Bøger til unge Carlsen Ditte Wiese Indefra

Da mine forfatterdrømme gik i opfyldelse

Da mine forfatterdrømme gik i opfyldelse

Ditte Wiese er netop debuteret med den rå og rørende YA-roman ProvinspisHer fortæller hun om, hvordan bogen blev til – og hvordan drømmen om at blive forfatter gik i opfyldelse.

Nogle gange er man nødt til at tage en omvej for at slippe ud.

Dér fik jeg mit første kys – af hans storebror …

For et år siden havde jeg travlt. Ikke travlt som jeg altid formår at have, men sådan rigtig travlt. Med andet på spil end madpakker og nullermænd.

Det var en torsdag. Og det har betydet, at jeg sad af lugten af klor og kaffesjatter i Ringsted Svømmehal. Og mens ældstebarnet tog svømmetag, så tog jeg livtag. Ikke at jeg sloges med livet. Men jeg kæmpede for mine drømme. Hvert et ledigt øjeblik sad jeg med fingerspidserne på tastaturet. Og lad os bare være ærlige: jeg vinder ikke prisen som årets mest tilstedeværende mor og kone 2016, for Carlsen havde lavet den her romankonkurrence, Nye Stemmer, som jeg i juleferien besluttede at deltage i, og som jeg skrev en rigtig fin ungdomsroman til.

Men! For der er jo altid et men, så var jeg på arbejde i Fredericia et par dage i februar, sammen med min kollega Sofie. Og på vej hjem, inviterede vi os selv på kaffe hos min far. Jeg legede guide gennem den lille provinsby på Fyn, hvor jeg voksede op.

Der gik jeg i børnehave.
Der var skolen.
Der røg Katja og jeg i smug.
Der boede min bedste ven.
Der fik jeg mit første kys – af hans storebror.

Mens vi kørte, så tog en idé form. Og idéer er farlige. Det ved enhver diktator. I hvert fald når de opstår i et rodet kunstnerhoved som mit, for så er de umulige at styre. Og det var den her idé også. Idéen om Ida. En pige i provinsen.

Ida og hendes skarpe tunge og kantede facon ville ikke lade mig være, så jeg skyndte mig at skrive idéen ned. Så var den ude af hovedet. Jeg kunne gemme den i en fin mappe på computeren og så kunne jeg arbejde videre med den historie, jeg skrev på.

Som om …

Det blev ret hurtigt klart, at hun ikke lod sig pakke væk. Så jeg lavede en deal, en faustisk pagt: jeg måtte skrive på Provinspis i en uge, og SÅ skulle jeg tage stilling til, hvilken bog jeg ville satse på til Nye Stemmer. Inden jeg overhovedet fik åbnet computeren igen, så var der jo ingen tvivl: det var PROVINSPIS der skulle blive færdig i en fart og ind til konkurrencen.

31 dage fra turen gennem provinsbyen til råmanus var færdigt. Det føles stadig lidt vildt. Så fik jeg nådesløs og helt igennem fantastisk kritik fra blandt andet forfatter Sandra Schwartz. Jeg samlede mine hjerterester op, klistrede dem sammen og sendte ind til konkurrencen, efter i alt to måneder og ti dage. Og så faldt jeg vist i søvn og sov i en uge.

Der kom ingen opkald fra forlaget hele sommeren. Intet. Jeg havde godt regnet ud, at jeg ikke havde vundet, men et stædigt håb sad fast.

Provinspis

Kender I de der dage, hvor alt er noget lort?

Sådan virkelig lort! Hvor mælken er sur og jobbet for alvor stinker. Vejret er lort. Kantinen er tom når man når derned. En af de der dage, hvor man er så slidt, at man hoster sig ud fra et møde, for at sidde og hyle på toilettet. Sådan en dag, hvor jeg bare talte ned til at dagen var slut. Jeg krabbede hjem i sofaen og sad med ungerne om mig. Ringede til føromtalte ret fantastiske mand og læssede af, mens han sad i trafikprop på Køge Bugt Motorvejen. Så kunne han ligesom ikke slippe. Måske hylede jeg også lidt i telefonen. Det er ikke utænkeligt.

I hvert fald hørte jeg ikke det lillebitte plim der kom, mens jeg brokkede mig.
Sank ned i sofaen igen. Min afhængighed af de sociale medier skulle fodres, men jeg skulle lige se, hvad det var for mail, der var tikket ind.

Kender I det øjeblik, hvor man forstår? Der hvor sammenhængen går op for en? Hvor universet falder i hak og der er balance. Yin og Yang, Holisme, lys og mørke, minus og plus, syre og base, kosmiske kræfter på spil? Det var lige der. Den her dag havde trukket alt, hvad den kunne på mørket, kun fordi der skulle være plads til den mail fra Camilla, nu kendt som Redaktricen. MIN redaktrice. Og hun havde sendt den bedste mail i verden.

For det kan godt være, at jeg ikke vandt konkurrencen, men for fanden hvor jeg vandt alligevel! Se lige! Noget jeg har drømt om siden jeg også drømte om at blive den nye Lally Hoffmann, og kunne stå der i Paris og rapportere hjem om vigtige ting og bagefter gå op i min lejlighed med fløjdøre ud til en lille rue og skrive på en bog. Og selvom rue’en mere er en villavej med gule parcelhuse, så er det her, alt jeg drømte om.

Om Provinspis

Ida lider af en alvorlig omgang bøhlandsblues. Der sker absolut INTET i det hul, hun bor i. Alle er som levende døde, der bare gør det, som alle andre gør. Drømmer om det, som alle andre drømmer om. Det er kun weekenderne, der giver kedsomheden modspil, og den kaster Ida sig grådigt over i en tåge af sex, sprut og stoffer.

Hun må væk. Ud. Bort. Provinsen er som kviksand: jo mere Ida kæmper imod, jo mere bliver hun trukket ned i et bundløst hul. Hvad gør man, når der er så meget at kæmpe imod? Når den største fjende … er en selv?

En stærk bog om at finde et ståsted, når man er i frit fald.

Untitled-1 copy

Du kan finde Provinspis her og læse de første kapitler helt gratis her

Du kan læse mere om Ditte Wiese her 

Ditte Wiese Provinspis 

Ditte Wiese, Ditte Wiese, Ditte Wiese, Ditte Wiese. Provinspis, provinspis, provinspis.