Ensomheden er Andrew Hurleys debutroman. Og hvilken debut! Bogen udkom først på et lille engelsk, uafhængigt forlag, men blev derefter opdaget af det store forlag Hachette UK, der genudgav romanen. Den er af flere medier udråbt til moderne klassiker for sit sprog og sine betagende beskrivelser af sted, atmosfære, tro og overtro. Ensomheden blev i 2015 tildelt Costa First Novel Award og er p.t. solgt til udgivelse i 12 lande – og filmatisering.
Ensomheden handler om et sted kaldet Ensomheden, hvor en gruppe religiøse tager til på deres årlige bøns- og bodsuge for at søge Gud – men oplever andre uforklarlige ting. Det er en stemningsfuld fortælling, hvor stedet spiller en stor rolle.
Læs en gratis læseprøve her.
Den engelske boghandlerkæde Foyles har talt med Andrew Hurley om rejsen fra at udkomme i 300 eksemplarer på et lille, uafhængigt forlag til at blive en succes på stort mainstreamforlag. Om tro, overtro og hvordan det, der bor i skyggerne er meget værre, end det, vi kan se. Vi har oversat interviewet her.
Q&A med Michael Andrew Hurley
Hvad gav dig ideen til bogen?
Der var to vigtige udgangspunkter for romanen. Det første var at udforske ideer om tro og overtro. Og det andet var inspireret af forskellige øde, ensomme steder på den nordlige vestkyst af Lancashire i England. Meget smukke steder, men der er også en følelse af en overhængende trussel, der ligger lige under sandet og vandet, som jeg ønskede at beskrive. Det virkede som et af den slags steder, hvor overtro stadig fylder meget, og hvor tiden ikke har forandret meget. Det fik mig at tænke over, hvordan naturen, overtro og kristen tro måske kan interagere.
Kan du beskrive rejsen fra først at udkomme på et lille forlag og nu på et stort mainstream-forlag?
Da jeg var færdig med at skrive Ensomheden var jeg ikke helt sikker på, hvad det egentlig var for en bog – om det var en gotisk gyser, eller en ”almindelig” roman – så det var det ikke klart, hvor jeg skulle sende den til. Jeg forsøgte mig hos et par små forlag og agenter, men fik ikke andet et par høflige ”nej tak”. Jeg fandt Tartaros ved at søge forlag på internettet. Jeg kunne godt lide deres profil og de forfattere, de udgav, og de virkede åbne over for mit manuskript. De udgav romanen i oktober 2014 i 300 eksemplarer. I løbet af det efterår modtog Ensomheden nogle flotte anmeldelser, men det var en anmeldelse omkring juletid i The Sunday Telegraph, der virkelig sendte romanen ud på en ny kurs. Mark Richards fra John Murray havde læst anmeldelsen og tilbød at købe rettighederne med henblik på at genudgive Ensomheden for et bredere publikum. Og selvfølgelig sagde jeg ja tak! De to erfaringer har været, naturligvis, meget forskellige, men det har været virkelig interessant at se, hvor forskelligt folk tænker på bogen. Mange af dem, der køber Tartaros romaner er fans af klassisk horror og sci-fi. John Murray tilgang har været at fremhæve det litterære element. Det har været en konstant overraskelse for mig, hvordan mange forskellige læsere bogen har fået.
Du har tidligere skrevet noveller. Har du set disse som ‘varm-ups’ for en længere bog, og vidste du, at din første roman ville være en slags overnaturlig horror-historie?
Jeg har altid gerne villet skrive en roman, men jeg har ikke tænkt på mine noveller som en opvarmning til dét. Men jeg er overbevist om, at mit arbejde med novelleformen har lært mig meget, og selv når jeg skriver en roman, tænker jeg med min novelle-hjerne. En af de største glæder og frustrationer ved at skrive, er jo at finde de helt rigtige ord.
Du overlader det til læserens fantasi at finde ud af, hvad der præcist skete med nogle af romanens figurer. Hvordan kom du frem til, hvor meget information, du ville ”give væk” til læseren?
Fordi jeg startede som novelle forfatter, havde jeg en idé om, hvordan man økonomiserer med sin tekst. Og jeg tror ikke, det er en dårlig måde at nærme sig “horror” på. De mest foruroligende historier er jo dem, hvor det uhyggelige ikke vises direkte. Dem med en uspecificeret trussel, der er måske kun bliver afsløret til allersidst, hvis overhovedet. Og selv da måske uden nogen reel forklaring. F.eks. The Blair Witch Project, Rosemarys Baby, Do not Look Now. Den slags film. Det handler om primal frygt. Hvad der dvæler i skyggerne er meget værre, end hvad du kan se. Så når jeg følte, at jeg var ved at lade læseren vide for meget fandt jeg en måde at gøre det mere sløret. Men der er en fin balance mellem at give for meget væk og miste spændingen.
I din beskrivelse af den katolske tro, som fylder rigtigt meget i bogen, er der bade kynisme og medfølelse. Mener du, at det at have en tro en positiv ting, trods alt?
For nogle, ja, uden tvivl. Jeg blev opdraget i en romersk-katolsk familie og for mine bedsteforældres generation, der levede under krigen, tilbød tro og religion dem en tilsyneladende ukompliceret ramme at leve efter. De var ikke simple mennesker, og de levede ikke simple liv, men jeg tror, at for dem var deres tro nok; moralsk og følelsesmæssigt. Det var aldrig til debat hos dem, og for dem lå der en stor trøst i at overgive sig til troen.
Jeg tror, det kan koges ned til, om du føler, at religionen danner en beskyttende mur omkring dig, eller om det mere føles som et fængsel. I romanen er det meget sidstnævnte – i hvert fald i moderens tilfælde – selv om ingen af de andre fra pilgrimsgruppen virkelig kan se det. Måske, ironisk nok, forstår kun præsten, Fader Bernard, at de alle er fanget af en frygt, de har skabt sig selv.
Det kan være lidt af en kliche at sige, at religion er ansvarlig for mange af verdens onder, men det er uden tvivl sandt. Snæversynethed – uanset om det stammer fra religiøs overbevisning, politisk overbevisning eller moralsk tro er en slags galskab.
Hvilke forfattere har betydet mest for dig?
Som tidligere novelleforfatter, er jeg er stor beundrer af forfattere som Ernest Hemingway, John Updike, Raymond Carver, Alice Munro, John Cheever, James Salter, Harold Brodkey. Jeg tror, at noveller ”bliver længere hos mig” end romaner, netop pga. deres præcished og korte form.
Når det kommer til romanforfattere, vil jeg være nødt til at sætte Hardy op på toppen af listen, og resten vil være en blandet landhandel af folk som Jim Crace, David Peace, Susan Hill, Shirley Jackson, Daphne du Maurier og Cormac McCarthy. Efter at have skrevet dem ned, kan jeg godt se, at de alle skriver om mørke emner!
Jeg er også en stor beundrer af non-fiction forfattere som Robert Macfarlane, Roger Deakin, Nan Shepherd og Richard Mabey for deres evne til at beskrive naturen på en smuk og levende måde. De var enormt inspirerende for mig, da jeg skrev Ensomheden.
Køb Ensomheden her
Ensomheden er Andrew Hurleys debutroman. Og hvilken debut! Bogen udkom først på et lille engelsk, uafhængigt forlag, men blev derefter opdaget af det store forlag Hachette UK, der genudgav romanen. Den er af flere medier udråbt til moderne klassiker for sit sprog og sine betagende beskrivelser af sted, atmosfære, tro og overtro. Ensomheden blev i 2015 tildelt Costa First Novel Award og er p.t. solgt til udgivelse i 12 lande – og filmatisering.
Ensomheden handler om et sted kaldet Ensomheden, hvor en gruppe religiøse tager til på deres årlige bøns- og bodsuge for at søge Gud – men oplever andre uforklarlige ting. Det er en stemningsfuld fortælling, hvor stedet spiller en stor rolle.
Læs en gratis læseprøve her.
Den engelske boghandlerkæde Foyles har talt med Andrew Hurley om rejsen fra at udkomme i 300 eksemplarer på et lille, uafhængigt forlag til at blive en succes på stort mainstreamforlag. Om tro, overtro og hvordan det, der bor i skyggerne er meget værre, end det, vi kan se. Vi har oversat interviewet her.
Q&A med Michael Andrew Hurley
Hvad gav dig ideen til bogen?
Der var to vigtige udgangspunkter for romanen. Det første var at udforske ideer om tro og overtro. Og det andet var inspireret af forskellige øde, ensomme steder på den nordlige vestkyst af Lancashire i England. Meget smukke steder, men der er også en følelse af en overhængende trussel, der ligger lige under sandet og vandet, som jeg ønskede at beskrive. Det virkede som et af den slags steder, hvor overtro stadig fylder meget, og hvor tiden ikke har forandret meget. Det fik mig at tænke over, hvordan naturen, overtro og kristen tro måske kan interagere.
Kan du beskrive rejsen fra først at udkomme på et lille forlag og nu på et stort mainstream-forlag?
Da jeg var færdig med at skrive Ensomheden var jeg ikke helt sikker på, hvad det egentlig var for en bog – om det var en gotisk gyser, eller en ”almindelig” roman – så det var det ikke klart, hvor jeg skulle sende den til. Jeg forsøgte mig hos et par små forlag og agenter, men fik ikke andet et par høflige ”nej tak”. Jeg fandt Tartaros ved at søge forlag på internettet. Jeg kunne godt lide deres profil og de forfattere, de udgav, og de virkede åbne over for mit manuskript. De udgav romanen i oktober 2014 i 300 eksemplarer. I løbet af det efterår modtog Ensomheden nogle flotte anmeldelser, men det var en anmeldelse omkring juletid i The Sunday Telegraph, der virkelig sendte romanen ud på en ny kurs. Mark Richards fra John Murray havde læst anmeldelsen og tilbød at købe rettighederne med henblik på at genudgive Ensomheden for et bredere publikum. Og selvfølgelig sagde jeg ja tak! De to erfaringer har været, naturligvis, meget forskellige, men det har været virkelig interessant at se, hvor forskelligt folk tænker på bogen. Mange af dem, der køber Tartaros romaner er fans af klassisk horror og sci-fi. John Murray tilgang har været at fremhæve det litterære element. Det har været en konstant overraskelse for mig, hvordan mange forskellige læsere bogen har fået.
Du har tidligere skrevet noveller. Har du set disse som ‘varm-ups’ for en længere bog, og vidste du, at din første roman ville være en slags overnaturlig horror-historie?
Jeg har altid gerne villet skrive en roman, men jeg har ikke tænkt på mine noveller som en opvarmning til dét. Men jeg er overbevist om, at mit arbejde med novelleformen har lært mig meget, og selv når jeg skriver en roman, tænker jeg med min novelle-hjerne. En af de største glæder og frustrationer ved at skrive, er jo at finde de helt rigtige ord.
Du overlader det til læserens fantasi at finde ud af, hvad der præcist skete med nogle af romanens figurer. Hvordan kom du frem til, hvor meget information, du ville ”give væk” til læseren?
Fordi jeg startede som novelle forfatter, havde jeg en idé om, hvordan man økonomiserer med sin tekst. Og jeg tror ikke, det er en dårlig måde at nærme sig “horror” på. De mest foruroligende historier er jo dem, hvor det uhyggelige ikke vises direkte. Dem med en uspecificeret trussel, der er måske kun bliver afsløret til allersidst, hvis overhovedet. Og selv da måske uden nogen reel forklaring. F.eks. The Blair Witch Project, Rosemarys Baby, Do not Look Now. Den slags film. Det handler om primal frygt. Hvad der dvæler i skyggerne er meget værre, end hvad du kan se. Så når jeg følte, at jeg var ved at lade læseren vide for meget fandt jeg en måde at gøre det mere sløret. Men der er en fin balance mellem at give for meget væk og miste spændingen.
I din beskrivelse af den katolske tro, som fylder rigtigt meget i bogen, er der bade kynisme og medfølelse. Mener du, at det at have en tro en positiv ting, trods alt?
For nogle, ja, uden tvivl. Jeg blev opdraget i en romersk-katolsk familie og for mine bedsteforældres generation, der levede under krigen, tilbød tro og religion dem en tilsyneladende ukompliceret ramme at leve efter. De var ikke simple mennesker, og de levede ikke simple liv, men jeg tror, at for dem var deres tro nok; moralsk og følelsesmæssigt. Det var aldrig til debat hos dem, og for dem lå der en stor trøst i at overgive sig til troen.
Jeg tror, det kan koges ned til, om du føler, at religionen danner en beskyttende mur omkring dig, eller om det mere føles som et fængsel. I romanen er det meget sidstnævnte – i hvert fald i moderens tilfælde – selv om ingen af de andre fra pilgrimsgruppen virkelig kan se det. Måske, ironisk nok, forstår kun præsten, Fader Bernard, at de alle er fanget af en frygt, de har skabt sig selv.
Det kan være lidt af en kliche at sige, at religion er ansvarlig for mange af verdens onder, men det er uden tvivl sandt. Snæversynethed – uanset om det stammer fra religiøs overbevisning, politisk overbevisning eller moralsk tro er en slags galskab.
Hvilke forfattere har betydet mest for dig?
Som tidligere novelleforfatter, er jeg er stor beundrer af forfattere som Ernest Hemingway, John Updike, Raymond Carver, Alice Munro, John Cheever, James Salter, Harold Brodkey. Jeg tror, at noveller ”bliver længere hos mig” end romaner, netop pga. deres præcished og korte form.
Når det kommer til romanforfattere, vil jeg være nødt til at sætte Hardy op på toppen af listen, og resten vil være en blandet landhandel af folk som Jim Crace, David Peace, Susan Hill, Shirley Jackson, Daphne du Maurier og Cormac McCarthy. Efter at have skrevet dem ned, kan jeg godt se, at de alle skriver om mørke emner!
Jeg er også en stor beundrer af non-fiction forfattere som Robert Macfarlane, Roger Deakin, Nan Shepherd og Richard Mabey for deres evne til at beskrive naturen på en smuk og levende måde. De var enormt inspirerende for mig, da jeg skrev Ensomheden.
Køb Ensomheden her
Andre læste også: