Aktuelt Fagbøger

Anne Knudsen: Jeg er taknemmelig for min fantastiske barndom i Grønland

Hvor jeg var barn var der isbjørne, Anne Knudsen, Grønland

”Jeg ved ikke mere om nutidens Grønland end alle mulige andre folk. Jeg prøver ikke at belære nogen; jeg vil bare gerne fortælle om det, jeg oplevede som barn. Det eneste særlige ved mit forhold til Grønland er, at jeg befandt mig i Østgrønland i nogle år, da meget få andre europæere var der.”

 

Sådan skriver Anne Knudsen sidst i sin bog Hvor jeg var barn, var der isbjørne – hendes kærlige erindringer fra et Grønland, der ikke findes mere.

Hvad vækker det af følelser i dig, når du tænker på Grønland i dag?

Over for Grønland og grønlænderne føler jeg først og fremmest taknemmelighed for min fantastiske barndom. Glæde og en slags – kan man sige stolthed? – over den udvikling, der siden er sket.

Alene det væld af dygtige, veluddannede, energiske og kosmopolitiske grønlændere, der er kommet til i løbet af en enkelt menneskealder. Min menneskealder. Alt det, vi håbede og troede på tilbage i 1950erne, er jo sket! Selv om det ikke er sket på lige den måde, vi havde forestillet os.

Læs også Med isbjørneunger i baghaven. Uddrag af Anne Knudsens erindringer

Jeg ved ikke, hvorfor ingen af os – grønlændere eller danskere – dengang forestillede sig, at der ville være problemer og fjendtlighed og bitterhed, social konflikt og alle mulige andre onder; der findes jo ikke i verden udviklinger, som kun er lykkelige.

Anne Knudsen
‘Hvor jeg var barn, var der isbjørne’ er Anne Knudsens personlige erindringer. Forfatterfoto.

Grønlænderne har fået en plads i den moderne verden, deres egen stemme. De har international status og indflydelse på et niveau, man dengang knap kunne drømme om.

Alle går i skole, alle har sundhedstjeneste og adgang til kommunikationsmidler, man ikke kunne forestille sig i 1954. Danskere har en stor del af æren for det.

Men vi mennesker er utålmodige af os, og vi har ofte svært ved at se de gode ting for lutter problemer.

Og selvfølgelig er der problemer, både praktiske og politiske. De politiske gælder i særdeleshed forholdet mellem danskere og grønlændere, men jo også forholdet mellem de grønlændere, der boltrer sig som fisk i vandet i den moderne verden – og så dem, der lige akkurat hager sig fast i udkanten af den verden. Eller synker til bunds uden for kanten.

Der føler jeg også en sorg. En sorg for dem, det ikke gik godt, og for dem, som endte på bunden af grønlændernes eget samfund. Det er desværre værst lige præcis for Østgrønland og østgrønlænderne, som ikke bare har de vanskeligheder, der følger af deres udsatte stilling i et af verdens hårdeste, fysiske miljøer, men som også lider under deres landsmænds ringeagt. Og jeg sørger over alle de måder, forholdet mellem Danmark og Grønland er gået galt.

Læs også 15+ smukke dannelsesromaner og erindringer fra barndommen

Jeg synes, at både de og vi har sjusket med det indbyrdes forhold. Og nu er vi omtrent, som man ser gamle ægtefæller, der glemmer, hvor meget de har fælles, og nu kun lægger mærke til alle den andens fejl.

Vi har været sammen så længe, vi har fået børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn sammen; vi har stået hårde tider igennem sammen. Vi er filtret ind i hinanden, helt ned i rødderne. Hvordan kan man tro, at en skilsmisse ville være det bedste, der kunne ske for os?

På trods af den elendighed, du hører om Tasiilaq, er der så slet ikke noget, der trækker i dig for at se dit barndomsland igen?

Åh, jo! Jeg ville forfærdelig gerne se Tasiilaq igen! Men kun, hvis jeg havde et ærinde, nogle mennesker, der ventede mig. Der skulle være noget bestemt at komme der efter.

Sådan har jeg det i øvrigt med hele verden; jeg kan ikke lide at komme bare for at se naturen eller glane på de indfødte, hvad enten de lever godt eller dårligt. Der er noget obskønt over det, som byder mig imod; jeg vil have noget at lære, nogen at kende.

Hvis du måtte ønske en enkelt ting for Grønland, hvad skulle det så være?

Det er et umuligt spørgsmål; skulle jeg ønske dem saudiarabisk rigdom, demilitariseret status som Ålandsøerne eller indlemmelse i USA – eller Kina?

Læs også 20 bøger du ikke vil gå glip af i efteråret 2018

Jeg ville i grunden helst ønske grønlænderne ægte selvtillid. Ikke den slags selvtillid, som kræver ustandselig markering og konflikt, men rigtig selvtillid af den slags, hvor man ved i sin inderste sjæl, at man er værdifuld. Og netop derfor kan udvise både overbærenhed, selvkritik, tålmod og realisme.


Hvor jeg var barn var der isbjørne, Anne Knudsen, Grønland

Med stor kærlighed til landet og dets befolkning – og med en imponerende hukommelse og sans for de sigende detaljer – fortæller Anne Knudsen om hverdagslivet med familie, naboer og kammerater, om skolegang og leg i naturen eller derhjemme, og om at opfostre isbjørneunger i et bur ude i gården.

Find Hvor jeg var barn, var der isbjørne af Anne Knudsen her, eller i din foretrukne boghandel.

 

Søren Anker Madsen (f. 1969) er journalist, pressechef på Lindhardt og Ringhof og med i Svikmøllens redaktion. Han er desuden en alsidig forfatter, som både skriver bøger til børn og voksne samt til teater og revyer.