Aktuelt Romaner

Amalie Langballe: Man kan godt prøve at lade som om, sorgen ikke er der – og så banker den på alligevel

Amalie Langballe, forsvindingsnumre, debut, debutroman

Interview || Hvordan overlever man at miste nogen, man ikke kan undvære? Romandebutant Amalie Langballe om at miste sin mor og om debutromanen forsvindingsnumre.



26-årige Amalie Langballe skriver i sin debutroman forsvindingsnumre om sorg. Her fortæller Amalie om arbejdet med romanen – og om, hvordan sorgen over hendes mors død har formet teksten.


Din debutroman forsvindingsnumre handler om en ung kvinde, der har mistet sin mor. Du har selv mistet din mor – det er ikke en hemmelighed, og det har du skrevet om tidligere som journalist. I hvor høj grad er romanens historie din egen historie?

Jeg tror, jeg har fundet ud af, at romaner lidt gør, hvad der passer dem. Jeg fik hurtigt følelsen af, at forsvindingsnumre på en måde havde sin egen vilje, så jeg skulle gennemskue, hvad bogen ville, mere end jeg sad og tænkte over, hvor jeg selv ville hen. Så bogen er fiktion.

Når det er sagt, så er hovedpersonen Agnes’ refleksioner over sorg meget lig mine egne. Hendes proces er mere ensom, end min har været, for jeg har haft min familie – noget der for Agnes er helt fraværende.

I romanen har jeg taget familie ud af ligningen, så man kan måske sige, at hendes sorg repræsenterer den værste udgave af min egen sorg.

Har det været en svær bog at skrive?

Ja. Det har været nul procent sjovt.

Jeg oplever, at der er nogen, der forfejlet tror, at når man sætter sig ned for at skrive om sorg, så er det, fordi det er terapeutisk for en selv. Egentlig har jeg oplevet det helt modsat.

Jeg tror ikke, det har været… sundt for mig at skrive den her bog. Jeg har på en måde følt, at jeg har skullet holde et sår åbent for at kunne skrive. Så jeg håber, at læserne får noget ud af bogen. Ellers ved jeg ikke helt, om det har været det værd.

Amalie Langballe, forsvindingsnumre, debutroman, roman om sorg, sorg

Nogle gange har jeg haft lyst til at stoppe mens jeg sad og skrev, fordi der lige pludselig er kommet noget ind i teksten der er blevet for… ikke privat, men lidt som om jeg indrømmer noget overfor mig selv i skriveprocessen, som jeg ikke vidste var der. Jeg havde følelsen af, at jeg begyndte at sige mere end jeg egentlig troede, der var at sige. Den amerikanske forfatterinde Joan Didion har engang sagt, at hun skriver for at finde ud af, hvad hun tænker, og det kan jeg godt genkende.

I romanen får man fornemmelsen af, at hovedpersonen, Agnes, forsøger at handle sig ud af sin sorg. Er det et behov, som du har kunnet genkende?

Agnes reagerer på en følelsesløshed, som også har været en del af min sorgproces. Først føler man alt, og så stopper man med at føle noget som helst. Når følelsesløsheden rammer, så gør man forskelligt for at komme til at føle igen. Jeg tror, det er sådan, det er at sørge, altså man kan ikke rigtig være i den følelse, i sin sorg, så man bliver nødt til at prøve at fjerne sig fra den – med det resultat at man ligesom lukker ned for al følelse.

Så det er på en måde en dobbeltbevægelse – altså: et forsøg på at føle mere og et forsøg på at lukke ned for følelserne – på én gang?

Ja. Og det kan jeg genkende fra mig selv.

Selvom det er svært at være i sorgen, så er netop sorgen alligevel blevet temaet for din debutroman. Har du hele tiden vidst, at det skulle være emnet, eller har der været andre emner i spil?

Sorg er ikke det første tema, der bliver slået an i romanen. Det svarer faktisk meget godt til min oplevelse af, hvordan det har været at være i sorgen: man prøver at lade som om den ikke er der, og så banker den på alligevel. Sådan er det også i bogen.

Smuglæs med her: de indledende sider af romanen forsvindingsnumre

Men jeg tror, jeg vidste, at sorg-temaet ville komme snigende uanset, hvad jeg ellers satte mig ned og forsøgte at skrive. Simpelthen fordi det var sådan, jeg havde det i den periode, hvor jeg skrev: Min mor sneg sig ind i alting. 

Samtidig har jeg set det som en kæmpe chance at få lov at skrive en bog – og ikke nødvendigvis en, jeg får igen. Så jeg følte mig også forpligtet til at skrive om noget, der virkelig betyder noget. Det er stort og ærefrygtindgydende, når en læser beslutter sig for at tilbringe så mange timer i det, der jo dybest set er dit selskab som forfatter. Så har man altså også bare at sige det vigtigste, man har at sige, synes jeg.

Hvorfor har du valgt at bogen skulle hedde forsvindingsnumre?

Altså: der er meget, der forsvinder undervejs i romanen – så det gav mening, at det ord blev en del af titlen. Men det skulle helst heller ikke være for trist, for det er bogen heller ikke. Og et forsvindingsnummer, det er lidt muntert også, det kan jo også være et trylletrick.

I romanen er der både det, at Agnes selv gør, hvad hun kan for at forsvinde. Der er også det, at hun leder efter noget, der er forsvundet. Og så er der det, at hun stiller sig vantro overfor tanken om, at ting i det hele taget KAN forsvinde – hun kan ikke forene sig med, at hendes mor er væk.

Det er en personlig bog, du har skrevet. Er du spændt på at andre – folk ude i verden – skal læse med?

En af mine venner siger, at jeg er meget Adam-og-Eva-før-syndefaldet-agtig, fordi jeg ikke rigtigt selv ved, hvor nøgen jeg er – altså i overført betydning – og det gør mig… god til at blotte mig. Det tror jeg måske er meget rigtigt.

Men jeg tænker ikke på bogen som nogen særlig blottelse fra min side. Jeg har som journalist skrevet og fået udgivet klummer, så jeg er jo blevet læst før – men det er selvfølgelig noget andet at udgive en bog. Og så er jeg endeløst fascineret af, hvor forskelligt vi læser ting. På den måde er jeg spændt.

Men altså: helt grundlæggende må jeg jo konstatere, at den vigtigste læser – min mor – ikke er her til at læse med.




forsvindingsnumre

Amalie Langballe, forsvindingsnumre, sorg, debutroman, roman om sorg

Når noget forsvinder forventer man, at det kan findes igen. Sådan har Agnes det med sin mor, som er død.

Men Agnes er ikke god til at finde noget. Ting bliver væk for hende, fugle, mennesker og virkelighedsfornemmelse. Hun leder efter alle de ting på steder, hvor de ikke er. I Berlin, i København og i Tel Aviv.   

Indtil noget umuligt en dag dukker op i hendes lejlighed. Noget, som måske kan hjælpe hende tilbage til virkeligheden.

forsvindingsnumre er en hudløs roman om en ung kvinde i sorg – og om at forsøge at finde fodfæste i livet efter at have mistet nogen, man ikke kan undvære.

Læs mere og køb forsvindingsnumre af Amalie Langballe online her