. Londons sorte lunger fyldes og tømmes. En hest brøler.
Han vil fordoble sine anstrengelser. Han vil arbejde hårdere, senere, og måske vil han en dag åbne et museum endnu prægtigere end dette.
Han ser et barn pile hen og snuppe et rødt lommetørklæde fra en dames taske. Han kigger nøjere efter, genkender dette fedtede, lyse hår. Det velkendte er en balsam, en påmindelse om, at han ikke er alene i denne foruroligende, koncentrerede arbejdsomhed. Silas smiler og kalder: ”Albie!”
Men drengen hører ham ikke. Og så forstår Silas det: Han er blevet pågrebet. En kvinde har fat om hans håndled, lommetørklædet hænger ned fra hans næve som et slattent flag, og Silas glider i græsset i sit hast- værk med at komme derhen, mens han belaver sig på at agere Albies redningsmand og bønfalde hende om ikke at melde ham til politiet – men så ser han, at Albie griner.
Silas ser nærmere på kvinden. Hun er høj som en mand og har samlet det røde hår i en lang fletning. Det er – Flick? Som voksen, kvinde. Men det kan det jo ikke være. Kvinden her er let sammensunket i venstre side.
Det er, som om man har ringet på en klokke i et gammelt hus. Silas mærker klokkestrengens dirrende metaltråd, der fører dybere ind i bygningen, gennem vægge og gulve. Han står som fastnaglet, afventende, mens vibrationerne får en række mindre klokker til at ringe.
Han skal ikke kunne sige, hvad det betyder.
En gribende historie om en ung kvinde, der drømmer om at male, men hvis fremtid er truet af en mands sygelige besættelse. Elizabeth Macneals stemningfulde debutroman Dukkeværkstedet er en usædvanlig kraftfuld fortælling om kunst og kærlighed.
London, 1850. I Hyde Park strømmer folk til for at se byggeriet af Crystal Palace. Det gælder også unge Iris, der har taget en fridag fra arbejdet i Mrs. Salters Dukkeværksted. I parken møder hun den sære konservator Silas, der drømmer om at udstille sin samling af bizarre udstoppede dyr på Verdensudstillingen.
Deres møde bliver for Silas starten på en altødelæggende besættelse af den betagende kvinde med det forvredne kraveben. For Iris, som drømmer om at slå igennem som kunstner, bliver det starten på et nyt liv.
Dukkeværkstedet er en historisk og psykologisk roman, der tager læsernes med til Jack the Rippers London. En by, der i 1850’erne er fuld af fare, menneskelig ulykke og freakshows på den ene side, og kvindefrigørelse, moderne kunst og videnskab på den anden. Altsammen beskrives sanseligt og urovækkende som Paris i Patrick Süskinds Parfumen.
Elizabeth Macneal
Dukkeværkstedet
London – November 1850
Et maleri
Når gaderne er mørkest og mest stille, sætter en ung pige sig til rette ved et lille arbejdsbord i kælderen til en dukkemagers butik. Foran sig har hun et skaldet porcelænshoved, der ser på hende med et tomt blik. Hun klemmer rød og hvid vandfarve ud i en østersskal, sutter på enden af penselskaftet og retter på spejlet foran sig. Stearinlyset sprutter. Den unge pige kniber øjnene sammen og tager det blanke papir i øjesyn.
Hun kommer vand i og blander farverne til en kødfarvet masse. Det første strøg af maling på papiret er rapt som et slag. Papiret er tykt, koldpresset, og det buler ikke.
I stearinlysets skær forstørres skyggerne, og omridset af hendes hår går i ét med mørket. Hun maler videre, et enkelt svunget strøg til hagen, hvidt til kindbenene, som lyses op af flammen. Hun gengiver med stor akkuratesse fejlene hos sig selv: øjnene, der sidder langt fra hinanden, kravebenets deforme vrid. Hendes søster og arbejdsgiverske sover oppe ovenpå, og bare penslens hvislen virker forstyrrende, som et øredøvende signal, der vil vække dem.
Hun rynker panden. Hun har gjort sit ansigt for lille. Det havde været hendes agt at fylde papiret ud med det, men hendes hoved svæver over en tom flade. Papiret, hun har brugt en uges sammensparede løn på, er ødelagt. Hun skulle have tegnet omridset først, været knap så opsat på at komme i gang.
Hun bliver siddende et øjeblik med stearinlyset og billedet. Hendes hjerte slår uregelmæssigt. Dukkeansigtet holder øje. Hun burde se at komme i seng igen, inden hun bliver opdaget.
Men den unge pige læner sig frem uden at tage blikket fra spejlet og trækker lyset hen til sig. Det er bivoks, ikke tælle, rapset fra hendes arbejdsgiverskes hemmelige forråd. Hun dypper fingeren i den varme voks og laver et fingerbøl. Så fører hun hånden gennem flammen, ser, hvor længe hun kan holde den brændende hede ud, lige til hun hører de dunede hår på fingeren syde.
Første del
“Hjertet her må bestemt rumme noget, der ikke
er forgængeligt, og livet er mere end en drøm.”
– Mary Wollstonecraft, Letters Written During a Short Residence in Sweden, Norway and Denmark (1796)
“En ting af skønhed er en evig glæde:
Dens ynde stiger, ej skal den betræde
intetheden; tværtimod den gemme vil
til os et kammer og med ro dertil
vi sove skal og drømme søde drømme.”
– John Keats, Endymion (1818)
Silas Reeds Butik med Kuriosa Gammelt og Nyt
Silas sidder ved sit arbejdsbord med en udstoppet turteldue i hånden. I kælderen er der tyst og stille som i en gravhvælving bortset fra hans vejrtræknings små svage pust, der får fuglens fjerdragt til at løfte sig let.
Silas kniber læberne sammen, mens han arbejder, og i lampens skær er han helt køn. I sit otteogtredvte år har han stadig alt sit hår, og det viser ingen tegn på at blive gråt. Han ser sig om, på glaskrukkerne, der står på rad og række langs væggene, hver især forsynet med en etiket og fyldt med de svulne kadavere af konserverede eksemplarer. Opdunstede lam, slanger, firben og killinger presser sig mod deres fængsels vægge.
”Nu skal du ikke vriste dig fri af mig, din lille slubbert,” mumler han og tager tangen og strammer metaltråden om fuglens kløer.
Han ynder at tale til sine dyr, finde på historier, der er årsag til, at de er havnet på hans stenplade. Efter at have overvejet mange forskellige opdigtede hændelsesforløb for duen her – at den har været til gene for kanalens pramme eller har bygget rede i et sejl på The Odyssey – har han besluttet sig for én opdigtet situation, han holder af, så han irettesætter igen og igen fyren her for dens opfundne vane med at gå til angreb på brøndkarsesælgere. Han slipper taget om den udstoppede fugl, og den sidder stiv og strunk på træpinden.
”Sådan!” udbryder han, læner sig tilbage og stryger håret væk fra øjnene. ”Og det kan måske være dig en lærestreg for at slå det bundt grønne urter ud af favnen på hende den lille pige.”
Silas er tilfreds med denne opgave, især i betragtning af, at han har skyndt sig at blive færdig med de sidste ting for at have den klar til om morgenen. Han er sikker på, at kunstneren vil synes om fuglen. Som han har anmodet om, er den som fanget midt i flugten med vinger, der danner et perfekt ’V’. Hvad mere er, har Silas tiltusket sig en yderligere gevinst ved at kunne lægge endnu et duehjerte ned i en af de gulnede krukker. Små brune kloder flyder rundt i den konserverende væske, rede til at indbringe en god pris hos kvaksalvere og apotekere.
Silas rydder op i værkstedet, tørrer værktøjet af og lægger det i orden. Han er halvvejs oppe ad stigen og har sat skulderen mod lemmen, da klokkens brystsyge hvæsen lyder under ham.
Albie, håber han, eftersom det er tidligt nok, og han sætter fuglen fra sig på et skab og skynder sig gennem butikken, mens han spekulerer på, hvad barnet mon nu har med til ham. Drengens seneste bytte har været stadig mere ynkeligt – rotter, fyldt med maddiker, aldrende katte med knuste kranier, selv en halvt overkørt due med en stump af en klo (”Men hvis De vidste, sir, hvor svært det er med de klude- og bensamlere, der snupper det bedste af handelen”).
Hvis Silas’ samling skal stå sin prøve, har han brug for noget ganske særligt til at fuldende den. Han tænker på det nærliggende bageri på The Strand, som havde et sølle udkomme med deres store, klodsede fuldkornsbrød, der kun egnede sig som dørstoppere. Så begyndte bageren, på tærsklen til gældsfængslet, at sukkerhenkoge jordbær og sælge dem i glas. Det forvandlede butikken, gjorde den berømt, selv i Londons turistbrochurer.
Problemet er, at Silas ofte tror, han har fundet sin helt særlige, enestående genstand, men så bliver han færdig med arbejdet og tager sig i at nages af tvivl, af en brændende længsel efter mere. De patologer og samlere, han beundrer – lærde medicinere som John Hunter og Astley Cooper – mangler ikke eksemplarer. Han har siddet, hvid af skinsyge, og i al hemmelighed lyttet til lægers samtaler i forskellige knejper over for University College London, når de har drøftet formiddagens dissekeringer.
Han mangler måske nok deres forbindelser, men Albie må da bestemt, helt bestemt, komme med noget – hans hånd skælver – betydningsfuldt til ham en dag. Så vil hans navn stå præget over indgangen til et museum, og alt hans arbejde, alt hans slid og slæb, vil blive anerkendt. Han forestiller sig, at han går op ad stentrinnene sammen med Flick, sin kæreste barndomsven, og at de standser op, da de får øje på ordene ’Silas Reed ’ hugget ud i marmor. Hun, ude af stand til at styre sin stolthed, med hånden liggende på hans lænd. Han, der forklarer, at han har skabt det alt sammen til hende.
Men det er ikke Albie, og hvert hvæsende klemt af klokken bringer kun yderligere skuffelser. En tjenestepige kommer på vegne af sin frue, der vil have en udstoppet kolibri til sin hat. En dreng i fløjlsjakke oser rundt i en uendelighed og køber til sidst en sommerfuglebroche, som Silas sælger med en dirrende foragt.
Og i al den tid bevæger Silas sig kun for at lægge deres mønter ned i en pung af hundeskind. I den stille periode, der nu og da indfinder sig, lader han tommelfingeren glide hen over en enkelt sætning i The Lancet.”Tu-mor spræn-ger o-os na-vi-cu- cu-la-la-re.” Klokkens ringen og bankelydene på døren er de eneste taktslag i hans liv. Ovenpå et loftskammer som soveværelse, nedenunder hans mørke kælder.
Det er til at fortvivle over, tænker Silas, mens han stirrer rundt i den trange butik, at det er de kedeligste genstande, der betaler hans husleje. Om massernes sølle smag kan man ikke diskutere. De fleste af hans kunder vil overse de virkelige pragteksemplarer – hjerneskallen af en hundred år gammel løve, viften lavet af en hvals lungevæv, den konserverede abe i en glasklokke – og sætte kursen direkte mod sommerfuglekabinettet nede bagved. Det indeholder nogle cinnoberrøde sommerfuglevinger, som han lægger mellem to små stykker glas. Nogle er vedhæng til halskæder, andre er slet og ret til udstilling. Tåbeligt nips, som de selv kunne lave, hvis de havde fantasien, tænker han. Kun malerne og apotekerne betaler for det, der virkelig har hans interesse.
Og så, da uret slår elleve klangfulde slag, hører han en let banken og den svage hvæsen af klokken i kælderen.
Han skynder sig hen til døren. Det er sikkert en dum unge med kun to pence at købe for, eller hvis det er Albie, har han nok endnu en fordømt flagermus, en skabet hund, der ikke egner sig til andet end en gang ruskomsnusk – og alligevel slår Silas’ hjerte hurtigere.
”Ah, Albie,” siger Silas, da han lukker op og prøver at holde stemmen i ro. Themsens tåge snor sig ind.
Det tiårige barn griner smørret tilbage (”Ti, ved jeg, sir, for jeg er født den dag, Dronningen blev gift med Albert”). En enlig, gul tand sidder midt i overmunden som en galge.
”Har et fint, frisk dyr med til Dem i dag,” siger Albie.
Silas kaster et blik ned ad blindgyden, på dens faldefærdige huse, der minder om en række fulderikker, hvor det næste luder endnu mere forover end det foregående.
”Frem med det, barn,” siger han og tager fat under hagen på drengen for at vise, hvem der bestemmer. ”Hvad er det så? Forbenet af en megalosaurus eller måske hovedet af en havfrue?”
”Lidt koldt til havfruer i Regent’s Canal på denne årstid, sir, men den der anden skabning – mega-hvad-det-nu-er – siger, han vil efterlade Dem et knæ, når han kreperer.”
”Pænt af ham.”
Albie snyder næsen i ærmet. ”Jeg har et rigtigt pragtstykke med til Dem, som jeg ikke går af med for mindre end to shilling. Men jeg advarer Dem, den er ikke rød, som De gerne vil have dem.”
Drengen løser snoren om sækken. Silas’ blik følger hans fingre. Der står en hørm op, som af fordærvet vildt, sødlig og rådden, og Silas holder sig for næsen. Han har aldrig kunnet tåle lugtene af de døde. Butikken er ren som et apotek, og hver dag slås han med kulrøg, pelsstøv og stanken. Han har lyst til at tage proppen af den lille glasflaske med lavendelolie, han har i vestelommen, og duppe overlæben, men han vil ikke distrahere drengen. På sine bedste dage spænder Albies opmærksomhed lige så vidt som en rappenskraldes.
Drengen blinker til ham, tager livtag med sækken, lader, som om den er levende.
Silas fremtvinger et medvidende smil, der føles falsk på hans læber. Han hader at se knægten her, denne flinke, rare skarnsunge, drille ham. Det får ham til at trække sig ind i sig selv, til at mindes sig selv på Albies alder, hvor han kørte tunge sække med våd porcelænsmasse tværs gennem lervarefabrikkens gård med arme, der smertede efter morens knytnæver. Det får ham til at spekulere på, om han i sandhed nogensinde er kommet væk fra det liv. Selv nu lader han en lille entandet djævleunge håne og spotte ham.
Men Silas siger ingenting. Han simulerer et gab, men vogter på ham med et sideblik som et krokodilleøje, der afslører hans interesse ved ikke at blinke.
Albie kommer med et smørret grin, åbner sækken og fremviser to døde hundehvalpe.
I det mindste tror Silas, det er to hundehvalpe, men da han tager fat i dem, er der kun ét nakkeskind. Én hals. Ét hoved. Kraniet er delt. Silas snapper efter vejret, smiler. Han lader fingrene glide hen langs issens sammenføjning for at sikre sig, at det ikke er et fupnummer. Han kunne godt tiltro Albie at sy to hunde sammen til én med nål og tråd, hvis det kunne indbringe ham lidt flere småmønter. Han holder dem i vejret, betragter silhuetten af dem mod lampen, klemmer om de otte ben, deres rygradsknogler.
”Det her er noget af det helt rigtige, ikke,” fremhvisker han. ”Åh ja.”
”To shilling for dem,” siger Albie. ”Intet mindre.”
Silas ler, tager sin pung frem. ”En shilling, ikke mere. Og så må du komme ind og se mit værksted.” Albie ryster på hovedet, går længere ud i smøgen og ser sig om. Et næsten frygtsomt udtryk glider over drengens ansigt, men det forsvinder hurtigt, da Silas lægger mønten i hånden på ham. Albie harker og spytter sin foragt ned på brostenene.
”Kun en shilling? Vil De have, en fyr skal sulte?”
Men Silas lukker døren og ignorerer den efterfølgende hamren.
Han støtter sig til kabinettet. Han kigger ned for at sikre sig, at hvalpene stadig er der, og det er de, knuget ind mod hans bryst, som et barn ville holde om en dukke. Deres otte lodne ben hænger og dingler, bløde som muldvarpe. De ser ud, som om de end ikke nåede at tage deres første åndedrag.
Endelig har han dem. Sine sukkersyltede jordbær.
En dreng
Da Silas har smækket døren i, bider Albie i shillingen med sin fortand og gummerne uden anden grund, end at han har set sin søster gøre det samme. Han sutter på den. Den smager sødt. Han er tilfreds, han havde aldrig forventet to shilling. Men hvis man beder om to shilling, og man får én, hvad sker der så, hvis man beder om én shilling? Han trækker på skulderen, spytter den ud og stikker den så i lommen. Han vil købe en skål kogte griseører til frokost og give sin søster resten. Men først har han endnu en opgave, der skal fuldføres, og han er allerede sent på den.
Han har endnu en hampesæk ved siden af Døde Dyr-sækken, som indeholder nogle småbitte skørter, han har syet i nattens løb. Han passer på aldrig at blande de to sammen. Nogle gange, når han afleverer sækken i dukkebutikken, er han overbevist om, at han har fjumret i det, og han kan mærke en dirren i hjertet som en pil. Han vil ikke bryde sig om at se mrs. Salters sure fjæs, hvis hun åbnede en sæk med maddikebefængte rotter.
Drengen puster på sine små næver for at varme dem og stikker i rend. Han siksakker gennem gaderne på de rakitissyge, hjulede ben. Han løber vestpå, gennem Sohos skidt og møg. Magre, udtærede ludere følger hans rappe ben med sløve blikke, som udmattede katte vogter på en flue.
Han kommer ud i Regent Street, kaster et kort blik på butikken, der sælger gebisser for fire guinea, mærker på sin enlige tand med tungen og farer så lige ud foran en hest. Den stejler og rejser sig på bagbenene. Han springer tilbage og får bugt med sin skræk ved at brøle til kusken: ”Pas dog på, ka’l!”
Og inden manden får en chance til at give igen eller ramme ham med sin pisk, er Albie lynsnart pilet over gaden og over tærsklen ind i Mrs. Salters Dukkevarehus.
Mrs. Salters Dukkevarehus
Iris lader tommelfingerneglen glide hen over miniatureskørternes sømme, parat til at knuse skjoldet på eventuelle lopper. Hun tager en løs tråd og binder den så.
Selvom det er næsten midt på dagen, er hendes arbejdsgiverske mrs. Salter endnu ikke stået op. Hendes tvillingesøster sidder bag ved hende med hovedet bøjet over sytøjet.
”Ingen lopper, i det mindste. Men sørg nu for at være mere omhyggelig med de løse ender,” siger Iris til Albie. ”Der er en hel storby af syersker, som ville sælge deres nyfødte for at hugge arbejdet fra dig.”
”Men, miss, min søster har influenza, og jeg passede hende hele natten. Jeg har ikke engang været ude og løbe på skøjter i flere dage, og det er heller ikke retfærdigt.”
”Arme stakkel.” Iris ser sig om, men hendes søster Rose er helt opslugt. Hun sænker stemmen. ”Men du må huske på, at det er en djævel, du har med at gøre, når det drejer sig om mrs. Salter, ikke en kvinde, og hun har aldrig bekymret sig om retfærdighed. Har du nogensinde set hende række tunge?”
Albie ryster på hovedet.
”Den er kløftet.”
Albies smil er så åbent, så blottet for list, at Iris har lyst til at give ham et knus. Det møgbeskidte lyse hår, den enlige hugtand, det sodsværtede ansigt: Intet af det er hans skyld. I en anden verden kunne han være blevet født ind i deres familie i Hackney.
Hun stopper den næste stofbunke ned i hans sæk, kontrollerer igen, at Rose ikke kigger, og rækker ham så en sixpence. Hun havde planlagt at lægge den til side til et nyt ark papir og en pensel. ”Så du kan købe suppe til din søster.”
Albie stirrer på mønten, tøver.
”Det er ikke et trick,” siger hun.
”Mange tak, miss,” siger han med øjne så sorte som knappenålshoveder. Han snupper den fra hende, som om han er bange for, at hun skal skifte mening, og piler ud af butikken, hvor han nær støder ind i den italienske lirekassemand, som slår efter ham med sin stok.
Iris ser efter ham og tillader sig igen at trække vejret. Han er måske nok en lille beskidt knægt, men hun forstår ikke, hvorfor der hænger denne helt modbydelige stank af forrådnelse ved ham.
***
Den smalle Regent Street-butik er klemt ind mellem to konkurrerende konfektureforretninger. Som følge af nogle småsprækker i skorstenen, er Mrs. Salters Dukkevarehus bestandigt fyldt med lugten af smeltet sukker og brændt karamel. Nogle gange drømmer Iris, at hun spiser bolsjer og blommegelé, de herligste små kager med wienerbrødsflager og flødeskum, at hun rider ned til Buckingham Palace på honningkageelefanter. Andre gange drømmer hun, at hun er ved at drukne i kogende sirup.
Dengang Whittle-søstrene kom i lære hos mrs. Salter – hvorvidt hun er eller nogensinde har været gift, er Iris en gåde – var Iris tryllebundet af butikken. Med sit forvredne kraveben og Roses koppear forventede hun, at de ville blive lukket inde i kælderens lagerrum.
I stedet blev de gelejdet hen til et forgyldt arbejdsbord med skuffer midt på butiksgul- vet, hvor interesserede kunder kunne følge med i deres arbejde. Hun fik udleveret pulverfarver og rævehårspensler, så hun kunne male dukkernes fødder og hænder og ansigter. Selvfølgelig vidste hun, det ville blive nogle lange dage, men hun syntes, at vitrineskabene af ibenholt, der dækkede væggen i hele rummets længde, med hylder, propfulde af glasdukker, var vidunderlige. Der var også varmt og lyst med tændte stearinlys i gyldne vægstager, og i hjørnet var der ild i kaminen.
Men nu, da hun sidder ved arbejdsbordet ved siden af søsteren med en slidt pensel i hånden og en glasdukke i favnen, kæmper hun for at undertrykke et gab. Det er en tung udmattelse, hun aldrig kunne have forestillet sig, et hårdere slid, end hvis butikken havde været en fabrik. Hendes hænder er røde og sprukne af vinterkulden, men hvis hun smører dem ind i talg, glider penslen ud af hånden på hende, og hun kludrer med dukkens læber og kinder.
Hun ser sig om, på vitrineskabene, som slet ikke er af ibenholt, men af noget billigt, sortmalet egetræ, på vægstagernes guldlak, der skaller i varmen fra stearinlysene, og på det, hun holder mindst af: den stribe gulvtæppe, hvor mrs. Salter dagligt skridter frem og tilbage, som er ved at blive fuldstændig nedslidt og nu er tyndere end hendes arbejdsgiverskes hår. Den kvalmende lugt af konfekture, den beklumrede lugt i rummet og rækkerne af stirrende dukker får det til at minde mere om en gravhvælving end om en butik. Der er tidspunkter, hvor Iris kæmper for at få vejret.
”Død?” hvisker Iris til tvillingesøsteren og skubber et daguerreotypi hen mod hende. Det er et lille sepiabillede af en lille pige med hænderne nydeligt foldede i skødet, som et par turtelduer. Iris ser op, da mrs. Salter træder ind i butikken og sætter sig henne ved døren, ryggen på hendes bibel knager, da hun åbner den.
Rose prøver med et blik at få hende til at tie.
Det er en af Iris’ få fornøjelser, selvom det faktisk giver hende dårlig samvittighed: at vurdere, om børnene på daguerreotypierne er døde. Uvist af hvilken grund vil hun gerne vide, om hun laver en sørgedukke, der skal anbringes på et afdødt spædbarns grav, eller om hun maler et stykke legetøj til et sundt, spillevende barn.
Mrs. Salter får hovedparten af sin indtægt fra disse dukkebestillinger. Det er vinter nu, og kulden og dens følgesygdomme fordobler deres arbejdsbyrde og ændrer ofte arbejdstiden fra tolv til tyve timer. ”Det er forståeligt,” siger mrs. Salter så med sin kunde-stemme, ”og i sandhed helt naturligt, at man gerne vil mindes et kært afdødt væsen. Som der står i Korintherbrevene: ’Vi er ved godt mod, siger jeg, og vil hellere vandre bort fra legemet og komme hjem til Herren’. Deres sjæl er væk, og dukken her er et symbol på det jordiske kar, de har efterladt sig.”
At udlede om børnene på billederne er døde, kan være et indviklet arbejde, men Iris har lært tegnene. Nogle gange er det nemt. Barnet ser ud, som om det sover, omgivet af blomster. Det fremgår måske tydeligt, at noget støtter den lille, eller at der ovenikøbet er en, der holder dem, men som er skjult, så vedkommende ligner en polstring, eller hvis der er andre mennesker på daguerreotypierne, vil eksponeringen sløre alle andre end det ene barn, der er fremhævet fuldkommen klart og ubevægeligt.
”Levende,” afgør Iris. ”Hendes øjne er slørede.”
”Stille! Jeg vil ikke tolerere snak,” bjæffer mrs. Salter med den pludselige, blafrende flamme fra en tændt svovlstik. Iris bøjer hovedet og blander så en lidt mørkere lyserød farve til skyggen mellem dukkens læber. Hun ser ikke op af frygt for at udsætte sig for et af mrs. Salters nap, der går ud over den bløde hud på indersiden af albuen.
Pigerne sidder side om side dagen lang, så godt som uden at sige noget, så godt som uden at røre sig og holder kun pause for at indtage et måltid bestående af oksetælle og brød.
Iris maler porcelænsansigterne, stikker håret gennem hullerne i hovedbunden, krøller det undertiden med et jern, varmet i kullene, hvis barnet har slangekrøller. I mellemtiden løfter og sænker Rose sin nål som en anden violinist. Hendes arbejde består i at skabe de finere, mere fagligt indviklede detaljer på de grove skørter og kjoleliv, som de mere sjuskede syersker syr om natten. Frøperler, rynkede ærmer, possementborter, små bitte fløjlsknapper på størrelse med musesnuder.
Selvom tvillingerne er enæggede, kunne de ikke være mindre lig hinanden. Da de var små, blev Rose altid fremhævet som den virkelige skønhed af de to, forældrenes yndling, og hun klyngede sig til denne opfattelse, som var det en skat. Iris’ skæve kraveben, en misdannelse fra fødslen, der skubber venstre skulder frem, indbød til en beskyttende venlighed fra søsteren, som kun lejlighedsvis irriterede Iris. (”Jeg er jo ikke invalid, vel,” vrissede hun gerne, når Rose insisterede på at bære eventuelle pakkenelliker og gik af sted med lange skridt i forvejen, som forventede hun, at Iris sluttede op bag hende).
De mundhuggedes også, skændtes om den største stegte kartoffel til middagsmaden, om hvem der kunne hoppe længst, skrive pænest. De var hurtige til at komme op at toppes, hidsige, ubarmhjertige, fordi de vidste, at med hvert slagsmål fulgte en forsoning, som når de sad foran ilden med hinanden om halsen og fantaserede sig til alle enkeltheder i deres imaginære butik Flora, hvor hylderne bugnede af blomsternips, og vægkonsollerne struttede af irisser og roser.
Men da søstrene fyldte seksten år, blev Rose smittet med kopper, som hun nær var død af. Hun sagde, hun ville ønske, hun var, da hun så det tætte udslæt af bylder, der dækkede ansigtet og kroppen, det blindede venstre øjes slørede rullen. Snart blev huden blåligrød og fuld af kratere, som kun blev værre af hendes endeløse kradsen. Benene var oversået med ar. ”Hvorfor mig? Hvorfor mig?” jamrede hun, og så, kun én gang, en hvas hvisken, som Iris spekulerede på, om hun mon havde hørt forkert: ”Det burde have været dig.”
Nu, i enogtyveårsalderen, har deres hår den samme mørke, rødbrune farve, men Rose sætter sit som en bodsøvelse, redt frem, så det dækker så meget som muligt af de koparrede kinder. Iris’ hår når hende til livet, samlet i en lang, tyk fletning, og hendes hud er på spottende vis glat og hvid. De ler ikke længere sammen, de hvisker ikke længere hemmeligheder. Butikken taler de ikke om.
Nogle morgener vågner Iris og tager søsteren i at stirre på hende med et udtryk, der er så tomt og koldt, at det gør hende helt bange.
***
Iris mærker, at øjenlågene begynder at falde i, tunge som var der syet blylodder i dem. Mrs. Salter er ved at betjene en kunde. Hendes stemme er en melodiøs summen.
”Hver bestilling behandles med den mest udsøgte omhu – rent porcelæn fra de nordlige fabrikker – vi er en slags familie – i sandhed, så retskafne piger, så ulig disse skræppende, kyseklædte kundekaprere i Cranbourne Alley – usædelige, alle til hobe.”
Iris borer fingrene ned i lårene for at holde sig vågen. Idet hun synker forover, spekulerer hun på, om det mon egentlig ville være så forfærdeligt med en lille lur.
”Du almægtige, Rosie,” hvisker hun, retter sig op med et sæt og gnider sig på armen. ”Det undrer mig, at du overhovedet har brug for en nål med den slags albuer.”
”Hvis mrs. Salter havde set det.”
”Jeg kan ikke holde det ud,” hvisker Iris. ”Det kan jeg altså ikke.”
Rose svarer ikke. Hun klør i et sår, hun har på hånden.
”Hvad ville du gøre, hvis vi kunne slippe væk herfra? Hvis vi ikke var nødt til at …”
”Vi er heldige,” mumler Rose. ”Og hvad kan du ellers gøre? Lade mig i stikken, blive et luset tyende?”
”Selvfølgelig ville jeg ikke det,”hvæser Iris tilbage.”Jeg ville bare gernemale nogle rigtige ting, ikke de her evindelige porcelænsøjne og læber og kinder og – uh.” Uden at være klar over det, knytter hun hånden. Hun retter den ud, prøver at tænke på den smerte, hun volder søsteren. Men hendes sygdom var ikke Iris’ skyld, og alligevel bøder hun for den hver dag, lukket ude fra enhver form for hengivenhed. ”Jeg kan ikke holde det ud her, at leve i Madame Satans hule.”
I den anden ende af butikken drejer mrs. Salters hoved sig, årvågent som en ugles. Hun rynker panden. Rose farer sammen og stikker sig på nålen.
Vinden slår døren i med et brag. Iris anstrenger sig for at kigge ud gennem de grimede vinduesruder. Hun ser vognene rulle forbi og forestiller sig de fine damer siddende trygt og godt indeni.
Hun bider sig i læben, ryster lidt blåt pulver ud og dypper endnu en gang penslen i krukken med vand.
Hundehvalpe
”Nå, I slemme hvalpe,” siger Silas, og hans sorte hårlok falder frem, da han tager plads ved arbejdsbordet i kælderen. ”Jeg er ked af, at det er kommet så vidt. Men hvis I ikke havde hugget kokkepigens marcipan, havde det måske set anderledes ud.” Han ler, tilfreds med den historie, han har fundet på, og lægger tre knive af forskellig størrelse frem. De sammenvoksede hundehvalpe ligger foran ham med maverne opad.
Først tænkte han på at konservere dyrene i væske, men i stedet vil han lave to eksemplarer ud af parret ved både at udstoppe og skelettere dem. Når han bygger sit museum med marmormurene, skal den udstoppede hund og skelettet anbringes side om side i forhallen, bevogtet af pudsede søjler.
Han tørrer sig over panden, som sveder selv i novemberkulden. Han bøjer og strækker fingrene. Den største kniv ligger iskold i hans hånd.
Han laver et lille snit i bugen på den venstre hvalp og fjerner pelsen med et jævnt ryk. Hans åndedræt er en svag fløjten mellem tænderne. Han passer på med ikke at perforere huden og de organer, der ligger tætpakket nedenunder bag en blårød hinde. Han rykker en anelse til venstre, så hundene ligger i skæret af lampen, og trækker så skindet fri så vidt, han kan, og holder inde ved de bløde trædepuder og den rudeformede snude med fire næsebor. Skyggerne gør det svært at være helt nøjagtig, så han arbejder langsommere, lirker den mindste skalpel ind i de sidste snit. I takt med at dagen bliver til tusmørke udenfor, løsner han pelsen i ét enkelt stykke.
”Alle de gæster uden marcipan til deres drivhusfrugter og fløde. Sikke nogle drillesyge hvalpe,” siger han og ser dem for sig, udstoppet i deres oprindelige form. Hvis Gideon kunne se ham nu – hvor meget han har forbedret sig i de femten år, der er gået – men Silas skyder tanken fra sig. Han er fast besluttet på at nyde denne del, hvor kadaverets potentiale ligger foran ham, inden dets løfte blegner. Den frydefulde fornemmelse er lige så frisk, som den var, dengang han fandt sit første kranie.
”Gå med,” sagde han til Flick, den dag de fulgtes ad ud af lervarefabrikken, men af en grund, han ikke kan huske, endte han alene ude på markerne.
Da var det, han tilfældigvis stødte på det halvt opløste ådsel af en ræv. Først væmmedes han og holdt sig for næsen, men så opdagede han, at dens pels var lige så rød som Flicks hår. Ræven var perfekt, skrøbelig, hver lille knogledel sirligere end et puslespil. Dyret havde levet, åndet, og nu eksisterede det i den mærkværdige overgangsfase mellem skønhed og gru. Han rørte ved dens hovedskal og så ved sin egen.
Han tilså den hver dag, iagttog, hvordan den blev indtaget af maddiker, hvordan huden efterhånden blev nedbrudt, og den indviklede beskaffenhed af dens hvide struktur viste sig som en langsomt udsprungen blomst. For hver gang bemærkede han nye ting: det overraskende tynde lårben, kraniets kniplingsagtige væv. Når han knipsede til det med neglen, klingede det hult. Da først kraniet var fuldstændigt renset for kød, svøbte han det ind i et stykke tøj og tog det med hjem.
Den sommer finkæmmede han, dækket af sved og støv, hver eneste græstot, hver eneste tue, hvert eneste krat og hver eneste flodbred, til han havde femten kranier. Han satte fælder op, snittede grene til spyd og sneg sig ind på de gamle, langsomme kaniner og klemte luften ud af struben på dem med fingrene. De sprællede og sparkede et minuts tid, og han holdt tit vejret sammen med dem. Så blev de slappe, men han holdt dem stadig fast, for alle eventualiteters skyld.
Så nydeligt han opstillede de kranier! Han troede, han ville være tilfreds med fem, ti, men han havde brug for flere. Hvert eksemplar gjorde ham lykkeligere og ivrigere end det foregående. Og nu havde han denne skat. Dette pelsklædte, edderkoppeagtige dyr, finere end noget, han nogensinde kunne have forestillet sig som dreng, og som han ikke tror, han nogensinde vil ønske sig igen.
Så meget for den dag, mere kan han ikke klare. Erfaringen har lært ham, at han vil ødelægge eksemplaret, hvis han fortsætter uden pause. Klokken må være næsten fem. Han gaber, beslutter sig for et hvil. Han lægger de flåede hvalpe ned i en blikspand. Senere, når han har kogt kødet af, vil han samle skelettet med pincetter, lim og en metaltråd så tynd som sytråd.
Han kravler op ad stigen til butikken og går så op ad trappen til sit loftskammer. Da han trækker natskjorten på, får han et glimt af hylden med udstoppede mus ved siden af sengen, klædt ud i hver deres lille bitte dragt.
Silas tager en brun mus op. Han kærtegner dens kamgarnsskørter, sjalet, han hæklede af det fineste uldgarn, den lille runde tallerken, den holder i poterne. Han sætter den tilbage på hylden og slukker stearinlyset.
Han er næsten faldet i søvn, da han hører, det banker på.
Han tager en pude over hovedet.
Bankelydene forvandles til en dump torden.
”Silaaaas!”
Han sukker. Den mands utålmodighed! Det er en Guds velsignelse, at Silas ikke har nogen naboer, der kan blive forstyrret, og kan han ikke læse skiltet, hvor der står ’lukket’ ?
”Ouvrez la porte!”
Han stønner, sætter sig op, trækker i en jakke og et par bukser, tænder et spruttende lys og kanter sig ned ad den smalle trappe.
”Je veux ma colombe!”
”Mr. Frost,” siger Silas, da han åbner døren. En høj, slank mand i malerplettede pjalter stirrer tilbage på ham. Der er en slags vanvittig magnetisme over ham, en berettigelse og tro på sig selv, der gør, at Silas er splittet mellem lyst til at glæde ham og lyst til at foragte ham. Louis smiler.
”Sådan! Jeg vidste, du var hjemme. Jeg er kommet efter min due, hvis jeg ikke har skræmt ham ned af hans pind.” Han venter ikke på svar, men brøler til en skikkelse, der ses i silhuet ved indgangen til smøgen, og vinker ham hen. ”Her! Herovre! Sen på den som altid.”
Det er næsten mørkt, og først kæmper Silas med at identificere den mand, der kommer småløbende ned gennem gyden, mens han undviger de ildelugtende dynger af grønsagsaffald og slaggestøv. Han kommer nærmere, ansigtet skinner i lyset fra Silas’ lampe. Johnnie Millais. Han er så tynd, at han ligner en udmarvet pony.
”Du godeste, Louis, hvad er der sket med dit tøj? Jeg ville ikke engang give min hund den skjorte på.”
”Som altid en fornøjelse at se dig, Millais,” siger Louis og går ind i butikken uden hverken at være budt indenfor eller have renset støvlerne på skrabejernet.
”Det er lidt af et held, at De stadig holder åbent,” siger Millais og følger efter ham ind, og Silas modsiger ham ikke.
”Silas har ordnet min due. Nå, hvor er han så?” Louis tager løvekraniet op med begge hænder og lader, som om han vil kaste det efter Millais. ”Rrrr!” knurrer han.
Silas stivner, ønsker bare, han havde mod og mandshjerte til at bede ham om at sætte det ned. I stedet skynder han sig hen og henter duen i skabet.
”Himmel og hav! Den er prægtig. Netop, hvad jeg havde i tankerne,” udbryder kunstneren. Han tager den, stryger den over hovedet. ”Hvis bare mine modeller ville sidde lige så stille som dig.” Louis trykker en guinea i hånden på Silas, det dobbelte af, hvad de var blevet enige om. ”Og Millais, du må købe en mus til hjørnet af din Mariana. For at tilføje bevægelse i det tomme område af lærredet.” Han løfter en udstoppet brun mus op fra en hylde i halen og siger: ”Jeg tager også den her.”
”Hun er skrøbelig –” forsøger Silas sig, men Louis hører ham tilsyneladende ikke og propper både fugl og mus ned i en taske med hovedet først.
Silas ser efter de to mænd, da de løber hen ad den smalle passage, Louis med hænderne på skuldrene af Millais, mens han laver en slags gadedrengehop for hvert tredje skridt. Lyset fra hans lampe rammer Louis’ ankler, det hvide glimt af hans håndled. Det minder ham om Flick, berøringen af hende, som han ikke har mærket i over tyve år.
Da de forsvinder ind i mørket, ser Silas sig om i sin lille butik, på det lave loft, de små vinduesskabe med hakkene, som han har gjort sit bedste for at male, og han vender mundvigene nedad.
”Ikke flere angreb på brøndkarsesælgere, vel,” siger han. ”Det ville din nye ven ikke synes om.”
Malerinden
På trods af sin træthed tidligere kan Iris ikke falde i søvn. Lugten af brændt sukker giver hende hovedpine, og nogle stive hestehår stikker hende i låret gennem madrassen. Hun rykker sig, kaster en svedklistret arm ud fra sengetæppet og lader den køle af. Hun prøver at koncentrere sig om at ligge stille og roligt, om at afpasse sin vejrtrækning efter søsterens. Men hendes tanker tikker af sted. Hun vil male. Hun ser de slanke tuber Winsor & Newton-vandfarver for sig, østersskallerne, hun blander dem i, og sin egen forsyning af zobelhårspensler, som hun endelig erhvervede sig efter et halvt års omhyggelig sparsommelighed.
Hun puffer til tvillingesøsteren.
”Men jeg har ikke set parakitten,” mumler Rose, og Iris ved, hun vil sove tungt, lige til uret på St George’s kirke slår fem. Gennem væggen kan hun høre den lokomotivagtige stønnen og fløjten fra mrs. Salters snorken. Hun er så godt som død efter at have tyllet aftenens laudanum i sig.
Da Iris ikke længere kan holde det ud, gør hun sig fri af sengetøjet. Træbrædderne knirker under fødderne på hende, og låsen på soveværelsesdøren, som Iris har smurt, giver ubesværet efter. Hun får en mærkelig trang til at le, men kvæler sin begyndende fnisen ved at smække en hånd for munden.
Da hun kommer ud i gangen, hvor en let brise tager i natkjolen, står mrs. Salters dør på klem, og lyset fra hendes lampe kaster et gulsottigt skær på gulvet. Der er en stank af mavesyre. Iris er sikker på, at mrs. Salters sygdom forårsages, ikke lindres, af hendes natlige batteri af piller: ”Mother’s Friend ” mod hendes mavesmerter, ”Dr Munro’s Harmless Arsenic Complexion Wafers” for at skjule hendes filipenser. Iris er træt af at skrubbe den brækstive løber med hænder, der svier af eddike. Værre endnu, at skulle finde sig i mrs. Salters ørefigner de dage, hvor hendes hallucinationer udkrystalliserer sig i visheden om, at hun giver husly til to tvillingeskøger i sit hjem, og at Iris er på nippet til at blive forført af en grønhudet herre med stødtænder.
Hvis bare apotekeren ville komme noget rottegift i hendes medicin, tænker Iris ved sig selv, da hun lister ned langs kanten af trappen, hvor dens knirken er lavest.
***
Lagerrummet i kælderen er lille og trangt med fugtpletter på væggene. Lugten af skimlet puds fortrænger selv den mindste sukkerhørm.
Iris går hen til det åbne skab i hjørnet. Det er fyldt med kurve med umalede porcelænsarme, fødder og hoveder. En stofpose indeholder bundter af menneskehår, klippet af sydtyske bønders hoveder. Iris løfter den op og tager det øverste maleri og sine ting frem, som ligger gemt nedenunder. Hun bærer det hele hen til bordet og sætter sig.
Ansigtsformatet er lige så forkert, som hun huskede det. Først overvældes Iris af fortvivlelse over, at hun ikke er og aldrig vil blive god nok. Men da hun ser nøjere efter, finder hun en skarphed, som hun synes godt om, og også et lys. Hvis bare ikke hovedet svævede så fraværende øverst på arket, hvis bare hun kunne fastholde det mere. Det er hende imod at klippe i papiret, det er allerede kun et lille ark. Måske kan hun alligevel redde det, finde en måde at udfylde tomrummet på.
Den groftvævede natkjole – hvid flonel med gule pletter under armene – kradser hende på halsen. Inden hun når at tænke over, hvad hun gør, rejser hun sig og trækker den over hovedet. I stearinlysets skær er hendes skikkelse bleg og skinnende som en elritse.
Et øjeblik forestiller hun sig sine forældres afsky over det, hun gør, med deres usvigelige vægt på moral. Men der er ingen risiko for, at de får fat i hende her. Mere skræmmende er tanken om Roses skuffelse, eller endnu værre, at mrs. Salter skal komme vaklende ind i rummet i en opiumforstærket forfærdelse. De ukvemsord, hun ville bruge om hende (”tøjte”, ”skøge”), den reelle mulighed for, at Iris ville miste sit arbejde og dermed tyve pund om året. Men den tanke dvæler hun ikke ved. Hun blander sine vandfarver, mærker den kolde stol mod lårene.
Hun stirrer igen ind i spejlet, men denne gang lader hun blikket glide nedad, til sine små bryster med deres hårde brystvorter. Hun bider sig i læben. Vanskabt. Og dog: Hun spekulerer på, om der mon findes spor af skønhed i hende.
Hun plejede at hade dette skæve kraveben, måden knoglen var helet på i en udadbøjet vinkel, efter at det brækkede, da hun blev født. Det havde kun ringe betydning for hendes gang, men hun greb gerne børnene hjemme i gaden i at overdrive det (”Nu kommer hende den pukkelryggede”), og søsteren irettesatte dem med kun lige en antydning af medlidenhed, idet hun selv risikerede at blive udsat for en kraftig gengældelse (”De to kæmpekvinder”).
Men i de senere år er hun nået frem til en erkendelse af, at det er en del af sig selv, som hun ikke ville lave om på, selv hvis hun kunne. Det afskrækker så afgjort ikke gadesælgerne fra at komme med tilråb. Af og til prøver de at gribe fat om livet på hende, når hun går forbi. ”Lyst til en børste?” eller ”Jeg har på fornemmeren, De er ude efter et puf med min stav”. Så lægger hun ansigtet i alvorlige folder (”Trist, miss? Op med humøret!”), baner sig vej forbi dem, lader, som om hun ikke hører deres hujen. Rose, som ingen har lyst til at håne, røre ved, begære, ser gerne ned, og Iris lægger armen om søsterens skulder og minder hende i et tonefald, der synes alt for indtrængende, om, hvor meget hun hader deres piften.
Hun vil nok en dag være nødt til at opmuntre en af de unge fyre, der står på dørtærsklen til butikken og vender og drejer kasketten i hænderne, for ægteskab er en vej ud, skønt hun ikke aner hvorhen. Hun er trods alt enogtyve år, og det varer ikke længe, før hendes skønhed bliver gammel og sur ligesom fløde. Hendes forældre har skrevet til hende med besked fra en drager, som var ivrig efter at aflægge hende besøg, men hun undgik ham, da han kom.
Men Rose. Hun vil aldrig finde en ægtemand. Det bedste, Iris kan håbe på, er at gifte sig fordelagtigt og derved forsørge søsteren. At forlade søsteren – hun ved ikke, om hun kunne gøre det. De er tvillinger, knyttet sammen, og søsterens sygdom syntes både at stramme og løsne den knude. Da de var børn, og Iris tegnede med en lille klump kul på det papir, hun nu kunne finde – smørpakninger, avisstumper, afklip af gammelt tapet – var søsteren tryllebundet af den måde, hendes blyant kunne gengive tingene foran hende. ”Tegn den saks!” kommanderede hun så, og Iris gjorde, som hun bad om. ”Tegn en elefant til mig!” Men hun kunne aldrig improvisere. Nu vender søsteren sig væk fra hende, når hun prøver at more hende med en tegning.
Iris skyder tanken fra sig og blander den rette rosa farve til undersiden af sit bryst, hvor skyggen falder. Hun kører penslen hen over arket, ser vandfarven blomstre på papiret. Hun føler, hun har magt over sig selv, som om hendes krop igen er hendes, ikke et redskab, mrs. Salter kan bruge til at skrubbe gulve, ikke blot som en daglig påmindelse til Rose om, hvad hun kunne have været. Hun mærker en skælven af noget, som kunne være skam, kunne være tilfredsstillelse, ovenikøbet kunne være kulde.
Hun stirrer på sin hofte. Det er umuligt at forestille sig en mands grove hånd gribe fat om den. Hun presser hånden ind mod siden, flytter den op til sit bryst og tager om det. Hun krymper sig og vender tilbage til maleriet.
Hun har aldrig spurgt Rose ud om det, hun så hende gøre med Charles, ”hendes fine herre”, som de kaldte ham. I begyndelsen snakkede Rose ikke om meget andet og viste med sorgløs stolthed de gaver frem for Iris, som han sendte: chokoladebonboner og en gul kanariefugl (som fløj op i skorstenen og døde).
De var femten år, og forventningen var, at han skulle redde hende fra dette trælse liv, pynte hende som sin unge hustru i sit beskedne hus i Marylebone. Han blev også gode venner med Iris, og han sagde, han ville låne hende nogle penge, så de kunne etablere deres butik, når han og Rose blev– Han brød af ved denne antydning af ægteskab. Flora ville glide ud af deres fantasi og blive til virkelighed, og Iris vendte sig om mod søsteren for at sikre sig, at hun ikke havde noget imod denne opmærksomhed, at hendes fine herre medtog Iris i sine og Roses drømme.
Han kom på besøg hver søndag, når deres forældre var ude i et ærinde. Rose sagde altid til Iris, at hun skulle blive i værelset oppe ovenpå, men en eftermiddag havde søstrene haft en uoverensstemmelse, og Iris var pludselig sur over at blive lukket ude, over ikke at blive indviet i søsterens hemmeligheder.
Hun stillede sig uden for døren og udspionerede dem gennem nøglehullet. Hun så ham sætte sig ned, trække søsteren hen til sig, trække hendes skørter op og knappe sine bukser op. Iris nåede knap at trække vejret, før Rose sad overskrævs på ham og bevægede sig indøvet rytmisk op og ned. Iris var forfærdet, tryllebundet, ude af stand til at se væk, hypnotiseret af hans fordrejede ansigt, hans hænders faste greb om søsterens mælkehvide lår. Et øjeblik ønskede hun bare, det var hende selv med optrukne skørter, at det i stedet var hendes tvilling, der kiggede gennem nøglehullet. Det hele skete så forfærdende nemt, så enkelt, i den træstol, hendes bedstefar havde lavet.
Iris aner stadig ikke, hvordan Charles fandt ud af, at Rose var blevet smittet med kopper. Dagen efter, at de materiefyldte bylder brød ud i ansigtet og på kroppen af hende, lukkede Iris ham ind i entréen og tog imod et brev fra ham. ”Hun bliver så glad for at høre fra Dem. Det er blot en snue, og hun får det bedre meget snart,” løj hun, men han var fåmælt og tog brat afsked. Brevet var ikke et kærlighedsbrev, men et, der gjorde en ende på alt og med det på søsterens højrøstede latter, hendes hviskede fortroligheder. Da Rose skreg til Iris, at hun skulle gå ud af værelset, tog Iris stolen og skubbede den af al kraft ind i væggen.
En pludselig lyd. Tunge skridt.
Iris er så opslugt af minderne, at hun farer sammen og vælter det plumrede vand ud over bordet.
Hun griber ud efter maleriet, trækker det væk, inden væsken løber ud over det. Skridtene har fjernet sig.
”Du almægtige,” mumler hun, mens hun holder hånden over brystet, og hun kunne le af lettelse. Hvor tåbeligt af hende! Men lyden var faktisk meget tæt på og så høj, at hun var overbevist om, at det var mrs. Salter på trappen. Det var ikke andet end lærlingene fra konfektureforretningen, der kom hjem fra en sen aften i en billig forlystelse.
Det er først, da hun begynder at tørre vandet op, at hun ser dukkehovedet. Hun bander. Det må være blevet sjasket til, da krukken væltede. Et gråt vandmærke skæmmer ansigtet.
”Årh, for pokker da,” mumler hun og tager hovedet og tørrer det af i sin natkjole. Det har taget hende flere timer at male. Hun skrubber på porcelænet, hårdere og hårdere, spytter på hver kind, men det nytter ikke. Porcelænet er så misfarvet, at det ikke lader sig reparere.
Hun skærer tænder, og der undslipper hende en dyrisk knurren. At tænke sig, at det bare var nogen, der gik forbi udenfor. Og nu – hun kigger ud gennem det højtsiddende, tilgitrede vindue og når frem til, at det højst må være midnat – nu bliver hun nødt til at arbejde hele natten med at male et andet ansigt.
Iris tager natkjolen på, pludselig bevidst om kulden i det lille rum. Hun vil ikke se på sit billede. Utugtigt.
Hun rammes af en velkendt fornemmelse af, at der er noget galt inderst inde i hende selv, som en svulst, der ikke kan skæres væk. Hun burde ødelægge sit maleri, sætte ild til det med stearinlyset.
Men hun rejser sig, skubber det ind under kurven og vælger et andet, ubemalet porcelænshoved.
Den Store Udstilling
Det er lørdag morgen, og kirkeklokkerne ringer. De forløbne fjorten dage har Silas været så opslugt af konstruktionen af hundehvalpenes blege skelet, at han ikke har levet af andet end gammel kage og tyndt øl. Han brænder efter en kraftig, cremet kaffelikør på The Dolphin. Han ser på uret. Der er flere timer, til den åbner.
”Årh, pokker stå i det,” siger han og beslutter at udfylde tiden med et besøg på byggepladsen til Den Store Udstilling. Han er usikker på, hvordan han har det med det: Hvordan kan hans lille butik nogensinde sammenlignes med et af de største museer, der nogensinde er bygget? Det er, som om et så prangende bygningsværk udelukkende er udtænkt for at forklejne hans præstationer, og alligevel tager han sig i næsten ugentligt at følge med i opførelsen og længes efter, at det er færdigt.
Sædvanligvis ligger smøgen øde hen, men et par mænd vælter sig i rendestenens skidt og møg, den ene sølet ind i sit eget bræk og med knæbukser, der er klamme af pis. Silas stirrer på dem et øjeblik. Hovedets og skulderens facon minder så meget om Gideon – men han ved, han tager fejl. Han holder lommetørklædet for næsen og strejfer muren i passagen, da han træder forbi dem.
Silas traf Gideon, dengang han kom til London i 1835, da Silas boede til leje et sted i Holborn, kun med ringe plads til de udstoppede dyr og kranier, han havde fyldt værelset med. Han var flyttet til London i håb om at udbrede sit ry til mere end dagligstuerne i Stoke. Desuden tjente det ikke noget særligt formål at gå rundt og vente, efter at Flick var forsvundet. Han havde hørt tale om en klike af kirurger, af medicinere, som var fascineret af dissekeringer og konserveringer.
Det var ikke svært at finde University College London, og hver eftermiddag holdt Silas øje mellem rækværkets tremmer, når navnkundige kirurger gik frem og tilbage på den jomfruelige, grønne plads, og de tunge døre smækkede i bag dem.
Sent om aftenen drev han rundt i buegangene omme bagved og vidste, at ligene snart ville blive bragt ind, men hvorfra forstod han ikke helt. Og ganske rigtigt, efter at have ventet lidt blev der røre i den firkantede gård, en vrinsken af en hest, en skramlen af en sortmalet vogn, og byttet blev båret igennem på træbrædder, indsvøbt i klæde. Så listede han forsigtigt frem, strakte hals og ønskede brændende at være en del af den lektion, som skulle gøre rede for dem.
En eftermiddag henvendte Gideon sig til ham. Han var medicinstu- derende, en undersætsig fyr med den privilegeredes blaserte mine. Han fortalte Silas om prøverne i dissektionsrummet: de svulstfyldte lunger i glaskrukker, rækkerne af syfilitiske kranier, en hjerne i sprit, splittet efter et øksehug, de udfoldede nervesystemer, der havde fået et skud voks.
”Vi indsamler selvfølgelig disse prøver for at forstå livet, for at finde ud af, hvordan det kan forlænges. Deres interesse i at bevare de døde er anderledes, om end stadig ret besnærende –”
Silas brystede sig, og efterhånden som dagene gik, søgte Gideon hans selskab hyppigere og hyppigere. Han lokkede de nærmere enkeltheder om Silas’ samling ud af ham. Stående henne ved rækværket videregav Silas detaljer om sit arbejde med spurvene og rotterne og skov- og markmusene, betroede ham sine planer om et museum og bevarelsen af sit navn for eftertiden. Han tænkte over, på hvilket tidspunkt de mon var blevet venner. Det forekom ham at være et øjeblik, der burde have været behørigt fejret, og alligevel var det sket, uden at de var klar over det.
”Jeg tror,” sagde Gideon, da Silas efter talrige indtrængende opfordringer mødte op med en udstoppet rødkælk,”at den egensindige måde, den holder næbbet på, et fænomen, jeg aldrig har set ude i naturen, er det mest bemærkelsesværdige ved dens udseende.” Det rykkede i hans overskæg, og han skjulte sin beundring bag hånden. ”En sand videnskabelig sjældenhed. Faktisk mindes jeg ikke, at jeg nogensinde har set en rødkælk med så skæv en gang. Et underværk, et underværk.”
Silas kunne have leet. Gideon, en medicinstuderende, en fin herre, var imponeret af hans arbejde. Af ham. Og at have en sådan ven, som de fleste eftermiddage frivilligt ofrede sin tid på at tale med ham, uanset hvor kortvarigt – det var en ære.
Efter det tog han mod til sig og bad Gideon om en ”ting til sin samling”, og Gideon lod forstå, at han havde et virkeligt pragteksemplar i tankerne til ham, et som ville skabe ham et navn.
”Det er en ting, som selv Frederik Ruysch ville vende sig i sin grav for at eje,” hviskede Gideon, da han til sidst overrakte ham en lille stofpose. Han fortrak overlæben.
Silas tog imod den med tilkæmpet fatning og begyndte at åbne den, mens han forestillede sig de efterfølgende diskussioner, han ville have med Gideon, når de i fortrolighed stak hovederne sammen på et værtshus. Efter vægten at dømme et hjerte måske eller –
”Nej,” sagde Gideon og holdt hans hånd tilbage. ”Vent, til du er hjemme. Det er for storslået et eksemplar. Hvis mine lærere fandt ud af, at jeg havde foræret det væk –”
”Hvor meget? Jeg har ikke råd til nogen stor sum.”
”Det skal du absolut ikke tænke på. Efter den store,” Gideon holdt inde, ”fornøjelse, jeg har haft af dit selskab.”
”Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal takke dig.”
”Du kunne jo kvittere med en tak til mig i dit berømte museum? Når det åbner.”
”Selvfølgelig! Selvfølgelig.”
Silas nikkede og smilede, og trods den stærke trang til at åbne posen, adlød han Gideons instrukser og løb hele vejen hjem, ind og ud mellem vognene, i sit hastværk.
Han smækkede døren i efter sig, drejede nøglen om og flåede stoffet af pakken.
Indeni lå et halvgnavet kyllingeben tillige med to udkogte gulerødder.
Silas bed sig i læben for ikke at komme til at græde og forstod først da den hån og latterliggørelse, der havde ligget bag hver eneste bemærkning, hvert eneste ryk i overskægget.
***
Inden Silas ved af det, er han på vej hen ad en gangsti i Hyde Park med krampe i låret af udmattelse. Han lader tankerne gå tilbage, og det går op for ham, at han ikke kan huske noget fra spadsereturen. Han er helt tom i hovedet efter at have set de to fulde mænd. Det er en velkendt fornemmelse, for så langt tilbage, han kan huske, har han undertrykt forskellige erindringer, som et daguerreotypi, inden det udsættes for kviksølvdampe. Han rusker op i sig selv, men ingen billeder dukker op.
Men han burde ikke bekymre sig. Her er luften mindre usund, og en fugl synger. Der er skønhed. De skeletagtige træer er kønne, som de står der og taber de sidste rester af sommergrønt, og de tørre kviste knaser som knogler. En mand kommer til at skubbe til ham, undskylder, og Silas går videre, følger med menneskemængden hen til byggepladsen til Den Store Udstilling.
Silas har tit været henne og se, hvordan det går, og betalt det lille entrébeløb for at komme ind bag plankeværket. Han kan ikke forstå, hvorfor bygningen vil blive revet ned og fjernet fra Hyde Park efter et år. Hvad er formålet med et museum, hvis det ikke er for at bevare dets genstande for evigt?
Men da han stirrer op på skelettet af bygningen, på dets kraner og taljer som gribbe i silhuet mod himlen, mærker han noget trække sig sammen inde i ham. Det er storslået. At få fat i og udstille så mange produkter fra industri, handel, formgivning, videnskab – over hundrede tusinde udstillingsgenstande, har han læst, og det hele under ét kæmpestort glastag. Silas ved ikke, hvor han skal se hen. Det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at Punch har døbt det The Crystal Palace.
På alle sider af ham bobler det af aktivitet. En sjakformand brøler instrukser, mens arbejdere i høje hatte haler i tunge reb, og andre pisker på arbejdshestenes hudløse flanker. Hvæsende dampskyer stiger til vejrs. Det vældige tværskibs brystkasse hejses langsomt op, skælvende i blæsten.
Hvis bare arrangørerne ville bede ham om en ting til afdelingen for kunsthåndværk. Men ingen har henvendt sig til ham. Ingen har svaret på hans breve. Og hvorfor ikke? Hvorfor bliver hans samling ikke taget alvorligt?
Han prøver at feje fortrydelsens spind væk, men hans hænder er fast knyttede. Lave skyer farer hen over himlen. Londons sorte lunger fyldes og tømmes. En hest brøler.
Han vil fordoble sine anstrengelser. Han vil arbejde hårdere, senere, og måske vil han en dag åbne et museum endnu prægtigere end dette.
Han ser et barn pile hen og snuppe et rødt lommetørklæde fra en dames taske. Han kigger nøjere efter, genkender dette fedtede, lyse hår. Det velkendte er en balsam, en påmindelse om, at han ikke er alene i denne foruroligende, koncentrerede arbejdsomhed. Silas smiler og kalder: ”Albie!”
Men drengen hører ham ikke. Og så forstår Silas det: Han er blevet pågrebet. En kvinde har fat om hans håndled, lommetørklædet hænger ned fra hans næve som et slattent flag, og Silas glider i græsset i sit hast- værk med at komme derhen, mens han belaver sig på at agere Albies redningsmand og bønfalde hende om ikke at melde ham til politiet – men så ser han, at Albie griner.
Silas ser nærmere på kvinden. Hun er høj som en mand og har samlet det røde hår i en lang fletning. Det er – Flick? Som voksen, kvinde. Men det kan det jo ikke være. Kvinden her er let sammensunket i venstre side.
Det er, som om man har ringet på en klokke i et gammelt hus. Silas mærker klokkestrengens dirrende metaltråd, der fører dybere ind i bygningen, gennem vægge og gulve. Han står som fastnaglet, afventende, mens vibrationerne får en række mindre klokker til at ringe.
Han skal ikke kunne sige, hvad det betyder.
Andre læste også: